Den oprindelige plan var ’bare’ at bygge et moderne affaldsforbrændingsanlæg, men arkitektfirmaet BIG vandt arkitektkonkurrencen med et forslag om, at anlægge en skibane oven på forbrændingsanlægget, og det ændrede alt for ingeniørerne på projektet.
»Med den tidsplan, der var besluttet, ville det lige akkurat kunne lade sig gøre at bygge et traditionelt udformet forbrændingsanlæg, men det, at der skulle kunne være mennesker på taget, betød, at vi skulle leve op til endnu højere sikkerhedsklasser med endnu højere dokumentationskrav, krav om tredjepartskontrol og endnu flere møder med myndighederne for at fastslå, hvordan vi skulle eftervise, at byggeriet levede op til alle krav. Der er jo ikke lige nogen fortilfælde, man kan henvise til,« forklarede Peter Madsen Nordestgaard, der er kompetencechef for stål i rådgivningsvirksomheden Moe, til Ingeniøren i 2018.
(Foto: BIG)
Normalt skal taget bare kunne holde til snelasten, men på Amager Bakke skulle det nu dimensioneres til at kunne bære kunstgræs, skibane og 1.500 personer. Offentlighedens adgang stillede ekstra krav til tagets robusthed. Ingeniørerne overvejede at overdimensionere nogle nøgleelementer eller at bygge et sekundært spærsystem ind, så bortfald af enkelte elementer ikke fører til kollaps. Valget faldt på den sidste mulighed, fordi stålforbruget så kunne holdes nede på 7.500 ton.
(Foto: Moe)
En anden udfordring var, at konstruktionen skulle have den rigtige hældning for at gøre det muligt at anlægge en kunstig piste.
»Over siloen var der ikke plads til at holde den samme spærhøjde som i resten af bygningen. Siloen er omkring 40 meter lang og 50-60 meter bred, og da vi helst vil have spærrene på den korteste led, måtte vi lave spær, der skrånede ligesom bakken,« forklarede Peter Madsen Nordestgaard til Ingeniøren i 2018.
(Foto: Moe)
Stålkonstruktionen er dækket af cirka 1.500 betonelementer. De dobbeltkrumme former gør, at stort set alle 1.500 betonelementer er placeret forskelligt. Sammensætningen heraf skulle ligeledes findes via en temmelig avanceret ligning. Ingeniørerne fra Moe brugte programmet Rhino og pluginnet Grasshopper til at automatisere designprocessen, så man kunne screene hele tagfladen og få et udtræk over, hvilke betonelementer, der skulle produceres. Arkitekterne fra Bjarke Ingels Group har gjort brug af samme kombination af programmer til at udforme skibakkens forløb.
(Foto: Moe)
Oprindeligt var det planen, at skorstenen skulle have været placeret centralt i bygningen. Men arkitekterne ændrede mening og ønskede i stedet en placering på ydersiden af bygningen. Derfor skulle ingeniørerne pludselig finde ud af, hvordan de hægtede en 345 ton tung og 67 meter høj skorsten på bygningen i 7. sals højde. Det største problem viste sig at være, at skorstenen kunne komme i svingninger og påvirke både sig selv og bygningen. Løsningen blev at bygge en tunet massedæmper ind på skorstenen, der kunne modvirke de kritiske svingninger.
(Foto: Moe)
En særlig udfordring er, at taget skal kunne evakueres lynhurtigt i tilfælde af et uheld. Derfor er der deciderede flugtvejsstier på taget og flugtvejstrappetårne. Brandmændenes adgang til taget bliver desuden lettet af en dedikeret brandmandselevator. Rømningsimuleringer har påvist, at taget kan ryddes på under 15 minutter.
(Foto: Moe)
Arbejdstilsynet tillader som udgangspunkt ikke at kedelrum er placeret over eller under rum, hvor personer hyppigt opholder sig. På Amager Bakke er der således en - meget lille - teoretisk risiko for, at skiløbere bliver kogt ihjel i tilfælde af en ulykke. Anlæggets to parallelle kedler og dertilhørende overbeholdere producerer op til 137 tons damp i timen. Særligt overbeholderne var vurderet som den største risiko, da de indeholder vand under tryk ved 270 grader. I tilfælde af en brist vil dampen dræbe folk på en stor del af tagarealet. Normalt driver man temperaturen i et forbrændingsanlæg ned ved at lukke af for ilten, men for at sikre en endnu hurtigere nedkøling er der over begge kedler placeret vandtanke indeholdende over 18 kubikmeter vand. Via seks injektionsdyser i hver af de to ovne hældes vand direkte over flamme-fronten i ovnen.
(Foto: Niels Møller Kjemtrup)
Aktivitetsruterne er anlagt ved hjælp af formbar specialbeton og forankret med systemer udviklet til solceller. Træerne kan ikke forankres i konstruktionen. I stedet er der ved hvert træ støbt en betonklods, der forhindrer træet i at skride nedad. Desuden er substratjorden midlertidigt fastgjort med galvaniseret rionet. Hele anlægget åbner officielt i dagene 4-6. oktober.
(Foto: Copenhill)
Amager Bakke er et interessant eksempel på natur uden at være det. Her kan "Østerbor-segmentet" boltre sig i naturen uden at risikere at genere hareunger eller træde for nær en svalerede endsige at beskadige en anemone. Og træer der gror i gartnerens muldtillæg og fastholdes på rette plads af ingeniørens netværk er svaret på Dansk Naturfredningsforenings krav om at lade alt naturligt være i fred. Så tak for Bakken - nu kan vi andre så måske få fred for dette utålelige hovstadssegments evindelige brokken sig over hvad de ser når de engang imellem vover sig vest for Valby Bakke.
Tak til BIG. alt hvad i rør ved gør verdenen smukkere og samspillet teknik/menneske smartere. Hvem ved en dag kan vi måske fyre med indebrændthed kørt ind i store vognlæs nord for valby bakke.
Samfundsøkonomiske analyser benyttes til at veje for og imod især teknologiske løsninger.
Havde Amager bakke været udsat for det, så var den aldrig blevet en realitet!
Men - hvordan identificerer man det ekstra, som netop gør, at her er der noget helt unikt, som trækker folk til - også fra hele verden?
Et andet "lorteprojekt" er cityringen. Samfundsøkonomien er elendig - men hvad er det lige, som alligevel får København til at vokse, selvom det er en elendig økonomi?
Så er der selvfølgelig også "letbanerne" - jeg plejer at skrive letJERNbanerne, for det er jo bare aflukkede jernbaner, som i hvert kryds generer alle andre og iøvrigt pga. svellerne forhindrer anden kollektiv trafik - lad det være busser, taxier, autonome busser - you name it - i at benytte samme bane.
Amager bakke er et forefront projekt, cityringen er bevares - bare en metro - men den rykker noget - bl.a. fordi den også var et forefront projekt med førerløs drift.
LetJERNbaner rykker intet - og har ligesom de andre en elendig samfundsøkonomi. Der er bare det ved det, at på transportområdet i "jordhøjde" - der sker der noget - læs bare rapporten fra kommissionen "Mobilitet for fremtiden".
Jeg ønsker, at vores nye transportminister ser dybt ind i fremtiden og sikrer, at vi får letBRTbaner, som sikrer løsninger med gummihjul under, hvor semi- og fuldt autonome kollektive transportmidler (hhv level 4 og level 5) virkelig kan være med til at ændre transportbilledet - igen jf. "Mobilitet for fremtiden"
Glem letbanerne - de har også dårlig samfundsøkonomi - men de giver intet!