Skandalen om DSB's indkøb af IC4-tog
IC4-sagen er den største politiske jernbaneskaldale herhjemme og står i dag som ikonet på problematiske offentlige materielinvesteringer. Sagen strækker sig over leveringsvanskeligheder efter kontrakten mellem Ansaldobreda og DSB i 2000 over en lang række tekniske problemer, dårligt ingeniørarbejde og utilstrækkelige lappeløsninger til haltende driftsstabilitet, som stadig hjemsøger toget.
Det schweiziske ingeniørfirma Prose konkluderede i den såkaldte endelige IC4-eksamen i 2014, at det er realistisk at opnå tilstrækkelig driftsstabilitet med det problemplagede IC4-tog frem til 2019. DSB konkluderede kort tid efter, at der ingen alternativer er til IC4 og IC2.
Tidligere transportminister Magnus Heunicke (S) har meldt ud, at en IC4-skandale ikke må gentage sig, og revisionsfirmaet Deloitte skal derfor fremover kvalitetssikre DSB's arbejde i forbindelse med togindkøb. Deloitte har også kvalitetssikret samme IC4-tidsplan som ingeniørfirmaet Prose, og revisionsfirmaet er mere forbeholdent over for planen. Deloitte konstaterer blandt andet, at indsættelsesplanen for IC4 mangler opdatering, selv om der siden er opstået flere problemer med toget, og at DSB baserer IC4-planen på underbyggede antagelser.
IC4 har da også efter Proses ekspertundersøgelse været hjemsøgt af gammelkendte problemer, herunder bremseproblemer og nye revner i aksellejerne.
Transportministeriet offentliggjorde i 2015 en aftale mellem den tidligere regering, SF og Enhedslisten om DSB's kontrakt nye med staten, som bygger på IC4 og det problemplagede togs driftsstabilitet. IC4 og IC2 skal ifølge aftalen anvendes i intercitytrafikken i togenes fulde økonomiske levetid, også efter elektrificeringen af jernbanens hovedstrækninger.
DSB nåede i sommeren 2015 frem til, at det alligevel ikke bliver muligt at gennemføre den hidtidige plan, og har nu droppet planen til fordel for en revideret version med mere lempelige delmål. DSB skal i 2016 præsentere en anbefaling om den videre færdiggørelse af IC4 og IC2.
