Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Sponseret indhold

Fagforeningslisten: Rul, bølger, rul

Signe Schløer holder sig til teoretiske beregninger af bølger og deres energi. Selvom hun har forsøgt at mestre bølgerne praktisk.

Af TECH RELATIONS for Fagforeningslisten

Det lyder som den perfekte historie: Forsker i bølgeenergi tager surfkursus og lærer at udnytte vandets kraft til sin egen fordel. I Brasilien, i badedragt.

Eneste problem: Forskeren hadede det.

»Jeg kan bare ikke lide, når vandet vælter ind over dig og bølgen vælter dig rundt,« griner Signe Schløer, 35-årig Niras-konsulent og ph.d. med speciale i vandstrømme, sedimenttransport og konstruktioner i vand.

Store regnestykker

Da Signe Schløer i sin tid startede på DTU, troede hun egentlig, at hun skulle bygge broer. Men undervejs var det Marine Engineering, der blev hendes speciale. Hendes ph.d.-projekt kom til at handle om bølgebelastning på offshore-vindmøller.

»Det er fascinerende, fordi det er så komplekst. Der er ikke noget eksakt facit. Selvom der er en ligning, kan den ofte kun løses numerisk,« siger hun om sit specialområde.

Indtil for nylig har det været stort set umuligt at gennemføre de komplekse beregninger, men da regnekraften på computerne nu er blevet større, er det blevet muligt at beregne vandstrømme, bølgers brydning og den kraft, de bryder med.

»Det er stadig for tidligt at bruge i industrien. Beregningerne tager simpelthen for lang tid,« siger Signe Schløer.

Kundens behov

Efter endt uddannelse og ph.d. trængte Signe Schløer til at prøve noget andet, og derfor startede hun i 2017 i konsulentfirmaet Niras, hvor hun arbejder med kystbeskyttelse og højtvandssikring.

Kunderne er typisk kommuner.

»Jeg beregner sedimenttransport og analyserer kystens udvikling. Det er nødvendigt at kende til, hvis du skal lave bølgebrydere eller anden kystbeskyttelse, som vi gør.«

Selvom hun holder af det matematiske arbejde bag computeren, har hun glæde af at arbejde tættere på praksis.

»Det er spændende at være tæt på kunden, for det handler ikke længere bare om at finde en løsning. Løsningen skal passe til kundens budget og behov,« siger Signe Schløer, der ikke drømmer om personaleansvar eller projektledelse. Hun vil godt fortsætte med at være specialist.

Fælles front

Politisk lægger Signe Schløer vægt på, at IDA er en fagforening.

»Det er vigtigt for os, der arbejder i det private. Vi må have en fælles organisation, som sikrer os gode arbejdsvilkår,« siger hun og tilføjer, at konsulentbranchen er underlagt hård konkurrence. Og det kan gå ud over medarbejdernes vilkår.

»Mange medarbejdere i vores branche mener, at man er sin egen lykkes smed. Der er jeg helt uenig. Vi skal samarbejde for at være stærkere,« siger hun.