Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Valg til Radius: Hvad skal vi med vores el-net?

Debatten om Radius Elnet har gået på hvem der skal eje det og ikke så meget på hvad vi vil med vores elnet.

Jeg mener et vigtigt spørgsmål er, hvad vi som samfund vil med vores elnet. Vi nødt til at tage vores klima-forpligtelser og regeringens udmeldinger om 1 mio. elbiler seriøst. Danmark er ved at elektrificere jernbanen og regeringens eget klimaråd konkluderer, at elektricitet til brændstofproduktion og varmepumper i vores varmesystemer er afgørende for en grøn omstilling. Og så er konklusionen klar: El er fremtidens energiform i Danmark.
Som en leder i Ingeniøren har anført, så er det derfor ’helt sort’, at regeringen med den ene hånd ønsker at afhænde el-nettet, mens den anden hånd køber gasnettet, som groft sagt er fortidens energiform.

Offentligt eller privat?
Der er ingen tvivl om, at el-nettet bliver stadig vigtigere for samfundet, men spørgsmålet om ejerskab har overskygget en anden vigtig diskussion: Hvilken ejerform der bedst kan levere lave priser og fremtidens smart grid, der skal håndtere mange små producenter af sol og vind og lagre strømmen i elbiler, til den skal bruges.
Tænketanken Cevea (2017) har samlet de europæiske erfaringer for elprisen i en rapport og dommen er klar: Offentligt ejerskab har historisk leveret større prisfald på elprisen end privateje. Det er selvfølgelig ikke sikkert, at det altid vil forholde sig sådan, men man kan ikke komme og påstå det modsatte; at privat altid er mest effektivt. El-nettet er et naturligt monopol, så der er ikke fri prisdannelse og konkurrence på kvalitet. I Danmark har vi dog med det nuværende offentlige ejerskab en meget høj kvalitet og den laveste basispris af de 15 EU-lande, vi sammenligner os med (inden skatter og afgifter).

Innovation og risikovillighed
Det er vanskeligere at måle på, hvilken ejerform der er bedst til at levere innovation i et naturligt monopol, som el-nettet er. Jeg mener at DONGs historie, dengang det var under ledelse af Anders Eldrup, viser, at et offentlig ejet selskab godt kan være innovativt. Her tænker jeg selvfølgelig på udviklingen af havvindmøller og wind power-strategien, som i dag har gjort Ørsted til en global succeshistorie. Desværre kan vi nu se, at man privatiserede en del af gevinsten ved at sælge til Goldman Sachs, lige inden wind power-strategien blev ført ud i livet.
Nogle læsere vil måske også huske fiaskoen med Better Place-elbilerne og de blå-hvide batteriskiftestationer, som i de få år var spredt ud over det ganske land. Elbilerne kunne køre under 100 kilometer og så skulle der skiftes batteri gennem undervognen (hvis man overhovedet nåede frem!). Der er ingen tvivl om, at Anders Eldrup og DONG var ude en postgang for tidligt med Better Place, som endte med at gå konkurs. Men i dag forekommer idéen at være særdeles visionær og forud for sin tid.

Forbrugernes interesse er hurtig elektrificering af samfundet
Teknologien er nu modnet, som et netop afsluttet dansk demonstrationsprojekt viser. Det er netop vedvarende energi i kombinationen med elbiler som lager, der i de kommende år er afgørende for, at vi kan leve op til Klimaloven og vores internationale forpligtelser. Elektrificering af samfundet er helt afgørende for at stoppe luftforurening og degradering af klimaet og derfor er det i forbrugernes klare interesse, at et offentligt ejet Radius går forrest som en innovativ kraft i en hurtig omstilling.
Med DONGs historie for øje mener jeg, at et offentligt ejet selskab kan være særdeles innovativt. Det afgørende er hvad ejeren - i dette tilfælde staten - vil med selskabet og hvem der leder det. Derfor søger jeg valg som forbrugernes repræsentant i Radius Elnets bestyrelse.

Venlig hilsen

Anders Jørn Jensen, IDA-medlem, kandidat nummer 2 på listen

Fakta: Der er forbrugervalg til bestyrelsen. Der skal vælges 3 kandidater. Valget slutter 28. januar kl. 12. www.radiuselnet.dk/valg

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først