Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Murens fald og koldkrigerens, Putins, genkomst

Koldkrigeren mistede sit holdepunkt i tilværelsen med murens fald i 1989. Modsætningsforholdet mellem øst og vest gik i sig selv. Begivenheden var derfor ikke den entydige befrielse, som det har heddet sig.

Murens fald stillede de sejrende koldkrigere over for en ny udfordring. De skulle skabe sig en ny identitet og en ny forpligtende politisk dagsorden. Det lykkedes dem aldrig, men de beholdt magten.

Den indre koldkriger, som i den grad overlevede på begge sider af jerntæppet, skabte blot nye fjender og falske udfordringer.

Det tyvende århundredes magtlogik har aldrig sluppet taget. Problemstillingerne, som dikterer mediers og politikeres opmærksomhed, er derfor mere urealistiske og patetiske, end nogen sinde før.

Kampen om verdensherredømmet blev aldrig afløst af en mere heldig og adækvat forståelse for tilværelsens sande udfordringer. Magtens syge logik lå til grund for konflikten mellem øst og vest. Den overlevede, og har siden haft held med at underminere det forpligtende i de former for kognitiv adfærd, som behersker den politiske dagsorden i verdenssamfundet.

Resultatet, af forsøget på at indføre demokrati og markedsøkonomi med magt, er det hav af fjender, som kampen mod terror behøver. (Irak 1991 og 2003/Mellemøsten osv.) Men det værste er, at den fredelige udgave af vindernes succes fører mod undermineringen af livets forudsætninger. Der er ikke plads til de økonomisk højtflyvende, der hænger med enden nederst, når det drejer sig om miljø, klima, biodiversitet og bæredygtighed.

Især den vestlige verdens koldkrigere har sejret ad helvede til. Selverkendelsen glimrer ved sit fravær i den oplyste verden. De fjollede hurraråb fremføres patetisk hos vinderne, duperet af succes. Det sætter rammerne for verdenssamfundets sociale selvbeskrivelse.

Den sociale selvbeskrivelse var infiltreret af koldkrigsagenter. Opbygningen af organisationerne bag medierne fandt sted i en anspændt fred, på ruinerne af anden verdenskrig. Det er et fremskridt, at avisen kan skrive om sig selv som fremmede magters forlængelse. Spørgsmålet er, om ”man” kan se effekterne af, at så mange medarbejdere i høj grad har ageret i overensstemmelse med konfliktens indre nødvendighed og om man kan se koldkrigeren og de patetiske problemstillingers indre tvang i sin nuværende performance. Hvis ikke, så er det en understregning af udfordringens karakter.

Der er forskel på at agere i overensstemmelse med magtens logik, den varme såvel som kolde konflikts indre nødvendighed, og så det at forstå magtens logik. Beherskelsen af distinktionen er en kognitiv forudsætning for at forstå nævnte udfordring.

I 1989 skrev jeg Cand. phil. speciale. Det hed ”Magtens væsen”, og var et forsøg på at lave en fænomenologisk analyse af den mentalitet, der karakteriserer magt. Analysen tog udgangspunkt i den magtlogik, som præger den vestlige verdens lære om det værende, naturvidenskaberne, teknologien, individets indskrivning af sig selv som det åndelige og ukompromitterede subjekt, der hæver sig over den udstrakte verden med sin formålsrettede kontrol med genstanden for sin beherskelse.

De traditioner, som jeg knyttede an til inden for filosofien, fænomenologi, hermeneutik, dialektik, dekonstruktivisme og almindelig dødelige religionskritik, har ikke fået friere arbejdsvilkår siden. Den særligt danske tradition for at reservere religionskritikken til kritik af islam, primært fremført at jøder samt den ekstreme tilbedelse af det fri marked, som blot blev endnu mere fanatisk, da den finansielle sektor måtte gå på offentlig overførsel via FED, ECB og alverdens stater, da hele det finansielle marked brød sammen, har alt sammen skabt indre blokeringer og mure omkring det sande intellekt. Verden er stort set kun blevet dummere efter murens fald.

Principielt slog jeg den gang på, at forudsætningen, for at forstå magtens væsen, er, at iagttageren ikke selv er magtens inkarnation. Det er et lige så banalt budskab, som det er svært at leve op til i praksis. Det afslører sig i mediernes engagement i tilværelsen.

Journalister og redaktører hæver sig ikke over den politiske kamp, lige som naturvidenskaben og teknologien udfolder sig som naturbeherskelse. Determinismen er engagement og de modsætningsforhold, som skematisk sætter kriterierne for erfaringen ex ante.

Engagementet i magtens spil gør blind for spillet. Iagttagelsen styres af den antagonisme, der kun kan beskrives som syg ude fra. Medierne er domineret af ”konfliktens realitet”, dvs. en bestemt logik og rationalitet, som udspiller sig på magttænkningens vilkår, og kan derfor ikke se ”realitetens konflikt”.

Distinktionen – mellem den realitet, som opstår og lever i forlængelse af det konkrete orienteringsmønster, der bag om ryggen på iagttageren dikterer denne, hvad denne kan se, og så dennes omverden – er en del af fundamentet for refleksionen af magtmenneskets kognitive praksis i sin kontekst. Det er en distinktion/iagttagelsesform, som selv kan reflekteres, ses som betingelsen for hvad en iagttager kan se. Det afsløres i refleksionen over iagttageren, der ikke hæver sig ontologisk over den reflekterede verden med sin refleksion.

Iagttagerens konkrete realitet synker måske nok sammen i refleksionen af den. Men verden falder ikke fra hinanden med blikket for det virtuelle, dvs. med blikket for iagttagerens konstruktion. Konstruktionens realitet har nemlig altid sin konkrete forankring, som realitetens konstruktion. Verden går ikke i stykker med dens mangfoldige tilgange til sig selv i tid og rum. Den er stor nok til dem alle.

Refleksionen er ikke nogen ligegyldig øvelse, uanset hvor endeløs og uafsluttet den kan forekomme.

Det er heller ingen tilfældighed, at der er tradition for at standse refleksionen ved det ukompromitterede og absolutte jég, ånden, både den endelige og den uendelige. Menneskene er uovertrufne, når det drejer sig om evnen til at kunne substantivere årsagerne bag tilværelsens alt for flygtige og dermed tvivlsomme værdier. Det er en egenskab, som er værd at se for sig sammen med så meget andet.

Magtens logik er funderet i dualitet, lige som den ontologiske dualisme figurerer i baggrunden for den folkeontologi, som man kan genkende ved mange af det moderne samfunds forsøg på at forme en værensforståelse. Åndens magt over materien udfolder sig inden for en fortælling, som ikke er ontologisk neutral.

Mennesket vil gerne se ånden i sig selv som det substantielle, der hæver sig over en fysisk omverden, lige som det gerne vil beskrive sig selv som de gode, sandfærdige og retskafne, stående over for udfordringen i at overvinde det onde og uvederhæftige. Denne antagonistiske struktur lever nu som dengang på begge sider af det hedengangne jerntæppe. Den har overlevet og truer med at overleve sine livsbetingelser.

I kampen for det gode, har den vestlige verden skabt sine fjender. Voldsmonopolet er måske forsøgt legitimeret under henvisning til freden. Det falder inden for traditionen.

Den kolde krigs vindere udfolder sig på begge sider af det hedengangne jerntæppe. Putin, tidligere officer i KGB, har magten. Koldkrigerne hos os har genfundet sin fjende i ham. Det er lige som at komme hjem igen.

Det værste er tabet af livsbetingelser. Der er videnskabelig dokumentation for sejrens iboende nederlag; global opvarmning, forsvindende biodiversitet, mangel på ressourcer, forpestede sociale relationer, ekstrem skæv fordeling af goderne, osv.

Men det politiske system og medierne er så fokuseret på en bestemt dagsorden, at det falder uden for kognitive praksis at genkende udviklingens karakter og egen betydning for den.

Den sejrende livsform er i konflikt med sine mulighedsbetingelser. Men man lever hen i en konstrueret realitet, kampen for de værdier der går under i processen.

Konfliktens snævre realitet har altid været den bekvemme erstatning for realitetens problemer. Vi har brug for de onde, for at udfolde os som de gode i kamp mod de onde.

Udfordringen og problemerne forsvandt ikke med murens fald. Pladderoptimistiske hurraråb indikerer, at der er blevet mere at dække over.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Stoltenberg angriber Putin: http://www.spiegel.de/politik/ausland/ukra...

EU's og USA's indblanding i Ukraines indre forhold har medført borgerkrig, og omtalen af Putin som det egentligt onde er lige så patetisk, sådan som den falder i forlængelse af den kolde krigs lange tradition for at beskrive modparten på som den ondskab, der begrunder beskrivelsen af sig selv som de gode.

Enhver årsag- virkningsrelation kan på den måde bruges som påskud for at bekræfte det billede, som koldkrigeren eller den varme krigs deltager har for at se sig selv og sin adfærd som retfærdig.

EU og den vestlige verdens held med at legitimere sin ekspansion har mistet momentum. Voldsspiralen og den varme krig er trådt i stedet.

  • 6
  • 12

Steen Ole,

EU's og USA's indblanding i Ukraines indre forhold har medført borgerkrig, og omtalen af Putin som det egentligt onde er lige så patetisk, sådan som den falder i forlængelse af den kolde krigs lange tradition for at beskrive modparten på som den ondskab, der begrunder beskrivelsen af sig selv som de gode.

Det ukrainske parlament og den ukrainske regering har al suveræn ret til at samarbejde, og indgå aftaler, med ethvert andet land og enhver organisation de ønsker. Borgerkrigen i Ukraine er trigget af den ulovlige russiske anneksion af Krim og af russisk involvering i Øst-Ukraine.

Enhver årsag- virkningsrelation kan på den måde bruges som påskud for at bekræfte det billede, som koldkrigeren eller den varme krigs deltager har for at se sig selv og sin adfærd som retfærdig.

Putin-loyalisternes forgæves og forkrampede forsøg på at legitimere Krim-anneksionen f.eks.?

EU og den vestlige verdens held med at legitimere sin ekspansion har mistet momentum. Voldsspiralen og den varme krig er trådt i stedet.

Ironisk nok, nej. Tværtimod har den russiske aggression netop legitimeret EU/NATO's rolle i Østeuropa langt mere - og langt mere effektivt - end noget andet kunne have gjort.

  • 9
  • 5

Min kritik gælder "koldkrigeren", dvs. Putin lige så meget som vore egne af slagsen.

Ind til for meget kort tid siden var kritikken af Putin ikke specielt udviklet her hos os. Man kunne godt se, at han ikke var helt demokratisk og at der var en del af vore højt besungne principper for frihed og ytringsfrihed, som blev krænket af hans regime. Men hans opportunisme blev alt overvejende identificeret med den almene nytte, som man markedsideologisk læser ind som det naturlige udkomme af individets jagt på egennytte. Putin var dybest set en af vore egne, dvs. et almindeligt politisk og økonomisk nytteoptimerende subjekt. Det var del af min kritik, sådan som jeg formulerede den mere udførligt for et par år siden: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-203...

Her hos os centrerer vores politiske system sig iflg. min optik i alt for høj grad om særinteressers kamp for "lebensraum". Så længe vi identificerer os med denne kamp, er vi i stand til at beskrive dem som befordrende for det alment bedste. Det er vores måde at legitimere kampen for særinteresser på.

Det er således ikke nogen hemmelighed, at tilbud om samarbejdsaftaler fra EU og ditto fra Rusland var nogen lunde lige uforenelige med hverandre. Men vores interesser blev beskrevet som de almennyttige, også selv om russerne med et halvt øje kunne se, at det ikke var deres.

Den vestlige verden beskrev Viktor Janukovitj, det østlige Ukraines foretrukne mand, som de facto blev væltet af gadens parlament støttet netop af Vesten, som om han manglede legitimitet. Strengt taget var han demokratisk valgt, lige som de dele af Ukraine, som havde støttet op om ham, kan siges at have lige så meget ret til ikke at støtte centralmagten i Kiev, som EU og andre fremmede magter mangler retten til at blande sig i landets interne forhold.

Der er ingen tvivl om, at Krims befolkning hellere ville være under Rusland, end under EU's udgave af Kiev.

Der er heller ingen tvivl om, at de krigshandlinger, som har udspillet sig i det østlige Ukraine, hvor centralmagten i Kiev gik ind og skød løs på befolkningen under folkeafstemningen om løsrivelse, har været med til at cementere det antipati til centralmagten i Kiev, som findes hos de resterende grupper i det borgerkrigshærgede østlige Ukraine. Hadet her til Kiev er rent nu, som følge af konfliktens dynamiske formning af det svage menneskelige sind.

Det intellektuelle overskud og den reflekterende distance i forhold til konfliktens og antagonismens primitive væsen mangler her som der.

Min kritik går på koldkrigeren her som der. De vestlige medier er koldkrigerens øjne, ører og mund. Evnen til selverkendelse i forhold til konfliktens fordummende realitet mangler af samme grund.

  • 3
  • 9

Steen Ole,

Ind til for meget kort tid siden var kritikken af Putin ikke specielt udviklet her hos os. Man kunne godt se, at han ikke var helt demokratisk og at der var del af vore højt besungne principper for frihed og ytringsfrihed, som blev krænket af hans regime. Men hans opportunisme blev alt overvejende identificeret med den almene nytte, som man markedsideologisk læser ind som det naturlige resultat af individets jagt på egennytte. Putin var dybest set en af vore egne, dvs. et almindeligt politisk og økonomisk nytteoptimerende subjekt. Det var min kritik, sådan som jeg formulerede den mere udførligt for et par år siden: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-203...

Det er en alt, alt for forsimplet udlægning. "Vestens" holdning til - og opfattelse af - Putin har været langt mere nuanceret. Russisk aggression overfor Baltikum, Ukraine, Georgien (og resten af Kaukasus) og i en række andre geopolitiske sammenhænge, har haft en væsentligt betydning for såvel den formulerede og den underforståede politik overfor Moskva. Men man har indtil nu netop valgt den ikke-konfronterende politik og undladt f.eks. mere aktiv støtte til balterne, kaukaserne og andre.

Her hos os, hvor vores politiske system iflg. min optik i alt for høj grad centrerer sig om særinteressers kamp for "lebensraum". Det er således ikke nogen hemmelighed, at tilbud om samarbejdsaftaler fra EU og ditto fra Rusland var nogen lunde lige uforenelige med hverandre.

Og? Det ukrainske folk og den ukrainske stat er suverænt og har suveræn ret til selv at vælge deres samarbejdspartnere.

Den vestlige verden beskrev Viktor Janukovitj, det østlige Ukraines foretrukne mand, som de facto blev væltet af gadens parlament støttet netop af Vesten, som om han manglede legitimitet. Strengt taget var han demokratisk valgt, lige som de dele af Ukraine, som havde støttet op om ham, kan siges at have lige så meget ret til ikke at støtte centralmagten i Kiev, som EU og andre fremmede magter har ret til at blande sig i landets interne forhold.

Naturligvis, men det ukrainske folk har samme ret til at afsætte korrupte ledere som alle andre landes folk har. Det afgørende er jo hvorvidt en revolution eller en opstand overgår til demokrati, der derefter kan overtage det legitime styre af landet. Ingen - heller ikke engang russerne - kan være i tvivl om at Janukovitj havde mistet sin opbakning og legitimitet (hvad selv Lavrov erkendte kort efter krisens start).

Der er ingen tvivl om, at Krims befolkning hellere ville være under Rusland, end under EU's udgave af Kiev.

Og det er så en sag Rusland kan bringe for en international domstol, til FN, eller andetsteds .- hvis altså de ønsker en ændring af tilhørsforhold.

Der er heller ingen tvivl om, at de krigshandlinger, som har udspillet sig i det østlige Ukraine, hvor centralmagten i Kiev gik ind og skød løs på befolkningen under folkeafstemningen om løsrivelse, har været med til at cementere det antipati som findes hos de resterende grupper i det borgerkrigshærgede østlige Ukraine. Hadet her til Kiev er rent nu, som følge af konfliktens dynamiske formning af det svage menneskelige sind.

Det er da ellers ganske bemærkelsesværdigt så lidt modstand Ukraine har valgt at gøre i f.eks. Krim. Man trak alle tropper tilbage og undlod at eksalere det. Hvordan belønnede russerne det? Ja, nemlig. Ved formelt at indlemme Krim i Rusland. Mon ikke det også spiller ind på hvordan Ukraine reagerer i dag, nu de har erfaret hvordan Rusland reagerer på en de-ekskalering?

Det intellektuelle overskud og den reflekterende distance i forhold til konfliktens og antagonismens primitive væsen mangler her som der.

Min kritik går på koldkrigeren her som der. De vestlige medier er koldkrigerens øjne, ører og mund. Evnen til selverkendelse i forhold til konfliktens fordummende realitet mangler af samme grund.

Måske er dit problem at du selv bidrager til det, i kraft af et ualmindeligt primitivt sort-hvidt billede af de virkelige forhold?

  • 6
  • 4

Måske er dit problem at du selv bidrager til det, i kraft af et ualmindeligt primitivt sort-hvidt billede af de virkelige forhold?

Mit problem er, at jeg hævder, at kritikken af Putin ikke var gennemført nok, før han blev identificeret med "ondskaben selv"?

Mit problem er, at jeg ikke nøjes med ensidigt at fordømme ondskaben selv, men holder fast i, at ulykkerne måske til dels kan føres tilbage til den vestlige verden selv, alle de åh.. så gode og retskafne kræfter på vor egen side af distinktionen mellem godt og ondt, sort og hvidt!

Hallo, derude! Hvem er det lige, der er sort hvid her? Fra hvilket perspektiv er det lige, at mit forsøg på at opbløde modsætningen mellem dem og os antager så "ualmindeligt sort-hvidt et billede"!

Som salig Kierkegaard sagde: "Ytringsfrihed er det, som demokraterne kæmper for. Men tænkefrihed, ak ja, det har de altid haft. Det kan ingen tage fra dem. Og hvad afslører deres ytringer så om deres anvendelse af deres brug af tænkefriheden?

  • 4
  • 8

Mit problem er, at jeg hævder, at kritikken af Putin ikke var gennemført nok, før han blev identificeret med "ondskaben selv"?

Nej, dit problem er at du prøver at fremtrylle en sort-hvid karrikatur af en "koldkrigerkultur" der ikke er belæg for fandtes.

Jeg har forståelse for at de nogle gange kan være fristende at prøve at karrikere og simplificere politiske scenarier for at undgå komplicerede forklaringsmodeller, men det gør dem ikke mere rigtige.

  • 3
  • 3

Thomas Krogh har forståelse for at de nogle gange kan være fristende at prøve at karrikere og simplificere politiske scenarier for at undgå komplicerede forklaringsmodeller, men det gør dem ikke mere rigtige

Det ser man tydeligt, efter at Thomas har indskrevet sig ensidigt i forhold til den varme koldkrigs parter.

Udgangspunktet var for øvrigt langt bredere. Grunden til, at Putin ikke blev mødt med større kritik før krigen i Ukraine, kan også henføres til den almindelige tilbedelse af den form for økonomisk vækst, som har gjort Vesten så ulideligt afhængig af Ruslands gas og naturressourcer. Jeg har hele tiden slået på, at vi skulle skrue ned for forbruget, så kunne vi nemlig få råd til at være lidt mere klar i spyttet i forhold til både miljøproblemer og fx tyranner som Putin. Ind til da er vi også selv skyld i miseren. Er det sort hvidt nok?

  • 3
  • 2

Det ser man tydeligt, efter at Thomas har indskrevet sig ensidigt i forhold til den varme koldkrigs parter

Slet ikke. Tværtimod advokerer jeg et langt mere nuanceret syn på tiden fra '90 og frem til i dag. Et syn der er baseret på virkeligheden og ikke fantasifulde karrikaturer.

Udgangspunktet var for øvrigt langt bredere. Grunden til, at Putin ikke blev mødt med større kritik før krigen i Ukraine, kan også henføres til den almindelige tilbedelse af den form for økonomisk vækst, som har gjort Vesten så ulideligt afhængig af Ruslands gas og naturressourcer. Jeg har hele tiden slået på, at vi skulle skrue ned for forbruget, så kunne vi nemlig få råd til at være lidt mere klar i spyttet i forhold til både miljøproblemer og fx tyranner som Putin. Ind til da er vi også selv skyld i miseren. Er det sort hvidt nok?

Jeg forstår ikke hvad du vil med dit sort-hvide billede af "vores" opfattelse og håndtering af Putin. Det var - og er - langt, langt mere nuanceret. Hvis du vil have et billede set fra en russisk vinkel, så kan jeg stærkt anbefale "The Man Without a Face" af Gessen. Der får man dybden af hvordan den langt mere komplicerede vestlige reaktion og vurdering af Putin formede både denne som russisk leder og hele den russiske selvforståelse i årene fra '00 og fremefter.

  • 2
  • 4

Det ser man tydeligt, efter at Thomas har indskrevet sig ensidigt i forhold til den varme koldkrigs parter

                    Slet ikke. (svarer han så) Tværtimod advokerer jeg et langt mere nuanceret syn på tiden fra '90 og frem til i dag, og refererer til en bog, som skulle være differentieret  

Men alt hvad han har klantret mig for her på linjen, er at jeg ikke er ensidig nok i fordømmelsen af Putin.

At skylden for den varme krig, som har vækket koldkrigsfølelserne og koldkrigsretorikken her hos os, alene ligger på Putins side.

Jeg refererer endnu en gang til min henvisning til Kierkegaard.

Thomas bliver heller ikke mere differentieret i tilgangen til noget som helst af at referere til en bog, som skriver om en udvikling fra 00.

Personligt begyndte jeg at skrive om koldkrigsretorikken, koldkrigeren og magtens væsen i midt firserne.

  • 3
  • 4

Nu da vi alle følger "1864" er det vel værd at errindre om, at Napoleon den tredje, i fredsaftalen mellem Danmark- Prøjssien
og Østrig, fik indført den berømte §§5, som udtrykte et krav om grænsedragning på grundlag af befolkningens selvbestemmelsesret,

I 1871 tabte Frankrig krigen mod Tyskland, medførende at §§5 blev "ausradiert", hvilket bevirkede, at "genforeningen" med Nordslesvig først kunne finde sted efter Tysklands nederlag i første verdenskrig.

Den nuværende grænsedragning blev fastlagt via en internationalt overvåget folkeafstemning.
Denne grænsedragning , blev først anerkendt i dokumenter, som Danmark 9 April underskrev i forbindelsen med okkupationen. Weimarrepulibbikken havde aldrig anerkendt grænsedragningen.

Kunne Ukraine ikke lære noget af vor historie, hvorved de kan undgå at genopføre tragedien 1864.

  • 1
  • 0

Det er i den grad værd at lytte til Putin selv. Han svarer og argumenterer sammenhængende i forlængelse af de spørgsmål, som han får. Ca. 22 minutter inde i forløbet konstaterer han:
"Vesten ønsker at centralmagten i Kiev destruerer alle sine politiske modstandere i Østukraine"
Har han ret?

Lad os lave en lille afstemning, dvs. lad os bruge de to håndtag under indlægget her til noget konstruktivt, dvs. en afstemning.

Dem, som mener at Vesten ikke vil, at centralmagten i Kiev udrydder al politisk modstand med militær magt, skal vende tomleren op.

Dem, der mener, at Vesten vil, at centralmagten i Kiev udrydder al politisk modstand med militær magt, skal vende tomleren ned.

  • 3
  • 5

"Kiev udrydder al politisk modstand med militær magt", står over for - prorussere udrydder al politisk modstand med militær magt. To tomler der vender ned af.

  • 0
  • 3

I går, tirsdag den 17. sendte DR programmet "Sporløs" om et adoptivbarn der søgte sine biologiske forældre i ex-sovjet, nærmere betegnet den tidligere atombase-by Liepaja ved Østersøen.
Som bagtæppe så man glimt af den utrolige fattigdom, elendighed og råhed som var resultatet af at dette ondskabens imperium i 50 år brugte alle sine midler på våben til at true omverdenen, og fornemmede hvilken pris befolkninger derovre havde måttet betale for dette.

Det mest tragiske ved situationen i Ukraine lige nu er sådan set at det er disse gamle fejl Putin er ved at gentage, alene med det formål at holde sig selv og sine støtter ved magten.

  • 4
  • 4

Som bagtæppe så man glimt af den utrolige fattigdom, elendighed og råhed som var resultatet af at dette ondskabens imperium i 50 år brugte alle sine midler på våben til at true omverdenen, og fornemmede hvilken pris befolkninger derovre havde måttet betale for dette.

I sovjetimperiet var alt folkeeje. Nu har en stribe oligarcher stjålet alt. I løbet af nogle år blev de multimillardærer. Mange er blevet virkelig gode venner med vestlige banker og hedgefonds. De viser vej, hvordan man i fællesskab kan plyndre endnu mere i landet. Mere betyder borgerkrigen i Ukraine ikke. At befolkningen i vesten ikke fatter det og dumt tror på anti-Putin-Propaganda er forståeligt. De fatter jo ikke engang deres egen situation, hvor internationale koncerner uden demokratisk legitimation fører krig mod social velfærd og samtidig ødelægger demokratiet med frihandelsaftaler.

  • 1
  • 0

Centralmagten i Spanien taber magt, og det topartisystem, som har haft taget i landets politiske system siden Francos død i 1975, hvor magten har været delt mellem PP og PSOE, er under opbrud ifølge de seneste opinionsundersøgelser, hvor folkebevægelsen, Podemos, står til at have højere opbakning end nogen af de to gamle partier.

Samtidigt er løsrivelsesbevægelsen i Catalonien større end nogen sinde før, bl.a. på grund af den modstand, som centralregeringen i Madrid viser catalanerne. Centralmagtens forbud mod at holde en vejledende afstemning kombineret med det at den blev gennemført, gjorde, at der viste sig meget stor opbakning bag regionens planer om løsrivelse i forhold til Spanien. Trykket og modstanden fra centralmagtens side skabte resultatet af den gennemførte afstemning.

Det er kun de færreste forfatninger, som indeholder muligheden for at lovliggøre indskrænkningen af dens eget domæne. Løsrivelse indgår tilsyneladende ikke som noget, der kan være lovligt i højesterettens fortolkning af den spanske forfatning.

Men de ansvarlige i Catalonien føler sig ikke faktuelt truet af centralmagtens brug af jura. Man fortolker det korrekt som politisk umodenhed på PP og højesterets side.

”Jeg deler ikke oplevelsen af at have handlet ulovligt. Jeg har fuldt ud handlet ansvarligt.” siger Ortega, medlem af regionalregering, der som Arthur Mas, Cataloniens præsident, er anklaget af den spanske højesteret for at have brudt spansk grundlov i og med gennemførelsen af den catalanske høring om holdningen til løsrivelse fra Spanien d. 9/11. Ortega tilføjer stolt: ”Hvis det betragtes som ulydighed i en demokratisk stat at lade folkets stemme høre, så er jeg ulydig”! Ortega beskriver PP (Partido Popular) som politisk umodent, fordi det har foranlediget højesterets anklage af regionens lederes gennemførelse af høringen.
http://ccaa.elpais.com/ccaa/2014/11/20/cat...

Når først skellet mellem ”os og de andre” har manifesteret sig som fundamentet for socialt og psykisk selvværd, og troen på egen lykke viser sig som værende betinget af uafhængighed af den anden, og denne anden er en stærkere centralmagt, så er separatismen, konflikten mellem centralmagt og regional magt sat på sporet. PP var med til at cementere logikken med sin modstand mod folkeafstemningen i Catalonien, på samme måde, som modstanden i Kiev mod de 6,5 millioner russisktalendes afstemning i østukraine.

Hændelserne falder her efter ind i konfliktens egen lovmæssighed. De falder som og i forlængelse af konfliktens egendynamik.

Vest støttede op om de metoder, som Kiev brugte i forhold til disse gruppers reaktion på udviklingen i Ukraine. Konflikten var i hus her såvel som over et større område, der nu igen tenderer mod at lade sin selvbeskrivelse udfolde sig inden for samme mønster, som det vi så under den kolde krig.

Det orienteringsmønster, der kendetegner koldkrigerens sociale selvbeskrivelse, er antagonistisk. Når den, der forsøger på at vende opmærksomheden mod orienteringsmønsteret og centralmagternes ageren inden for denne selvfødende dynamik, frem for at melde sig ind på en fløjene, mødes med beskyldningen om derfor at skulle stå til ansvar for de onde handlinger, som en og anden ser for sig på den anden side, så er det udtryk for, at den anklagende ikke kan se ud over konfliktens mønster.

Hvis læseren gider se efter og tænke selv, så handler det om mig og andre her på tråden.

Jeg står ikke til ansvar for Putins onde handlinger, bare fordi at jeg forsøger på at vende opmærksomheden mod orienteringsmønsteret, frem for at melde mig som deltager i konflikten.

Jeg vil ikke tage ansvaret for Putins handlinger, heller ikke Vestens. Jeg siger bare, at konflikten med dens iboende orienteringsmønster, antagonismens, er fordummende, og at dem, som klandrer mig for at gå Putins sag, er alt for fikseret i konflikten til at se den.

PP presser catalanerne til at forholde sig antagonistisk til centralmagten i Madrid med den politisk motiverede anklage fra spansk højesteret mod regionalregeringen i Barcelona. Det er ikke ubetinget klogt, set ud fra en forståelse for konfliktens iboende lovmæssighed.

EU presser i øjeblikket også Serbien for at dette land skal gå imod Rusland, deltage i sanktionerne mod Rusland. Det sker som klar forlængelse af den dynamik, som karakteriserer konfliktens indre inerti. Det virker uklogt.
http://www.spiegel.de/politik/ausland/ukra...

Det er mit budskab. Lad venligst være med at skyde mig i skoene, at jeg er ond. Det er simpelt hen dumt, udtryk for blindhed i forhold til mit budskab.

Mange års erfaring med konfliktens orienteringsmønster har lært mig, at den er svær reflektere. Den inddrager iagttageren og gør denne blind.

  • 4
  • 1

Lad os lave en lille afstemning, dvs. lad os bruge de to håndtag under indlægget her til noget konstruktivt, dvs. en afstemning.
Dem, som mener at Vesten ikke vil, at centralmagten i Kiev udrydder al politisk modstand med militær magt, skal vende tomleren op.
Dem, der mener, at Vesten vil, at centralmagten i Kiev udrydder al politisk modstand med militær magt, skal vende tomleren ned.

Hvis man går tilbage og ser mit indlæg fra for en uge siden, og tæller tommelfingre, så fremgår det, at 5 ud af 6 giver Putin ret i, at Vesten vil, at centralmagten i Kiev udrydder al politisk modstand med militær magt. På den måde er man enig i Putins understregning af, at Vesten har hovedansvaret for de 4000 døde, antallet af ofre i den europæiske borgerkrig.

Om brug af fingeren, så søg på: "performativ selvbekræftelse" og "Jantes fuckfinger"

  • 2
  • 2

Allerede ved murens fald argumenterede Trump for, at Vesten skulle høste frugterne af den kolde krigs afslutning og skrue ned for militærudgifterne.

Han kunne heller ikke forstå, hvorfor USA skulle 75% af Natos budget, når de europæiske lande selv kunne betale meget mere end de 25%.

Her i landet har Rasmussen d. I til og med d. III holdt fast i den selvforståelse, som er bygget op om truslen fra Øst. Man definerer sig selv i et bestemt modsætningsforhold, og kan ikke finde sig selv uden billedet på en ydre fjende.

Således er det Rasmussen d. II, der nu bilder sig selv ind, at han på vegne af de højrenationale kupmagere i Kiev har autoritet til at indkalde Trump til et møde om USAs politik i forhold til Krimhalvøen, hvor befolkningen via en afstemning sluttede sig til Rusland frem for Ukraine.

Anders Fogh Rasmussen er ansat som sikkerhedsrådgiver for styret i Kiev.

Det ser ikke ud til, at vor gamle stolte nationale koldkriger har format nok til at forstå, at hans dage som logrende vedhæng til Georg Bush den II alene var den egentlige årsag til, at hans mærkelige ansigt blev Natos for en tid. Rasmussen d. II forstår ikke, at han er magtesløs ej heller at han dybest set aldrig har været andet end en nu afsat amerikansk administrations forlængelse.

Det ser heller ikke ud til at the guardian forstår det. Avisen refererer til ham som tidligere generalsekretær, frem for det han er nu, ansat af regimet i Ukraine, et regime som kom til via et kum mod et demokratisk valgt president.

https://www.theguardian.com/world/2016/nov...

  • 3
  • 3

Steen

Således er det Rasmussen d. II, der nu bilder sig selv ind, at han på vegne af de højrenationale kupmagere i Kiev har autoritet til at indkalde Trump til et møde om USAs politik i forhold til Krimhalvøen, hvor befolkningen via en afstemning sluttede sig til Rusland frem for Ukraine.

Du henviser til Rusland lodret ulovlige militære anneksion af Ukrainisk territorium? På hvilken led skulle Ukraine's regering ikke have lov til at anvende præcis de rådgivere den måtte ønske, i sine bestræbelser på at imøde den vanvittige russiske aggression?

  • 2
  • 1

lodret ulovlige militære anneksion


Spørgsmål om jura i internationalt rum er underordnet magtpolitiske spørgsmål, hvor juraen i realiteten først og fremmest er reduceret til en lettere vægtet faktor i den måde at tingene udfolder sig på.
Trump er måske ikke interesseret i at forsvarer EUs forsøg på ekspansion øst over, og spørgsmålet om autoritet, sådan som det er værd at rejse i forhold til Anders Fogh Rasmussen, Rasmussen d.II, handler om hans reelle magt. Den er væk uden Bush d.II og posten som han fik for som tak for sit bidrag til at føre Danmark ind i en ulovlig krig i Irak 2003.
Jeg går ikke ind for at selvbestaltede globale eller regionale ordensmagter ser stort på international lov. Men forargelsen over, at Rusland agerer i overensstemmelse med den praksis, som Rasmussen d.II har stået for på nationens vegne sammen med verdens sidste supermagt, den er svær at slutte op om.

  • 1
  • 3

Steen,

Spørgsmål om jura i internationalt rum er underordnet magtpolitiske spørgsmål, hvor juraen i realiteten først og fremmest er reduceret til en lettere vægtet faktor i den måde at tingene udfolder sig på.

Og dit knæfald for den fortolkning er årsagen til dit tilsvarende knæfald for Putin's illegale anneksion??

Trump er måske ikke interesseret i at forsvarer EUs forsøg på ekspansion øst over, og spørgsmålet om autoritet, sådan som det er værd at rejse i forhold til Anders Fogh Rasmussen, Rasmussen d.II, handler om hans reelle magt. Den er væk uden Bush d.II og posten som han fik for som tak for sit bidrag til at føre Danmark ind i en ulovlig krig i Irak 2003.

Magt kommer skam i mange former. Der er intet der hindrer EU i at opretholde sanktioner imod Rusland. Faktisk vil det være oplagt og fuldstændigt rimeligt at gøre overfor Putin, til han leverer Krim tilbage.

Og Trump's personlige sympatier for Putin kommer hurtigt til at tørre ud når virkeligheden melder sig. Hverken Senatet eller Repræsentanternes hus synes at være domineret af kræfter der vil "alliere" sig med Putin. Og striben af navne der er luftet til de tunge sikkerheds- og udenrigsjob ej heller.

Jeg går ikke ind for at selvbestaltede globale eller regionale ordensmagter ser stort på international lov. Men forargelsen over, at Rusland agerer i overensstemmelse med den praksis, som Rasmussen d.II har stået for på nationens vegne sammen med verdens sidste supermagt, den er svær at slutte op om.

Du ser ikke en væsentlig forskel og - bogstaveligt talt - grænseoverskridende overtrædelse ifm. anneksionen af Krim? Netop den unilaterale ændring af grænser som OSCE etc. har som hovedhjørnesten ikke er acceptabelt?

Javel ja...

  • 2
  • 0

Jeg går ikke ind for at selvbestaltede globale eller regionale ordensmagter ser stort på international lov.

Det er hvad jeg ser, sammen med, at

Rasmussen d.II selv har valgt at tilsidesætte international såvel som national lov. Derfor er det hyklerisk, at netop han skal stå der og forlange respekt for international lov.

Han mangler både magt og legitimitet, dvs. autoritet.

Dk orienterer sig mod ham, som ham, som om man havde noget at have sin forargelse i. Det har man ikke. Jeg ser det. Og bryder mig ikke om det.

Hvad er det, som jeg ikke ser?

  • 2
  • 3

Steen

Det er hvad jeg ser, sammen med, at

Så hvad er din holdning til Putin's lodret ulovlige anneksion af Krim? Andet end whataboutism?

Rasmussen d.II selv har valgt at tilsidesætte international såvel som national lov. Derfor er det hyklerisk, at netop han skal stå der og forlange respekt for international lov.

Din personlige holdning til AFR retfærdiggør vel ikke Putin's groteske anneksion af Krim?

Han mangler både magt og legitimitet, dvs. autoritet.

Hvis han, på dennes opfordring, kan rådgive Ukraine's regering og have en indflydelse på dennes politik, så har han da både magt og legitimitet.

Dk orienterer sig mod ham, som ham, som om man havde noget at have sin forargelse i. Det har man ikke. Jeg ser det. Og bryder mig ikke om det.

Hvad er det, som jeg ikke ser?

Åbenlyst ser du ikke omfanget af Putin's disrepekt for een af verdenssamfundets allermest afgørende principper. At et land ikke unilateralt kan tage et andet lands territorium.

  • 2
  • 1

Din personlige holdning til AFR retfærdiggør vel ikke Putin's groteske anneksion af Krim?

Det, som jeg konstaterer, er bare, at han ville have stået stærkere, hvis han ikke selv var krigsforbryder.

Dansk deltagelse i Irakkrigen var i strid med international og national lov. Grunden, til at rigsretssagen blev afvist af østre landsret, var, at den ikke mente at sagsøgerne havde personlig begrundelse til at rejse sagen mod staten, regeringen under Rasmussen d.II,

Grundlaget for krigen var en løgn, som hele den etablerede medieverden kolporterede. Forklaringen på, at vi lever i en postfaktuel epoke, kan bl.a. føres tilbage til mediernes italesættelse af realiteten op til og efter irakkrigen, krigen for olie, der har været hovedårsagen til de ulykkelige tilstande som hersker i mellemøsten i dag.

Rasmussen d. II er ganske enkelt den helt forkerte til at påtale noget over for nogen.

At der er meget at påtale over for Putin, ja det kan enhver se. Det er slet ikke der, den ligger, og det er slet ikke der jeg har været.

  • 2
  • 3

har aldrig været værre!
Det tweeder Donald Trump i dag: https://www.dr.dk/nyheder/udland/trump-til...

Det er dødsens farligt, det der sker lige nu.

Vi har en amerikansk præsident, der rent kognitivt figurerer som noget af det lavest rangerende, der nogen sinde er set inden for kategorien, vestlige ledere.

Han orienterer sig som et løstgående missil, han ser sig ikke som repræsentant for noget størrer eller som del af en elite med fælles konsensus eller kollektiv tilgang til virkeligheden. Han er i historisk forstand nogen lunde lige så autonom i sin adfærd, som han er farlig.

Den gamle magtelite, som han har sat skakmat via sin eklatante marketingsteknik, kvalificeret som ren ukompromitteret magtlogisk tilgang til markedet for holdninger blandt de mindre begavede tabere på globaliseringens og eliternes fri marked, har af strategiske årsager valgt at sidestille USA's præsident med Putin, lige frem anklaget ham for at have vundet præsidentembedet med hjælp fra selveste Putin.

Derfor har Trump brug for en varm konflikt med netop Putins Rusland.

Angrebet mod Syrien er i følge nogle iagttagere nært forestående. Rusland har truet med direkte gengældelse mod de amerikanske skibe, som skal langere angrebet mod Syrien. Der kan meget let blive tale om direkte kamp amerikanske og russiske militære kræfter imellem.

Det er dødsens farligt.

Verden er for lille for den noget overrepræsenterede art, homo sapiens, med sine over 7,5 milliarder eksemplarer. Men den kolde krigs vindere, elefanterne, den tidligere KGB officer, Putin og amerikansk kapitalismens lavintelligente vinder, Donald Trump, er gift for verdenssamfundet.

Ing.dk er ikke stedet for storpolitik. Men den sociale ramme for relevansen af alle de spidsfindige opfindelser af mere teknisk art ændrer sig lige nu i noget, der får historiens vingesus til at løbe koldt ned af ryggen.

  • 3
  • 3

Han orienterer sig som et løstgående missil, han ser sig ikke som repræsentant for noget størrer eller som del af en elite med fælles konsensus eller kollektiv tilgang til virkeligheden. Han er i historisk forstand nogen lunde lige så autonom i sin adfærd, som han er farlig.

99% af hans retorik er intet andet end det. Retorik. Hvis man overfortolker det så mister man fokus på målet.

Angrebet mod Syrien er i følge nogle iagttagere nært forestående. Rusland har truet med direkte gengældelse mod de amerikanske skibe, som skal langere angrebet mod Syrien. Der kan meget let blive tale om direkte kamp amerikanske og russiske militære kræfter imellem.

Rusland vil aldrig nogensinde angribe et amerikansk skib. Under hele konflikten har USA og Rusland tydeligvis været i kontakt konstant, og undgået alle direkte konfrontationer.

Putin bander uden tvivl af idioten Assad, uden at ville bryde alliancen med ham. Men russerne vil ikke løfte en finger for ham når USA rammer et antal udvalgte syriske mål.

  • 1
  • 2

Putin bander uden tvivl af idioten Assad, uden at ville bryde alliancen med ham. Men russerne vil ikke løfte en finger for ham når USA rammer et antal udvalgte syriske mål.


Syrien og Rusland har haft et tæt forhold, siden Syrien blev erklæret uafhængig af Frankrig i 1946. Det daværende Sovjetunionen havde interesser i Mellemøsten, og de hjalp præsident Hafez al-Assad, som er far til den nuværende præsident, til magten.

Det er vigtigt for Putin at vise sig som en troværdig statsleder over for statsledere i Asien. Hvis Rusland ikke formår at beskytte den mangeårige allierede Assad, vil de måske begynde at vælge Kina i stedet for Rusland som deres vigtigste partner. Putin vil heller ikke tabe ansigt for sin egen nation, hvor han vil fremstå som en stærkere leder, hvis han kan sikre Assad.

Om Putin vil beordre angreb på amerikanske krigsskibe? Eller om de i stedet vil starte med at sende samtlige amerikanske diplomater hjem? Jeg vil ikke gætte på hvor langt Putin vil gå for at fremstå som den stærke og handlekraftige leder hjemme i Moskva...

  • 1
  • 1

Michael,

Om Putin vil beordre angreb på amerikanske krigsskibe? Eller om de i stedet vil starte med at sende samtlige amerikanske diplomater hjem? Jeg vil ikke gætte på hvor langt Putin vil gå for at fremstå som den stærke og handlekraftige leder hjemme i Moskva...

Sidste gang Trump beordrede et angreb på Syrien var det med stort set samme baggrund. Og eksekveringen var ret enkel. USA advarede russerne om tid og sted, og sendte så en stribe missiler mod Shayrat. Alt taler for en gentagelse efter ca samme skabelon. Vil russerne denne gang prøve at skyde et amerikansk missil ned? Det kunne sagtens tænkes - det vil være en oplagt mulighed at prøve teknologierne af i en "legal" situation. Men Putin er så meget militær realist at han selvfølgelig ikke vil angribe et amerikansk flådefartøj.

Assad har kun een mulighed, og det er at hænge sin hat på russerne. Kineserne vil aldrig yde direkte militær assistance.

  • 2
  • 1

Den her tråd, som blev startet i 2014, lægger ud med en tekst, som teoretisk gentager pointerne fra mit Cand. phil. speciale fra 1989; "Magtens væsen".

http://arbejdsforskning.dk/ugenskommentar.php

Der er sket meget siden 1989 og især siden 2014, hvor jeg har haft min konto lukket her på stedet for så at få den åbnet igen, efter at jeg fik en kronik i, der handlede om noget så lavpraktisk som min elektriske cykel. Folk i tråden under kronikken kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke forsvarede min afskaffelse af det, som den gang var en ulovlig/lovløs cykel. https://duckduckgo.com/?q=lovl%C3%B8s+stee... Henrik Heide lod mig aller nådigst komme ind i varmen igen.

Min konto blev lukket på grund af følgende forsøg på at skabe debat om den ensidige form for islambashing, som udfolder sig her til lands i forlængelse af Flemming Rose/JPs initierede og patetiske kamp for ytringsfriheden:
https://duckduckgo.com/?q=medier+penge+mag...

Den særligt danske kamp for ytringsfrihed kan nu med rette kaldes for "paludansk".

Medierne og ordensmagten har skabt fænomenet, Rasmus Paludan, Stram kurs. Og det er sket ud fra en miskalkulering. Man gik ud fra, at man ved at blæse fænomenet op kunne få lidt vind i den sag, som man har vundet magten på alle dage, altså en eller andet fordummende antagonisme mellem os, de gode, og de andre de onde. Før murens fald var de onde russerne, nu er det muslimerne.

Han praktiserer den særligt danske, paludanske, kamp for ytringsfrihed, der består i at provokere islam og muslimer, først som Flemming Rose argumenterer, nemlig at provokationen er legitimeret alene ved henvisningen til kravet om at gøre det i ytringsfrihedens navn, men nu med forslag om rendyrket brud på internationale og endnu nationale menneskerettigheder. Rasmus Paludan vil forbyde islam og smide alle muslimer ud af Danmark. Det er hans fattige program, og det er klart brud på de mest grundlæggende menneskeretigheder.

Selveste Donald Trump har netop anklaget Kina for at have forbrudt sig mod menneskerettighederne ved at have anbragt op til 3 millioner muslimer i noget, der minder om KZ-lejre! Han har selv lavet love, som står i et noget diskutabelt forhold til menneskerettighederne, men hvis han havde indført de love, som Paludan går ind for, så havde han heller ikke her bare skyggen af beklædning tilbage på sin korpus, set i fortællingen om "Kejserens nye klæder".

Kampen mod de onde truer altså det borgerlige samfund på en lidt uheldig måde. Det splitter nu også det borgerlige samfund, for man kan simpelt hen ikke profitere på fremmedhadet i paludansk forstand, uden at geråde i konflikt med de værdier, som man er nødt til at holde fast i.

Antagonismens symbolik, moralens distinktion mellem gode og onde, har brug for sit indhold for at udfylde sin fuktion i konfliktens realitet. Det ser man ude fra, dvs. når man orienterer sig distanceret i forhold til den semantik, som præger de skarer af fremmedhadere, som pt. kører med klattet politisk ude på den paludanske højrefløj.

Min påstand, og den vil jeg argumentere for, er, at medier og magtelite har skabt Flemming Rose/JP og nu Paludan i et sygt forsøg på at sætte den populistiske dagsorden, som de kunne vinde og fastholde deres politiske magt med.

Realitetens problemer, realitetens konflikt er en anden. Den handler om, at vi, arten som sådan men især den livsstil, som vi praktiserer og som vi har gjort til hele verdens forbillede, er et gigantisk problem for sig selv. Vi har med vort overforbrug af jordens begrænsede ressoucer fuld fart på undermineringen af vore livsbetingelser, læs klimakrise, forsvindende biodiversitet, forureing etc. https://duckduckgo.com/?q=Mennesket+steen+...

Men det anfægter magtelitens selvforståelse på en måde, som er langt sværere at overskue end fænomenet Paludan.

Derfor satte man ham i søen. Resultatet af øvelsen står endnu hen i det uvisse. Men sygt er det.

  • 2
  • 1

En anden ting der virkelig undre mig, som lægmand. Er at selv meget intelligente mennesker i min omgangskreds, har travlt med at stadfæste forskellige personer i vores verden, som værende inkarnationer af f.eks nazister, maoister, facister osv. I stedet for at tale konkret om hvad problemet er, som efter min mening mere er, at vi lever i en ekstremt informationsmættet tid, hvor vi selv de mennesker vi normalt støtter os op ad, nemt springer på den "lette vogn", som hovedsageligt handler om mudderkastning, fordi det er det, som moderne informationshungrende online-mennesker kan overskue i deres travle hverdag, hvor det samtidig er blevet så legende let at kaste om sig med meninger, uden egentlig at have noget at have det i.
Paludan har sikkert noget at byde på et eller andet sted, men han ødelægger det tydeligvis for sig selv, ved at simplificere budskabet til et pinligt lavt niveau. Ja vi er nødt til at tænke over hvordan vi skaber et sammenhængende samfund, som både kan hænge sammen økonomisk, har plads til alle der ønsker at deltage i holde systemet i gang og i dets udvikling. Hertil er det så uendeligt vigtigt at ingen type af ekstremisme får lov til at trække os rundt i manegen. Men at fokusere på et given beklædning eller personlig trosretning, er udelukkende et forplumring af debatten - det meste af tiden. For hvis man først kan hellige sig en position i livet, blot ved at påstå at man er tættere på noget guddommeligt, end alle andre, så er vi godt på vej væk demokratiet(resterne af det) og det frie samfund(så vidt muligt).
Det kan stadig være nærmest farligt at have en given holdning, selv om det blot er en holdning.
Jeg har da helt klart holdninger selv, men jeg ville da aldrig holde uendeligt stædigt fast i dem, hvis der var tilpas med fornuftige argumenter for en anden mulighed eller løsning på mine valg, når jeg altså turde lægge kortene på bordet og ønskede en konkret og løsningsorienteret debat/dialog.
Heri ligger problemet efter mening, netop at alle former for ekstremisme nærmest automatisk har lukket af for - ja - blot muligheden for debat eller dialog.
I min verden er det meget på tide at vi lægger kortene på bordet og taler åbent om hvad det kræver at have den livsførsel, som Danmark bryster sig af, som samtidig gør at rigtig mange mennesker gerne vil hertil. For ellers vil det kontinuerligt forblive på et niveau hvor vi skændes om hudfarve og kultur, eller et eller andet ævl om hvorvidt stegt flæsk med persillesovs er med til at definere danskhed.
Sjovt nok når det handler om virksomheder, så kan f.eks en spansk mand sagtens stå med en russisk og lære at skrue en lastbil sammen hos Scania i Sverige. Og at ignorere at vi alle er lidt afhængige af hinanden her i verden, er samtidigt lidt som at lege med tanken om at man kan fjerne en given befolkningsgruppe, nærmest som et skadedyr.... og så bliver alting godt bagefter.
Muligvis er Putin ikke den bedste mand på denne klode, men han er ikke nazist/hitler og ej heller uendeligt meget værre end så mange andre ledere, som historien kan fortælle om. Vi kæmper alle indirekte for overlevelse og en given version af herredømmet/magten, for at fremme vores personlige ideologi og folkefærd, trods det faktum at vi biologisk set, overlever bedst ved diversitet og et givent niveau af eksponering.

Jeg har muligvis et synspunkt, som nogle mennesker er mere eller mindre uenige eller enige i. Men jeg stiller mig gerne frem, som et helt normalt mennesker, der blot forsøger at finde hoved og hale i denne verden, til en debat, hvor jeg også gerne skifter holdning og tager imod viden, hvis det kan forgå på en civiliseret og moden måde.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten