Når man vandrer rundt på de lange gange på Chr. Hansens nye bakteriefabrik i Avedøre, bliver man med jævne mellemrum overhalet af en palleløfterrobot, som flittigt fragter kasser rundt på fabrikken.
I pakkeriet samler store robotarme papkasser med præcise bevægelser og fylder dem med poser med frosne bakteriekulturer, før de sendes videre til fødevare- og medicinalvirksomheder i 140 lande. Her i Avedøre produceres der nok bakterier til at dække yoghurtforbruget i hele Europa. Chr. Hansens ingredienser findes i hver anden ost i hele verden.
Nicholas Ree Lindskov viser hjemmevant rundt i virksomheden, som tidligere i år blev kåret som verdens mest bæredygtige af den canadiske analysevirksomhed Corporate Knights, og som han i løbet af de seneste ni år har været med til at modernisere og automatisere i en sådan grad, at produktionskapaciteten nu er mangedoblet, og arbejdsforholdene markant forbedret.
»Før var mange af vores processer manuelle, og særligt i starten og slutningen af produktionen var der mange tunge løft. Folk risikerede nedslidning,« fortæller Nicholas Ree Lindskov.
»Nu har vi automatiseret de trivielle processer, og det er virkelig motiverende at se, at folk er glade for at slippe for de tunge, gentagne arbejdsrutiner.«
Den fabrik, Nicholas Ree Lindskov stolt viser frem, er milevidt fra den, der lå der i 1996, da Chr. Hansen overtog grunden fra Sadolin og Holmblad. Der er gennemført en lang række udvidelser, hvoraf den hidtil største kom i 2017, da man endnu engang fordoblede produktionskapaciteten. Nu er man endnu en gang ved at udvide fabrikken.
Udviklingen er i høj grad drevet af automation og robotteknologi, og Nicholas Ree Lindskov er en af hjernerne bag de mange nye automationsløsninger hos Chr. Hansen. I 2017 var han med til at implementere automatisk dosering af ingredienser til de 40 kubikmeter store blandetanke, som forsyner de 100 kubikmeter store fermenteringstanke gennem en UHT, og nu arbejder han på en ny fabrik med automatisk pakkeri til pakning af det frysetørrede slutprodukt.
Han er uddannet civilingeniør med speciale inden for automation og har været med siden 2006, da han blev tilknyttet virksomheden som ekstern konsulent. Siden 2010 har han arbejdet fast på fabrikken. Det er atypisk i en tid, hvor mange skifter job hvert andet år.
»Ni år lyder som lang tid på den samme arbejdsplads, men jeg har holdt fast i Chr. Hansen, fordi virksomheden konstant giver mig nye udfordringer og plads til at udvikle mig. Selvom virksomheden er 145 år gammel, minder den på mange måder om en startupvirksomhed,« siger han og uddyber:
»Mange virksomheder på den størrelse har rigide procedurer og retningslinjer for alt, men her kan man selv være med til at sætte retningen. Med den konstante udvikling, vi gennemgår, må vi hele tiden finde på nye måder at gøre tingene på, og det er fedt at være med til at præge et firma, der har så meget fart på.«
Siden Nicholas Ree Lindskov startede som automationsingeniør i 2010, er han ad flere omgange steget i graderne. I dag lyder titlen Automation-, MES- og IT-projektleder med ansvar for økonomi og ressourcestyring, og uniformen er business. Men selvom ansvarsområdet er udvidet, slipper han aldrig teknikken.
»Som barn var jeg vild med at pille elektroniske dimser fra hinanden, og fascinationen af det tekniske ligger stadig dybt i mig. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg er med til at udtænke de store, tekniske løsninger. Det er der, jeg finder min arbejdsglæde og virkelig kan gøre en forskel,« siger Nicholas Ree Lindskov.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard