En af løsningerne kunne være at installere solceller i østlig eller vestlig retning.
En anden kunne være at bruge dem som lodret facadebeklædning og helst også gøre taget så solreflekterende/hvidt, som muligt, så den samlede albedo ikke falder og jordkloden dermed varmes op! Det er jo fint nok at spare CO2, så vi sender mere varmestråling ud, men ikke fint nok at gøre kloden mørkere, så vi modtager mere solenergi - solpaneler reflekterer kun omkring 3 %. Derfor burde alle solcelleanlæg ved lov kompenseres med solreflektorer på ialtfald det halve areal, hvilket i mangel af egen mulighed passende kunne gøres samlet i klodens ørkenarealer, hvor virkningen er størst som følge af det meget større solindfald hele året.
Billedet, der illustrerer artiklen, viser meget godt, hvor tåbelig den sædvanlige, hovedløse montering er. Huset ligger tilsyneladende hævet, så den lave vintersol nok ikke blokkeres, og derfor kunne man maksimere vinterproduktionen med lodrette solpaneler, som samtidig kunne spare facadebeklædningen og varme indsugningsluften til en luft-vand varmepumpe op. Lodrette paneler vil heller ikke kunne skades af hagl og store snemængder, som også vil stoppe produktionen. Om sommeren vil man til gengæld få minimeret produktionen, som ønsket.
Faktisk tror jeg, at den absolut eneste måde at undgå overhedning af kloden, inden det er for sent, er at opføre nogle gigantiske, næsten vandretliggende solreflektorer i ørkenarealerne og så enten blæse dem rene engang imellem - eller endnu bedre - lave dem delvist gennemsigtige og så spule dem rene med afsaltet havvand, så man samtidig kan dyrke noget under dem og dermed slå to fluer med ét smæk. Med det gigantiske forbrug af kul og olie, vi har nu, kommer vi aldrig i mål med VE alene, og uden at køle Afrika ned, får vi gigantiske flygtningeproblemer.
Kan man afgøre om de 20 konstanter har været konstante i hele universets levetid?
Ja, for det kan de nemlig umuligt være i et ekspanderende univers, hvor vi kan se næsten tilbage til BB, hvilket er logik for burhøns, som jeg efterhånden har forklaret adskillige gange her på ing.dk.
Ud fra rødforskydningen ved vi, at det lys, vi nu modtager fra de aller fjerneste galakser, som f.eks. GN-z11 (z = 11,09), har været omkring 13,4 milliarder år undervejs, hvor universet var z + 1 = 12,09 gange mindre end nu. Hvis lysets hastighed var konstant, som Einstein og traditionel fysik prøver at bilde os ind, skulle dette lys derfor for længst være passeret, og vi skulle derfor ikke kunne registere lys med så stor en rødforskydning endsige med z = 1100, som for CMB.
Eneste forklaring er, at lysets hastighed må være proportional med verdensrummets størrelse, så det altid tager en given tid for lyset at nå fra A til B, uanset hvor kompakt, universet er, og det er også præcis det, ætermodellen forudsiger!
Lysets hastighed i universet er givet ved c = 1/√(ε₀·µ₀), hvor ε₀ er et udtryk for æterens kompressibilitet, som er proportional med størrelsen, og µ₀ er et udtryk for æterdensiteren, der falder med 3. potens af størrelsen. Når de to parametre ganges sammen, og kvadratroden uddrages, fås netop, at c bliver proportionel med verdensrummets størrelse.
Den eneste grund til, at naturkonstanterne er konstante, er, at vi har defineret c og µ₀ til at være det, og de øvrige naturkonstanter følger formodentlig af dem! Det er praktisk i det daglige - selv om det burde være ε₀ og ikke c, der er konstant - for ellers kunne man ikke lave reproducerbare målinger; men det fjerner desværre fokus fra, hvad der virkelig sker, hvilket så resulterer i den ene groteske vrøvlehistorie efter den anden - incl. indledningsartiklen og relativitetsteorien, som jo påstår, at c er konstant!
Jeg tror ikke et øjeblik på vakuumenergi, krummende rumtid og et fintunet univers, som din video vrøvler om. Når ε₀ kan ændre sig proportional med størrelsen, og µ₀ omvendt proportional med størrelsen i 3. potens, uden at det påvirker hverken os eller kemi det mindste, er der nok ikke behov for at tune alt præcist med mange betydende cifre!
Jeg læser det som Re-branding ether as dark matter. :)
Ja, og det er yderst interessant - specielt at de baserer det på EM-felter, for som jeg skrev i #2, er det næsten 100 % sikkert, at energien i et B-felt er æter i bevægelse, og så vil galakser og solsystemer være magnetiske, hvilket også er bevist for nyligt! - se: https://earthsky.org/space/images-of-magnetic-fields-in-galaxies/ !
Citat fra artiklen:
One thing that’s not known is how the magnetic field can be maintained, so far out into the halo.
Guess why! En lokal æterrotation omkring en galakse vil formodentlig have form som en kugle/halo! Måske går det på ét eller andet tidspunkt op for denne blogs læsere og skribenter og måske sågar for Jens Ramskov :-) at mine tanker måske ikke er så tossede endda? Hvordan forklares magnetfeltet ud fra et vakuumunivers og elektrisk neutrale himmellegemer?
Artiklen: https://arxiv.org/pdf/2010.00105.pdf er iøvrigt yderst interessant - specielt figur 7 og 9, der viser kontrarotation i magnetfelter, som det også ses i polarlys. Det er netop en del af min ætermodel, for uden en sådan kan man ikke forklare polarlysets udseende eller hvorfor to permanente magneter opfører sig, som de gør, uden at være elektrisk ladet i enderne!
Den traditionelle forklaring på, hvorfor solsystemer og galakser er flade, baserer sig på en stor roterende "modersky"; men hvis impulsmomentbevarelsen skal gælde til evige tider, må verdensrummets samlede impulsmoment være 0, og så er der ikke belæg for en sådan rotation. Desuden baserer forklaringen sig på kollisioner mellem himmellegemer i rotationsaksens retning; men med de gigantiske afstande, der er i verdensrummet, vil sådanne kollisioner være yderst usandsynlige, hvilket ses ved galaksesammenstød. Uden andet end tyngdekraften vil man derfor have et 3/multi-legemesystem, der ikke bliver til en skive - med mindre himmellegemerne bremses ned ved overførsel af energi til noget andet, og det kan kun være en æter. Dermed skabes et B-felt, som langsomt vil stabilisere galakser og solsystemer til skiver med to stabile tilstande/rotationsretninger, som det ses i Stern–Gerlach eksperimentet og i en MR-scanner.
Men siden bølgelængderne i de fleste materialer er voldsomt kortere for en given akustisk frekvens end den er for en tilsvarende elektrisk frekvens er en akustisk implementering måske stadig at foretrække, hvis det skal gøres småt.
Ja, men til gengæld vil hastigheden også være meget lavere, og det er ulige meget lettere at skabe, detektere og retningsbestemme elektriske bølger end akustiske.
Hvis man øger permeabiliteten i elektriske transmissionslinjer med f.eks. ferritmateriale og/eller opspoling af lederne, kan man sagtens skabe tidsforsinkelser på over 50 ns/m, og så behøver man ikke mere end 1 cm for at skabe en stående halvbølge ved 1 GHz, som er en helt realistisk arbejdsfrekvens for moderne elektronik.
Som artiklen beskriver det, er "klumper af lyd" formodentlig stående bølger, som jeg iøvrigt har svært ved at se har noget som helst med entanglement/sammenfiltring at gøre, da alle bølger i et lineært system superpositionerer og opfører sig som om, de var den eneste bølge i universet. Forordet til den oprindelige artikel omtaler dog ulineariteter, så der er nok noget, ovenstående artikel ikke har fået med:
The strong coupling and nonlinearity of acoustic waves in our waveguides
Herefter sendte forskerne bølger af lydvibrationer ned gennem stængerne og observerede to frihedsgrader i bølgerne – altså i hvilken retning bølgerne bevægede sig ned gennem stængerne (fremad eller bagud), og hvordan stængerne bevægede sig i forhold til hinanden (om de bølgede i samme retning og med samme amplituder).
Når de fintunede lydfrekvenserne, kunne de ramme en frekvens, hvor de to frihedsgrader var forbundet, som dannede en slags klumper af lyd i stængerne; altså phi-bits.
Det lyder som ganske elementær og gammelkendt transmissionslinjeteknik, som lige så godt kunne udføres med elektriske transmissionslinjer.
Det system er måske også ustabilt
Det er ingen ustabilitet, for æteren stabiliserer det hele og ændrer langsomt alle bevægelser til 2 stabile tilstande. Ellers ville galakser og solsystemer ikke være flade, for der er intet i 3/multi-legeme problemet, der kan gøre det.
Hvis det var rigtigt, hvad Jens Ramskov skriver, ville der være milliarder af solsystemer, som vores, der også var ustabile og lige på grænsen til at blive kaotiske, og så ville sandsynligheden tale for, at det ville ske engang imellem; men mig bekendt har man aldrig nogensinde observeret det.
Du skal være opmærksom på, at et æterlavtryk kan påvirke lysets absolutte hastighed.
Ja, selvfølgelig. Det har jeg jo skrevet i årevis, og det fremgår jo også klart af formlen: c = 1/√(ε₀·µ₀) , hvor ε₀ er et udtryk for æterens kompressibilitet, og µ₀ er et udtryk for dens densitet, som selvfølgelig falder ved lave tryk.
ε₀ stiger proportional med verdensrummets størrelse, og µ₀ falder proportional med 3. potens af størrelsen, så når de to parametre ganges sammen, og kvadratroden uddrages, bliver lyshastigheden proportional med størrelsen, som den nødvendigvis også må være, for at vi kan se næsten tilbage til BB i et ekspanderende univers! Lysets hastighed i universet er absolut ikke konstant; men vi har defineret den og µ₀ til at være det, så vi kan foretage reproducerbare målinger. Det burde dog være ε₀, der var konstant, og ikke c, for c afhænger af ε₀ og ikke omvendt, som relativitetsteorien påstår!
Er der en gradient i lysets absolutte hastighed, så vil det medføre et accelerationsfelt. Du skal tage højde for dette accelerationsfelt, hvis der er et æterlavtryk, da den kan betyde meget for påvirkningerne af stjerner og galaxer.
Forestiller vi os, at f.eks. lysets hastighed - eller andre fysiske konstante - ændrer sig med tiden, så vil det også kunne medføre accelerationsfelter og andet.
Accelerationsfelter? Hvorfor ikke bare kalde det det, det er - et lavt tryk, som selvfølgelig vil skabe en centripetalkraft. Jeg hader betegnelsen centripetalacceleration, for der er ingen acceleration, hvilket ville kræve tilførsel af energi, da E = F·s, hvor F er kraften og s er vejlængden, som nødvendigvis må ændre sig, hvis der er en hastighedsændring, og uden en hastighedsændring kan man ikke snakke om en acceleration. Når nogen bruger betegnelsen "acceleration" i stedet for "kraft", er det i mangel af en kraftreference, og derfor definerer man en kraft ud fra den acceleration, den ville kunne give; men det betyder ikke nødvendigvis, at der sker en acceleration i praksis.
Alt i naturen, er et resultat af matematik.
Det vrøvl bliver ikke mere rigtigt af hvor mange gange, du gentager det. Naturen løser ingen ligninger.
Når GPS virker på baggrund af relativistisk matematik, så er vi overbevist. Når elmotorene snurrer vistnok baseret på Maxwell ligninger så siger vi tak.
Der er intet i naturen, der virker på baggrund af matematik. Vi kan højest opnå en mere eller mindre god matematisk beskrivelse af naturen; men den giver ingen forståelse for fysikken bag. F.eks. kunne Newton for 300 år siden formulere tyngdekraften og inerti; men selv den dag er der ingen, der ved bare nogenlunde sikkert, hvad de skyldes. Jeg har min egen arbejdshypotese baseret på positiv og negativ masse svarende fuldstændig til positiv og negativ ladning, og traditionel fysik har Higgs; men begge dele er alt, alt for spekulative til at kunne betegnes som en forståelse.
Når det drejer sig om grundforskning så har vi lange ører for det kunne jo være man kunne bruge det i en maskine af en art,
Det er lige netop problemet, for så længe forståelsen mangler, famler man rundt i blinde, og det bliver man ved med, så længe man baserer sig på religion, som f.eks. fotonmodellen. Man kunne formodentlig være langt længere med kvantecomputere og måske også skabe mere effektive elmotorer, hvis man rent faktisk forstod, hvad der reelt set sker.
Det sidste tip til dig er Akin's lov no 20: A bad design with a good presentation is doomed eventually. A good design with a bad presentation is doomed immediately.
Det er jeg fuldstændig enig i, og jeg arbejder også på et samlet skrift; men så længe jeg f.eks. ikke ved, hvad ladning er - andet end den ialtfald umulig kan være punktformet, som traditionel fysik antager, kan jeg ikke færdiggøre skriftet til et stade, hvor det kan offentliggøres.
Mit mål er at forstå verden; men jo mere, jeg graver mig ned i traditionel fysik, jo mere finder jeg ud af, at skeletterne vælter ud af skabene, og derfor er jeg nødt til at skabe min egen langt mere plausible forklaring. F.eks. er De Bouglie bølger baseret på, at man erstatter c^2 med v^2 i formlen E = m·c^2; men den holder ikke. c repræsenterer ikke lysets hastighed, som mange tror, men c = 1/√(ε0·µ0) => E = m/(ε0·µ0), hvilket er den potentielle energi af en partikel i hvile. Derfor kan c ikke erstattes af v, hvilket svarer til at erstatte potentiel energi med kinetisk energi.
Det har været mange forklaringer på de mystiske galakse bevægelser, men det er indtil videre kun mørk masse som passer med alle observationer.
Ja, hvad ellers, for det er jo ren "reverse engineering". Der er så lige den hage ved det, at mørk masse vil modvirke udviklingen fra spiralgalakse til bjælkegalakse; men det problem burde være let at klare ved at indføre nye, vanvittige egenskaber. Der er jo frit slag på alle hylder, når sund fornuft og logisk tænkning er bandlyst.
Hvis du kan formulere en ny teori som forklarer alt så skal vi nok lytte.
Gid det var så vel. Se bare denne tråd! Talrige nedadvendte tommelfingre til alt, hvad jeg skriver, men ikke ét eneste forsøg på at forsvare egne teorier, som f.eks. fotonmodellen, for alle ved godt, hvad der sker, hvis de prøver!!!
Traditional fysik er blever ren religion, hvor Einsteins tanker under ingen omstændigheder må drages i tvivl uanset hvor vanvittige, de måtte være, og de vantro, der vover, skal kanøfles og helst udelukkes, som det i sin tid også skete for Galileo. Derfor skriver Robert jo også:
But we do not call it this because it is taboo.
Robert skriver så godt nok også, at æteren skal være relativistisk; men det behøver den ikke, for ud fra en simpel energibetragtning og ren Newton kommer man med 8 betydende cifre frem til samme "time dilation" ved GPS satelitterne som relativitetsteorien - og det vel at mærke uden den begrænsning, at lysets hastighed i et givent medie ikke kan overskrides. Derfor er der intet problem med hverken inflationsteorien eller Cherenkov stråling.
Man kan lige så godt erkende, at enten er det en ætermodel eller også er det relativitetsteorien. Iøvrigt er relativitetsteorien jo heller ikke forenelig med kvantemekanikken, så hvilken én er rigtig? Og spar mig for den bortforkaring med, at de nok vil blive forenet engang i fremtiden. P.t. er de uforenelige, og det bliver man nødt til at erkende, så de kan ikke begge være rigtige!
Kom med et eksperiment, som kun kan forklares med Aeter, så skal du få en Nobel pris.
Hvad er det lige, du ikke forstår ved Roberts bemærkning:
confirmed every day by experiment
Som jeg har skrevet i #2, er æterbevægelser med næsten 100 % sandsynlighed årsagen til B-feltet, så uden en æter ville absolut intet elektrisk incl. lystransmission fungere, og formodentlig ville der heller ikke være nogen himmelegemer og tyngdekraft. Du er selvfølgelig ligesom Jens Ramskov meget velkommen til at komme med et alternativt bud på fysikken bag B-feltet; men det magter I jo næsten med garanti ikke, for selv i en tid, hvor alt skal være elektrisk, har traditionel fysik stadig intet bud på det.
Fotonen påstås at være bærer af alle elektromagnetiske kræfter. Fint nok, så forklar mig lige, hvordan den både kan skabe frastødning og tiltrækning, og hvordan man får den til at følge en krum ledning!
Prøv at læs Eric Lerner, - han mener big bang er forkert.
Det længste, vi kan se tilbage i tid, er Cosmic Microwave Background Radiation (CMB) ca. 379.000 år efter det påståede BB, så alt før den tid er og bliver spekulationer. Ser man på verdensrummets ekspansion, er ekspansionshastigheden stigende, hvilket mere kunne tyde på et oscillerende univers end et BB, så måske har Eric Lerner ret? Personligt udtaler jeg mig af den årsag ikke om BB; men min ætermodel passer perfekt tilbage til CMB.
De velkendte teorier passer med observationer.
Nej, ikke engang det. Ifølge traditionel fysik skulle rummet omkring et sort hul krumme så meget, at vi burde kunne se bagsiden; men de fotos, vi nu har, ikke så meget som antyder en sådan krumning, og samtlige forsøg på at måle verdensrummets krumning har vist, at det er plant inden for målenøjagtigheden. Alligevel bliver man ved med at holde fast i Einsteins sludder om krummende rumtid, for traditionel fysik er desværre blevet religion og ikke videnskab.
Når vi snakker digitale tvillinger, tænker jeg mere i retning af Multifysik og/eller pga. figuren øverst
Det gør jeg egentlig også - plus f.eks. simulering af proteinfoldning og 3D simulering af procesanlæg incl. robotteknologi; men hvor går grænsen for ny teknologi? Går simulering af atomsprængninger, som man har gjort i omkring 30 år, ikke ind under multifysik, og hvad med "finite element" analyse, som også er en god gammel kending?
Enhver teknologi starter med at være meget dyr og dermed kun tilgængelig for de få; men efterhånden som det teknologiske niveau stiger, så en given teknologi bliver billigere, får man en selvforstærkende proces, hvor der bliver flere til at betale for ny udvikling, så prisen falder. Det er f.eks. sket med forebyggende vedligehold på maskiner og brug af frekvenskonvertere i industrien og det er det, jeg nu ser ske med digitale tvillinger og ikke mindst AI.
og glem ikke at en side af sagen er tilgængelig simuleringssoftware, det andet er mennesker med kompetence
Mike Engelhardt, som har viet hele sit liv til at skabe LTSpice, som er blevet hans "masterpiece" og måske verdens bedste analoge kredsløbssimulator, vender det faktisk om. Han påpeger, at én af de vigtigste egenskaber ved simuleringssoftware tværtimod netop er at opbygge menneskelig kompetance, og det giver jeg ham ret i. Jeg har fået langt mere forståelse for "Do's and Don'ts" ved at bruge LTSpice og sammenligne forskellige løsningsmetoder end jeg i sin tid lærte på DIA(!), hvilket har ført til nogle ganske utraditionelle, men effektive konstruktioner.
Hvis vi skal fortsætte ud ad tangenten i forhold til min oprindelige artikel og endnu engang diskutere æteren, så indkalder jeg Ethan Siegel som vidne
https://medium.com/starts-with-a-bang/is-there-any-evidence-that-the-aether-exists-52876009b7fb
Og jeg indkalder nobelpristager i fysik Robert B. Laughlin fra Stanford University. Citat fra hans bog “A different Universe” side 120:
“It is ironic that Einstein's most creative work, the general theory of relativity, should boil down to conceptualizing space as a medium when his original premise was that no such medium existed. The idea that space might be a kind of material substance is actually very ancient, going back to Greek Stoics and termed by them ether. Ether was firmly in Maxwell's mind when he invented the description of electromagnetism we use today. He imagined electric and magnetic fields to be displacements and flows of ether, and borrowed mathematics from the theory of fluids to describe them. Einstein, in contrast, utterly rejected the idea of ether and inferred from its nonexistence that the equations of electromagnetism had to be relative. But this same thought process led in the end to the very ether he had first rejected, albeit one with some special properties that ordinary elastic matter does not have.
The word "ether" has extremely negative connotations in theoretical physics because of its past association with opposition to relativity. This is unfortunate because, stripped of these connotations, it rather nicely captures the way most physicists actually think about the vacuum.
In the early days of relativity the conviction that light must be waves of something ran so strong that Einstein was widely dismissed. Even when Michelson and Morley demonstrated that the earth's orbital motion through the ether could not be detected, opponents argued that the earth must be dragging an envelope of ether along with it because relativity was lunacy and could not possibly be right. The virulence of this opposition eventually had the scandalous consequence of denying relativity a Nobel Prize (Einstein got one anyway, but for other work).
Relativity actually says nothing about the existence or nonexistence of matter pervading the universe, only that any such matter must have relativistic symmetry. It turns out that such matter exists. About the time relativity was becoming accepted, studies of radioactivity began showing that the empty vacuum of space had spectroscopic structure similar to that of ordinary quantum solids and fluids. Subsequent studies with large particle accelerators have now led us to understand that space is more like a piece of window glass than ideal Newtonian emptiness. It is filled with "stuff" that is normally transparent but can be made visibly hitting it sufficiently hard to knock out a part.
The modern concept of the vacuum of space, confirmed every day by experiment, is a relativistic ether. But we do not call it this because it is taboo.
Din artikel indeholder en lang række påstande, som ganske simpelt ikke holder stik.
In other words, whatever the aether was — or more accurately, whatever it was that electromagnetic waves propagated through — it could not have many of the traditional properties that other, matter-based media possessed. It could not be composed of individual particles. It could not contain heat. It could not be a conduit for the transfer of energy through it.
Robert skriver jo netop:
Subsequent studies with large particle accelerators have now led us to understand that space is more like a piece of window glass than ideal Newtonian emptiness.
Altså at verdensrummet minder mere om glas end om vakuum.
Jeg troede også engang på fotoner og relativitetsteori; men ca. 30 års erfaring med hundredevis af computersimuleringer af elektromagnetisk udbredelse på transmissionslinjer og talrige målinger har lært mig, hvordan det i virkeligheden foregår, og det er med garanti ikke med fotoner, som man også vil få ualmindelig svært ved at få til at følge en krum ledning. Som ved mekanisk bølgeudbredelse, foregår det ved udveksling af impuls/energi mellem partikler, og det er nøjagtig de samme formler, som gælder, så om man måler permeabiliteten i H/m eller i kg/m3 er underordnet. Derfor er det også næsten 100 % sikkert, at energien i et B-felt er kinetisk energi i en masseholdig æter, som jeg skrev i #2. Hvis du mener noget andet så kom med et realistisk bud på hvilken fysik (ikke matematik), der så ligger bag!
All we’ve proven, and indeed all we’re capable of proving, is that if there is an aether, it has no properties that are detectable by any experiment we’re capable of performing.
"Lige" bortset fra f.eks., at himmellegemernes bevægelse i en spiralgalakse og dens gradvise udvikling til bjælkegalakse ikke kan forklares uden en masseholdig, roterende æter, der holder sammen på det hele vha. er æterlavtryk i midten (Rankine Vortex), som jeg skrev i #2. Tror du virkelig på den forfærdelige gang forvrøvlede "reverse engineering", som mørk masse repræsenterer, eller hvilket belæg har du eller andre for at påstå, at naturlovene skal modificeres på store afstande? Det "glemte" du vist lige at svare på:
så fortæl mig lige, hvorfor galaksebevægelserne ikke passer med det beregnede!
Newton ville nok, lige som Maxwell, ikke have haft noget problem med æteren, men det løser ikke det generelle problem med muligt kaos i trelegemesystemer (og systemer med endnu flere legemer).
Jo, det gør det netop, fordi det ensretter bevægelsen ved at udveksle impuls med æteren.
Når der ikke er noget behov for en æter, skyldes det helt andre forhold,
Hvilke?
Maxwells ligninger er baseret på en ætermodel, og "mørk masse" er yderst spekulativ og i mine øjne vanvittig, så fortæl mig lige, hvorfor galaksebevægelserne ikke passer med det beregnede!
men det har vi jo diskuteret flere gange, så det er der ingen grund til at tage op igen.
Nej, for jeg har jo bevist adskillige gange, at der ikke er nogen her på ing.dk incl. dig, der kan forsvare fotonmodellen, som er alternativet til ætermodellen.
Isaac Newton var klar over, at systemer med tre eller flere objekter, der gravitationsmæssigt påvirkede hinanden, kan være kaotiske. Når det lige præcis gjaldt Solsystemet, kom han dog ikke til en endelig konklusion om dets stabilitet. I princippet var han dog indstillet på, at om fornødent så måtte Gud engang i mellem træde til og overtage styringen for at rette op på planeternes bevægelser, hvis de var kommet for meget ud af kurs.
Gud behøver ikke at træde til, for den æter, som de fleste efter Einstein hårdnakket nægter eksisterer, gør det udmærket, så vi kan sove roligt!
Lad os starte med at se på en spiralgalakse. Her er himmellegemernes hastighed nogenlunde konstant; men det passer bare ikke ud fra forestillingen om et sort hul i midten, der holder sammen på det hele vha. gravitation - se https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/c/cd/Rotation_curve_of_spiral_galaxy_Messier_33_%28Triangulum%29.png og https://en.wikipedia.org/wiki/Galaxy#/media/File:GalacticRotation2.svg . Derfor har traditionel fysik ved ren "reverse engineering" opfundet noget mørkt stof, som ingen nogensinde har detekteret, og som skal have de mest vanvittige egenskaber, for at regnestykket passer:
- Mørk stof må ikke interagere med elektromagnetisks kræfter og må derfor ikke udsende, absorbere eller reflektere lys og må ikke skabe gravitationslinser og kan derfor ikke være baryonisk.
- Det skal have en masse ca. 6 gange større end al synlig masse, men siden det ikke må interagere med elektromagnetiske kræfter, kan det ikke have en masse på m = E(µ0·ε0), som kan udledes ud fra E=m·c^2.
- Det skal virke ved gravitation, men skal alligevel bevare sin position uden at klumpe sig sammen på trods af en relativ stor afstand mellem partiklerne, og det skal opføre sig som baryonisk stof ville gøre.
- Det skal have en densitetsfordeling, som er nogenlunde proportional til 1/r^X, hvor X stiger fra ca. 1 nær center til ca. 3 langt ude. En sådan fordeling er aldrig nogensinde observeret noget sted.
Alternativt har man foreslået at modificere Newtons love over store afstande (MOND) uden at have det mindste belæg for det, og hverken mørk masse eller MOND kan forklare den gradvise udvikling fra spiralgalakse til bjælkegalakse! Tværtimod vil mørk masse modvirke den!
Det eneste, der giver mening, er at genindføre æteren, så man får et æterlavtryk i midten til at holde sammen på det hele som supplement til gravitationen. Derved får en galakse set fra siden nogenlunde samme udseende som en tornado set fra oven, og der er også det, man observerer - ganske simpelt fordi det er nøjagtig den samme mekanisme, der ligger bag! Desuden vil rotationen langsomt udvikle sig til en Rankine Vortex - se https://en.wikipedia.org/wiki/Rankine_vortex , hvor centrum begynder at bevæge sig som en tykkere og tykkere aksel. Dermed dannes bjælken i en bjælkegalakse, hvor himmellegemerne oscillerer fra den ene side af "akslen" til den modsatte side.
Energien i et B-felt er giver ved: E = ½·μ₀·V·H²; men da μ₀ blot er et udtryk for æterdensiteten, som ganget ved volumenet V giver massen m, og H-feltet bare er en hastighedsvektor, står der E = ½·m·v² - altså kinetisk energi. Hvis man vil lede efter en stabiliserende faktor i en roterende æter, kan man derfor i stedet kikke på Stern–Gerlach eksperimentet eller en MR-scanner. Her konstaterer man, at der kun er to stabile tilstande, hvoraf den ene dog har en smule lavere potentiel energi (Nord-Syd-Nord-Syd) end den anden (Nord-Nord-Syd-Syd) og derfor er lidt mere stabil.
Vender vi nu tilbage til galakser og solsystemer, har vi altså to stabile tilstande, hvoraf den ene vej rundt er lidt mere stabil end den anden, og derfor er der flest himmellegemer, som bevæger sig den vej rundt. Da æteren naturligvis har størst betydning på store afstande, hvor dens masse er dominerende, ses modsat bevægelsesretning mest hyppigt på himmellegemernes egenrotation, hvor den stabiliserende virkning er mindst. F.eks. drejer Venus langsomt baglæns, Uranus ligger ned, og jorden hælder 23,4°. Dernæst ses virkningen på planeternes rotation om solen, hvor alle planeter i vores solsystem og langt de fleste i andre solsystemer bevæger sig samme vej rundt i en skive, der normalt er mest plan udefter, hvor stabiliseringen er størst. Til sidst ses fænomenet i spiralgalakser, hvor man mig bekendt ikke ser nogen objekter, der bevæger sig i modsat retning rundt om centrum.
Computersimuleringer er for længst rykket ud af forskningsbygningerne og ind hos produktionsvirksomheder verden over. Særlig større virksomheder har taget teknologien til sig,
...
Det er dog langt fra alle virksomheder, som har mulighed for at benytte sig af denne teknologi, fortæller professor Peter Gorm Larsen, der er leder af Centre for Digital Twins på Aarhus Universitet. Han oplever, at det er store virksomheder og små digitalt indfødte firmaer, som benytter teknologien, mens andre små og mellemstore virksomheder enten ikke har kapaciteten eller økonomien til at investere i computersimuleringer.
Det kommer så sandelig an på hvilken form for computersimulering, man snakker om! I min egen lille virksomhed er over 90 % af al elektronikudvikling sket med computersimulering de sidste omkring 30 år - først i NAP2 og nu i LTSpice og Modelsim, og alle programmer har været gratis! Det gør det langt lettere at afprøve forskellige muligheder og f.eks. temperaturkompensere, og de små SMD komponenter gør det alligevel håbløst at lave en testopstilling. Den ville også skulle fortrådes med så tynde ledere, at selvinduktionen i dem ville ødelægge resultatet. Ligeledes udvikles alle IC kredse med computersimulering, da man jo ikke har andre muligheder. Selv atomprøvesprængninger er de sidste omkring 30 år blevet afløst af computersimulering, så ligesom "Industri 4.0" er der langt fra tale om ny teknologi, men blot om en stødt fremadskridende proces, hvor teknologien bliver bedre og bedre.
Hvis man endelig skal pege på noget nyt, så er det muligheden for på en enkel måde at lave en arbejdende 3D model af sit procesanlæg, hvilket især har betydning for produktionsanlæg, hvor der f.eks. indgår robotter og andre enheder, som bevæger sig i 3D. Til 1-dimensionelle produktionsanlæg, som f.eks. foderstoffabrikker, affaldsdestruktionsanlæg, cementfabrikker og mejerier, er det langt bedre blot at udvikle et styresystem, hvor man kan skrive koden direkte ud fra anlæggets flowdiagram og springe en forudgående afprøvning/simulering over. På den måde har jeg bl.a. styret en foderstoffabrik med over 400 automatisk styrede enheder, som ville have taget meget længere tid at simulere end at programmere og idriftsætte. Det var faktisk forløberen for AI, fordi styringen var opbygget med "neuroner" for hver procesenhed, så det er pudsigt, at "Industri 5.0", som nu omkring 40 år efter fremhæves som det helt nye og revolutionerende, netop er baseret på AI.
Intet nyt under solen - bare nye buzz-words for ledere, politikere og journalister :-)
Nettop derfor jeg ønsker en luftsolfanger, som er så effektiv som mulig under ugunstige vejrforhold og derfor ville nogle indput til at konstruere luftsolfangeren være særdeles kærkomne.
Jeg har foruden "drivhuset" selv overvejet at bruge bagsiden af solpaneler som forsiden på luftsolfangere. De er coatet, så de kun reflekterer omkring 3 % af solindstrålingen i det synlige område. Af de resterende ca. 97 % bliver ca. 17 % så til el (hvis der er solstråling nok ved krystalinske paneler); men en stor del af de resterende ca. 80 % må så kunne høstes i en luftsolfanger. For at optimere virkningen om vinteren, kan solpanelerne passende monteres lodret på en facade.
Absorptionskoefficienten er den samme som refleksionskoefficienten; men da solpaneler er dimensioneret til at absorbere mest muligt i det synlige område, gætter jeg på, at de ikke absorberer eller reflekterer ret meget IR, da de færreste systemer er så bredspektrede, så måske kan man være heldig, at de også holder IR tilbage ligesom visse étlags energiruder, hvilket vil gavne anvendelsen i en luftsolfanger.
I én af dine tidligere artikler om tidskrystaller:
Beklager, jeg tog det som en selvfølge, at også denne artikel var skrevet af Jens Ramskov.
Mekanisk tidskrystal
Med andre ord kan tidskrystaller opnå et asymmetrisk grundstadie på tværs af rum og tid. De ændrer form i tiden, uden noget sætter det i gang andet end tiden selv. Såkaldte diskrete tidskrystaller, hvor partikler svinger kontinuerligt frem og tilbage uden tilførsel af energi, er demonstreret i fangede ioner, atomer og spin-systemer.
At tiden skulle kunne sætte noget igang er en gang forvrøvlet sludder og i strid med energibevarelsen, da tid ikke indeholder energi!
Jeg har imidlertid længe argumenteret for en 100 % ækvivalens mellem den elektromagnetiske og den mekaniske verden, og her er et eksempel på et mekanisk tidskrystal: https://www.youtube.com/watch?v=1VPfZ_XzisU - et spinnende objekt, der ændrer retning med bestemte tidsintervaller, fordi det har forskelligt inertimoment omkring de 3 akser; men hvor skiftefrekvensen netop ikke er relateret til stimulationsfrekvensen, hvilket er kendetegnet ved tidskrystaller i modsætning til f.eks. gynger.
I én af dine tidligere artikler om tidskrystaller: https://ing.dk/artikel/tidskrystaller-er-fysikkens-nyeste-besynderlighed skrev du:
Haruki Watanabe fra University of California, Berkeley, og Masaki Oshikawa fra University of Tokyo bankede tilsyneladende sømmet i bund i tidskrystallernes ligkiste i 2015, da de beviste, at der findes et såkaldt ‘no-go-teorem’, der forbyder tidskrystaller, der er i termisk ligevægt med omgivelserne.
Ved termisk ligevægt med omgivelserne kan et system miste energi, og så går fænomenet ganske rigtigt i stå. Det omtaler videoen også. NASA prøvede at spinstabilisere en satellit; men bløde antenner gav tab, så den kinetiske energi omkring roll-aksen blev formindsket, og så endte systemet uundgåeligt med at spinne om den akse, som havde det højeste inertimoment, og det var pitch eller yaw aksen.
Jeg tror, at det hele bunder i ét af de mest grundlæggende, men samtidig mest mystiske fænomener i fysikken - spin, som der p.t. ikke er nogen, der forstår; men som formodentlig (Maxwells 3. ligning E = -dB/dt) også hænger sammen med ladning, som der heller ikke er nogen, der forstår :-)
Forskere har allerede været interesseret i brugen af tidskrystaller, da deres oscillerende egenskaber også ændrer partiklers spin i en rytme, der også påvirker deres magnetfelt.
Ja selvfølgelig påvirkes magnetfeltet, for det hænger uløseligt sammen med spin.
Dette kan potentielt bruges til at skabe computere, der kører uden brug af energi.
Så er vi tilbage i vrøvlehistorierne, for uden overførsel af energi fra ét objekt til et andet får man ikke en computer til at virke, og det er jo netop bevist, at overførsel af energi (termisk ligevægt) stopper fænomenet!
Jeg har faktisk købt en Comfortzone RX 65 ventilationsvarmepumpe til mit nuværende hus og smidt ventilationsanlægget med krydsveksler væk, så jeg kan lege lidt med den og opsamle data og kan jeg måle COP på 6+ når afkastluft til fordamperen er 21 C og temp. i indsugningsluften er 19 C ved hjælp af varmeflade og fremløb til gulvslangerne er 24 - 25 C. Skal lige siges, at COP 6+ opnås kun hvis man trækker de to vifter der er i systemet, der tilsammens bruger 120 W fra, som er nogenlunde det samme som ventilationsanlægget brugte førhen.
Jeg tvivler på, at du kan opnå en COP på 6. Det kan da godt være, at COP er 6, hvis du måler den energi, du henter ud af den varme indeluft; men du glemmer måske, at varmepunpen selv skal varme indeluften op. Hvis du f.eks. henter udeluft ind med en temperatur på 8 °C, som er gennemsnitstemperaturen i Danmark, varmer den op til 21 °C og så køler den den til 8 °C igen, er COP i den cyklus kun 1, for ellers har du opfundet evighedsmaskinen! Af den årsag må en ventilationsvarmepumpe kondensere og køle væsentlig længere ned end udeluftens temperatur - Comfortzone går vist ned til -15 °C; men det er heller ikke så optimalt, for der er mere energi i udeluft ved f.eks. 8 °C end i udblæsningsluft ved -15 °C. Netop derfor kan det være hensigtsmæssigt at supplere indeluften med relativt store mængder udeluft, der er forvarmet i en luftsolfanger.
Jeg overvejer selv en ventilationsvarmepumpe pga. af de mange gode egenskaber, som f.eks. fraværet af udeenhed og muligheden for at ventilere huset energiøkonomisk, uden at det skal være tæt som en ubåd; men træerne vokser ikke ind i himlen.
da det ofte om sommerhalvåret er tåge og skyet, som medfører lav IR indstråling effekt.
Solen har en overfladetemperatur på omkring 6500 K og har derfor sin maksimale udstråling i det gule område - se https://nbi.ku.dk/spoerg_om_fysik/geofysik_klima/solspektrum_energiballancen/ . Der er ikke ret meget IR fra solen, så en luftsolfanger bør dimensioneres efter maksimal absorption i det synlige område. Det er jorden, der som følge af den meget lavere temperatur stråler i IR området, og derfor bør evt. glas over en luftsolfanger være behandlet, så den stråling holdes tilbage.
Jeg har selv overvejet en form for drivhus til at opsamle sollys, som f.eks. dette https://www.youtube.com/watch?v=atc6-JCVIOs , blot i langt mindre skala. Så kan man høste omkring 800 W/m2, når solen skinner, men skal så have f.eks. en overdækket og isoleret swimmingpool til at gemme varmen i, hvorfra den så kan hendes efter behov med en vand-til-vand varmepumpe.
Ellers er det meningen i sommerhalvåret hvor august er varmest med 11 C i middel temperatur, at det ikke skal være behov for at bruge ventilationsvarmepumpen til andet end varmt forbrugsvand, men at opvarmingen skal være med luftsolfangeren
Jeg er selv tilhænger af ventilationsvarmepumper; men det kan nok knibe at hente nok energi om vinteren fra indeluften alene, uden at luftflowet bliver så stort, at luftfugtigheden i huset falder for meget. Derfor må man formodentlig supplere med udeluft, og den kan passende forvarmes af et drivhus, så du får nok brug for luftsolfangeren hele året.
Carsten Kanstrup