teknopsykologens briks bloghoved

VR: Om at tage teknologien på sig

Som psykolog oplever man sjældent at få "sat strøm til" sine budskaber. Hvis ikke aldrig. Psykologien er som udgangspunkt et særdeles analogt fag, hvor netop det fysiske nærvær og samtale i realtid er i centrum.

Men som teknopsykolog er sagen en anden.

Hvor almindelige psykologer normalt beskæftiger sig med relationen mellem mennesker, da retter jeg som teknopsykolog blikket mod relationen mellem mennesket og maskinen, eller mere præcist; den såkaldt intelligente maskine (ML, AI, etc.).

I min forskning undersøger jeg helt præcist sundhedsfaglige menneskers relation til AI i forbindelse med diagnosticering ud fra scanningsbilleder.

Og for at have en nogenlunde indblik i hvad det vil sige at tage teknologien til sig, da forsøger jeg at få nogle brugbare erfaringer med at tage visse af fremtidens teknologier mig.

Senest var et Oculus Virtual Reality-headset

Illustration: eget arkiv

VR in action

Virtual Reality (VR) er blot én ud af mange af fremtidens teknologier som vil rulle ind over vores arbejdspladser og med tiden blive mere almindeligt.

VR prøves af i mange forskellige sammenhænge lige fra konferencer/møder, psykologbehandling til gaming. Når det drejer sig om møder mellem mennesker, er intentionen er at give os en livagtig oplevelse af at opholde os på samme lokation, mens vi kommunikere med og bevæger os i forhold til hinanden.

Erfaringerne er blandede og der er bred enighed om, at VR pt. fungerer bedst til gaming og andet leg, og endnu har lidt vej igen til at fungere i regulære møder og behandlinger.

Kig med her, hvor jeg mødes med partner i KPMGs New Tech afdeling, Bent Dalager og samtaler om fremtidens arbejdsplads og potentielle udfordringer ved implementering af teknologier som AI og VR blandt fagfolk:

Teknopsykologi i VR

Læg især mærke til de dampende kopper kaffe og de flyvende potteplanter.

Derudover, synes Bent og jeg selv, at også vi "flyver" lidt i stolen, og vi kan ikke helt identificere os med vores avatars.

Ikke desto mindre viser oplevelsen sig at være mærkbar på flere måder for mig.

At tage VR på sig

I praksis sidder jeg hjemme på mit kontor og Bent sidder hjemme på sit. Vi er altså end ikke på samme lokation, når vi optager vores møde.

Tre it-teknikkere sidder med i kulissen i skikkelse af deres avatars og sørger for, at optagelsen forløber som den skal. Der kan fx komme en potteplante i vejen for det kamera, der er placeret i VR-rummet til at optage os. Man har altså forsøgt at gøre situationen så livagtig som muligt.

Måske lige bortset fra, at vi har udsigt til jorden fra det rumskibslignende mødelokale, vi sidder i.

Vi alle optræder i skikkelse af vores virtuelle avatars, som fremstår noget standardiserede, dog med vore typiske karaktertræk (hårlængde og farve, hud- og øjenfarve, evt. skægpragt mv.).

Undervejs i vores samtale, prøver vi vores grænser for intimsfære af ved at lade vores avatar nærme sig hinanden. Vi erfarer, at når vi kommer for tæt på hinanden, føles det ubehageligt - ligesom i virkeligheden. Jeg glemmer, at jeg reelt sidder hjemme på mit eget kontor og ænser da heller ikke, at min mand og datter træder ind på mit kontor - og skynder sig ud igen.

Illustration: eget arkiv

Når VR sidder i dig

Mit første møde med VR sidder stadig i mig dagen efter. Jeg har i dag - godt en måned senere - en erinding af at have været i dette rumskib og jeg drømte endda den efterfølgende nat, at jeg var tilbage dertil. Ikke noget videre spacy og alien-agtigt, blot at jeg sad i mødet med Bent og havde en samtale. Der var skabt et mærkbart minde.

Teknologi er ikke blot noget vi tager på os og bruger i situationen, for derpå at lægge det fra os. Vi går i forbindelse med teknologien såvel fysisk som mentalt og tager den med i vores underbevidsthed. Vi skaber minder med den og i kraft af den.

Teknologier som VR kan facilitere mærkbare møder mellem mennesker ved at forlænge vores mentale og fysiske kapacitet. Det er altså ikke uden konsekvenser, at vi bringer teknologier ind i vores liv - privat som professionelt.

Det er min generelle erfaring, at det nemt at tage dem , men sværere at tage dem af. Vi skal derfor være kloge, når vi vælger hvilke teknologier vi vil tage til os. Vi skal overveje hvorfor vi gøre; har vi brug for det og hvad er konsekvenserne for vores mentale velvære og mellemmenneskelige interaktion.

Har I mærkbare erfaringer med at tage teknologier til jer og på jer - og hvad kan vi alle lære heraf?

Tak for at læse med.

Astrid

Astrid er psykolog og PhD-forsker i de psykologiske implikationer ved menneskets interaktion med Kunstig Intelligens særligt i arbejdslivet. Feltet hun udvikler kalder hun ‘Teknopsykologi’, og dét er hvad, hun skriver om her på Ing.dk.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg købte for et par måneder siden en Oculus Quest 2, som den du har prøvet.

Udelukkende købt som underholdning.

Det er vildt så tilgængeligt VR er blevet. Både i forhold til økonomi og hvor nemt det er at sætte op og bruge.

Der masser af nye teknologier på vej ind i de kommende headsets som vil forbedre oplevelsen ved virtuelt samvær. Det drejer sig om eyetracking, så dem du er sammen med, kan se hvor du kigger hen. Det er ansigtstracking, så dine ansigtsudtryk kan blive overført til din avatar (smil, surmulen osv.). Og så drejer det sig om tracking af hele din krop, sådan at du ikke bare er et svævende hoved og hænder. Allerede nu, kan questen tracke hænderne, så man i visse spil ikke bruger controllere, men blot bruger sine hænder. Særlige håndtegn til at teleportere osv.

Alle disse nye ting vil være med til at gøre virtuelt samvær langt mere troværdigt.

Jeg tror der går nogle år inden vi ser fotorealistiske avatarer uden at det vil virke vildt creepy, fordi de ikke rammer 100%. Så det vil nok være tegneserieagtige avatarer nogle år endnu. Men jeg tror bare vi skal 1-2 år frem før de her features findes i et moderne, billigt heaset.

Jeg har indtil nu afholdt mig fra at være social i VR, men jeg genkender tendensen til at drømme om VR oplevelserne. Der er bare en verden til forskel fra at sidde foran et spil og så stå eller sidde midt inde i det.

Edit: Og så er der hele AR-delen, som jeg ikke er kommet ind på, som vil fusionere dine egne omgivelser med de virtuelle. Dit eget skrivebord med tatatur og mus inde i VR f.eks.

  • 0
  • 0

VR har altid været her, men nu findes den også af/i plastic.

Vores drømme er den gamle VR. Så det behøver vi ikke diskutere?

Det vi kan diskutere er hvor meget 'tekno' der skal i den - og hvor det er rimeligt at bruge den. For 40 år siden, da jeg kom ind i IT, var tanken om VR ikke ny; jeg forestillede mig fx før min IT-debut en "oplevelsesmaskine", hvor mennesker kunne sidde som i en biograf - fuldstændig indeholdt i oplevelsen. Den vision (?) er vist for længst realiseret.

Efter et par år kom jeg til at arbejde med teknisk support - det var også et virtuelt miljø, hvor brugeren var mine øjne og ører i en remote operation (per telefon). Undertiden kunne jeg ikke løse brugerens problem, så jeg havde mulighed for at køre id til kunden; oftest alene men enkelte gange sammen med en manager (med slips) - så jeg kunne koncentrere mig om det tekniske. Det var altid en speciel oplevelse at møde folk i virkeligheden; også senere i det europæiske support center, hvor det dog var overladt til min manager at beslutte brugerbesøgene; hvor jeg undertiden var ledsaget af en lokal tekniker.

Min kollega i UNIX arbejdede bl.a. med et af de første robotsystemer, som de kaldte "Didly" (det bliver i USansk udtale til 'deadly'). Didly skulle assistere kirurger praktisk i deres arbejde.

Jeg levede det; så jeg har (mig bekendt) aldrig "drømt" om det! I sammenhængen her er det relevante måske hvor meget vi vil lade teknologien 'fremmedgøre' os i forhold til de mennesker vi har med at gøre - og hvilken arbejds- (og leve-) forhold vi vil acceptere at de mennesker, der fremstiller den teknologi, vi bruger, lever under.

Børn leger og drømmer om deres lege, vi voksne drømmer også om det vi lærer, men for det meste udlever vi vores "drømme" ved at formidle deres indhold.

Tak til Astrid, for at formidle sin læring her.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten