close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

Vostoks sidste rejse

Kære Læsere,

Siden forberedelserne til opsendelsen af Nexø I i slutningen af 2015 har vi vidst at Vostok over de kommende år stod over for en større renovering. Siden vi overtog hende i 2013 er der blevet udført større reparationer på motor, og det elektriske system, herunder en totalrenovering af hovedmotorens turboladere. Som det nu engang er med ældre både kan man risikere at antallet af problemer stiger eksponentielt med alderen, og Vostok er ikke noget særtilfælde.

Hun kræver simpelthen for meget vedligeholdelse i forhold til hvad vi har tid og økonomi til i foreningen, og derfor har vi besluttet at sælge Vostok og erstatte hende med et andet og mere velegnet skib. For selvom CS jo bygger raketter kommer vi ikke uden om at et mission control og recovery skib er essentielt for at vi kan flyve noget som helst.

Vostok hed oprindeligt "Günther Kuchenbecker", og er bygget i 1969 på Abeking & Rasmussen i Lemwerder som et af 4 i samme klasse i en serie af redningsfartøjer til den tyske redningstjeneste (DGzRS) . Hun er bygget som et fuldt aluskib, med kølekasser og tanke mellem spanter og var oprindeligt bestykket med en 610 kW hovedmotor, hjælpemotor samt lysmaskine og hydraulikstation.

Illustration: Wikipedia

Vostok aka “Günther Kuchenbecker” i hendes velmagtsdage ud for Maasholm i Juli 1982.

Hovedmotor og hjælpemotor var begge sindrigt koblet til hoveddrivakslen. Ud over at kunne indkobles i en situation hvor hovedmotoren sætter ud, kan hjælpemotoren bruges ved havnemanøvrer da skibet simpelthen sejler for hurtigt for hovedmotor, selv i tomgang. Vostok er bygget som redningsfartøj. Det vil sige at der er begrænset plads til besætning, der er begrænset stuveplads og alle systemer er enten dobbelte eller tredobbelte. Som nævnt er kølesystemet til motoren konstrueret som kølekasser der ligger yderst i skroget mellem spanterne. Det er en meget snedig konstruktion når man skal bygge et strømlinet skib med stor kølekapacitet - men det er et system der er yderst vanskeligt at vedligeholde hvis der opstår fejl - som vi måtte sande i 11. time før opsendelsen i 2016.

Læs blog om 'sumprotter' på Vostok og "Grus i maskineriet"

Da Vostok blev anskaffet var det primært hendes sødygtighed, samt muligheden for at bjerge en rumkapsel på agterdækket i den cradle der var tiltænkt det lille datterfartøj som båden oprindeligt var udstyret med.

Vostok har tjent foreningen godt, men vi har helt siden opsendelsen af Sapphire i 2013 vidst at behovet for plads til elektronik og andet udstyr var meget større end forventet. Vi har ligeledes alle år haft store problemer med nedkøling af servere til streaming og dataopsamling, som nogen måske kan huske. Det eneste sted der er plads til servere er i skibets lastrum der er lige under agterdækket og her bliver temperaturen hurtigt over 40 grader når der er sol på dækket. Når vi nu bevæger os mod større raketter vil behovet for mandskab og udstyr blive endnu større, så vi står i en situation hvor Vostok ikke længere kan understøtte foreningens behov optimalt.

Illustration: Martin H Petersen, CS

Før opsendelsen af Nexø I i 2016 måtte vi opsætte et interimistisk soltag for at skabe lidt skygge på agterdækket over lastrummet. Men der blev alligevel så varmt at vores streamingservere måtte genstartes flere gange.

I sommer havde vi Vostok på bedding i Nexø havn for at skifte anoder og give hende en gang bundmaling. Beddingsopholdet afslørede at der også i bunden af skibet var tæringer der skulle udbedres. Vostok fik den helt store tur, friske anoder og en helt ny omgang bundmaling.

Illustration: Kristian Elof Sørensen/CS

Grundig afrensning af Vostok's bund i sommeren 2017.

Illustration: Kristian Elof Sørensen/CS

Vostok i sommeren 2017 efter en grundig undervognsbehandling.

Det var egentlig planen at Vostok skulle fuldføre Nexø II opsendelsen som sin sidste mission, men fordi denne opsendelse jo desværre blev udskudt har vi ændret planerne. I løbet af efteråret har vi afsøgt markedet, både for køb og salg. Vi har talt med de tyske redningsmuseer, der tidligere har vist interesse i skibet og forskellige potentielle købere.

Det tyske museum har allerede 2 af de 4 både der blev bygget, og det har vist sig svært at finde købere til en så specialiseret båd, så derfor er Vostok solgt til en skibsopkøber i Jylland. Foreningen betalte skibet ud i 2015, med en del af indtægten fra vores undervisningsaktiviteter, så salgsprisen kan direkte bruges som med-finansiering af et andet skib.

Men hvad gør vi så fremover?

Erstatningen for Vostok er allerede fundet! Over årene har marine og elektronikafdelingen skrevet lange ønskelister over hvad man kunne tænke sig i fald at foreningen kunne finde et andet skib. Nogle af disse er

  • Stort dæk med kran
  • Højere antennemast til streaming
  • Simplere opbygning af brændstof og kølesystem
  • Mere reservedels venlig motor
  • Plads til at etablere kølet elektronikrum
  • Mandskabs faciliteter til mindst 10 mand
  • Nyere og fungerende (højt placeret) radar og sonar
  • Mulighed for etablering af kompressoranlæg til tryksætning

Alle disse funktioner er ikke noget der bare lige findes på kommercielt byggede skibe, og slet ikke da vi samtidig også helst vil have et skib der kan holde sig under de 14 meter totallængde så det kan sejles uden de 'store' skippercertifikater. Men det lykkedes alligevel!

Mød dykkerskibet 'Bolette Munkholm!

Vi blev første gang bekendt med dykkerskibet "Bolette Munkholm" (Herefter bare BM) i vores søgen efter et alternativt afviserfartøj til den planlagte opsendelse i 2017. BM ejes af Nørresundby Sporstdykkerklub og de tilbød allerede tilbage i Juli at BM kunne agere støtteskib da hendes radar er rimeligt højt placeret. Omstændighederne gjorde jo, som bekendt, at vi aldrig fik brug for muligheden, men efterfølgende har vi været i tæt dialog med dykkerklubben, der ønsker at sælge skibet.

Efter at have været på besøg i Nørresundby for besigtigelse, og efter lange overvejelser har vi lavet en aftale med dykkerklubben om at BM er stillet til rådighed for CS året ud, mod garantistillelse. Dette giver os et år til at få en endelig financiering på plads. Og det betyder at vi er sikret et skib med fuld udrustning og radar til opsendelsen af Nexø II til sommer. Vi har en fondsansøgning under udarbejdelse og krydser fingre for at den går igennem, for BM er på mange måder det bedste skib vi kunne ønske os.

Illustration: Nørresundby Sportsdykkerklub

BM er en gammel renoveret bomtrawler, der er blevet ombygget til at kunne sejle som dykkerskib, med op til 14 personer. Hun er kortere, men bredere end Vostok, har en højere antennemast og er designet med bundtræk for øje. Der er løftekran på dækket, og davit til en lille speedbåd, til sejlads med dykkere, eller til at flytte mandskab mellem kontrolskib og affyringsplatform. Hun er fuldt udstyret med kompressoranlæg med luftblandere - som direkte kan anvendes til tryksætning af tanke på søen, og der er masser af plads til at kunne indrette et "serverrum" med køleanlæg. Listen over fordele er meget længere end det - men det gemmer vi til senere. Indtil da kan I læse specs og se billeder her:

Læs mere om "Bolette Munkholm" og se flere billeder her

Så i aften, Torsdag den 18/1-2017 stævner Vostok ud på sin sidste rejse for CS.

Hun har trods mange problemer og udfordringer tjent os godt. En af de folk der har sejlet hende skrev til mig i går aftes:

Det er et bittersødt farvel. Hvad skal alle teknikerene nu bruge deres tid på? Der har været kæmpet en uovervindeligt sej kamp i maskinen og på elfronten. Bravo!

Vi forventer at ankomme i Grenå fredag eftermiddag. Her mødes besætningen med "Bolette Munkholm" og flytter det sidste gods fra Vostok over. Fredag aften stævner hele holdet ud mod København og vi forventer ankomst i København lørdag eftermiddag / aften. Besætningen har lovet at poste statusbeskeder undervejs.

Jeg ved at der er mange der venter på at høre hvad der sker på raketfronten. Som I ved er kapselgruppen i fuld gang, og der regnes på livet løs. Vi er ved at få lagt massebudget for den payload vi ender med at skulle sende op - og her er kapselgruppens arbejde afgørende. Vi skal bruge et bedre estimat på hvor meget kapslen kommer til at veje. Jeg kan allerede nu afsløre at vi måske kommer til at skulle bruge lidt mere end 100KN trykkraft - men det er jo ikke nødvendigvis dårligt :-)

Der er også gang i planlægning af en teststand til injektorkvalificering, og vi regner med snarest at påbegynde byggeriet af den næste generation prøvestand til 100KN+

Og nåe ja - så skulle Nexø II jo også gerne sætte ny højderekord i 2018 - om ikke andet så CS højderekord!

Som altid er tiden vores største udfordring, og vi kan godt bruge flere hænder i CS. Vi mangler folk i marineafdelingen, mekanisk konstruktion, CAD, elektronik mv. Smid os en mail hvis du vil være med - det eneste krav er at du kan dit kram, og kan komme i værkstedet i kbh en til to gange om ugen.

OPDATERING 22:42 - Vostok er netop afgået fra KBH - kan følges på Marinetraffic

/Wilson

MadsWilson
er et af flere medlemmer af Copenhagen Suborbitals, der skriver på denne blog.

Den havde jeg ikke set komme!
Smukke smukke Vostok, farvel og god rejse til hende!
Og helt fantastisk scoop at slå et klo i det dykkerskib, sikke et match!

Tillykke alle sammen :)

  • 14
  • 0

Farvel og tak for din indsats Vostok - god vind fremover!

Jeg håber det lykkes jer at få købt BM og at I så straks maler hende i lækre farver ligesom Vostok. Der er et eller andet vanvittig lækkert over den orange farve der.

  • 5
  • 0

Bedste nyt jeg har læst fra CS i lang tid!

Vostok er et smukt skib, men det virkede som om at hun havde ramt “Best før” datoen for længe siden. BM ser ud til at være et meget bedre skib for CS, - ser frem til at se hende i nye CS farver... ;-)

  • 5
  • 0

Er der noget om hvorfor Nørresundby Sporstdykkerklub nu vil sælge Bolette Munkholm?
De virkede til at være meget entusiastiske omkring hende da de standsatte og indrettede hende .
Der er få dykkerklubber i Danmark der har et mere velegenet dykkerskib.

  • 3
  • 0

Det er korrekt! Vi har en rigtig fin dialog med Nørresundby Sportsdykkerklub, og falder det hele på plads håber vi meget at vi kan finde en løsning så BM ind i mellem også kan bruges som dykkerskib - så hun bliver til glæde for så mange som muligt.

Vi håber også at det at have et skib der er mere fleksibelt og som flere kan sejle gør at vi kan trække flere folk til CS marineafdeling. Vi vil gerne have meget mere trænings sejlads i mellem opsendelserne.

  • 12
  • 0

Det er korrekt! Vi har en rigtig fin dialog med Nørresundby Sportsdykkerklub, og falder det hele på plads håber vi meget at vi kan finde en løsning så BM ind i mellem også kan bruges som dykkerskib - så hun bliver til glæde for så mange som muligt.

Det er godt at høre. Det ville være synd om ikke et så godt skib blev flittigt brugt. Især når det nu er så velindrettet til dykning.
Jeg havde egentligt tænkt at foreslå jer, at i også stillede det til rådighed for dykning. Men det har I så allerede tænkt på...selvfølgelig.
Det vil vel også give jer flere folk med skibserfaring at trække på. Mon ikke nogle af dykkerne gerne giver en hånd med i forbindelse med raketterne. Og så er I jo også flere om at dele udgifterne.

Skal hun have hjemhavn i København? Det vil jo så åbne for både togter nordpå i Kattegat, men også østpå til de mange flotte vrag i Østersøen.

Tillykke med købet.

  • 8
  • 0

Jeg undrede mig over først en besked om at Vostok havde forladt København, men i særdeleshed senere over at den nu havde anløbet Grenå havn.
Nu er brikkerne faldet på plads og jeg skal have opdateret min "Fleet" i Marinetraffic.

  • 5
  • 0

Det har I holdt godt hemmeligt længe!

Imponerende at skibet har 14 sovepladser uden at være længere end Vostok, men jeg synes nu ikke at radarantennen sidder meget højere....

  • 1
  • 0

Jeg har godt nok aldrig sejlet med Vostok, men som kajakroer har jeg ofte "hilst på hende", når jeg roet fra Hellerup Havn til Svanemøllen havn, hvor den jo lå ud for Svanemølleværket.
Kommer Bolette Munkholm til at ligge på samme plads?

  • 1
  • 0

Fun fact: Abeking & Rasmussen, der har bygget Vostok, eksisterer i bedste velgående og lever idag b.la. af at bygge superyachts.

På en sommerdag langs langelinie er der gode chancer for at se et lille Abeking & Rasmussen logo på en af de mange kæmpestore luksus yachts der er på besøg.

  • 1
  • 0

Nej, men det er en bedre radar en Vostoks. Vi har dog stadig problemet med at radar af denne typer forstyrrer vores øvrige kommunikationsudstyr for meget. Vi kører jo med wifi baseret kommunikation både med land og mellem skibene.

Så vi ønsker os meget en nyere FMCW radar, der så kan placeres helt højt oppe. Denne type radar forstyrrer de øvrige anlæg meget mindre, men koster jo desværre lidt :)

  • 10
  • 0

Bolettes AIS transponder er midlertidigt demonteret så derfor sejlede vi uden at efterlade spor.
AIS transponderen bliver monteret igen inden vi går igang med tests af vores wifi link system da den er en integreret del af systemet.
Vi regner også med at sætte APRS trackeren på igen.

  • 5
  • 0

På en sommerdag langs langelinie er der gode chancer for at se et lille Abeking & Rasmussen logo på en af de mange kæmpestore luksus yachts der er på besøg.


Og så kan man jo spejde til højre, hver gang man kører over Kieler-kanal-broen mod syd. ;o)

Selvom alderen kan mærkes på Vostok, håber jeg naivt at nogen vil tage sig kærligt af den ikoniske "hr Kagebager", som jeg selv har stået og savlet over som dreng, når familien lagde til i Masholm, og ikke mindst beundret på vandet, når vi passerede hende på vores årlige provianteringsture til Kappel.

Det er korrekt at hendes søsterskibe allerede er på museum, men G. Kuchenbecker er vist den eneste i klassen, der stadig er sødygtig.

Man mangler dog at finde (om ikke andet en erstatning for) hendes "lille barn" - datterbåden Marcus - som efter G. Kuchenbeckers tid som søredningsskib, blev solgt og brugt som lystbåd.

  • 3
  • 0