Vil jeg som fysiker ende som finansmand, når jeg bliver stor?

Jeg er glad for at læse dette indlæg. For det er første gang, at jeg er blevet bekendtgjort med, at det kan være en generel tendens. Sådan er det nemlig gået mig. På 19. år sidder jeg i software i en dansk kreditforening. Jeg havde 16 forrygende år med mine specialer, henover systemingeniør i apparat-industrien og udviklingschef i et ATV-institut. Men så brækkede den karriere i 1993, hvor landets eksportøkonomi næsten døde. To gange har jeg foretaget drastiske skift. Første gang i 1974, under studiet på elektrofysisk retning på DTU, hvor jeg øjnene, at atomkraft kunne få politisk modvind, da skiftede jeg over til optik og laserteknik. Dette arbejdede jeg så med i 16 år med en masse udfordinger. Meget arbejde for udenlandske kunder (rejser med installation), men også anvendt forskning (ATV). Sektor-forskningen (ATV) har imidlertid måttet give afkald på de fleste finanslovs-finansierede midler, og den danske niche industri indenfor grafisk industri og måle-instrumenter er ikke just ekspanderet. Jeg fik aldrig taget en PhD, og ej heller en erhvervs-PhD (dertil havde jeg simpelthen for travlt, der var jo højkonjunktur i slutningen af firserne. Selv om jeg godt kan øjne 2 arbejdsresultaters oplagte relevans). Det sidste brancheskift blev så til software. Der ER der brug for analytiske og matematiske evner, og ind imellem kan det være ganske opkvikkende. Nej, fysikere er ikke så synlige i Danmark. Mulighederne skal nok søges indenfor rumforskning eller lignende, og en PhD er nødvendig for at komme i betragtning.

Jeg tror du selv bestemmer. Hvis du ønsker en ansættelse som "fattig" fysikker, og holder stædigt fast i det, så skal du nok få det - enten i det offentlige eller erhvervslivet. Er din interesse derimod penge, og har du valgt forskningen for pengenes skyld - så er det hos finansverdenen du skal søge. Mange forskerjobs i det offentlige, har også meget finans i sig, da projekterne behøver penge.

At du overvejer det lidt diffuse pengeri er et vink med en vognstang om at gå den vej. Fidusen er at hvis det går lidt galt med andre folks penge kan man altid sige markedskonjekturindekssvaghedsprognose (prøv selv). Den går ikke i fysik der duer.

Når man har en fysiker i sig, så er det vel interessen for naturvidenskab, der driver værket, og knap så meget det ingeniørmæssige. Men hvis drengesjælen er stor nok, kan det godt kombineres, som raket-entusiasten Peter Madsen er et bevis på. Det er jo vidunderligt. Når man arbejder med nye ting, bliver det let 'the bleeding edge', og der er sjældent meget store penge indenfor umiddelbar rækkevidde. Tværtimod er højteknologi ofte tabsgivende. Så det er ret svært for en fysiker at blive iværksætter, tror jeg nok. Men salg af patenter er måske en mulighed. At udtage patenter er gratis på visse universiteter, og fysikeren får også rettigheden. Forsikringsbranchen bruger kandidater fra universitet, aktuarer, der har studeret forsikrings-matematik. Jeg ser det sådan, at fysikeren kommer ind her, og kan løse lidt de samme opgaver som aktuaren, dog ofte med et bredere tilsnit, specielt i software. At man så herved udelukker arbejde med hardware, ja, det er prisen, som fysikeren må betale. Der er imidlertid også et liv udenfor arbejdet, hvor man eventuelt kan dyrke sådan nogle ting stadigvæk. Hvis det er en generel tendens i USA, at fysikere ender i finansbranchen, så må de uddanne alt for mange. For de har militær forskning, der burde kunne opsluge en del af dem, der kan opnå sikkerheds-godkendelse. NSA kan vel også bruge nogle eksperter indenfor kryptering og billed-genkendelse. Men i Danmark ? Skattebegunstigelse af iværksættere ville nok være godt (bare se på USA). Men for en lønmodtager må det være gunstigt med et bredt matematisk grundlag: logistik, statistik, numerisk analyse.

Men da fysik i vid udstrækning kræver matematik,...

"... og fysikerer kræver penge (som alle andre mennesker)" kunne man vist tilføje! Ærligt talt tror jeg allerhelst at fysikere med forskeruddannelser i fysik ville forske i fysik, men det kan være en svær branche at klare sig i, med mange flytninger, måske få jobmuligheder indenfor speciale-feltet, og ringe udsigt til faste stillinger på læreanstalterne. Jeg synes såmænd det er fint at de finder på at kaste sig over finansverdenen, men synes også det er vigtigt at fuldende historien...

Skatten tager jo alligevel det meste.

Ikke i Luxembourg, Schweiz, London eller Frankfurt.

Men det interessante er, om der er noget strukturelt, som leder mange af os til primært at gøre det ene eller det andet;

Jeg ved at mange videnskabsmänd og -kvinder generelt har nogle rigtige lortekontrakter med 2-års ansättelser og meget få muligheder for partneren, så selv om lönnen+relocation allowance på papiret burde väre OK for 2 år så skal den jo lige deles med 2 - eventuelt mere når partneren bliver trät af at rakke rundt og skrider med börnene.

Jeg kan godt forstå at mange behöver mere stabile forhold. Uanset hvor meget man bränder for noget så mister man lysten hvis hverdagen ikke fungerer for hele familien.