close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Vi skal fortsætte !

Kære læsere,

Jeg har for længst gjort op med mig selv at jeg godt kan leve med at omkomme i en raket. Jeg kan også acceptere at man ender med at indse at det bare er for dyrt, farligt eller teknisk vanskeligt at bygge sit eget rumskib. For så har vi i alle fald prøvet, og lært hvorfor det kun er de store ude i verden der kan den slags.

Skulle myndighederne gå amok med regulering, som forhindrer os i at eksperimentere - nå ja, så er det jo en værdig grund også.

Den eneste ende på CS ingen må eller kan acceptere er fnidder. Mennesker der af den ene eller den anden grund ikke kan sammen. Det skal være noget teknisk, økonomisk eller juridisk der stopper os. Ikke noget menneskeligt.

Men det menneskelige er tit det vanskeligste.

CS har i sin seks år været et primadonna styret projekt. Det gode ved primadonna styring er at det er dynamisk og sprudlende og der sker en masse.

For primadonnaer er hårdt arbejdede mennesker der ikke har andet i hovedet end deres projekter. Der er masser af dem i historien, og de laver ravage i alle regler for det mulige. Den slags mennesker kan være lokomotiver for projekter i skalaer fra helt lille til meget stor. I kan sikkert selv navngive nogen af historiens mest succesfulde og besværlige primadonnaer.

Hvis det bare var det hele.

Primadonnaer er også bare fuldkommen umulige. De har et helvedes ego, og de har et helvedes temperament, er ikke til at styre. De er kort svære at samarbejde med, alt det gode til trods.

Jeg ved ikke om jeg har nogen af primadonnaens gode egenskaber, men jeg har i den grad nogen af de dårlige.

Fredag nat i sidste uge blev min opførsel for meget og von B at tage sit gode tøj og gå. Helt og aldeles permanent. Og det er helt og aldeles min skyld.

Igennem de 6 år von B og jeg har arbejdet sammen har vi haft mange kontroverser - som vi altid har kunnet kommer over. Vores samarbejde er dog blevet mere og mere anspændt og i den foregående uge er spændingerne altså kulmineret i at von B har valgt at forlade projektet. Det er mit temperament og urimelighed der er skyld i at han ikke kan mere – og det er jeg så inderligt ked af!

Det kaster selvsagt CS ud i sin værste krise nogen sinde. Krumptappen i CS maskinen har altid været von B’s og mit samarbejde. Vi har smurt det med lange samtaler, og en gensidig tro på at vi kunne håndtere vores forskelle og samarbejde i mange år. Det er lykkedes, men opgaven er vokset på vejen og det holdt altså til seks år.

Alle i vores forening er enige om at vi selvfølgelig holder ved. Hele gruppen skal samles på mandag og der skal vi aftale hvordan projektet videreføres. Det er klart at vi skal omgruppere ressourcer, men vores mål er uændret.

Dette er det helt vigtige her - CS vil fortsætte, men i en form hvor der er en bestyrelse som holder kursen, og sørger for check på planer og økonomi. Det er enden på primadonna styringen, og vil sikkert gøre CS mere målrettet og give færre sideprojekter.

Betingelsen er selvfølgelig at vores venner holder ved gennem denne krise. Nu mere end nogensinde har vi brug for jeres ubetingede støtte.

Jeg ved godt at i sikkert her 1000 spørgsmål – men lige nu har jeg ikke andet svar end at CS vil gøre alt hvad der skal til for at komme gennem krisen. Vi ved mere på næste tirsdag når hele holdet har været samlet.

Jeg krydser fingre!

Peter Madsen

Peter Madsens billede
Peter Madsen
er kunstingeniør og fortæller i denne blog om sine projekter inden for raketvidenskab, astronautik, luftskibe, undervandsbåde og talrige andre emner, han beskæftiger sig med.

Kommentarer (83)

Jeg vil gerne lige dele dette...som er en mail fra John Haslett og Cameron Smith, der bygger rundragt i samarbejde med CS:


Dear Peter,

It was plain to our eyes from the beginning that Kristian Von Bengsten was a very special man. Sometimes you only get to meet three or four of this type of person in your entire lifetime. We know how valuable he was and we can see how he will be missed. We join you in acknowledging that this is a terrible blow.

But we’re familiar with heartbreak, too, as we know you are as well. We have a combined 40 years in the exploration business, and neither one of us has ever seen an expedition that didn’t suffer real, genuine, heartbreak.

Our commitment to Copenhagen Suborbital’s stated goal, “To put a person into space and return him safely,” remains at 100%. We will all look forward to happier times.

Warmest wishes,

Cameron & John


Jeg håber de aller fleste vil følge de to amerikanere´s eksempel.

Peter Madsen

  • 31
  • 3

Vi støtter ikke personer, vi støtter et ideal, så de fleste holder nok ved hvis bare I bliver ved i samme retning som nu.

Vi støtter også bulder og brag og drengestreger, og det må CS da gerne afspejle.

Men sørgeligt er det nu. Jeg har lært at værdsætte von B og lært at en kapsel ikke er noget man bare lige sætter ovenpå en BigFatRocket. Han vil helt sikkert blive savnet.

  • 17
  • 0

Det er virkelig ærgerligt og IMHO en stor udfording for projektet.

Kan i for H ikke lære at arbejde bedre sammen, lytte til hinanden og prøve igen???! (please!!!!)

Efter at have fulgt med i Kristian's blog på Wired er jeg overbevist om at kapslen og re-entry er den største udfording som CS skal overkomme få at nå sit mål. Den fase starter først rigtigt når boosteren er blevet stabil og er helt sikkert på jeres critical path i projektet. Især fordi kapslen og re-entry er så svær at teste og fordi det bliver svært at finde ud af hvad der gik galt når det går galt.

Anyway, held og lykke til jer allesammen! Jeg håber virkelig at jeres fantastiske projekt overlever og kan realiseres!!!!

Mvh
Steen

  • 20
  • 0