Vi er mere forskellige, end vi tror

Tidligere handlede det om internationale samarbejder, men selvom der er vidt gribende aftaler, har landene hver deres patentsystem, og hver deres praksis. Det påvirker både, hvad man kan få patent på, hvordan ansøgningen skal skrives for at kunne blive godkendt og i sidste ende også, hvor meget et givent patent beskytter i et specifikt land.

Det europæiske patentsystem, er det jeg ved mest om, og det er jeg stadig ved at lære om, så jeg har kun lige ridset i overfladen af de andre systemer. Men selv for de garvede i feltet er det helt normalt, at man har agenter rundt omkring i verden, der kan hjælpe med, hvordan de enkelte begreber tolkes lokalet (og kan landets sprog) – faktisk er det ret normalt, at det kun er folk med en uddannelse i det lokale system og evt. også adresse i samme land, som må repræsentere folk overfor de lokale myndigheder.

Hvem kan få patent?

Et af de rigtig vigtige spørgsmål i et patentsystem er, hvem der har retten til et patent. I Europa er reglen, at det er den første, der har indsendt en ansøgning.

I USA er det lidt anderledes, for der er det den første opfinder, som sender en ansøgning ind, der har retten til et patent. I Europa har opfinderen krav på at blive nævnt (hvis man vil), men det kan altså godt være en anden, der sender ind og derfor har førsteret til patentet. I USA skal det være opfinderen selv – eller opfinderen skal overgive retten til at søge patentet.

Indtil i 2013 havde USA faktisk et endnu mere atypisk system, hvor det var endnu mere fokuseret på opfinderen. Dengang var det nemlig den første opfinder, der havde retten til at få et patent, ikke den første til at ansøge om det. Tanken er rigtig god, for det virker da kun rimeligt, at det er opfinderen, der har retten til opfindelsen. Problemet er bare, at det bliver utroligt svært at bevise hvem, der først fik en idé i en form, der var så færdigbagt, at den kan blive til et patent.

Det er jo ikke nok, hvis jeg var den første til at foreslå en cykel man både kan flyve og dykke med, hvis jeg ikke også finder ud af, hvordan den kan laves. Og hvad hvis jeg er i gang med at arbejde på det og har løst de fleste af problemerne, men så gik i stå, fordi jeg blev mere interesseret i noget andet, men jeg stadig planlægger at arbejde videre på det? Eller hvis jeg opfandt noget, som jeg ikke tænkte, det var værd at tage patent på, og ikke fortalte andre om, men som nogen andre år senere patenterede og tjente stort på?

Reglerne i USA var, at man skulle have opfundet det i en funktionel form, og man skulle have arbejdet målrettet med det i en sammenhængende periode frem til datoen for den ansøgning, der blev sendt ind (af en selv eller en konkurrent som man ville stoppe). Og det skal selvfølgelig være dokumenteret. Det er ikke umulige krav, men de er svære og kræver netop minutiøs dokumentation og meget lidt ferie, så det var ofte svært at få det til at komme opfinderen til gode.

En del af de forskelle, der stadig er imellem systemerne er, at hvis en opfinder i Europa offentliggør sin opfindelse kan hverken de eller andre bagefter søge patent på det i Europa. Så er det offentligt kendt og altså ikke længer nyt og patenterbart. I USA er det anderledes, der må opfinderen selv offentliggøre opfindelsen og søge om patent på den indenfor et år, hvis de kan vise, at de netop selv er den originale opfinder.

Hvad kan man få patent på?

Vi har tidligere været inde på, hvad der er udelukket for patentering, hvad der betragtes som en opfindelse og lignende. Men det er man selvfølgelig heller ikke enige om verden over.

I Brasilien er der for eksempel meget strikse regler for, hvornår biologisk materiale der kan findes eller udvindes fra naturen, må blive patenteret. Det skyldes blandt andet, at de har så rig natur, som de forsøger at beskytte juridisk.

I Europa har man som tidligere nævnt ikke nogen definition af en opfindelse, og hvad man kan tage patent på, er altså kun afgrænset negativt, igennem hvad der er udelukket. I USA er det anderledes, og der har man defineret, at man kan få patent på stort set alt, der er nyttigt og menneskeskabt eller -forbedret. Det betyder altså, at man i USA kan få patenter på mere end man kan mange andre steder i verden, det inkluderer for eksempel biologi, spil og typer af software, som er udelukket i Europa. Der er dog den undtagelse, at det i USA i 1954 blev gjort forbudt at patentere opfindelser hvis eneste brug er i forbindelse med atomvåben.

Hvad skal være med i ansøgningen?

Kina fik først indført et patentsystem i 1985, selvom de i dag er et af de lande, hvor der bliver ansøgt om aller flest patenter. Deres system minder en hel del om det Europæiske, men der er stadig forskelle. For eksempel har de strikse krav til, at alle rettelser til kravene skal have ordret basis i ansøgningsteksten. I Europa skal det være tydeligt, at den samme ting er beskrevet i teksten, men det behøver ikke at være med de samme ord.

I USA har de andre regler for kravsættene, for eksempel må der ikke indgå en struktur i kravene, som ikke har været vist på en tegning, så der skal man vogte sig for kun at have skrevet det i teksten eller antaget, at alle for eksempel er enige om, at der er gevind på en skrue – hvis altså man har tænkt sig at nævne gevindet i selve kravene.

Til gengæld må man have flere krav i USA, før der skal betales ekstra gebyr (20 i USA og 15 i Europa), og på den anden side af Atlanten har man også lov til at have flere uafhængige krav end man må i Europa. Og hvilke ord man bruger i kravene, skal man også passe godt og grundigt på med. I Europa kan vi for eksempel godt lide at bruge det engelske ”means for” til at beskrive en generel kategori af ting med samme egenskab, som for eksempel ”fastening means”, der kan være ting som lim, tape, søm eller noget helt fjerde, som kan fæstne ting til hinanden – men det får man ikke lov til at USA.

Hvad dækker det så?

Men nå man så har fået et patent, så kan der vel én gang for alle være enighed om, hvad det dækker? Desværre nej.

Om et patent er blevet krænket, bliver altid vurderet af den lokale domstol. Domstolene har forskellig praksis fra land til land, og de er også en separat organisation i forhold til myndighederne, der i første omgang sagde god for at udstede patentet. Den samme tekst kan altså overfor den samme modstander give beskyttelse i nogen lande og ikke i andre, fordi der ikke er enighed om, hvordan det skal tolkes.

Et af de største skel i den sammenhæng er i hvor høj en grad, man tolker på intentionen for en opfindelse – altså hvad meningen med den og idéen bag den er – og hvor meget man holder sig til, hvad der konkret står i teksten – altså hvor meget vægt man lægger på ordvalget.

Betyder det, at man aldrig kan stole på et patent, og de ingen sikkerhed giver? Heldigvis ikke. Mange patenter skaber værdi ved at holde folk fra at krænke længe før det kommer til en retssag, hvor der for alvor skal ordkløves. Og hvis man har beskrevet sin opfindelse klart og konkret, skal beskyttelsen for den specifikke opfindelse nok holde, selvom bredere varianter er mere usikre.

Den vigtigste lektie i alt det her er, at man altid skal have fat i en lokal ekspert, hvis man vil vide sig sikker. For der er rigeligt med forskelle og systemerne er så snørklede, at der ikke er nogen, der kender dem alle sammen ned i detaljen.

Hvad synes I, ville det være bedre med et fælles system, eller er det bedst, at de enkelte lande kan ændre deres praksis uafhængigt af hinanden?