Patentkontoret bloghoved

Vi er mere forskellige, end vi tror

Tidligere handlede det om internationale samarbejder, men selvom der er vidt gribende aftaler, har landene hver deres patentsystem, og hver deres praksis. Det påvirker både, hvad man kan få patent på, hvordan ansøgningen skal skrives for at kunne blive godkendt og i sidste ende også, hvor meget et givent patent beskytter i et specifikt land.

Det europæiske patentsystem, er det jeg ved mest om, og det er jeg stadig ved at lære om, så jeg har kun lige ridset i overfladen af de andre systemer. Men selv for de garvede i feltet er det helt normalt, at man har agenter rundt omkring i verden, der kan hjælpe med, hvordan de enkelte begreber tolkes lokalet (og kan landets sprog) – faktisk er det ret normalt, at det kun er folk med en uddannelse i det lokale system og evt. også adresse i samme land, som må repræsentere folk overfor de lokale myndigheder.

Hvem kan få patent?

Et af de rigtig vigtige spørgsmål i et patentsystem er, hvem der har retten til et patent. I Europa er reglen, at det er den første, der har indsendt en ansøgning.

I USA er det lidt anderledes, for der er det den første opfinder, som sender en ansøgning ind, der har retten til et patent. I Europa har opfinderen krav på at blive nævnt (hvis man vil), men det kan altså godt være en anden, der sender ind og derfor har førsteret til patentet. I USA skal det være opfinderen selv – eller opfinderen skal overgive retten til at søge patentet.

Indtil i 2013 havde USA faktisk et endnu mere atypisk system, hvor det var endnu mere fokuseret på opfinderen. Dengang var det nemlig den første opfinder, der havde retten til at få et patent, ikke den første til at ansøge om det. Tanken er rigtig god, for det virker da kun rimeligt, at det er opfinderen, der har retten til opfindelsen. Problemet er bare, at det bliver utroligt svært at bevise hvem, der først fik en idé i en form, der var så færdigbagt, at den kan blive til et patent.

Det er jo ikke nok, hvis jeg var den første til at foreslå en cykel man både kan flyve og dykke med, hvis jeg ikke også finder ud af, hvordan den kan laves. Og hvad hvis jeg er i gang med at arbejde på det og har løst de fleste af problemerne, men så gik i stå, fordi jeg blev mere interesseret i noget andet, men jeg stadig planlægger at arbejde videre på det? Eller hvis jeg opfandt noget, som jeg ikke tænkte, det var værd at tage patent på, og ikke fortalte andre om, men som nogen andre år senere patenterede og tjente stort på?

Reglerne i USA var, at man skulle have opfundet det i en funktionel form, og man skulle have arbejdet målrettet med det i en sammenhængende periode frem til datoen for den ansøgning, der blev sendt ind (af en selv eller en konkurrent som man ville stoppe). Og det skal selvfølgelig være dokumenteret. Det er ikke umulige krav, men de er svære og kræver netop minutiøs dokumentation og meget lidt ferie, så det var ofte svært at få det til at komme opfinderen til gode.

En del af de forskelle, der stadig er imellem systemerne er, at hvis en opfinder i Europa offentliggør sin opfindelse kan hverken de eller andre bagefter søge patent på det i Europa. Så er det offentligt kendt og altså ikke længer nyt og patenterbart. I USA er det anderledes, der må opfinderen selv offentliggøre opfindelsen og søge om patent på den indenfor et år, hvis de kan vise, at de netop selv er den originale opfinder.

Hvad kan man få patent på?

Vi har tidligere været inde på, hvad der er udelukket for patentering, hvad der betragtes som en opfindelse og lignende. Men det er man selvfølgelig heller ikke enige om verden over.

I Brasilien er der for eksempel meget strikse regler for, hvornår biologisk materiale der kan findes eller udvindes fra naturen, må blive patenteret. Det skyldes blandt andet, at de har så rig natur, som de forsøger at beskytte juridisk.

I Europa har man som tidligere nævnt ikke nogen definition af en opfindelse, og hvad man kan tage patent på, er altså kun afgrænset negativt, igennem hvad der er udelukket. I USA er det anderledes, og der har man defineret, at man kan få patent på stort set alt, der er nyttigt og menneskeskabt eller -forbedret. Det betyder altså, at man i USA kan få patenter på mere end man kan mange andre steder i verden, det inkluderer for eksempel biologi, spil og typer af software, som er udelukket i Europa. Der er dog den undtagelse, at det i USA i 1954 blev gjort forbudt at patentere opfindelser hvis eneste brug er i forbindelse med atomvåben.

Hvad skal være med i ansøgningen?

Kina fik først indført et patentsystem i 1985, selvom de i dag er et af de lande, hvor der bliver ansøgt om aller flest patenter. Deres system minder en hel del om det Europæiske, men der er stadig forskelle. For eksempel har de strikse krav til, at alle rettelser til kravene skal have ordret basis i ansøgningsteksten. I Europa skal det være tydeligt, at den samme ting er beskrevet i teksten, men det behøver ikke at være med de samme ord.

I USA har de andre regler for kravsættene, for eksempel må der ikke indgå en struktur i kravene, som ikke har været vist på en tegning, så der skal man vogte sig for kun at have skrevet det i teksten eller antaget, at alle for eksempel er enige om, at der er gevind på en skrue – hvis altså man har tænkt sig at nævne gevindet i selve kravene.

Til gengæld må man have flere krav i USA, før der skal betales ekstra gebyr (20 i USA og 15 i Europa), og på den anden side af Atlanten har man også lov til at have flere uafhængige krav end man må i Europa. Og hvilke ord man bruger i kravene, skal man også passe godt og grundigt på med. I Europa kan vi for eksempel godt lide at bruge det engelske ”means for” til at beskrive en generel kategori af ting med samme egenskab, som for eksempel ”fastening means”, der kan være ting som lim, tape, søm eller noget helt fjerde, som kan fæstne ting til hinanden – men det får man ikke lov til at USA.

Hvad dækker det så?

Men nå man så har fået et patent, så kan der vel én gang for alle være enighed om, hvad det dækker? Desværre nej.

Om et patent er blevet krænket, bliver altid vurderet af den lokale domstol. Domstolene har forskellig praksis fra land til land, og de er også en separat organisation i forhold til myndighederne, der i første omgang sagde god for at udstede patentet. Den samme tekst kan altså overfor den samme modstander give beskyttelse i nogen lande og ikke i andre, fordi der ikke er enighed om, hvordan det skal tolkes.

Et af de største skel i den sammenhæng er i hvor høj en grad, man tolker på intentionen for en opfindelse – altså hvad meningen med den og idéen bag den er – og hvor meget man holder sig til, hvad der konkret står i teksten – altså hvor meget vægt man lægger på ordvalget.

Betyder det, at man aldrig kan stole på et patent, og de ingen sikkerhed giver? Heldigvis ikke. Mange patenter skaber værdi ved at holde folk fra at krænke længe før det kommer til en retssag, hvor der for alvor skal ordkløves. Og hvis man har beskrevet sin opfindelse klart og konkret, skal beskyttelsen for den specifikke opfindelse nok holde, selvom bredere varianter er mere usikre.

Den vigtigste lektie i alt det her er, at man altid skal have fat i en lokal ekspert, hvis man vil vide sig sikker. For der er rigeligt med forskelle og systemerne er så snørklede, at der ikke er nogen, der kender dem alle sammen ned i detaljen.

Hvad synes I, ville det være bedre med et fælles system, eller er det bedst, at de enkelte lande kan ændre deres praksis uafhængigt af hinanden?

Emner : Patenter
Louise Floor Frellsen er fysik-ingeniør, ph.d. og postdoc fra DTU og nu patentrådgiver hos Chas. Hude. Bloggen Patentkontoret opdaterer hun hver anden mandag skiftevis med betragtninger fra IP-verdenen og med eksempler på alverdens finurlige patenter.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I det europæiske system kan man ikke tage patent på en opfindelse, hvis den er offentliggjort. Men et amerikansk patent eller -ansøgning er vel også en slags offentliggørelse, så betyder det, at man ikke kan søge et europæisk patent, hvis man allerede har søgt eller fået et amerikansk?

Og er f.eks. et opslag på Facebook eller et andet onlineforum betragtet som offentliggørelse, eller skal det være i anerkendte medier? Og hvor detaljerest skal det være? Hvis jeg skriver "jeg har opfundet en cykel, der kan flyve og dykke" (for nu at bruge dit eksempel) er det så offentliggørelse, eller skal der være detaljer nok med til, at en læser ville kunne lave en patentansøgning på baggrund af det skrevne?

  • 2
  • 0

Et patent – amerikansk eller andet sted i verden – er bestemt en offentliggørelse, ja. Hvis man gerne vil have patent i både USA og Europa, kan man godt indlever det ene sted og så henvise til det patent det næste, men de senere patenter kan kun indleveres indenfor 12 måneder. Hvis man indleverer først i USA og så i Europa, kan man indenfor de først 12 måneder henvise til USA-ansøgningen, og så får man beskyttelse tilbage til den dag, hvor USA-ansøgningen var indleveret. Det er det koncept, man kalder prioritet. Hvis man først indleverer i Europa efter der er gået et år, så er der ingen hjælp at hente, i så tilfælde bliver ens egen første ansøgning altså kendt teknik for den næste, og man kan ikke tage patent andre steder på det samme.

I forhold til hvornår noget er en offentliggørelse, er der nok også forskelle i hvordan det betragtes i de forskellige lande, så nu svarer jeg lige ud fra praksis i Europa. Et facebook-opslag eller en beskrivelse i kommentarsporet herinde ville bestemt være en offentliggørelse, ja. Det eneste der er påkrævet er, at ”offentligheden” kan få adgang til det. Så hvis det er på et lukket intranet for medarbejdere er det ikke en offentliggørelse, men hvis det er på et forum, hvor der ikke skal andet til end at oprette en profil, og alle må gøre det, så tæller det som offentligt.

Detaljegraden er straks sværere at svare på, for det er jo i bund og grund op til myndighedens vurdering, om de mener, det man kommer med er nyt.

Hvis man systematiserer det lidt, kan man sige, at man ville se på alt det, der er i opfindelsen, og se hvilke elementer, der er nye i forhold til det, der er kendt. Og hvis de elementer ud over at være nye også er opfindsomme, så kan man få lov at få patent på det.

Selve patentteksten kræver også, at man beskriver, hvordan det kan gøres, fordi det er hele ”byttehandlen” med samfundet, men hvis fagmanden kunne regne alt ud om, hvordan man skulle lave cyklen, der kunne flyve og dykke ud fra bare den information, så kunne du ikke få patent på det, nu hvor vi har skrevet om det.

Men hvis patentet beskriver det tekniske i en mekanisme til at folde vinger ud og ind og lave dem om til en kabine, du kan være i, når cyklen dykker, så var det ikke indbefattet i ”en cykel, der kan flyve og dykke”, og derfor vil den del være ny og kan altså godt patenteres.

  • 2
  • 0

Forskellen på skik og brug mellem eksempelvis Kina og Europa, kunne vel også skyldes det kinesiske skriftsystem? Kineserne anvender jo tegn, der dækker mere end en betydning alt efter hvilket sammenhæng det står i.

I det alfabet vi anvender er der jo også stor forskel på hvordan en sætning vægtes og opfattes. Det vil uvilkårligt give problemer når en beskrivelse skal ændres fra feks. tysk til et andet sprog. Selv mellem UK-engelsk og US-engelsk er der store nuancer.

Jeg tror ikke man kan indføre et universelt ansøgningskompleks.

Jan

  • 2
  • 0

Der er her på siden en lidt misforstået opfattelse af begrebet offentliggørelse af en opfindelse. Man kan ikke i praksis offentliggøre en opfindelse her på siden eller på Facebook. En offentliggørelse af en opfindelse kræver en beskrivelse som i kompleksitet svarer til det der ville skulle findes i en patentansøgning. Der findes formelle steder, hvor sådan offentliggørelse kan foretages. Det bruges bl.a. i situationer, hvor man ikke selv vil tage et patent, men man vil gerne forhindre andre i at tage patent

  • 1
  • 0

Det er fuldstændig sandt, at det kan være utroligt svært at finde frem til offentliggørelser lavet på steder som her.

Og som Flemming også påpeger er det i praksis heller ikke måden at gøre det på.

Det er teknisk set sådan, at der i det Europæiske patentsystem er et krav om total nyhed, hvilket vil sige at enhver form for offentliggørelse et vilkårligt sted kan være nyhedsskadende. Den konkrete formulering om hvordan det kan offentliggøres er:

everything made available to the public by means of a written or oral description, by use, or in any other way, before the date of filing of the European patent application .

(Art. 54(2))

Men som du også siger, Jens, kræver det, at det bliver fundet.

Når sagsbehandleren, der skal vurdere patentet, laver en nyhedsundersøgelse, vil det som regel først og fremmest være i patentdatabaser, dernæst i videnskabelige tidsskrifter og evt. i rapporter eller promoveringsmateriale fra den virksomhed, der søger patent.

Der kan altså sagtens bliver overset publiceringer, der er lavet andre steder. Det kan lede til at et patent bliver udstedt, selvom nogen havde lavet en fuldgyldig beskrivelse i rigelig detalje et andet sted, som bare ikke er blevet opdaget.

Patentet er i så tilfælde stadig rigtig nok, men ejeren risikerer, at tredjepart gør indsigelse imod patentet. Det kan for eksempel være, at tredjepart er den person, der har offentliggjort beskrivelsen, som patentmyndigheden ikke opdagede i deres søgning. Under sådan en videre indsigelsesproces er der så en risiko for, at patentet vil blive ugyldiggjort.

I realiteten er det dog usandsynligt, at præcis det samme er blevet offentliggjort i fuld detalje et andet sted, så i realiteten vil et patent som regel blive omformet og indskrænket snarere end komplet ugyldiggjort.

  • 0
  • 0

Det er en god pointe, at det ikke kun handler om lovgivningen, men at der også er både sproglige og kultrulle forskelle i spil, som vil komme i vejen for, at man kan lave et samlet system, som alle vil være tilfredse med.

Heldigvis virker det jo som om vi i bund og grund gerne vil opnå nogenlunde det samme med systemerne, og der bare er unighed om hvordan det mål bedst nås, hivlket altid gør samarbejde nemmere.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten