Vi har en ny plastik situation

Nyheden om at plastik finder vej ind i vores blod, har overrasket mig. Selvom jeg har baggrund som miljøbiolog, med speciale i cocktaileffekter af kemikalier – og tidligere har testet og fundet en række kemikalier i en række danskeres blod – så overrasker det mig, at plastik åbenbart kan passere vores forsvarsværker og trænge ind i blodbanen.

Når forskere fra Holland i deres forsøg kom frem til, at fire ud af fem havde plastik i blodet , er det måske alligevel ikke så overraskende. Vi ved, at jo bedre, vi bliver til at måle, jo oftere vil vi finde det vi leder efter. Sådan har det også været med kemikalierne i grundvandet. Kemikalier mange troede ikke kunne trænge gennem jordlagene.

Og vi bliver bedre til at måle. Blandt de seneste resultater er det blevet påvist, at 4% af partiklerne i indendørs luft er mikroplastik. Hertil er der gjort fund af mikroplastik dybt i lungevævet og nu altså også i blodet. Resultater der tvinger os til at være pivåbne for, både hvor plastik kan trænge hen, men også de sundhedsmæssige konsekvenser det kan have.

En ny situation

Vi har med andre ord en ny plastik situation. Vi er på otte år gået fra at tale om plastik som et problem, der handlede om fjerne plastik øer til nu at måtte overveje potentialet for, at nano- og mikroplastik kan passere cellemembranen og rode med vores DNA. Ikke mindst på baggrund af det nylige koreanske forsøg med mus, der netop påviste, at mikroplastik kan passere blod-hjerne-barrieren. Det er noget af en udvikling. I denne blog fokuserer jeg på den udviklingsrejse vi har været på, for at forstå plastikkrisens omfang og se på udfordringer og løsninger i lyset af blandt andet fundet af plastik i blod hos mennesker.

Vidensudviklingen accelererer som en Tesla

De seneste otte år har jeg haft blikket stift rettet mod plastik.

Da vi startede Plastic Change i 2014, var der nærmest ingen viden om plastik forureningen og slet ikke om mikroplastik, endsige mikroplastik i nano-størrelser. Noget af det, der motiverede os, var artikler i Ingeniøren om plastøer i Stillehavet. Artikler, der omtalte, hvad der lignede landfaste områder til havs. På den baggrund startede vi Ekspedition Plastik 2015-2018 og sammen med andre sejlere og forskere lærte vi, at plasten opløses til mikroplastik til havs. UV-lys og mekaniske kræfter nedbryder plastik i havoverfladen og efterlader os med en suppe/smog af plast.

Det meste ligger utilgængeligt på havbunden, hvis det da ikke skylles op på fjerne øer som Henderson Island. Denne unikke UNESCO ø mellem Chile og New Zealand, helt uberørt af mennesker, men nu forurenet med 670 stykker plastik affald per kvadratmeter.

Nej, det er ikke en slåfejl, men det kommer der ud af at grave ned i sandet og se nærmere på den historiske belastning der. Vores viden har flyttet sig markant år for år, og nu ved vi, at hvor vi leder, der finder vi plastik. Materialet er vidt udbredt på kloden og nu blandt andet fundet i havet ved arktis, i vores regnvand og i den fjerneste ørken. Vidensudviklingen er ikke stoppet der.

De svære målemetoder

De seneste år har forskerne verden rundt kæmpet med at sikre sig pålidelige målemetoder af mikroplastik.

Det har været et kæmpe forskningsarbejde og forskningsfeltet vokser og vokser år for år. Frontforskningen handler mere og mere om menneskelige effekter og at kunne måle nanoplastik. Langsomt ser vi gennembrud indenfor denne størrelsesorden.

Det er yderst relevant, fordi vi ved rent toksikologisk, at jo mindre partikler er, jo større skade kan de medføre, fordi de dermed lettere kan trænge over vores naturlige forsvarsværker. Forsvarsværker, der omfatter hudens barriere, lungernes evne til at fange partikler og hoste dem op igen, eller barrierer imod, at de trænger over cellevæggene, blandt andet i tarmene. Netop mikroplastiks evne til at trænge ind over cellevæggen, vil være i fokus forskningsmæssigt de kommende år.

Vi kender de biologiske processer, hvor cellemembranen ved såkaldt fago- eller endocytose, omslutter fremmedlegemer med henblik på transport ind og ud af celler. En mekanisme, der i det seneste koreanske forsøg med mikroplastik transport ind i hjernen på mus, var i fokus. I dag er forskerne i stand til at måle mikroplastik helt ned til nær nanostørrelser, og visse forskningsgrupper arbejder nu også med og kan detektere nanoplastik.

Min vurdering er, at det er helt afgørende at forskningen satser på at opnå denne kompetence. Før vi kan måle plastik i de biologisk relevante størrelser, kan vi ikke sige noget med sikkerhed om de sundhedsmæssige konsekvenser – og det haster, for vores eksponering er som tidligere omtalt helt tæt på blandt andet i luften og i vores drikkevand. Ultimativt er der også fundet mikroplast i fækalier fra mennesker fra alle dele af verden.

Vi baserer vores viden på forskning i effekter på dyr

Vejen til, at vi ved mere og mere om plastik i mennesker, er gået via forskning i indhold af mikroplastik i dyr, samt effekter på dyr. Evnen til at kunne måle mikroplastik vokser og har betydet, at vi har set en lang række målinger af mikroplastik i dyr. Først så vi billederne af plastik i albatrossernes maver og målinger af plast i havskildpadder.

En række studier, herunder et stort dansk projekt ledet af Plastic Change, påviste mikroplastik i muslinger, fjordvandet, fisk mm. Det næste forskningsmæssige skridt så vi for nyligt i et unikt dansk studie på zebrafisk. Her blev der anvendt plastik partikler på 400 nanometer og fundet effekter som svag betændelsestilstand, ændringer i tarmfloraen og nedsat evne til at reproducere.

Konklusionen i studiet er, at nanoplastik i miljømæssigt realistiske koncentrationer i et generationsstudie for første gang viser effekter på populationsniveau. Dette studie, koblet med fund af nano- og mikroplastiks evne til at passere blod-hjerne-barrieren, bør få os til at intensivere forskningen. Vi har som sagt en ny situation og behovet for yderligere viden, har aldrig været større.

Imens vi venter på mere viden

Mange af de forsøg, der er omtalt her, er kendetegnet ved, at de er foretaget på et begrænset materiale. Det er helt sædvanligt, at når der skal testes om mikro- og nanoplastik findes og har effekter på dyr og mennesker, så begynder forskerne med en afgrænset population. De næste skridt bliver at teste for eksempel indhold af blod hos et større antal mennesker, men også teste for de kemikalier der er associeret med plastik.

Der er dog ingen grund til ikke at handle nu. Danske forskere har senest publiceret et studie, der viser stærk mistanke om sammenhæng mellem nedsat menneskelig fertilitet og hormonforstyrrende stoffer ofte anvendt i plast. Der er et væld af gode grunde til at skære ned på, hvor meget plastik vi forbruger og omgives af i hverdagen. Særligt viser studier af eksponering af spædbørn fra sutteflasker, at der kan være ekstra grund til at beskytte denne gruppe.

EU har særlig rolle

En af årsagerne til at vi ved så lidt om mikroplastik og først nu rigtig er ved at forstå, at der kan være både miljø- og sundhedsmæssige effekter, er, at plastpolymerer ved vedtagelsen af EU's kemikalieforordning REACH efter pres fra plast- og kemikalieindustrien, blev helt undtaget fra lovgivningen. Det arbejder man nu på at rette op på i EU.

En række forskere har rettet henvendelse til EU om nødvendigheden af at implementere plastens byggestene, polymererne, i EU lovgivningen REACH. Udover at regulere plastpolymererne, så ser det ud til at EU for alvor er ved at erkende, at der er alt for mange kemikalier på markedet, med kendte negative effekter. I sidste uge rykkede EU kommissionen ud med et tiltag, kaldet ”The great Detox”. Forslaget sigter på helt at fjerne grupper af kemikalier, som for eksempel bisphenoler, der ofte anvendes i plastik og svært nedbrydelige PFAer (blandt andet kendt fra forurening af oksekød i Danmark, efter brug i brandslukningsmidler).

Netop denne gruppetilgang til at regulere kemikalier var ved vedtagelsen af EU's kemikalielov for femten år siden centrum for stærke diskussioner, og kemikalieindustrien vandt. Noget tyder på, at der blæser andre vinde nu, hvilket er yderst positivt, når det handler om at beskytte miljøet og folkesundheden i fremtiden.

Global aftale bør rumme stærkt sundhedselement

Apropos den hastige udvikling de seneste år indenfor området plastik forurening, så vedtog repræsentanter for FN's miljøafdeling UNEP for få uger siden, at der indenfor de næste tre år skal udarbejdes en global traktat, der skal beskytte ikke kun miljøet, men også sundheden. Hele plast-værdikæden, herunder CO2 belastning ved produktion, afbrænding og methanfrigivelse ved nedbrydning til mikroplastik, skal medtages i traktaten.

For Plastic Change, der deltog med sin status som FN observatør og plads i styregruppen i det globale ngo-netværk, Break Free From Plastic, er det en yderst vigtig udvikling, at det lykkedes at afvise et andet forsøg på at traktaten kun skulle omhandle plastik i havet. Set i lyset af den seneste viden om plast i lungevæv og blod, plastsiks evne til at trænge ind i hjernen hos mus og effekter i generationsstudier hos fisk, er det med rette, at sundhedselementet skal stå stærkt i den globale aftale.