Vi er stolte - vi er glade - vi gir aldrig op...

Jeg er lige kommet hjem fra Bornholm. Jeg har det som om jeg har været der en lille måneds tid, men faktisk kun siden i onsdags.. Jeg har susen for ørerne, men føler ro i maven..

Jeg kan mest beskrive det hele som - WOW. Når jeg nu kigger tilbage på missionen på Bornholm, og måneden derop til, så må jeg erkende at det er det vildeste, mest ekstreme og mest intense jeg nogensinde har deltaget i. Jeg er utrolig stolt over hele Copenhagen Suborbitals, Hjortø 903, Njorts besætning, Floras besætning, Weibel, Thrane og alle de utrolig mange andre spillere som deltog i den store mission.

Alle jeg har snakket med som deltog i dette, og som fulgte opsendelsen, har beskrevet det som een af de beste oplevelser, og alle er klar til at deltage igen, trods en raket der aldrig forlod havets overflade. Alle er på at gøre det igen, for vi sejrede på mange måder, blev uendelig mange gange klogere og vi har alle oprejst pande..

Tiden på Bornholm var vanvittig på alle måde.. Vanvittig stressende, spændende, neurotisk, søvnløs, limboagtig og euforiserende. Det viste sig hurtig at vi blev bestormet med presse, som jeg endnu ikke har kigget nøjere på, men peters og min telefon ringede ca hver andet minut og visse dage måtte vi slukke telefonen for at overskue projektet..

Lørdag aften inden vi skulle ud og skyde af havde vi de sidste planlægningsmøder, hvor koordineringen af ca 40 mennesker og 7 skibe skulle indgå. Jeg led selv af lettere RAM overload og den sidste og kritiske maritime planlægning under den 18 timer operation på søen, blev uden bøvl og med sikker hånd ført at de hårde flådedrenge fx, Andre Christensen, Ramon og Tom (skibet Flora). Alle disse mange søfolk har mine 100% fulde respekt, for uden deres benhårde håndtering på vandet, var jeg ikke sikker på at vi kunne gennemføre det.

Kl 1 udgik Sputnik/Nautilus, Flora, Njort fra Nexø. De efterfølgerne fra det hårde vejr dagen før, og måtte gennemgår en ekstreme rejse på 7 timer, hvor trodser sprang, kølen på Nautilus gang på gang viste sig med stævnen 4 meter over overfladen og søsygen slog for alvor ind hos en del af holdet..

Mission control skibet Hjortø 903, hvor jeg selv befandt mig med Thomas Scherrer, Flemming Nyboe, Gert Nielsen og Weibel, stak ud kl 6 og vi mødte Sputnik holdet ude på positionen. Lettere søsyge slog ind hos nogle folk, men ellers var det en mere rolig tur.

Så begyndte det!.. På broen gjorde jeg mit bedste for at styre slagets gang, vel vidende om at Foldager på Sputnik og alle sømændene på slæbe og følgeskibe gang på gang kørte deres egne operationen til UG. Sammen med Hjortøs Skipper, radiofolk og andre befalingsmænd, turede vi rundt og servicerede folk og slaget. Det var et smukt samarbejde. Jeg følte aldrig at overblikket var mistet, selvom der skulle dirigeres rundt op alle skibe, folk, tages stilling radarpositioner, åbnes og lukkes for luftrummet, alt sammen godt blandet med en minut for minut plan for raket-tests, optankning og afvikling.

Som alle ved, fløj raketten ikke. Vi ved kun een ting med sikkerhed. At ventilen ikke åbnede sig. Det er faktisk alt.. Men, et godt gæt er at den frøs fast, fordi den maritime operation udsatte de sidste trin nogle ekstra minutter. Men der kan være mange andre årsager. Det ved vi (måske) mere om senere hen, når vi har tænkt og gennemset det hele..

Jeg har fået sludret lidt med Peter om "hvad nu"... Een ting er sikkert. Vi når ikke at sende noget op i dette vindue frem til den 17. sep.

Mit forslag er at vi nu har en raket, som i princippet er klar og som kan falde ind i næste vindue, der er planlagt at ligge i juni 2011. Vi skal skyde i juni fremover, for eller er den ingen som får sommerferie mere, og procentsatsen for skilsmisser og tvangsindlæggelser vil stige noget i DK.

Hvis vi vælger at skyde i juni 2011, så skal vi blot passe på raketten og foretage nogle justeringer. Vi agter aldrig at springe denne første mission over og gå videre til noget vildere. Men hvad skal der så ske i 9 måneder? Jo, der kan vi gå i gang med alle de nye ting, vi tripper for at få tid til, som aktiv styring, RCS-kontrol osv. Det kan vi udvikle på og når raketten måske løfter sig i juni 2011, tager vi den erfaring til de næste 12 måneder og kommer med næste version af raketten, til opsendelse i juni 2012...

Men kors hvor har vi lært meget. Vi har en liste på flere meter med punkter som skal implementeres.. Og listen vokser. Operationen på søen kunne ikke være testet bedre, end med sådan en netop afsluttet all-up-test.. Det har været værdifuldt og vi er kommet stærkede ud på den anden side.

Organisationen Copenhagen Suborbitals har fået så meget momentum at den ikke kan stoppes. Der er fuld fart på og vi kan ikke lade være. Det her er simpelthen for spændende og for nærende til livet.

At raketter ikke flyver er jo helt ok. Og for hjemmebyggede raketter er det jo ikke anderledes. Kan man ikke klare det faktum skal man ikke rode med den slags. Derfor siger jeg altid "nej, jeg er glad og stolt", når pressen eller venner spørger mig om jeg er ked af det og skuffet..

Imorgen vil jeg sludre mere med Peter og så finde ud af om raketten skal tilbage til København nu..

Jeg vil gerne takke alle derude som følger os, og som stadig tror på projektet og mener at det er vigtigt.. Og jeg vil gerne takke alle i Copenhagen Suborbitals og alle andre fra de mange skibe. I er skønne. Og til sidst en tak til Bornholmerne og Nexø for at tage godt i mod os. Det har været skønt at møde jer.

For vi kommer igen Det er et faktum. Raketten skal op om jeg så skal trykke på den røde knap som 80-årig med en stok fra en kørestol...

AD ASTRA! Flight director Kristian von Bengtson

Peter Madsens billede
Peter Madsen
er kunstingeniør og fortæller i denne blog om sine projekter inden for raketvidenskab, astronautik, luftskibe, undervandsbåde og talrige andre emner, han beskæftiger sig med.

Kommentarer (36)

Må tilstå at jeg, efter at have siddet med tilbageholdt åndedræt i ca. syv timer i søndags (måske jeg skulle skifte job og blive fridykker?) også slap et "ååh, neeejjjj", da røgen fra tændsatserne langsomt spredtes med vinden, og der skete.....ingenting!
Men det tog jo kun fem minutter at indse, at dette alligevel måtte være noget nær succes. Som en udenlandsk kommentator sagde til Ingeniøren; bare at nå til T-0 i første forsøg er fantastisk!
Den påstand har jeg gentaget ca. hundrede gange i dag, når jeg på min færden rundt på værftet er blevet mødt med et "Nå, det gik nok ikke så godt med deres raket i går, hva?".
Positive tanker og gode ønsker herfra.

Med venlig hilsen
Peter Blazejewicz

  • 0
  • 0

Hej CSO
I kan da ikke udsætte launch 1 år for hvert lille problem der må opstå fremover............

  • 0
  • 0

Dan von Donner:

I kan da ikke udsætte launch 1 år for hvert lille problem der må opstå fremover............

--
Meget gerne! Det er langt bedre end at udsætte 1 år pga. mange store problemer.

Du må da kunne forstå, at hele dette logistiske apparat inkl. havoperationer ikke er noget, man lige sætter igang mhp. næste weekend.

Tror du, at fordi HEAT-1X udsættes måske 1/2 år (det var dig, der sagde 1 år), så sidder vi med hænderne i skødet og venter?

Vi vil naturligvis implementere videre fra, hvor vi nåede på vores ønskeliste til både HEAT-1X og MLPen. Naturligvis med tilføjelser baseret på den seneste tids erfaringer.

Der er heller ikke nogen, der siger, at vi ikke kan arbejde på næste raket, bare fordi HEAT-1X ikke har fløjet; - hvis du læser artiklen ovenfor.

  • 0
  • 0