close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Verdensøkonomien ved afgrunden

Finanskrisen blev til en statsgældskrise, som nu er ved at vokse til en global recession med følgende politisk ustabilitet. The Economist skriver om hvordan at investorerne flygter ind i såkaldt sikre statsobligationer, med et negativt afkast. Retorisk spørger de hvad der kan være værre end det, siden at der er så stor efterspørgsel på disse papirer, og svarer selv at alternativet ude i verden er global recession, bankkrak, statsfallitet, en døsspiral for økonomien, med deraf følgende politisk ustabilitet og uro.

Hver morgen står jeg op, kører på arbejde, nyder sommerens blomsterflor og på samme måde går livet går sin vante gang, mens vi venter på at der igen kommer gang i boligmarkedet. Sådan har de fleste af os det nok, selvom vi indimellem tænker at de godt nok går til makronerne dernede i Grækenland, og hvorfor dog det, når nu det egentligt er deres egen skyld. Fakta er at vi er meget tættere på afgrunden end vi går og tror. For Danmark er ingen selvforsynende ø. Vi er afhængige af konjunkturerne i vores omverden, lige som forbundene kar.

Krisen er ikke kun i Grækenland. Italien, Irland, Spanien og Portugal deler situation med grækerne. Fordi at tyske og franske banker sidder på mange af statsobligationerne fra disse lande, så er disse banker direkte udsat, hvis staterne i disse lande går fallit og dermed indirekte økonomien i Frankrig og Tykland. Problemet er at tilliden til staternes evne til at betale deres gæld bliver mindre og mindre. Når det sker, så hæver man den rente, som man låner den stat penge til. Det betyder at det bliver dyrere og dyrere at låne penge for disse stater. For hver gang det bliver dyrere, så mindskes statens evne til at betale yderligere og sådan går det i ring.

Tysklands krav for at betale sin del af regningen har været at staterne indførte reformer og skar ind til benet. Mådehold. Mådehold betyder at staten fører en kontraktiv finanspolitik, hvilket igen betyder mindre gang i den nationale økonomi, hvilket betyder færre indtæger til staten, osv osv. Det er ikke noget problem, hvis reformerne gør erhvervslivet mere konkurrencedygtigt i forhold til udlandet, da der så kan skabes jobs gennem eksport. Problemet er at alle andre også har skåret ind til benet, og forbruget derfor er på nulpunktet hos både erhvervslivet, staterne og borgerne.

Det bliver værre endnu. Opsvinget i USA ser mindre robust ud, end først antaget og der er desuden problemer med en politisk hårdknude. Rusland har kun økonomisk vækst når olieprisen stiger og også Brasilien har vist sig mindre hårdfør. Indien var ellers udråbt til at overtage Kina, men også her er væksten ved at gå i stå pga. korruption og mangel på reformvilje. Selv i Kina har væksten taget lidt af, hvilket bla ses på at den kinesiske centralbank har sat renten ned, for at stimulere økonomien. Der er altså ingen som EU kan vende sig til med eksport.

Hvis der ikke gøres noget, så er det ret sikkert at Euroen vil fejle. Vi kunne sige hvad rager det os, vi har den jo ikke. Sagen er bare den at det kan godt være at vi ikke har nogen Euro, men det har 80% af dem vi handler med. Et brud i Euroen betyder usikkerhed og kaos, hvilket igen betyder at økonomien lider yderligere, og dermed vores handelspartnere og i sidste ende os. Selv Tyskland er ikke immun, da Tyskland også har en eksportdrevet økonomi.

Vi har allerede set hvad der sker i Grækenland, med vold og utilfredshed. Vi har nydt godt af 50 år med rimelig ro i verden. 50 år hvor mange hundrede mio er kommet ud af fattigdom, og demokrati og frihed har spredt sig mange steder i verden, og undertrykkelsen er på retræte. Meget af skylden skal findes i stabilitet og økonomisk vækst, at den globale middelklasse er blevet større. De politisk yderligtgående lever af kaos og utryghed. Hvad en nedsmeltning i Euroen vil betyde i Europa og på globalt plan er meget usikkert. Men måske er stabiliteten i EU's randområder mere et fernis end vi har gået og troet. Og de fleste af den nuværende generation har ikke oplevet at verden har været meget anderledes end nu, og vi har slet ikke oplevet krig.

Der er mange årsager til at det er endt som det er endt. Noget vi i mine øjne altid kan tage bagefter. Lige nu handler det om at redde stumperne ud af ilden og her må alle hjælpe til. Skandinaver, tyskere, amerikanere, kinesere. For vi bliver alle forbrændt, hvis vi bare lader stå til mens vi peger fingre af de andre. De fattige i den her verden har haft stor glæde af globaliseringen og den eksport af arbejdspladser og dermed økonomisk vækst som er fulgt med. Det som bla har været forskellen mellem udviklingen i Sydøstasien og udviklingen i Afrika (hvor der ikke har været den samme udvikling, pga politisk ustabilitet).

Løsningen? At redde Euroen og dermed sikre stabiliteten i EU og dermed også i den globale økonomi. Det betyder bla at de lande i EU med en god økonomi skal sikre at de lande som skylder mange penge væk kan låne til en fornuftig rente, ved at overtage noget af risikoen. Det betyder også at der skal fokuseres på reformer der kan øge konkurrencedygtigheden, at EU skal integreres yderligere og at der skal strammes op på finansreglerne for staterne og deres overholdelse. Sidst men ikke mindst, så skal der gang i den økonomiske vækst igen - men uden at gældsætte EU alt for meget.

Så når Helle og de andre kommer og siger at vi, danskerne, skal yde vores del, hvor stor eller lille den end er, så skal vi ikke starte på nationalsporten med at have nok i os selv og begynde at brokke os. Tvært om skal vi faktisk kræve det af hende og alle vores politikere, at vi, danskerne, bærer vores del af byrden, at vi er en del af løsningen.

Verden står ved en skillevej. Har man evnen har man også ansvaret. Vi har evnen, så vi har også ansvaret.

Vh Troels

Troels Halken

Kan stadig ikke se EU som en nødvendighed.
Vi kan sagtens samarbejde og handle med andre lande uden EU.
Tværtimod jo tættere vi får til vore magthavere jo bedre er chancerne for at føre en ordentlig økonomisk politik.
Vi skal bare sørge for at Danmark er bæredygtigt på alle områder fra befolkningstal til produktion.

  • 0
  • 0