Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Toxblog bloghoved

Verdens farligste slange

Giftige slanger er generelt noget man skal holde sig fra. Men hvilken én af de giftige slanger er allerfarligst? Er det den største, den giftigste eller den mest aggressive? Og er det den farligste slange, som også slår flest mennesker ihjel?

Illustration: Privatfoto

Den australske taipan - verdens giftigste slange.

Når man stiller spørgsmålet: ”Hvad er verdens farligste slange?” er det nærliggende at tænke på den slange, der umiddelbart har det farligste bid. Men selv ud fra denne betragtning kan det være svært at vurdere, om den farligste slange er den, hvis gift er mest dødelig per dråbe (hvilket måles i LD50-værdier: des lavere LD50-værdi des mere toksisk. Læs mere om dette her), eller den som har mest gift i sit bid. Der er dog én slange, som umiddelbart scorer langt højere end alle andre slanger på disse to parametre, og det er den australske taipan (Læs mere om den australske taipan her). Den australske taipan kan sprøjte næsten 900 mg gift med en LD50-værdi på 0.013 mg/kg ind i sit offer, svarende til at den med et bid ville kunne slå ca. 3.4 mio. mus eller ca. 1.100 mennesker ihjel. På andenpladsen kommer flere kobraer (Læs om monokelkobraens gift her. Læs om spyttende kobraers gift her), som ligeledes har store giftmængder (700-1.100 mg) og meget høje toksiciteter (LD50-værdier omkring 0,1-0,3 mg/kg), svarende til at de kan slå flere hundredetusinde mus eller dusinvis af mennesker ihjel.

Den spyttende kobra, Naja mossambica.

Men selvom den ubestridt er den giftigste slange målt både i giftmængde og toksicitet, så er den australske taipan ikke den store dræber, da den som oftest holder sig for sig selv. Den største dræber blandt verdens giftige slanger er tæppehugormen (carpet viper), som lever i Nigeria, og som årligt slår omkring 65.000 mennesker ihjel, selvom den kun kan levere 25 mg gift med en LD50-værdi på 2.7 mg/kg i sit bid. Årsagen til at denne slange slår så mange mennesker ihjel er derfor ikke, at den har meget gift, som er potent, men simpelthen at den bor i folks hjem (deraf navnet tæppehugormen, fordi den bor under folks tæpper). Dette resulterer i, at der er mange sammenstød mellem tæppehugormen og mennesker, hvoraf en del af disse ender fatalt.

Saw-scaled viper - en nær slægtning til tæppehugormen.

En anden måde at vurdere hvilken slangen, der er den farligste, er ved at kigge på hvilke slanger, man ikke (så nemt) kan behandle bid fra. En gruppe af sådanne farlige slanger, som er meget giftige (LD50-værdier mellem 0.04-0.3 mg/kg), men som dog har en begrænset mængde gift (typisk under 25 mg), er bungarusslangerne (kraits). Det særligt farlige ved disse slanger er, at deres gift virker på en måde, hvor toksinerne ødelægger nerveenderne irreversibelt, hvilket betyder, at man ikke engang med modgift kan redde et bungarusoffer, hvis vedkommende ankommer for sent på hospitalet (Læs mere om giften fra bungarusslanger her). Ligeledes kan amerikanske koralslanger være et træls bekendtskab. Selvom de farverige koralslanger sjældent bider, så indeholder giften fra visse arter toksiner, som ikke kan neutraliseres med eksisterende modgifte (Læs mere om koralslanger her).

Bungarusslangen.

Den farverige, men stærkt neurotoksiske koralslange.

Sidst men ikke mindst er de afrikanske mambaer værd at nævne. Den grønne mamba, hvis gift jeg for nylig har studeret indgående (Læs om dette på Videnskab.dk. Link til forskningsartiklen), og som findes i østafrikanske lande, der er hyppige rejsedestinationer for danskere, er i stand til at dræbe ca. 3.000 mus eller ca. 1 menneske med sit bid (Læs mere om den grønne mambas gift her). Til sammenligning er den sorte mamba (hvis gift jeg ligeledes har studeret indgående, da jeg boede i Costa Rica, Link til forskningsartiklen), som også lever i Østafrika, langt værre. Den sorte mamba er i stand til at sprøjte 400 mg gift med en LD50-værdi på 0,25 mg/kg ind i sine ofre, hvilket betyder, at den ville kunne slå 80.000 mus eller ca. 27 mennesker ihjel med sit bid. Men det som gør den sorte mamba ekstra farlig er dens aggressive adfærd. Den sorte mamba er i stand til at bevæge sig med 20 km/t, den angriber gerne fjender (inklusiv mennesker) på dens territorium, og den er kendt for altid at sprøjte gift ind i sit bid og altid at bide mere end én gang (Læs om den sorte mambas gift her). Derfor betragter jeg selv den sorte mamba som verdens farligste slange.

Den østafrikanske grønne mamba.

Den sorte mamba, som er kendt for sin neurotoksiske gift og aggressive adfærd.

Der findes ingen vacciner imod slangebid (Læs om forskellen på modgift og vacciner her), men generelt kan de fleste giftige slangers bid behandles med modgift (Læs om hvordan modgift laves her). Det er dog som regel essentielt, at man kommer hurtigt på hospitalet, om end det kan variere betragteligt, hvor hurtigt giften virker afhængigt af hvor, man er blevet bidt på kroppen (Læs mere om dette her). Pt. er alle eksisterende modgifte mod slangebid nemlig baseret på serum fra hyperimmuniserede dyr, og pga. de potentielle hyperallergiske bivirkninger, der er forbundet med brugen af modgift, er det vigtigt at slangebidsoffre behandles på hospitaler, hvor man kan behandle potentielle bivirkninger. Forhåbentligvis vil arbejdet i min forskningsgruppe en dag være med til at bane vejen for moderne modgifte, som er baseret på humane antistoffer, som ikke vil give disse bivirkninger, så slangebidsofre verden over kan modtage mere optimal behandling (Læs om hvor langt vi er med modgiftsforskningen her).

Andreas Laustsen er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia, VenomAb, Chromologics, Antag Therapeutics, VenomAid Diagnostics og Bactolife). For tiden arbejder Andreas som Lektor på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hej Lars
Der findes ca. 3.000 forskellige slangearter i verden, hvoraf det rapporteres at 375-725 af arterne er giftige (dette tal afhænger lidt af, hvornår man definerer noget til at være giftigt). Dette vil sige, at resten (ca. 2.500) af slangerne må betragtes som kvælerslanger.
Jeg kender ikke det konkrete tal for, hvor mange mennesker, der årligt dør af kvælerslanger, men det er formentligt ikke særlig højt (mit gæt er, at vi højst taler om en håndfuld eller to per år). Disse tal vil formentligt ikke blive rapporteret, da tilfældene formentligt foregår ude i junglen, hvor offeret enten direkte dør eller overlever uden de store men. Giftige slanger er derimod ansvarlige for ca. 150.000 dødsfald samt ca. 400.000 amputationer per år.
Det pudsige er dog, at mennesker ikke er bytte for én eneste giftslange, som kun angriber mennesker i forsvar. Derimod er mennesker bytte for nogen af de større python og anakondaarter.
Således ville man i princippet oftere opleve "aggressiv" adfærd fra større kvælerslanger, som forsøger at spise én, end fra giftslanger, hvis adfærd typisk betragtes som "defensiv" (omend dette kan være lidt lige meget, hvis man bliver bidt, fordi man ikke har set den, og giftslangen føler sig truet).
Mvh
Andreas

  • 8
  • 0

For nogle timer siden havde jeg det problem at billederne ødelagde tekstens ombrydning. Jeg har haft det samme problem med et af PHKs indlæg før (men har først konkluderet nu, at billederne var problemet). Har du rettet noget? - for så kan det være at Ingeniørens web-folk bør have besked. Platformen er Firefox ESR på Linux, jeg kan ikke genskabe det i Chrome.

  • 0
  • 0

Jeg kom til at tænke på havslanger, om de ikke også besidder en enorm mængde gift med lav LD50-værdi?

Mit bud er, at havslanger ikke kommer i kontakt med så mange mennesker pr. år, som visse andre, men stadig er en potent sag?

  • 1
  • 0

Hej Niels
Havslanger har helt rigtigt en lav LD50-værdig på ca. 0.1 mg/kg (giften er meget toksisk), men de har nu ikke særlig meget gift ift. nogen af de større landslanger. Havslangerne på Den Blå Planet (som du kan læse om her: https://ing.dk/blog/havslangerne-paa-den-b...) er vist nogen af de største havslanger, som har mest gift. Og de har kun ca. 30 mg gift, hvilket betyder, at et stort bid kun ville kunne slå ca. 6000 mus eller 2 mennesker ihjel.
Det er også korrekt, at én af årsagerne til, at der ikke forekommer flere bid fra havslanger, er, at de bor i havet, hvor mennesker sjældent kommer i kontakt med dem.
Dog er der mange fiskere (særligt i Sydøstasien), som bliver bidt, og desværre er dette problem meget underrapporteret. Men der er formentligt tusinder af bid hvert år fra havslanger. Heldigvis er det ikke altid, at slangerne sprøjter (så meget) gift ind, så mange ofre overlever.
Mvh
Andreas

  • 3
  • 0

Der findes ca. 3.000 forskellige slangearter i verden, hvoraf det rapporteres at 375-725 af arterne er giftige (dette tal afhænger lidt af, hvornår man definerer noget til at være giftigt). Dette vil sige, at resten (ca. 2.500) af slangerne må betragtes som kvælerslanger.


Hej Andreas,

Det svar er vel ikke helt korrekt. Hvis jeg ellers har forstået sagen korrekt, så er den danske snog hverken en giftslange eller en kvælerslange.

Jeg ved ikke hvor mange slangearter, der kan karakteriseres som denne, men den "udmærker" sig jo ved at fange sit bytte og æde det levende.

Som du selv skriver, afhænger det naturligvis af hvad vi definerer ved at være giftig, så vel som hvad vi definerer som at kvæle, for er man en frø, og er endt i gabet på en snog, kan man med stor sikkerhed se frem til enten at blive kvalt af iltmangel og/eller forgiftet af fordøjelsesvæsker i snogens svælg og mave.

Men sagen er vel den at, når slangen hverken er "indrettet" til, eller ved dens naturlige adfærd gør noget aktivt med gift eller ved kvælning, for at dræbe eller paralysere sit bytte, inden den sætter det til livs - eller, udover at forsøge at se giftig ud, er udrustet med giftvåben til evt. forsvar - så er den vel hverken at betegne som en giftslange eller en kvælerslange?

Snogens tandsæt er vist indrettet nogenlunde som pytonernes, dvs som en række bagudvendte modhagere, der gør at byttet kun har én vej, når snogen har fået fat.

Er det et tandsæt snogen har nedarvet fra kvælerslangerne, eller er det udviklet blandt dens egne artsfæller, med særligt henblik på at kunne sluge levende dyr?

Eller for at vende spørgsmålet lidt: Kan man på den baggrund antage at snogen nedstammer fra kvælerslangerne, eller i princippet stadig er en kvælerslange, som blot har valgt at springe en del af bordskikken over, og spise maden utilberedt?

... eller at nogle af snogens artsfæller faktisk stadig er kvælerslanger, og agerer som sådanne?

  • 2
  • 0

Den største dræber blandt verdens giftige slanger er tæppehugormen (carpet viper), som lever i Nigeria, og som årligt slår omkring 65.000 mennesker ihjel, selvom den kun kan levere 25 mg gift med en LD50-værdi på 2.7 mg/kg i sit bid.

Det er jo en ganske tankevækkende statistik. Jeg kan endvidere læse mig til at det fortrinsvis drejer sig om den vestafrikanske tæppehugorm, som står for langt hovedparten af alle disse dødsfald.

Den må i så fald kandidere til titlen som ikke bare den farligste (dødeligste) giftslange, men den farligste enkeltstående dyreart i verden af alle.

Den er ikke større end en dansk hugorm, og dens farlighed består jo mere i at den findes i stort antal, tæt på mennesker, snarere end i hissighed og raffineret kampteknik (som f.eks. sort mamba), men evnen til at multiplicere sit drabspotentiale via formering, tæller vel også som farlighed?

Men for jer, hvis arbejde består i at opsøge de enkelte arter, forstår jeg udemærket hvis respekten er størst for mambaen. ;o)

Til sammenligning formår hele den samlede familie af bjørnearter, herunder grizzly'er og isbjørne, kun at holde menneskebestanden nede med et par håndfulde pr år, mens flodheste, elefanter og store katte vel klarer et par hundrede stykker hver.

Den vestafrikanske tæppehugorm er jo nok overgået af en samlet kategori af edderkopper og/eller skorpioner, men der findes vel næppe en enkelt skorpion-art eller edderkoppe-art, som kan levere en så flot statistik.

I en helt særlig kategori findes naturligvis malariamyggene, som for det første ikke er begrænset til en art, men bred kategori af myg, som fungerer som transportmiddel for malaria-parasitten.

For det andet er det jo ikke myggen men malariaparasitten, der er dræberen, og den kan jo ikke betegnes som en dyreart, men en såkaldt protozo (encellet organisme), og myggen er med garanti helst fri for denne alliance, da den overhovedet ingen gavn har af at dens værtsdyr dør, bare fordi den napper sig en enkelt dråbe blod.

Så jeg noterer mig hermed den vestafrikanske tæppehugorm, som værende verdens farligste dyr - i hvert fald i "min verden". ;o)

Tak til Andreas for endnu et giftigt men læseværdigt indlæg, fra hans verden af farlige kryb. Jeg læser dem alle med stor iver! ;o)

  • 5
  • 1

Så jeg noterer mig hermed den vestafrikanske tæppehugorm, som værende verdens farligste dyr - i hvert fald i "min verden". ;o)

Det er så banalt at jeg iler med at komme først:

efter mennesket.

Almost half a million people (437,000) across the world lost their lives in 2012 as a result of intentional homicide, according to a new study by the United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC).

http://www.unodc.org/unodc/en/press/releas...

Bemærk at død som følge af krigshandlinger, terrorisme, drone angreb osv ikke registreres som mord.

Men det står der lidt om her:

http://www.globalresearch.ca/us-has-killed...

Dog, det er vist irrelevant.

  • 5
  • 3

Hej Søren
Du har ret i din kommentar. Strengt taget er det vist kun boidaefamilien (pythoner og boaer, herunder anakondaen), som defineres som kvælerslanger.
Jeg ved faktisk ikke, hvordan det forholder sig med snogens tandsæt ift kvælerslanger, men en interessant ting er, at det tyder på, at kvælerslanger engang har været giftige, men har mistet deres evne til at udtrykke toksiner i deres spyt, da de omlagde deres jagtteknik til kvælning (læs om dette her: https://ing.dk/blog/evolution-naar-slanger...). Det kunne således tænkes, at alle slanger måske stammer fra en giftig forfader, men at en del har mistet deres gift, fordi det er for energikrævende at beholde den, hvis man ikke bruger den.
Mvh
Andreas

  • 2
  • 0

Men sagen er vel den at, når slangen hverken er "indrettet" til, eller ved dens naturlige adfærd gør noget aktivt med gift eller ved kvælning, for at dræbe eller paralysere sit bytte, inden den sætter det til livs - eller, udover at forsøge at se giftig ud, er udrustet med giftvåben til evt. forsvar -


Det fede ved Andreas' indlæg, er at de hver gang inspirerer til at læse lidt op på biologien.

Jeg erfarer lige at, I manglen på de store muskler og frygtindgydende giftvåben, som andre slangearter kan prale ad, råder snogen faktisk over nogle ganske raffinerede forsvarsteknikker.

Den må f.eks. kandidere til et verdensmesterskab i at spille død.

Ikke nok med at den typisk lægger sig om på siden eller på ryggen, helt stille med åben mund, øjne der stirrer tomt ud i luften, og tungen hængende ud af munden.

https://thumbs.dreamstime.com/z/grass-snak...
https://thumbs.dreamstime.com/z/grass-snak...

Den kan til lejligheden også udskille et blodrødt sekret ud af munden og næseborene, samt et ildelugtende sekret ud af endetarmen.

For et rovdyr fremstår den således, både på lugt og på udseende, ikke bare som død, men også gået i forrådnelse.

Den kan sågar brække sig på kommando, hvis ikke ovenstående skulle være frastødende nok.

Skulle der så komme én forbi med smag for stinkende ådsler, herunder fugle og nysgerrige hunde, så kan den hurtigt vågne op fra døden og forvandle sig til en farlig giftslange, der hugger ud efter "angriberen".

Det ville i første omgang være nok til at skræmme undertegnede på afstand - også selvom den holder munden lukket mens den hugger, så den ikke afslører sin impotens.

Kom ikke og sig at slanger er primitive! :o)

  • 4
  • 0

Hej Søren
Du har vist nok ret i, at tæppehugormen er det (højerestående dyr), som slå flest mennesker ihjel om året. Jeg er endda ret sikker på, at den også slår flere ihjel end samtlige edderkopper og skorpioner (som jeg mener at kunne huske slår mellem 5-20.000 mennesker ihjel per år tilsammen).
Af andre klamme organismer, så er bilharsiose også en af de helt store dræbere med over 200.000 dødsfald per år.
Mvh
Andreas

  • 3
  • 0

Hej Søren
Du har vist nok ret i, at tæppehugormen er det (højerestående dyr), som slå flest mennesker ihjel om året. Jeg er endda ret sikker på, at den også slår flere ihjel end samtlige edderkopper og skorpioner (som jeg mener at kunne huske slår mellem 5-20.000 mennesker ihjel per år tilsammen).
Af andre klamme organismer, så er bilharsiose også en af de helt store dræbere med over 200.000 dødsfald per år.
Mvh
Andreas

  • 1
  • 0

Af andre klamme organismer, så er bilharsiose også en af de helt store dræbere med over 200.000 dødsfald per år.
Mvh
Andreas


Ja, til forskel fra protozoer, så kvalificerer en fladorm jo til at kunne kaldes et dyr, så den er jo en hård konkurrent til titlen.

Det understreger endnu engang det irrationelle i at det er de store brølende væsner vi bliver mest bange for, mens de små, diskrete, er langt de farligste.

(Udover Søren Fosberg's pointe I at det suverænt farligste væsen selvfølgelig er mennesket ... som vi jo egentlig er ganske trygge ved at omgås :o)

  • 1
  • 0

Det kunne således tænkes, at alle slanger måske stammer fra en giftig forfader, men at en del har mistet deres gift, fordi det er for energikrævende at beholde den, hvis man ikke bruger den.
Mvh
Andreas


Ja - de fleste af os har jo nok en skarpt bevæbnet kriger, et sted nede i stamtræet, men siden lært at der findes mere intelligente måder at undgå øretæver og føre slægten videre på.

Det er jo bemærkelsesværdigt hvor godt snogen klarer sig her i Vesteuropa, mens stort set alle dens giftige slægtninge for længst har tabt kampen.

Uden at vide det tror jeg også en snog, med sin raffinerede teknik, ville slippe langt bedre fra mødet med et desmerdyr, end en sort mamba.

https://www.youtube.com/watch?v=oLqu0KK6LVI

  • 3
  • 0

Gifttandens udviklings-kredsløb udgør et kapitel/epoke, der strækker sig fra sidst i plante-riget til først i dyre-riget.
Fra kødædende planter med pigge og enzymer, til en uddød pungrottes inaktive gifttand.
Et kapitel i kemi. hvor gift og fordøjelses-vædsker er to sider af samme.

  • 0
  • 3

Gifttandens udviklings-kredsløb udgør et kapitel/epoke, der strækker sig fra sidst i plante-riget til først i dyre-riget.


Man kan da ikke påstå at en giftslange har nedarvet sine gifttænder fra en kødædende plante. Det er da nok lige at strække evolutionsteorien lidt hårdt.

Giftkirtler og injektorer er snarere noget der opstår og forsvinder fra tid til anden, op gennem evolutionen, indenfor de arter af både dyr og planter, der under de til enhver tid gældende livsbetingelser måtte have haft gavn deraf.

Og nej, at gift og fordøjelsesvæsker er to sider af samme sag, er i nogle tilfælde rigtigt, men i langt fra alle.

Men det er Andreas jo den helt rigtige til at fortælle om.

  • 3
  • 0

'Det er nok lige at strække evolutionsteorien lidt hårdt',
Darwin og evolutionsteorien, aner slet ikke noget om evigheden,
el. fx hvorfor er der hunner og hanner ?, det er helt markante faktorer, der helt mangler i evo-tænkningens aktuelle niveau.
Og iøvrigt er al udvikling underkastet kredsløbs-princippet, begyndelse/afslutning.

  • 0
  • 4

Uden at vide det tror jeg også en snog, med sin raffinerede teknik, ville slippe langt bedre fra mødet med et desmerdyr, end en sort mamba.

I hvor høj grad er desmerdyr immune over for slangegift? I hvor høj grad specifikt over for giften fra den sorte mamba?
Er der noget at lære fra desmerdyrets evne til at modstå slangegift?
Gør det, at slangen ikke er varmblodet, at desmerdyret har en fordel i kampen? Kan den bare blive ved med at tirre slangen indtil slangen er udmattet?

Imponerende reflekser af begge parter ellers.

  • 2
  • 0

Hej Jens
Uden helt at kende alle detaljer, så mener jeg at kunne huske, at desmerdyr er immune over for visse slangegifte (heriblandt kobra og muligvis også mamba, som har beslægtede toksiner i deres gift), fordi de både har et særligt protein i deres blod, som kan neutralisere de værste toksiner, og fordi deres acetylcholine receptorer (de receptorer som sidder i vores nervebaner og er ansvarlige for vores evne til at bevæge os) er muterede, så toksinerne ikke kan genkende dem. Den del med receptorerne kan vi nok ikke umiddelbart bruge (dette ville i hvert fald kræve genetisk manipulation af et af de mest vitale systemer i menneskekroppen, nemlig nervesystemet), men proteinet fra desmerdyrblod kunne sådan set godt bruges. Dog tror jeg ikke, det ville være bedre end eksisterende modgift eller menneskelige antistoffer. Og det ville med garanti være dyrere at fremstille (også ved fermentering).
Så umiddelbart er desmerdyret meget fascinerende, men desværre ikke så brugbart for os.
Jeg har faktisk for nylig udgivet en reviewartikel, som beskæftiger sig med bl.a. dette: http://benthamscience.com/journals/current...
(Jeg kan sende den til dig, hvis du ikke har adgang)
Mvh
Andreas

  • 1
  • 0

Gør det, at slangen ikke er varmblodet, at desmerdyret har en fordel i kampen? Kan den bare blive ved med at tirre slangen indtil slangen er udmattet?


Det er i hvert fald tæt på at være sandt, men om det lige er fordi slangen ikke er varmblodet, ved jeg ikke, men det er fortrinsvis elapiderne (cobraer og mambaer) desmerdyret foretrækker at slås med, da disse bruger det meste af deres sparsomme energi på at puste sig op og se farlige ud.

Hugorme og kvælerslanger holder de sig fra, da disse er hurtigere, stærkere og mere udholdende.

"Although mongooses readily attack snakes, they have extreme difficulty in combatting vipers and constrictors. Cobras and other elapids lose fighting energy through their intense bluff, and will end up easy to overpower. Constrictors and vipers, however, attack faster and more powerfully, so the mongoose would end up losing."

https://en.wikipedia.org/wiki/Mongoose

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten