Toxblog bloghoved

Venom eller poison – angreb eller forsvar?

Som det vil være kendt for nogen, består det danske sprog af færre ord end det engelske. Som eksempel har vi kun ordet ”gift” for noget ”giftigt”, hvor man på engelsk både har ordene ”venom” og ”poison”. På dansk kaldes alle typer toksiske blandinger for “gift”. Men der er faktisk stor forskel på venom og poison. Nogen gifte er farlige, hvis man spiser/drikker dem, mens andre gifte skal injiceres for at have skadelig virkning. Men hvad er årsagen til dette? Hvilke gifte kan man i princippet sagtens spise, uden at de har nogen skadelig virkning, og hvilke gifte skal man på alle måder afholde sig fra at indtage.

Snakker man om venoms og poisons fra naturen, så er disse molekylært meget forskellige, og de er udviklet til to forskellige formål. På engelsk dækker ordet ”poisons” over gifte, som overordnet set er udviklet til forsvar, mens ”venoms” dækker over gifte, der primært er designet til at nedlægge bytte. Poisons kunne i princippet både være giftige, hvis de indtages eller injiceres, men som oftest har de dyr og planter, som er ”poisonous”, ikke noget apparat til at levere deres gift (typisk en tand, pig eller brod). Således er poisons primært effektive, hvis de spises – såsom når et større rovdyr spiser en giftig poisonous frø, eller hvis man spiser planten, guldregn. Venoms virker modsat. Venomous dyr er i udgangspunktet faktisk slet ikke farlige at spise, fordi deres gift ikke er beregnet til at beskytte dem fra at blive spist, men til at slå byttedyr ihjel. Poisonous dyr og planter inkluderer frøer, fisk, svampe, skalddyr og en lang række træer, blomster og planter. Gruppen af venomous dyr består af insekter, skorpioner, slanger, edderkopper og endda visse pattedyr (såsom næbdyret og muligvis endda pindsvin).

Illustration: Privatfoto

Skematisk oversigt over forskellen mellem venom og poison, samt hvilke organismer hver type gift findes i.

På molekylært niveau er poisons og venoms som nævnt forskellige. Poisons består typisk af det, som kaldes ”small molecules” eller i visse tilfælde af giftige salte såsom cyanid. Small molecules er, som navnet, antyder små organiske molekyler, der typisk er metabolitter (dvs. stoffer som kroppens enzymer producerer – nogen gange som affaldsprodukter). Fordi poisons består af small molecules eller salte, er poisons i stand til at krydse den barriere, som tarmen udgør til at forsvare kroppen mod bakterier mm. Dvs. at hvis man spiser eller drikker poison, så kan giftstofferne sagtens komme ind i kroppen. Venoms består derimod af proteiner. Proteiner er store molekyler, som ikke kan krydse tarmbarrieren (hvilket er årsagen til, at proteiner skal nedbrydes af mavens enzymer, for at vi kan optage proteinernes byggesten, aminosyrerne). Dette vil sige, at det i princippet ikke er farligt at spise eller drikker venoms, fordi denne type gift ikke vil kunne komme ind i kroppen via maven. Derfor skal man fx ikke være bange for at drikke slangesnaps med lidt gift i.

Generelt kan det være rigtig svært at behandle poisons. Årsagen til dette er, at fordi poisons er små molekyler, så er det ufatteligt svært for kroppen at lave antistoffer mod molekylerne, og de små molekyler er derfor enten nødt til at blive nedbrudt af kroppens enzymer (typisk i leveren) eller udskilt af nyrerne. De fleste poisons er dog heldigvis ikke helt så potente som venoms, hvilket igen skyldes deres meget lille størrelse, der (simpelt beskrevet) gør, at det er begrænset, hvor meget de er i stand til at interagere med forskellige molekyler, celler og væv i kroppen.

Modsat gælder det med venoms. Fordi disse er større, er de typisk i stand til at interagere meget mere med forskellige fysiologiske processer i kroppen. Dette betyder dog heldigvis også, at kroppens immunforsvar bedre kan opsnappe venoms og danne antistoffer mod disse.

Generelt kan man både lave modgifte og vacciner mod proteinbaserede gifte – og for den sags skyld proteinerne på overfladen af farlige bakterier (læs om forskellen på vaccine og modgift her). Men der kan alligevel godt være tilfælde, hvor dette er svært, fordi et protein ikke er immunogent nok til at kroppens immunforsvar ser det som fremmed. Giftighed og evnen til at blive opsnappet af immunsystemet er nemlig to forskellige egenskaber for molekyler (læs om toksicitet vs. immunogenicitet her).

Selvom man i udgangspunktet ikke kan vaccinere eller lave modgift mod poisons, findes der dog et eksempel på en modgift mod en poison. Dette gælder digoxin, som er et small molecule fra planten, digitalis, som tilhører fingerbølslægten. Dette ”small molecule” er i virkeligheden relativt stort – men det er dog ikke proteinbaseret. Ligeledes findes der naturligvis også en undtagelse omkring venoms, idet de spyttende kobraer menes at have udviklet evnen til at spytte til at forsvare sig mod primater, samtidig med at deres giftsammensætning er beregnet til at skade og advare frem for kun at dræbe (læs om spyttende kobraer her).

Læs om hvordan modgifte laves her

Andreas Laustsen er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia, VenomAb, Chromologics, Antag Therapeutics, VenomAid Diagnostics og Bactolife). For tiden arbejder Andreas som Lektor på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten