ETF bloghoved

Velkommen hjem Marius

I dag landede Marius i Billund Lufthavn. 12-talsstudenten er tilbage i Danmark og parat til at hjælpe en af de mange danske virksomheder, som leder efter kvalificerede ingeniører. Men sagen har afsløret et problem, som vi ikke har løst endnu.

Der er noget at glæde sig over i Midtjylland. Både for Marius, der efter 37 dage kunne sætte benene på dansk jord igen, for Marius’ familie i Danmark og for KK Wind Solutions, der har fået en dygtig og ambitiøs ingeniør i stald. Men for resten af Danmark er der ikke så stor grund til at smile. Vi kan være glade på Marius’ og KK Wind Solutions’ vegne, men sagen har blotlagt et problem, der langtfra er løst.

I Marius’ tilfælde var det civilsamfundet og ikke det politiske system, der tog affære og fik rettet op på den åbenlyse uretfærdighed og det åbenlyse selvmål, det var at sende ham tilbage til Cameroun.

Mens jeg skriver dette har Ingeniøren dog lagt denne nyhed op, der siger, at Folketinget nu vil lempe reglerne for udenlandske studerendes opholdstilladelse, så kun alvorlige overtrædelser medfører inddragelse af deres opholdstilladelse.

Tillykke med den nyvundne fornuft! Det er et godt skridt på vejen, men det bringer os desværre ikke i mål, for Danmark har brug for tusindevis af ingeniører. Mange flere end vi kan nå at uddanne. Og selvom IDA i vores prognoser har taget højde for, at vi som land er i stand til at tiltrække ingeniører udefra, har vi altså ikke råd til at smide dem ud igen – især ikke hvis det er fordi, de arbejder for meget, som det var tilfældet med Marius.

De mange arbejdsimmigranter, vi oplever i øjeblikket, behøver ikke at være en trussel. Faktisk er en del af dem en nødvendighed for, at vi kan beholde vores virksomheder i landet. Jo dårligere, vi taler om dem og jo strengere regler vi sætter op, jo sværere bliver det også for os at tiltrække og beholde de rigtige. Det viser casen med Ali, den iranske datalog og arbejdsimmigrant, der nu flytter til Sverige på grund af vores udlændingepolitik.

Dagens beslutning i Folketinget er et sjældent glimt af fornuft i en sag, der mest af alt har mindet om et cirkus. Et af de endnu mere positive glimt kom fra KK Wind Solutions, der valgte at ansætte Marius og dermed lukke den sag, politikerne ikke var i stand til.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten