close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
ekspedition plastik plastic bloghoved

Valg-strips og oxo-plast dur ikke

Kære følgere, kære læsere Det er med stor fornøjelse, at vi på Plastic Change kan genoptage vores bloggeri her på ing.dk. Vi har som organisation været igennem lidt af en bølgegang med fokus på at sikre Plastic Change på den lange bane, rent økonomisk. Det er nu lykkedes og vi glæder og rigtig meget til at blogge løs, for der er mere end rigeligt at skrive om. Verden er ikke blevet et bedre sted at være med hensyn til plastik. ALLE er enige om, at plastik ikke hører til i naturen, men der sker meget lidt i forhold til at ændre på tingene. Også i Danmark mangler der handling. Senest kunne vi se, hvordan lokale politikere efterlod utroligt mange strips, efter at de havde hængt valgplakater op. Ja, det kan synes som ét mindre problem; men plastik problemet er netop summen af disse mange enkelt-handlinger og den tankegang, der ligger bag, at for eksempel Langebro i København har flydt med de strips, der har holdt valgplakaterne. Gad vide, hvor mange strips, der lige nu ligger i vandløb over hele landet efter sådan et lokalvalg?

Vi starter med en blog om det ikke-nedbrydelige oxo-plastik.

”Oxo-nedbrydeligt plast” = Falsk markedsføring

Foto: Olenka Koltyk

”Oxo-nedbrydelig” plastemballage, herunder bære- og affaldsposer, markedsføres i mange lande som en løsning på plastforurening, med påstanden om, at den slags plastik nedbrydes til uskadelige rester inden for en periode på et par måneder op til flere år. Men flere undersøgelser og Plastindustrien selv peger på, at den slags plastik ikke nedbrydes til harmløst affald. I stedet bliver det til små stykker plastik, som bidrager til forureningen med mikroplastik, hvilket udgør en risiko for havet og andre økosystemer i årtier fremover. Ovenstående er begrundelsen for, at Plastic Change sammen med 149 andre organisationer og virksomheder har skrevet under på en erklæring fra Ellen MacArthur Foundation's initiativ ”New Plastics Economy”, der nu anbefaler et totalt forbud mod oxo-nedbrydeligt plastik. Et forbud der bør gennemføres i den kommende plastik-handlingsplan i Folketinget.

Forvirrede forbrugere har vi ikke brug for

Grunden til at vi skal arbejde for et forbud er, at forbrugerne har nok at være forvirrede over i forvejen og ikke mindst, at de skal have reelle valgmuligheder og ikke blålys som ”oxo-nedbrydelig” plastik. Oxo-nedbrydeligt plastik består af almindelig plastik, der er tilsat små mængder metalsalte, der når den iltes umiddelbart fremmer den naturlige nedbrydning af plasten i naturen, så den ikke længere kan ses med det blotte øje. Plasten forsvinder dog ikke, hvilket blandt andet kan testes ved i kontrollerede forsøg at se på udviklingen af CO2, som er standard indikatoren på om et materiale nedbrydes. Derfor kan oxo-nedbrydelig plast ikke kaldes bionedbrydelig,.

Dansk forbud – også i dansk produktion af materialet

Det er baggrunden for at Frankrig i 2016 forbød poser af oxo-plastik. Spanien overvejer nu at gøre det samme, og i EU forbereder sit næste træk over for materialet. I Danmark er poser af oxo-nedbrydelig plastik ikke særligt almindelige, men de produceres og sælges til andre europæiske lande af flere danske pose- og folieproducenter. På den baggrund opfordrer vi i Plastic Change til, at de danske politikere i forbindelse med den kommende plastik-handlingsplan, der forventes behandlet i starten af det nye år, forbyder oxo-plastik produkter på det danske marked, som det er sket i Frankrig og i samme ombæring sikrer, at danske producenter ikke bidrager til den voksende mængde mikroplastik i vores miljø. Materialet kan ikke nedbrydes, ikke genanvendes og er et sort får på markedet. Derfor skal det væk!

Henrik Beha Pedersen
er miljøbiolog med speciale i kemikaliers cocktaileffekter og grundlægger af Plastic Change. På bloggen fortæller han om den danske ekspedition til verdenshavenes plastøer og de mange kilder til havenes plastforurening - og søger løsningerne!