Patentkontoret bloghoved

Udstyr til Skt. Hans

Lige siden jeg var barn, var jeg meget betaget af Skt. Hans, men hvem er ikke også glad for kombinationen af sang, ild og at være længe oppe?

Selvom midsommer fejres verden over, er de danske traditioner omkring det vist lidt særegne, så der er ikke meget hjælp at hente i patentdatabaserne om, hvordan man bedst får sendt heksene af sted til Bloksbjerg.

Ild i de lyse næstter

Bål er der til gengæld masser af folk, der er glade for – Skt. Hans eller ej – så der er stadig hjælp at hente til at få sat det hele op.

Hvis der skal futtes brænde af på klassisk manér, kan der være meget der driller: træet kan være vådt, stakken sat dårligt op eller flammerne kan springe lidt for vildt frem, når ilden når strukturen giver efter og der kommer mere ilt ind til kernen. Hvis man vil have en mere kontrolleret afbrænding, kan man udnytte bålafskærmning, der fungerer som skjold samtidig med, at det tillader god ilttilførsel til bålet.

Fig. 1 fra brugsmodellen CN203671638U ”Bonfire combustion-supporting device”. Gengivet fra databasen Espacenet. Illustration: Zhengxin Fan et al.

Hvis man gerne vil have lidt magi selvom heksene er sendt væk, og man er villig til at udnytte gas frem for træ som brændsel, kan man give aften et særligt pift med stemmestyrede flammer.

Fig. 1 fra brugsmodellen CN202581442U ”Burner flame voice operated device for outdoor fuel gas bonfire stove”. Gengivet fra databasen Espacenet. Illustration: Jingzai Lin

Og hvis nu det regner, eller man bare gerne vil holde festlighederne hjemme hos sig selv i stedet for at skulle ud og mænge sig med fremmede, er der også løsninger til, hvordan man uden brandfare kan få fornemmelse af et bål derhjemme i form af en flammelignende bordlampe. Selvom – eller måske netop fordi – det er en fin lampe, ville jeg egentlig tro, at den var mere egnet til designbeskyttelse end til en brugsmodel, som den egentlig er indlevere som.

Fig. 1 fra brugsmodellen CN202992858U ”Bonfire desk lamp”. Gengivet fra databasen Espacenet. Illustration: Jianqing Yao

Snobrød og skumfiduser

Selvom snobrød ofte laves over noget andet end det faktiske Skt. Hans-bål, er de også en fast del af traditionen mange steder. Men for dem af os, der kun kaster sig ud i det projekt den ene gang om året, kan det være svært at få et godt resultat, hvor der ikke bare er halvrå dej på en pind med en skal af kul rundt omkring. Men udstyr til jævn rotation af madvarer over ild, så det kan blive tilberedt ordentlig, er der heldigvis masser af – selvom de ofte er stilet imod skumfiduser frem for snobrød.

Et eksempel er et apparat med en dobbeltakse, hvor den indre del kan rotere indeni et fast rør, som man kan holde imod på.

Fig. 27 fra patentet US10398259B1 ”Marshmallow roasting apparatus and methods”. Gengivet fra databasen Espacenet. Illustration: Michael Hetherington og John G. Posa

Desuden er skumfidusroteringspatentet et kig værd fordi det inkluderer talrige illustrerede eksempler på tidligere varianter som andre opfindere er kommet på igennem tiden – ikke mindre end 26 eksempler på holdere til at riste mad over ild har de taget med, så det er et godt sted at hente inspiration.

Figs. 1-6 fra patentet US10398259B1 ”Marshmallow roasting apparatus and methods”, der illustrerer diverse varianter som andre opfindere er kommet på igennem tiden og som den nye opfindelse adskiller sig fra. Gengivet fra databasen Espacenet. Illustration: Michael Hetherington og John G. Posa

Hvad er jeres bedste tips til en god Skt. Hans?

Louise Floor Frellsen er fysik-ingeniør, ph.d. og postdoc fra DTU og nu patentrådgiver hos Budde Schou. Bloggen Patentkontoret opdaterer hun hver anden mandag med en blanding af betragtninger fra IP-verdenen og eksempler på finurlige patenter.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten