true cousins

The true sound of speed is not from an engine, it comes from the environment being pushed away

Illustration: Privatfoto

Foto: Photophobia.dk

(forsinket) Referat fra Mosten RaceDay 2014

Som nogen nok har gættet, blev det desværre ikke noget triumftog på Mosten, men vi fik en fantastisk torsdag aften, hvor Glenn fik fløjet med vores drone (sponseret af 01 Advanced Innovation) og som det kan ses, er han ved at være rimelig god til det. Det kom der denne video ud af og samtidig får man også et indtryk af, hvor stort Mosten RaceDay er, se videoen her:

*Video og redigering: Photophobia.dk*

Konkurrencen

Og lige så fantastisk torsdag aften var, lige så nedslående var fredagen, der gik op i regn, regn og mere regn. Der blev ingen kørsel og den vigtigste beskæftigelse var at tjekke vejrudsigten. Lørdag kom så endelig et kortere ophold og det energiske crew fra Mosten MC fik tørret banen ud så meget, at man kunne begynde kørslen med de i alt 150 køretøjer fordelt over adskillige klasser. Vi vidste godt, at det muligvis nok ville blive den eneste kørsel, så vi satte dragbiken op til at køre samme setup, der tidligere havde givet os vores hurtigste tid.

Selve kørslen gik nogen lunde, men som sædvanlig havde vi de samme problemer med ustabilitet, som det også fremgår af videoen. Jeg slap på intet tidspunkt gassen og brugte til sidst i løbet overkroppen noget mere end tidligere til at styre med, som man måske kan fornemme i videoen - især når Glenn fortæller. Vi fik tiden 5,875 og 192 km/h over stregen. Men det lå meget tæt i toppen med nr. 1 til 3 adskilt af 3/100 fra 5,75 til 5,77.

Vejret så ud til at holde lidt længere, men netop som vi skulle til at køre, blev det hele forsinket 20 min, da en eller anden skod-Kadett, der skulle køre noget opvisning, smed al sin olie ud på banen. Og da det så var klaret og vi var 4-5 runs fra at skulle køre, SÅ kom regnen igen og den kom for aldrig at gå væk igen, så nogle timer efter kom så den officielle udmelding om RAIN OUT.

Dermed blev det ironisk nok til endnu en 5. plads. Sidste års vinder blev nr. 7, mens nr. 10 fra året før blev nr. 2. Alt i alt en noget tilfældig afgørelse med kun ét sølle løb og en bane der ikke virkede sådan rigtig tør. Men vi skal nok vende tilbage igen - en dag vil det lykkes.

Vi har allerede nu indkøbt en ny og lettere bagfælg, der minder om den vi havde sidste år, men som nu er en tomme bredere og som kan bære det samme størrelse brede bagdæk, som sad på den tungere, modificerede bilfælg, som vi har kørt med i år og som vi mistænker er skyld i nogen af vores stabilitetsproblemer. Og forfælgen skiftes tilbage til den, som vi havde på sidste år, men modificeres til at kunne bære to bremseskiver - dette var grunden til, at vi skiftede til dette års tungere forfælg; vi var nødt til at have 2 bremseskiver, da en enkelt skive blev ødelagt af varme efter 3 nedbremsninger.

Er en elektrisk dragster lydløs?

Vi få ofte stukket i hovedet at lyden mangler på vores køretøjer, "det lyder jo ikke af noget". Men hvis de samme personer stillede sig ved målstregen, kunne de måske få en anden opfattelse. For lyd er der masser af! Og lyder det fedt? Ja, døm selv på denne video. Jeg synes i hvert fald at det er en suveræn, fed lyd - en lyd der får en til at tænke lidt på et jagerfly. Det man i virkeligheden hører, er i første omgang hovedsagelig dækkene mod banen (og nok også lidt transmissionen (kædetrækket)) og efter passagen er det mest vindmodstanden.

Som Troels Gripping skrev som kommentar på vores Facebook-gruppe og som er et rammende, godt citat fra en hang-glider pilot:"The true sound of speed is not from an engine, it comes from the environment being pushed away"

Næste blog kommer til at handle om vores store projekt, TC-X, som langsomt, men sikkert kommer videre.

.

Hans-Henrik Thomsen, True Cousins fortæller sammen med sin fætter Glenn E. Nielsen om arbejdet med at udvikle og bygge deres lynhurtige el-motorcykler og -biler.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten