Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
cirkulær økonomi bloghoved stor

Tid til producentansvar: Kildesortering af plastaffald halter i en del virksomheder

Der er sagt og skrevet meget om plast, plastaffald og plastemballage i Danmark i 2019 – og med god grund.

Ifølge en rapport udarbejdet af Rambøll for Miljøstyrelsen i 2019 blev der i Danmark i 2016 importeret 1,35 millioner ton plast og plastprodukter til Danmark og eksporteret 0,51 mio. ton plast og plastprodukter. Det samlede plastforbrug er en del større, fordi de nævnte tal ikke omfatter plastkomponenter i importerede produkter, som delvist er af plast som computere og biler, og heller ikke omfatter plastemballage fra importerede varer. Der genereres i Danmark ca. 340.000 ton plastaffald om året fra husholdninger og erhverv, hvilket svarer til ca. 3 pct. af den samlede affaldsproduktion i Danmark (fraregnet jord). Cirka 1/3 af plastaffaldet indsamles - med mulighed for genanvendelse – dvs. at 2/3 af plastaffaldet går tabt for genanvendelse.

Behov for øget fokus på erhvervsaffald

Fokus i diskussionerne om plast og plastaffald har ofte været på detailemballage og husholdningsaffald. Ofte kritiseres den kommunale anvisningsret i forhold til husholdningsaffald og de forskellige former for kildesortering af husholdningsaffald hos forskellige kommunale affaldsselskaber for at blokere for udviklingen af levedygtige markeder for genanvendte råvarer. Kritikken er bl.a. fremført i relation til vanskelighederne med at udvikle større markeder for genanvendt plast.

Men måske burde diskussionen i højere grad (også) fokusere på erhvervsaffald. Og måske burde det offentliges rolle i planlægning af kildesortering og genanvendelse være større.

En analyse af udsorteringen af plastaffald i virksomheder i den nævnte Rambøll-rapport om de nationale plastmaterialestrømme i Danmark indikerer således, at hvor det offentlige ikke er involveret i planlægningen af kildesortering af affald – nemlig ved erhvervsaffald - går det ikke så godt med at kildesortere og dermed skabe grundlag for genanvendelse.

Rapporten analyserer bl.a. kildesorteringen af plastaffald i virksomheder i tre brancher (bygge- og anlægsområdet, hotel- og restaurationsområdet samt landbruget). I rapporten skriver Rambøll på baggrund af spørgeskemaer og interviews med virksomheder inden for de tre brancher:

”Vores analyse bekræfter endvidere de indledende antagelser om, at der i forbrændingsegnet affald gemmer sig en stor mængde plast. Spørgeskemaundersøgelsen og ikke mindst interview indikerer, at virksomhederne i alle tre brancher smider store mængder plast ud med det blandede affald, på trods af at de i flere tilfælde er forpligtede til at udsortere plasten til genanvendelse. En generel anbefaling på tværs af de tre brancher er derfor at oplyse virksomhederne i brancherne bedre om pligt til udsortering.”

Rambøll beregner i rapporten udsorteringen af plastaffald inden for de tre brancher til henholdsvis ca. 20%, ca. 10% og ca. 25%. Disse ikke imponerende udsorteringsprocenter er i hvert fald ikke højere end for husholdningsaffaldet. Genanvendelsen af de relativt små mængder affald, der udsorteres i virksomhederne, er – ifølge Rambøll-rapporten - dog høj, antagelig fordi der er tale om relativt store mængder ensartet plast.

I alle tre brancher omfatter plastaffaldet plastemballage. På hotel- og restaurationsområdet er affaldet derudover bl.a. køkkenredskaber og beholdere, i landbruget (engangs-)produktionsværktøj og på bygge- og anlægsområdet er det materialer anvendt til vejspærring, afdækning m.m.

I deres analyse peger Rambøll på behovet for ”at se nærmere på, om tilsynet med virksomhederne fungerer optimalt.” Dvs. at kommunerne skal overveje, om de fører tilstrækkeligt tilsyn med virksomheders affaldssortering inden for de tre brancher og får påpeget problemer med kildesortering af affald.

En del af problemet kan være, at de private affaldsvirksomheder, som tilbyder affaldsafhentning til disse brancher, ikke har tilstrækkeligt fokus på at tilbyde systemer med kildesortering og efterfølgende salg af udsorterede fraktioner til genanvendelse. Måske efterspørges sådanne systemer heller ikke af alle virksomheder inden for de tre undersøgte brancher, hvor en del virksomheder er SMV’er. De pågældende branchers organisationer (Dansk Byggeri, HORESTA og Landbrug & Fødevarer) har derfor en vigtig opgave i at opbygge deres medlemsvirksomheders kompetence inden for affaldsforebyggelse og affaldssortering.

Det er vigtige brancher, hvor kildesorteringen halter

Flere rapporter nævner, at ca. 6% af verdens årlige olieforbrug anvendes til produktion af plast til produkter og emballage, hvilket er på niveau med det årlige olieforbrug til luftfart. Cirka halvdelen af plasten anvendes til emballage og andre engangsprodukter, og den anden halvdel anvendes til produkter med længere holdbarhed som bygningskomponenter, møbler, elektronik, tøj m.m. (Se bl.a. WEF’s rapport ”The New Plastics Economy”).

Ifølge EU’s strategi for plast i en cirkulær økonomi var de største anvendelsesområder for de 49 mill tons plast, som blev forbrugt i EU-28 (+ Norge og Schweiz) i 2015:

  • Emballage: ca. 40%

  • Bygge- og anlægsområdet: ca. 20%

  • Bilindustrien: ca. 9%

  • Elektronik: ca. 6%

I EU genereres ca. 25 mill tons plastaffald om året med emballage (59%), elektronik (8%), biler (5%) og landbrug (5%) som områder med mest plastaffald. Dvs. alle tre undersøgte brancher er væsentlige brancher, når det kommer til plastforbrug og plastaffald.

Er miljøbelastningen fra plastproduktion og -forbrug undervurderet?

Hvad er konsekvensen af den lave kildesortering af virksomheders plastaffald? Lav kildesortering betyder lav genanvendelse som betyder, dels at en stor del af plastaffaldet efterfølgende afbrændes med klimabelastning til følge, dels at yderligere fossile olie- og gasressourcer skal anvendes som råvare til produktion af ny plast, hvilket derudover kræver energiressourcer til produktion af plasten.

Måske er ressourceforbruget- og dermed miljøbelastningen ved plastproduktion og –forbrug endda undervurderet. Det fremgår således ikke af bl.a. WEF-rapportens og EU-rapportens opgørelse af anvendelsen af fossile ressourcer til plastproduktion, om energiforbruget til plastproduktionen er medregnet. Hvis man ser på produktionen af f.eks. polyethylen, så indeholder 1 kg polyethylen fossile ressourcer svarende til 40 MJ (= beregnet som plastens brændværdi), mens der anvendes næsten dobbelt så mange energiressourcer til produktion af plasten – ca. 75 MJ/kg (se f.eks. Handbook on Environmental Assessment of Products (2003)).

Hvis det er rigtigt, at energiforbruget til produktionen af plast ikke er medregnet i ressourceforbruget til plastproduktionen og med 80% af verdens energiproduktion baseret på fossile ressourcer , så kan det fossile ressourceforbrug til produktion af plast i dag være ca. 15% af den årlige produktion af fossile energiressourcer. Det gør nødvendigheden af længere levetid for plastprodukter, bedre affaldssortering samt genbrug og genanvendelse endnu større.

Hvordan bliver kildesorteringen og genanvendelsen af plast øget?

Rambøll peger på manglende økonomisk incitament som en af årsagerne til den lave kildesortering i de tre brancher. Dvs. at højere affaldsafgifter kan være et vigtigt virkemiddel sammen med den tidligere nævnte rådgivning af virksomhederne til at øge kildesorteringen og dermed skabe grundlag for øget genanvendelse af plast. Høje afgifter kan også betyde, at virksomheder begynder at efterspørge produkter med længere holdbarhed og emballage, der er lettere at adskille, og producenter måske etablerer tilbageordninger for emballage og for overskydende produkter. Man kan også forestille sig en råvareafgift i stil med den plastemballageafgift, der blev en del af aftalen om finansloven for 2020 og blev vedtaget kort før jul. Det er vigtigt, at en råvareafgift differentierer mellem forskellige typer plast og ikke kun afhænger af plastens vægt.

En differentieret afgift (dvs. med såkaldt gebyrmodulering) skal tilskynde virksomheder til at integrere miljøhensyn i produktudvikling. F.eks. kunne produkter af genanvendt plast have en lavere afgift end produkter af jomfruelig plast. Ligeledes kunne produkter, der let lader sig adskille og kildesortere og dermed giver grundlag for genanvendelse, have en lavere afgift. Disse overvejelser er de samme, som flere organisationer (Dansk Erhverv, Plastindustrien og Dansk Affaldsforening) pegede på i en kritik af den vedtagne ”flade”, ikke-modulerede plastemballageafgift.

Danmark bør indføre producentansvar for erhvervsemballage og -emballageaffald

Selvom diskussionen i Danmark om det kommende udvidede producentansvar for emballage og emballageaffald i alle EU-lande fra 2024 ofte har fokus på husholdningsemballage, så kan dette producentansvar også omfatte erhvervsaffald. Ifølge Miljøstyrelsen er Danmark i dag et af de eneste EU-medlemslande, som ikke allerede har udvidet producentansvar for emballage.

Derfor har Miljøstyrelsen i 2019 fået foretaget et såkaldt ”nabotjek” af udformningen af producentansvaret i fire andre europæiske lande (Holland, Tyskland, Sverige og Belgien). Det er vigtigt at huske, at direktivet giver det enkelte medlemsland ret meget frihed i udformningen af producentansvaret. Rapporten beskriver ligheder og forskelle mellem de fire landes systemer for udvidet producentansvar. Erhvervsemballage er omfattet af producentansvar i Holland, Sverige og Belgien, mens det ikke er tilfældet i Tyskland. I Sverige dækker samme system både husholdnings- og erhvervsemballage, mens der er etableret separate systemer for husholdnings- og erhvervsemballageaffald i Holland og Belgien. Sverige og Belgien har gebyrmodulering.

Med de tre branchers lave kildesortering af plastaffald, som Rambøll-rapporten peger på, bør det kommende udvidede producentansvar for emballage og emballageaffald i Danmark også omfatte erhvervsemballage og indeholde gebyrmodulering.

Michael Søgaard Jørgensen er civilingeniør i kemi, ph.d. i teknologivurdering og arbejder som lektor i miljøinnovation og bæredygtig omstilling ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet på campussen i København. Desuden er han medlem af bestyrelsen i IDA Grøn Teknologi og IDA Teknologivurdering og er IDA's talsperson inden for miljøinnovation.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tabt for genanvendelse? I artiklens indledning slås fast at 2/3 af plastaffaldet går tabt for genanvendelse. Det kan ikke være korrekt. En meget stor del af den plast, som ikke indsamles, KAN ikke genanvendes på anden måde end ved ENERGI-genvinding. Og det absolut bedste resultat af en sådan brug sker i danske affaldsforbrændings-anlæg. Ved ukritisk indsamling af al plastaffald opnår man et ekstremt højt energiforbrug, en meget lille ekstra andel materialegen-anvendelse og et stort tab på den efterfølgende energiudnyt-telse på cementfabrikker og tilsvarende, der kun formår at udnytte plastens energiindhold med ca. 60 %, hvor vi på vore egne forbrændingsanlæg udnytter 110 % via kraft-varme produktion og røggaskondensering.

I offentligt regi kan man imidlertid gå foran og igangsætte indsamling af f.eks. de bakker, som burges ved udlevering af mad til pensionister m.fl. De er relativt tunge og består af en særdeles værdifuld plasttype, som tåler varme og mikrobølgeovn. Disse egenskaber kan kun udnyttes med fuld værdi, hvis de indsamles seperat. I blanding med andet plast er værdien tabt. Og det burde være enkelt, da maden leveres med bud typisk 2 gange om ugen direkte til den enkelte bruger, hvorfra samme bud stort set uden ekstra udgifter kunne tage de brugte bakker med retur. Hvorfor sker det ikke allerede nu?

Et andet oplagt sted at sætte ind kunne være indsamling af plastsække fra ejendomme, der bruger træpiller leveret i sække. Vi taler om gode, stærke sække af PE-plast, som er lige til at genanvende - særligt, hvis man i stedet for at sætte trykt tekst på sækkene i stedet svejser varedeklarationen fast ved lukningen, så selve sækken udelukkende består af klar plast. Også her sker leveringen direkte til brugeren og det vil være stort set omkostningsfrit at tage de tømte sække med retur.

Små mængder i det store spil, men eksempler som kan vise den almindelige borger, at samfundet mener det alvorligt med den genanvendelse.

  • 5
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten