Ti år med Linux

Det var vist på en trist vinterdag i 1993, at jeg på en spadseretur gennem den københavnske computerstrasse Falkoner Allé fik øje på en lille farvestrålende pose bag en dugget butiksrude med "Yggdrasil Plug & Play Linux ."

Det der med plug and play lød forjættende, for jeg havde tidligere forsøgt at installere Linux uden held på grund af for mig helt uigennemskuelige hardwarekonflikter eller manglende driverunderstøttelse.

Men jeg installerede den udgave, og jeg fik da også pc'en til at starte med en grafisk desktop. Men det var mere kuriøst end nyttigt, for det gik laaangsomt, og jeg vidste egentlig ikke rigtig hvad jeg skulle bruge installationen til, og hvor jeg kunne få mere Linuxsoftware.

Siden da har jeg med jævne mellemrum installeret forskellige Linux-distributioner, når de er dukket op med de stærkt stigende versionsnumre.

Corel, Red Hat, Debian og Novell Suse Linux for at nævne de distroer, som jeg har set mest på.

For hver gang jeg har installeret, har jeg kunnet se, at hardwareunderstøttelse, brugergrænseflader og installationsprocesser er blevet konstant forbedret.

I mange år var der dog altid et eller andet, som ikke lige virkede. Jeg kunne ikke udnytte mit grafikkorts maksimale opløsning. Ville jeg have fart på skærmgrafikkerne, var det altid noget med at opspore en alfa-version af en stærkt eksperimentel driver, som var besværlig at installere, og som fik maskinen til at brage ned som en tidlig Windows-version.

Det var tæt på og lige ved, men aldrig lige i øjet. Og brugergrænsefladen på diverse Linux-desktopmanagere var som regel klodset og ulogisk.

Den første distribution, som virkede 95 procent på min pc var Knoppix Live cd. Et fantastisk projekt af den tyske ingeniør Klaus Knopper.

Efter at have bootet Knoppix-cd'en for tre år siden, kunne jeg med stigende forbløffelse konstatere, at mit netkort kørte fint, mit lydkort udsendte sprøde toner og min Canon Windows-printer sågar også kunne spytte print ud.

Det eneste som ikke var perfekt var support for alle mine eksterne usb-devices.

De sidste tre år er det gået fremad. Suse Linux 9.3 lod sig ikke installere på min bette bedagede Family pc, som blev indkøbt i computer City for fire år siden.

Den kunne til gengæld Ubuntu - en nyere Debian-baseret distribution, som jeg først så hos en af Firefox-udviklerne på forum 2005.

Ubuntu kører fint, ser pæn ud og er tydeligvis designet med henblik på, at Windowsbrugere skal kunne komme nemt i gang. Alt virkede fint, undtagen printerunderstøttelse.

For et par dage siden installerede jeg så Novell Suse 10 på family pc'en. Og det gik fint. Netkort og trådløs netværk via usb-enhed blev detekteret fint og alt virkede - undtagen printeren.

Så hvad er pointen med mine flimrende Linux-oplevelser gennem ti år?

  • Der er sket virkelig meget, og Linux-desktoppen er et realiserbart og værdigt alternativ nu.

  • Producenter af grafikkort og printere burde tage sig seriøst sammen og sørge for at understøtte andet end Windows. Og jeg og andre brugere burde sørge for at placere pengene i den printere og skærmkort, som er understøttet under Linux .

  • Gnome og KDE-desktoppene er blevet kønnere, men de er sgu også blevet tungere med årene. Det er ærgerligt, at 256 MB ram er i underkanten for at køre de grafiske desktoppe nu om dage.

  • Der er stadig en god portion plads til forbedringer. Jeg vil fortsat hævde, at installationsprocedurer generelt under Linux er ulogiske og besværlige. Det foregår ofte på en måde, som Windows afskaffede for år siden.

  • Selvom der er sket meget på den æstetiske front, er Linux-brugergrænsefladerne ofte .... smågrimme. Skrifttyper er ikke så sprøde og brugergrænsefladen er ofte noget inkonsistent og præget af, at en Linux-officepakke fremtræder meget anderledes end eksempelvis den flotte Firefox-browser.

Har du tips til lean-and-mean Linuxdistributioner, eller mener du, at alt andet end Windows på pc'er er noget tåbeligt idealistisk bavl, så drop en kommentar. /kurt

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

På nogen områder har du ret, men på andre syntes jeg måske også at det er glimrende at linux er som den er... Mange brugere forventer at linux skal ligne windows, det kan der sikkert også argumenteres for, men hvem er det lige der har bestemt at måden windows gør tingene på er den rigtige? Skal vi tage installationen af windows, så tager det en god dags tid før den er i luften, først starter du ud med at skal babysitte en cdrom-kopiering ind på disken, hvor der i tide og utide skal svares på spørgsmål, samtidig med at der køre en propeganda kampagne for netop MS produkter. Der skal samtidig rebootes et antal gange hvorefter den vågner op til dåd med dens berømte og berygtede grafiske brugergrænseflade. Dernæst kan du bruge resten af dagen på at hente opgraderingerne til den. Der skal med stor sandsynlighed hentes et pænt antal fixes og servicepacks før du får den i luften. Du har ikke mulighed for at genbruge din installation således at du selv kan generere en ny installationscd indeholdende de rigtige fixes til næste gang du bliver nødt til at reinstallere.

En linux kan som regel konfigureres fra starten af, så sætter man den til at installere, afhængig af omstændigheder så kan den endda gøre det over netværket således at du får den nyeste version af softwaren med det samme. Du har muligheden for at svarer på de relevante spørgsmål på een gang, og derefter lade PC'en passe sig selv.

At KDE og Gnome er vokset sig store og tunge, det kan jeg kun give dig ret i, men det er så fordi man forventer at den skal være pænere og indeholde mange flere funktioner end en tilsvarende windows platform. Jeg har selv fravalgt både KDE og Gnome (kørte Gnome indtil for 4-5 måneder siden) fordi jeg egentlig mente mine i forvejen begrænsede resourcer kunne anvendes på en anden måde. Pt. kører jeg Openbox som må siges at være meget minimalistisk (lige hvad JEG vil have) men kræver så en del indsigt og indlæring... men her kommer jo netop det seje ved linux, Friheden til at vælge!!! Men nu skal man altså heller ikke sige at en windows desktop er særlig fed at køre på under 512MB RAM, specielt ikke hvis vi snakker XP's standard desktop koblet med alle de mærkelige animationer og såkaldte optimeringer, så skal du hvert fald have en hæderlig computer hvis du vil have lidt performance samtidig.

Jeg har kørt Linux som min primære workstation derhjemme de sidste 7-8 år, og de sidste 4-5 år har min XP slet ikke været bootet. På arbejde bruger jeg XP (classic 'theme' uden alt for mange grafiske blærerøvseffekter) da det er standarden for vores workstations og vi ikke har mulighed for at vælge andet OS.

Så bør Linux minde om windows: Nej, Linux er meget mere end windows, har flere muligheder og giver brugeren større frihed... Mit yndlingstilfælde med den såkaldte brugervenlighed i Windows var da min Mormor skulle prøve at starte et kortspil op der lå på skrivebordet, hun fik meget overfladisk beskrivelse af hvad musen var, så da hun ville starte det kortspil op, blev ikonet behørligt markeret med musen og derefter trykkede hun på START knappen nede i venstre hjørne. Forestil dig lige hvor overrasket hun blev over at der kom en menu frem med uforståelig volapyk og kortspillet ikke startede! En Startknap der ikke starter det man beder den om, hvor logisk er det??? Hvor brugervenligt er det at bruge betegnelser som ikke afspejler forventningerne?

Jeg har selv været med fra DOS 5.0 og hele vejen op gennem div Windows versioner, det giver en del erfaring til hvordan MS tænker og hvorfor tingene virker som de gør. Men hvis man ikke kender denne tankegang så virker alting ikke logisk, ej heller brugervenligt... Nu hvor jeg kender linux bedre end windows, så mener jeg da klart at den er mere brugervenlig.

Ang. hardware er jeg fuldstændig enig med dig, vælg leverandører som aktivt understøtter brugen af andre OS'er end windows. Der findes enkelte der gør noget aktivt... Ved printere er det generelt at man skal undlade at vælge dem der er lavet som 'Windows' printere da de sjældent giver fornuftigt resultat... Ved skærmkort så er min erfaring at Matrox giver ganske fin support, de har også nogle drivere til direkte download (endda sourcen til download også). Det er måske ikke de højestydende på markedet men jeg er egentlig fin tilfreds med mit G550 der kører dual 1600x1200 i 85hz... :-)

  • 0
  • 0

Hej,

Jeg er helt enig i det meste, men at Windows installation er bedre synes jeg ikke er helt rigtigt:

F.eks. skal man stadig med Windows XP Service Pack 2 have en DISKETTE for at kunne installere på SATA. Jeg har ikke noget diskette i min maskine længere! Intet problem med Linux.

Og ja, vi bør kun købe hardware af producenter der understøtter driverere. Mit sidte køb af trådløst netkort tog en krig og kun med 1 af 2 kort der var godt understøttet. Er der nogen der er faldet over en database med Linux-understøttet hardware?

  • 0
  • 0

Tak for de foreløbige kommentarer. For at få et par ting på det rene. Jeg beundrer dybt de ting, der er sket i Open Source-verdenen. Og jeg er imponeret over de fremskridt, der er sket.

Det jeg ser tegn på, og det som jeg ville ønske endnu mere er, at der bliver sæt fokus på brugeroplevelsen. Flock-browseren, som jeg nævnte i forrige blogentry, er et godt eksempel på hvad jeg mener. Den har en rigtig lækker grænseflade og foretkommer rent subjektivt at være hurtigere end den firefox, som den deler motor med.

Den næste store udfordring, som jeg ser det, bliver at når open source-udviklere for alvor sætter fokus på brigeroplevelser og starter at designe systemer, som med et æstetisk udgangspunkt kommer til at give Windows baghjul og dræber det forældede skrivebirdsmetafor til fordel for mere innnovative og æstetisk appelerende tilgange. Det handler om appropriation, som jeg vist tidligere har postuleret. Jeg glæder mig, for jeg ser mange tegn på at alting skrider i den retning i øjeblikket. These are exciting times, om man så må sige. Kom med flere meninger! /kurt

  • 0
  • 0

Jeg eksperimenterede i weekenden med Ubuntus server-version, som udmærker sig ved at kunne ligge på en cd. Installationen gik fint, og der er ret gode oversættelser på det meste, så det faktisk kunne gøres på dansk.

Men... efter endt installation var der lidt netkort-problemer, og der gik brugervenligheden ned fra 100 til næsten 0... systemet kommer op med en konsol, og så, ... ja, hvad gør man så, hvis man ikke lige kan huske det hele.

Dvs. Ubuntu-serveren kørte, men var helt nede på roden og det ville være manuelt, Debian-arbejde at få den konfigureret op til f.eks. samba osv. Der var ikke engang et "velkommen til ubuntu, hvad vil du nu" script eller lignende.

I en Suse ville der i det mindste være installationsværktøjet yast.

Stor skuffelse altså. Jeg havde forventet en hurtig, lige vej til en lille server.

I stedet lod jeg så maskinen tygge sig gennem fem Suse-10 cd'er og komme op. Yast er fedt.

/Rolf

  • 0
  • 0

Ja, det med installationen kan jeg heller ikke lige forholde mig til. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det skal være så besværligt at installere Windows i forhold til Mac OS X eller Linux - det skal så siges, at jeg kun har erfaringerger med Fedora Cores installationer. At det så tager 4 - 5 timer at hente diverse servicepacks og sikkerhedsopdateringer til windows er en anden sag...

Men min erfaring med Linux er, at man skal være villig til selv at kompilere moduler og måske rette lidt fejl.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten