close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Toxblog bloghoved

The ultimate viper – Costa Ricas farligste hugorm

Efter en måneds Indiana Jones ekspedition i Costa Ricas jungle har jeg desværre måttet vende tilbage til det triste danske sommervejr for at sikre, at der styr på forskningslaboratoriet, og at de specialestuderende ikke tisser i reagensglassene eller udfører endnu værre idéer, som jeg mistænker dem for at få i mit fravær. Heldigvis tager jeg ikke slangeoplevelsesmæssigt helt tomhændet hjem! På trods af, at slangerne i Costa Rica alle sammen gemte sig før mig på den første den af min rejse, så lykkedes det mig til sidst at opstøve flere slangeeksemplarer – heriblandt den såkaldte ”ultimate viper”, terciopeloen (Bothrops asper, Fer-de-lance, eller lansehovedslangen), som er Costa Ricas farligste slange.

I den sidste del af min ekspedition tog jeg med min kæreste, Cecilie, ud i Corcovado National Park, der er det mest biodiverse sted i verden målt i antal dyre- og plantearter per kvadratkilometer. Målet var bl.a. at se Baird’s Tapir (det lykkedes!), der er et ekstremt sjældent større pattedyr i familie med næsehornet, men forhåbningen var selvfølgelig også at se et par slanger. Dette blev lidt af en udfordring. For at komme rigtigt ind i parken skulle man med rygsæk på hovedet og vand til brystet krydse en flod fyldt med menneskeædende krokodiller og tyrehajer. 30 minutter inden tidevandet var nede i en højde, hvor vi kunne krydse floden for strøm, havde vi fornøjelsen af, at en krokodille på 4-5 meter patruljerede forbi og dykkede ned lige ud fra ved bredden, hvor vi skulle krydse floden. Heldigvis var der to forskræmte konsulenttyper, som også skulle krydse floden, så Cecilie og jeg satsede på, at de nok havde tisset i bukserne og derfor ville jage krokodillerne væk, når de gik i vandet… Måske ikke væk fra dem selv, men i hvert fald væk fra os. Uanset hvad lykkedes satsningen, og ingen blev spist!

Amerikansk krokodille

Den amerikanske krokodille, som patruljerede i Rio Claro i Corcovado National Park.

Terciopelo

Terciopelo i Corcovado National Park.

Efter at have overlevet krokodillerne gik der ikke længe, før vi var heldige at støde på den første slange - en terciopelo. Terciopeloen er den slange, som både bider flest og slår flest mennesker ihjel i både Costa Rica og generelt i hele Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika. Hunnerne kan blive op til 2,5 meter lange, have hugtænder på næsten 3 cm, og officielt siges det, at de kan levere op til 1,5 gram gift i tørvægt. Jeg kender dog (personligt!) en af disse slanger fra Instituto Clodomiro Picado, hvor de bruger dens gift til at lave modgift. Denne kan levere op til 2,5 gram gift i tørvægt – men den har vist ikke stillet op i det officielle slangestævne, eller den er blev måske taget for doping. Til sammenligning er rekorden hos den sorte mamba 400 mg gift i tørvægt, hos den grønne mamba 75 mg gift i tørvægt, mens den danske hugorm vist typisk kan sprøjte op til 20 mg gift ind i sit offer. Hos terciopeloen ses en udpræget grad af ”sexual dipmorphism”, hvilket betyder, at der er rigtig stor forskel på hanner og hunner – særligt ift. absolut størrelse, men også fx hovedets størrelse i forhold til resten af kroppen (hunnerne har 2-3 gange større hoveder ift. deres krop, end hannerne har ift. deres krop).

Terciopelo på Instituto Clodomiro Picado

En af de største terciopelos på Instituto Clodomiro Picado.

Terciopeloens gift er én af de mest undersøgte i slangeverdenen. En af årsagerne til dette er naturligvis, at det er en af Latinamerikas medicinsk mest relevante slanger. En anden årsag er måske, at den simpelthen producerer så meget gift, at det er let at lave giftanalyser – og hvorfor så ikke gøre det. Men en af de andre årsager er formentligt, at dens gift i sig selv er ret interessant biokemisk og evolutionsmæssigt. Terciopeloens gift er domineret af såkaldte Snake Venom Metalloproteinaser, der er enzymer, som forårsager kraftig blødning, samt myotoksiner, som ødelægger muskelvæv. Til sammen giver disse toksiner (samt en række andre toksiner, som også er tilstede i giften) alvorlige vævsødelæggelser i ofre, der bliver bidt.

Klik her for at se billede (som var for voldsomt at bringe på bloggen uden advarsel)

Et voldsomt eksempel på et bid fra terciopeloen, hvor en 11-årg dreng blev bidt i Ecuador.

Effekterne af et bid fra en terciopelo kan dog variere betydeligt. Årsagen til dette er, at dens giftkomposition varierer relativt meget, ift. hvor slangen er fundet. Der er bl.a. stor forskel i Costa Rica på, om den enkelte terciopelo er fundet på den Caribiske side eller Stillehavssiden (som deles af en højderyg, der formentligt har betydet, at migrationen af visse dyr på tværs af landet har været delvist begrænset). Dette har således givet en mulighed for at terciopeloerne på hver side af højderyggen over mange årtusinder har tilpasset deres gift til de lokale omstændigheder, som er en smule forskellige.

Udover terciopeloen så vi i Corcovado National Park også en tyksak af en boa, der har været ca. lige så stor rundt om maven som et 15-årigt barn og formentligt omkring 4 meter lang. Disse slanger er dog ikke giftige, men derimod kvælerslanger. Det er dog ikke utænkeligt, at boaen måske engang kunne have været giftig, men har mistet sin gift, da den omlagde sin jagtstrategi til kvælning, som det er set for fx den burmesiske pyton.

Boa

En tyk boa i Corcovado National Park.

På trods af gennemblødt tøj, ødelagte sko, inficeret sår på foden, inflammation i armen og lugt af gnu og næsehornstis efter 9 timers vandring i voldsom tropestorm var turen til Corcovado en fantastisk oplevelse. Man må jo nogen gange kæmpe lidt for eventyrlighederne! Men dagen efter vi kom tilbage til civilisationen og sad på en fin restaurant med udsigt over Stillehavet og drak tropiske drinks i airconditionerede omgivelser, lød der pludselig en kvækkelyd fra en faldstamme til regnvand. Da jeg gik over for at se, hvad jeg gik ud fra ville være en frø, så jeg i stedet en slange – endda en terciopelo – som formentligt havde hørt frølyden og ligesom jeg også ville indtage sin mad på en fin restaurant. Så selvom det selvfølgelig føltes mere rigtigt at kæmpe imod krokodiller, hajer og elementerne for at se farlige slanger, så kan dette til tider også fint lade sig gøre midt i fine restauranter uden alt det mas.

Terciopelo på restaurant

En terciopelo på en fin costaricansk restaurant.

Andreas Laustsen
er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia and VenomAb). For tiden arbejder Andreas som Postdoctoral Fellow på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes.
Kommentarer (17)

at læse dine beretninger fra "de varme lande". Har selv vandret i Corcovado - dog ikke i vand til halsen - og frorstår til fulde din fascination af både den park og Costa Rica i almindelighed.

mvh FLemming

  • 6
  • 0