Lykke Margot Ricard er ph.d. i innovation og teknologiledelse fra DTU, cand.merc. i erhvervsøkonomi og filosofi fra CBS
Hvilke teknologier er fremtidens vækstteknologier, som skal begunstiges med offentlige investeringer? Det har de nye EU-roadmap 2020-processer vist sig overlegne til at udpege – ikke mindst i forhold til den tidligere udskældte picking the winners-strategi. I roadmap-processerne kortlægges koordineringsmuligheder mellem policy og industrielle innovationstiltag, og de har allerede haft indflydelse på designet af EU's kommende rammeprogram, Horizon 2020.
De nye redskaber er baseret på en bitter erfaring af uopfyldte EU-politiske mål, der vidner om, at det at sætte mål alene er en uholdbar implementering af strategien. I dag står EU med en bæredygtig vækstplan, der ikke blot skal skabe job, men også omstille den nuværende økonomi til en lav-CO2-økonomi med energipriser, som forbrugerne har råd til. Desuden står EU med centrale strukturelle udfordringer såsom utilstrækkelige EU-forskningsbudgetter, en trussel på konkurrenceevnen fra internationale konkurrenter, som accelerer deres indsats og derved udfordrer Europas førende positioner bl.a. inden for de vedvarende energiteknologier, og endelig er der for lidt samspil om den teknologiske innovation.
Det teknologiske roadmap er et fremsynsredskab, der kan anvendes i aktør-netværkssammenhænge til at anlægge et langsigtet markedsperspektiv på teknologiudviklingen. Grundlæggende udformes en fælles vision for 2020, og den nuværende position/teknologistadie kortlægges. Derved bliver innovations-gaps og kompetence-gaps frem til visionen tydelige i processen.
Roadmap-perspektivet gør det muligt på et tidligt stadie at anlægge et langsigtet markedsperspektiv og sætte en tidshorisont på teknologiernes potentiale for at nå et kommercielt stade. Dermed afsløres mange usikkerhedsparametre, og ofte rejser roadmap-processerne flere nye spørgsmål, end de egentlig giver svar, men usikkerheden er også en væsentlig forudsætning for forandring. Som kommunikationsværktøj gør roadmappet de teknologiske udviklingsmuligheder visualiserbare – og måske bliver det tydeligere for nye virksomheder eller forskere at gennemskue fremtidige kompetence- og samarbejdsmuligheder. Denne tilgang er afprøvet i de europæiske teknologiplatforme.
De europæiske teknologiplatforme er som udgangspunkt industridrevne, men samler centrale og multiple aktører på frivillig basis inden for specifikke teknologiske områder. De bakkes op af EU-Kommissionen, idet de legitimeres ved, at de forholder sig til en væsentlig europæisk udfordring, f.eks. nedbringelsen af CO2 på fossile kraftværker eller fastholdelsen af Europa som kompetencecenter for vedvarende energiteknologier.
Med deres roadmap-processer er de nye i det politiske landskab, mens tilgangen bygger på en grundlæggende idé fra sen-80’ernes samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer (bl.a. IKE i Aalborg og SPRU i Sussex) om at se innovation som en interaktiv proces i opbygning af kompetencer mellem teknologibrugere, producenter, forskningsinstitutioner og politikere. Hvor der i 2001 blot fandtes én europæisk teknologiplatform i ‘areonautics’ (luftnavigation), eksisterer der i dag 36 europæiske teknologiplatforme – og der tales allerede om mulige sammenlægninger.
Kan man øge afkastet til samfundet af de investeringer, som EU foretager? Ja, de strategiske roadmap-tiltag øger uden tvivl effektiviteten af de offentlige investeringer og effektiviserer koordinationen af tilgængelige fondsmidler. Både EU og nationale forskningsfonde kan fokusere på de handlinger og den prioritering, som er identificeret i roadmappene – nu med mulighed for at udpege de højrisikoinvesteringer, som markedet ellers ikke ville foretage, dvs. dem, som udgør en væsentlig barriere for innovation. Et eksempel er investeringer i demostationsanlæg, der hvor teknologien endnu ikke er testet i kommercialiserbar størrelse.
Ved at EU påtager sig risikoen for netop disse investeringer, skabes en stabiliseringsmekanisme, og vejen banes for at tiltrække øvrige investorer – og her gør de ellers utilstrækkelige EU-midler måske den største gavn – sætter skub i markedsinvesteringer og skaber incitament for teknologisk samspil. På den måde kan EU's investeringer påvirke samfundet mest muligt og derved forrentes bedst muligt. I et højspecialiseret samfund karakteriseret ved eksperter, der ved meget inden for et relativt begrænset område, kan nye former for samarbejde inden for teknologisk innovation være unikke assets, som kan påvirke konkurrencen frem for blot at tilpasse sig den.
