Tidligere i år havde Financial Times en artikel indrykket under denne overskrift.
Der har været mange historiske variationer og fortolkninger af det koloniale udnyttelsesmønster. Meget har ændret sig, men i Afrika har den økonomiske model udviklet af europæerne vist sig at være vanskelig at udskifte.
Handel fortsættes gennem den politiske elite, og merværdi tilføjes først varer, når de har forladt kontinentet. Det flerårige puslespil om Afrikas udvikling i den postkoloniale æra har omhandlet, hvordan man bryder modellen. Hvordan kan man trække Afrika ud af dens 'udnyttelseshistorie'?
For nogle ligger svaret i vestens nye teknologier, fremmarch af sociale impact start-ups, tech-entreprenører, angel-investorer, øget kommercialisering og øget forretningsgørelse af den humanitære sektor, techvelopment og innovative humanitære løsninger i verdens brændepunkter.
Den teknologiske revolution er begyndt at få en omfattende indflydelse på kontinentet. Mange tror nu på, at innovation og techvelopment kan redde kontinentet – tanken om, at Afrika kan undslippe sin fattigdom og koloniale arv ved at ’leapfrogge’ dvs. springe hele udviklingsstadier over.
Det tydeligste eksempel på dette har været Afrikas spring direkte over til mobiltelefoner, næsten udelukkende ved at omgå fastnetsteknologien. Løsningsmæssigt ligger der en masse potentiale i såvel innovative hightech- som lowtech-løsninger. Det tror jeg ikke, mange er uenige i.
Uenigheden består i højere grad af en bekymring for den øgede forretningsgørelse af den humanitære branche; at de alliancer, der skabes med virksomheder i nord, alene har til formål at penetrere det globale syd som marked og især det afrikanske marked, samt hvorfor man ikke i stedet allierer sig med tech- og andre innovative virksomheder i det globale syd.
Den bagvedliggende bekymring handler om ejerskab og kontrol. Hvad hvis tech-industrien i det globale nord er langt fra at være en befriende og bæredygtig kraft, men i stedet viser sig at være en ny slags kolonialist?
Det er ikke længe siden, jeg hørte en topleder fra en dansk tech-virksomhed udtale, at tech-industrien har disruptet den humanitære branche. Min umiddelbare reaktion var: Tværtimod – den humanitære sektor har disruptet tech-industrien og inspireret til udviklingen af social impact-drevne tech-løsninger i det globale syd.
Den humanitære sektor har jo i årtier arbejdet med impact og kvantificering af disse. Det, som kommer tættest på sandheden, er nok, at vi har inspireret og disruptet hinanden.
Benyttes denne gensidige disruptive kraft omkring et fælles purpose samtidig med, at vi i den humanitære branche ikke går på kompromis med etikken både i forhold de løsninger, som skal hjælpe verdens fattigste på mere transformative og bæredygtige måder, men også løfter ambitionen op til at handle om at transformere den økonomiske model for Afrika og relationen mellem nord og syd, er der potentielt større chance for, at vi kan få gavn af hinanden og skabe såvel bæredygtige løsninger som bæredygtige økonomiske modeller i syd.
Er tiden ikke også inde til det? Inde til, at vi innoverer sådan for alvor i forhold til den post-koloniale økonomiske model, samarbejdsformer, købmandsskab og skaber ligeværdighed i økonomiske aftaler og partnerskaber imellem nord og syd? Bør ambitionen ikke også være en gang for alle at sætte en stopper for den postkoloniale arv og det økonomiske afhængigheds- og udbytningsforhold?
Jovist er det vanvittigt ambitiøst – tenderende til opportunistisk, but why not – in the name of innovation? Det ville jo også betyde et opgør med ’giver og modtager’-relationen, som man i virkeligheden kan stille fundamentalt spørgsmålstegn ved. Dvs. hvem der rent faktisk giver, og hvem der modtager, som de økonomiske modeller i nord-syd er skruet sammen i dag.
Det vil alt sammen kræve, at vi i den humanitære branche er vores rolle utroligt bevidst, at vi holder fast i kerne og grundværdier, er modige, disruptive og har etikken fuldstændig på plads, og at vi også vover at sige nej tak til private virksomheder i det globale nord, når virksomheder i syd kan levere samme teknologi, know-how og kapacitet.
At vi insisterer på ikke at ende som gatekeepers for virksomheder i nord, der blot søger nye markeder og hurtig kapital i syd. Ønsker vi at disrupte den postkoloniale arv og den iboende atavisme (tilbageslag i en udviklingsproces) i såvel humanitære praktiser og i nord-syd-relationen, er det så ikke bl.a. en forudsætning, at vi primært indgår partnerskaber med virksomheder i syd, når det er muligt?
Mangler der en leverandør i syd eller kapacitet til at levere, er vi vel som minimum forpligtet til at sikre, at den respektive virksomhed i nord har en kobling til lokale virksomheder og kan bidrage med eks. kapacitetsopbygning og den vej igennem bidrage til udviklingen af erhvervslivet i de respektive lande.
Det er også den vej CARE Danmark i stigende grad ønsker at gå i fremtiden. Dvs. øge vores samarbejde og koblinger til såvel lokale virksomheder som lokale tech og innovations hubs/labs i det globale syd. Vi har bl.a. fornyeligt gennemført lokale markedsdialoger i forbindelse med en af vores nyere innovationsfyrtårne CAMP+ - udviklingen af verdens første klimavenlige flygtningelejr.
Fornyelig var CARE i Mozambique for at afholde en ideation workshop om klimainnovation, som konsekvens af årtier med markante klimaudfordringer, der i år kulminerede med to ekstreme klimakatastofer/cykloner, der ødelagde store dele af landet, tog mange menneskeliv og delte landet – bogstavelig talt - i to for en tid.
Jf. FN ødelagde cyklonen for over 100 millioner USD værd af huse, afgrøder og infrastruktur, inklusive kystfiskeriet. Mere end tusinder mennesker døde under stormen, og hundreder af tusinder blev hjemløse og internt fordrevne. Efterdønningerne er fortsat mærkbare. Mange skoler og hospitaler er endnu ikke genåbnet. Veje langt fra funktionelle og der er pt. en sultkatastrofe i regionen, som resultat af cyklonerne.
Til denne ideation workshop havde vi inviteret lokale grønne tech-virksomheder, start-ups, tænketanke, klimaforskere, lokale NGOer – ja, alle mulige lokale og regionale grønne frontrunners inden for innovation og tech. Deres innovationskraft og progressivitet slog benene væk under os.
Der hersker en privat sektor af yderst progressive tech og grønne frontrunners i syd, som kender egne udfordringer bedre end nogen andre, og hvor kreativiteten, innovationskraften og ambitionsniveauet er skyhøjt. Og som er langt foran mange tech start-ups i norden, når det handler om innovative løsninger tilpasset det globale syd.
Afrikas tech-industri oplever i øjeblikket en hastig vækst med over 600 aktive tech hubs på kontinentet. Det er en stigning på 40% fra 2018. Nigeria og Sydafrika har hhv. 85 og 80. Den kenyanske tech-iværksætter John Karanja lancerede BitHub, en inkubator for crypto-currency i 2015.
Etiopiens regering håber angiveligt, at en tech-centreret økonomi kan skabe 3 million nye jobs og endelig er Rwanda i gang med at etablere Afrikas første Silicon Valley (KIC - Kigali Innovation City) og sådan kunne jeg blive ved.
Er tiden ikke inde til, ikke alene at innovere på løsningsniveau, men at søge at lave en turn-around i nord-syd-relationen og arbejde hen mod et opgør med den koloniale arv en gang for alle? Hvorfor håndterer de to udfordringer samtidig? Netop fordi den nye innovation og techvelopment-dagsorden kan risikere at forstærke reproduktionen af den koloniale narrativ, hvis ikke vi er ekstraordinært opmærksomme på dette.
Hvis vi vil undgå at skrive os ind i en (innovations og techvelopment) epoke og ny historie, der forstærker disse forhold, skal vi handle nu og ikke alene lade os drive med af innovative humanitære løsninger og forretningsmodeller, der alene tilgodeser erhvervslivet i norden, men i allerhøjeste grad også bidrager til udviklingen af det lokale erhvervsliv, bæredygtige og ligeværdige økonomiske modeller i det globale syd.
Det er lige præcis nu, at vi er nødt til at finde modet frem til radikalt at disrupte. Ellers er der potentielt stor risiko for, at vi reducerer vores rolle til gatekeepers eller ’investeringsagenter’, som legimiterer en form for ’new age-kolonialisme’ i techvelopment og innovationens navn.
Humanitære praksisser har i årtier mere eller mindre ubevidst reproduceret koloniale narrativer, men med disse nye dagsordener, som involverer en konvertering af dele af det humanitære arbejde til forretning, er der risiko for, at vi bidrager til at forstærke denne narrativ og relation og dermed kan miste legitimitet og troværdighed.
Omvendt, hvis vi lader os drive af en lige så stærk innovationskraft i forhold til forretnings, økonomisk og samfundsmodel som omkring purpose og impact i det globale syd, kan potentialet for transformativ forandring og et endeligt opgør med den koloniale narrativ måske også en dag være inde for rækkevidde.
Jovist lyder det overambitiøst, men lige så crazy, som vi opfordres til at være, når vi innoverer omkring løsninger, lige så crazy kan vi vel beslutte os for at være i ambitionen om en ny fortælling i relationen mellem nord og syd?
