Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Når tech redder liv bloghoved

Er techvirksomheder Afrikas nye kolonister?

Tidligere i år havde Financial Times en artikel indrykket under denne overskrift.

Der har været mange historiske variationer og fortolkninger af det koloniale udnyttelsesmønster. Meget har ændret sig, men i Afrika har den økonomiske model udviklet af europæerne vist sig at være vanskelig at udskifte.

Handel fortsættes gennem den politiske elite, og merværdi tilføjes først varer, når de har forladt kontinentet. Det flerårige puslespil om Afrikas udvikling i den postkoloniale æra har omhandlet, hvordan man bryder modellen. Hvordan kan man trække Afrika ud af dens 'udnyttelseshistorie'?

Techvelopment – den nye åbenbaring?

For nogle ligger svaret i vestens nye teknologier, fremmarch af sociale impact start-ups, tech-entreprenører, angel-investorer, øget kommercialisering og øget forretningsgørelse af den humanitære sektor, techvelopment og innovative humanitære løsninger i verdens brændepunkter.

Den teknologiske revolution er begyndt at få en omfattende indflydelse på kontinentet. Mange tror nu på, at innovation og techvelopment kan redde kontinentet – tanken om, at Afrika kan undslippe sin fattigdom og koloniale arv ved at ’leapfrogge’ dvs. springe hele udviklingsstadier over.

Det tydeligste eksempel på dette har været Afrikas spring direkte over til mobiltelefoner, næsten udelukkende ved at omgå fastnetsteknologien. Løsningsmæssigt ligger der en masse potentiale i såvel innovative hightech- som lowtech-løsninger. Det tror jeg ikke, mange er uenige i.

Uenigheden består i højere grad af en bekymring for den øgede forretningsgørelse af den humanitære branche; at de alliancer, der skabes med virksomheder i nord, alene har til formål at penetrere det globale syd som marked og især det afrikanske marked, samt hvorfor man ikke i stedet allierer sig med tech- og andre innovative virksomheder i det globale syd.

Den bagvedliggende bekymring handler om ejerskab og kontrol. Hvad hvis tech-industrien i det globale nord er langt fra at være en befriende og bæredygtig kraft, men i stedet viser sig at være en ny slags kolonialist?

Hvem disrupter hvem?

Det er ikke længe siden, jeg hørte en topleder fra en dansk tech-virksomhed udtale, at tech-industrien har disruptet den humanitære branche. Min umiddelbare reaktion var: Tværtimod – den humanitære sektor har disruptet tech-industrien og inspireret til udviklingen af social impact-drevne tech-løsninger i det globale syd.

Den humanitære sektor har jo i årtier arbejdet med impact og kvantificering af disse. Det, som kommer tættest på sandheden, er nok, at vi har inspireret og disruptet hinanden.

Benyttes denne gensidige disruptive kraft omkring et fælles purpose samtidig med, at vi i den humanitære branche ikke går på kompromis med etikken både i forhold de løsninger, som skal hjælpe verdens fattigste på mere transformative og bæredygtige måder, men også løfter ambitionen op til at handle om at transformere den økonomiske model for Afrika og relationen mellem nord og syd, er der potentielt større chance for, at vi kan få gavn af hinanden og skabe såvel bæredygtige løsninger som bæredygtige økonomiske modeller i syd.

Er tiden ikke også inde til det? Inde til, at vi innoverer sådan for alvor i forhold til den post-koloniale økonomiske model, samarbejdsformer, købmandsskab og skaber ligeværdighed i økonomiske aftaler og partnerskaber imellem nord og syd? Bør ambitionen ikke også være en gang for alle at sætte en stopper for den postkoloniale arv og det økonomiske afhængigheds- og udbytningsforhold?

Jovist er det vanvittigt ambitiøst – tenderende til opportunistisk, but why not – in the name of innovation? Det ville jo også betyde et opgør med ’giver og modtager’-relationen, som man i virkeligheden kan stille fundamentalt spørgsmålstegn ved. Dvs. hvem der rent faktisk giver, og hvem der modtager, som de økonomiske modeller i nord-syd er skruet sammen i dag.

Det vil alt sammen kræve, at vi i den humanitære branche er vores rolle utroligt bevidst, at vi holder fast i kerne og grundværdier, er modige, disruptive og har etikken fuldstændig på plads, og at vi også vover at sige nej tak til private virksomheder i det globale nord, når virksomheder i syd kan levere samme teknologi, know-how og kapacitet.

At vi insisterer på ikke at ende som gatekeepers for virksomheder i nord, der blot søger nye markeder og hurtig kapital i syd. Ønsker vi at disrupte den postkoloniale arv og den iboende atavisme (tilbageslag i en udviklingsproces) i såvel humanitære praktiser og i nord-syd-relationen, er det så ikke bl.a. en forudsætning, at vi primært indgår partnerskaber med virksomheder i syd, når det er muligt?

Mangler der en leverandør i syd eller kapacitet til at levere, er vi vel som minimum forpligtet til at sikre, at den respektive virksomhed i nord har en kobling til lokale virksomheder og kan bidrage med eks. kapacitetsopbygning og den vej igennem bidrage til udviklingen af erhvervslivet i de respektive lande.

Det er også den vej CARE Danmark i stigende grad ønsker at gå i fremtiden. Dvs. øge vores samarbejde og koblinger til såvel lokale virksomheder som lokale tech og innovations hubs/labs i det globale syd. Vi har bl.a. fornyeligt gennemført lokale markedsdialoger i forbindelse med en af vores nyere innovationsfyrtårne CAMP+ - udviklingen af verdens første klimavenlige flygtningelejr.

Frontrunners i syd

Fornyelig var CARE i Mozambique for at afholde en ideation workshop om klimainnovation, som konsekvens af årtier med markante klimaudfordringer, der i år kulminerede med to ekstreme klimakatastofer/cykloner, der ødelagde store dele af landet, tog mange menneskeliv og delte landet – bogstavelig talt - i to for en tid.

Jf. FN ødelagde cyklonen for over 100 millioner USD værd af huse, afgrøder og infrastruktur, inklusive kystfiskeriet. Mere end tusinder mennesker døde under stormen, og hundreder af tusinder blev hjemløse og internt fordrevne. Efterdønningerne er fortsat mærkbare. Mange skoler og hospitaler er endnu ikke genåbnet. Veje langt fra funktionelle og der er pt. en sultkatastrofe i regionen, som resultat af cyklonerne.

Til denne ideation workshop havde vi inviteret lokale grønne tech-virksomheder, start-ups, tænketanke, klimaforskere, lokale NGOer – ja, alle mulige lokale og regionale grønne frontrunners inden for innovation og tech. Deres innovationskraft og progressivitet slog benene væk under os.

Der hersker en privat sektor af yderst progressive tech og grønne frontrunners i syd, som kender egne udfordringer bedre end nogen andre, og hvor kreativiteten, innovationskraften og ambitionsniveauet er skyhøjt. Og som er langt foran mange tech start-ups i norden, når det handler om innovative løsninger tilpasset det globale syd.

Afrikas tech-industri oplever i øjeblikket en hastig vækst med over 600 aktive tech hubs på kontinentet. Det er en stigning på 40% fra 2018. Nigeria og Sydafrika har hhv. 85 og 80. Den kenyanske tech-iværksætter John Karanja lancerede BitHub, en inkubator for crypto-currency i 2015.

Etiopiens regering håber angiveligt, at en tech-centreret økonomi kan skabe 3 million nye jobs og endelig er Rwanda i gang med at etablere Afrikas første Silicon Valley (KIC - Kigali Innovation City) og sådan kunne jeg blive ved.

Er tiden ikke inde til, ikke alene at innovere på løsningsniveau, men at søge at lave en turn-around i nord-syd-relationen og arbejde hen mod et opgør med den koloniale arv en gang for alle? Hvorfor håndterer de to udfordringer samtidig? Netop fordi den nye innovation og techvelopment-dagsorden kan risikere at forstærke reproduktionen af den koloniale narrativ, hvis ikke vi er ekstraordinært opmærksomme på dette.

Hvis vi vil undgå at skrive os ind i en (innovations og techvelopment) epoke og ny historie, der forstærker disse forhold, skal vi handle nu og ikke alene lade os drive med af innovative humanitære løsninger og forretningsmodeller, der alene tilgodeser erhvervslivet i norden, men i allerhøjeste grad også bidrager til udviklingen af det lokale erhvervsliv, bæredygtige og ligeværdige økonomiske modeller i det globale syd.

Det er lige præcis nu, at vi er nødt til at finde modet frem til radikalt at disrupte. Ellers er der potentielt stor risiko for, at vi reducerer vores rolle til gatekeepers eller ’investeringsagenter’, som legimiterer en form for ’new age-kolonialisme’ i techvelopment og innovationens navn.

Humanitære praksisser har i årtier mere eller mindre ubevidst reproduceret koloniale narrativer, men med disse nye dagsordener, som involverer en konvertering af dele af det humanitære arbejde til forretning, er der risiko for, at vi bidrager til at forstærke denne narrativ og relation og dermed kan miste legitimitet og troværdighed.

Omvendt, hvis vi lader os drive af en lige så stærk innovationskraft i forhold til forretnings, økonomisk og samfundsmodel som omkring purpose og impact i det globale syd, kan potentialet for transformativ forandring og et endeligt opgør med den koloniale narrativ måske også en dag være inde for rækkevidde.

Jovist lyder det overambitiøst, men lige så crazy, som vi opfordres til at være, når vi innoverer omkring løsninger, lige så crazy kan vi vel beslutte os for at være i ambitionen om en ny fortælling i relationen mellem nord og syd?

Birgitte Yigen er Chief Innovation Officer for den internationale organisation CARE. Hun skriver om innovation, techvelopment og bæredygtighed i den humanitære sektor – særligt med fokus på innovationsprojekter i verdens fattigste og mest klimaudsatte lande.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kina indså at ingen bliver rige af at sælge råstoffer, og kun marginalt rigere af at sælge arbejdskraft.

Så de insisterede på at produktion og rettigheder til deres marked, blev flytte til deres Land.

Så simpelt og så kompliceret er det!

  • 1
  • 1

Gode intensioner er altid gode, men de batter som en skrædder i helvede når grundstrukturen gavner udnyttelsen.
Den helt store misforståelse, som senest har smadret Tyrkiet og ødelagt det arabiske forår er vor forsimplede opfattelse af hvordan demokrati opstår og fungerer. Skal man have et fungerende samfund på det vareproducerende niveau må det nødvendigvis være struktureret ud fra det pågældende samfunds faktiske udviklingsniveau og ikke ud fra en simplificeret utopi som de facto gavner magthaverne og eliten.

DEMOKRATI I UDVIKLINGSLANDE

For 200 år siden var både Danmark og Egypten feudale landbrugslande med befolkninger på samme størrelse. Især held, men også dygtighed bevirkede at Danmark udviklede sig dynamisk. Hele befolkningens levevilkår blev hævet, og demokratiets spilleregler blev forstået og respekteret.

Processen hen imod den form for demokrati som vi har i dag, gik i Danmark og de fleste europæiske lande gennem adskillige udviklingstrin. Først var det alle med fast ejendom som fik stemmeret, så fik alle rige mænd stemmeret, derefter var det alle frie (skyldfri) mænd, så var det alle mænd og allersidst fik også kvinderne stemmeret. Senere er aldersgrænsen for stemmeret blevet sat ned ad flere omgange.

Egypten har et diktatur, og det er der beklageligvis gode grunde til.

De store byers borgere forstår demokratiets spilleregler, og de har gennem deres ikke voldelige demonstrationer og opofrelser til fulde vist, at de er modne til vores form for demokrati. Vores form for demokrati er imidlertid baseret på at hver borger har en stemme, og for at den form for demokrati skal kunne fungere, er det en forudsætning, at majoriteten af befolkningen forstår, accepterer og understøtter de demokratiske spilleregler.

Egypten og andre udviklingslande er konfronteret med det problem, at det er byernes (store) minoriteter der kan håndtere demokrati. Det er naturligt at de kræver det, men så længe majoriteten af befolkningen ikke er klar til, og dybest set ikke er indstillet på demokrati, vil den ene diktator blot afløse den anden. Det er da helt sikkert sundt at få smidt gamle diktatorer på porten, også selv om de uundgåeligt bliver afløst af nye diktatorer, men det bedste ville jo være, at få etableret et system som gradvist og harmonisk udvikler sig hen imod vores form for demokrati.

De demokratiske intentioner, baseret på begreberne frihed, lighed og broderskab, kan være beundringsværdige, men rækken af eksempler på fejlslagne forsøg er nærmest uendelig. Vi kan starte med den blodige franske revolution der efter et sandt rædselsvælde førte diktatoren Napoleon til magten. Vi kan fortsætte med den samfundsmæssige opblomstring under den Russiske revolution som imidlertid førte diktatoren Stalin til magten. Vi kan tage Tyskland som fik Hitler. Vi kan tage alle de afrikanske lande som på papiret har demokratiske forfatninger, men i praksis er diktaturer. Vi har Thailands demokratiforsøg i frisk erindring, hvor en rig og grådig forretningsmand har forsøgt at udnytte landbefolkningens majoritet til egen fordel, og hvor bybefolkningernes minoritet gør oprør mod dette OSV. Selv Tyrkiet, der virkede som et solstråle eksemplet ballancerer nu på grænsen af udemokratisk flertalsvælde baseret på den mindst udviklede majoritet i befolkningen!

Forståelsen af den historiske udvikling som de fleste af Europas demokratier gennemløb, gør det imidlertid muligt at skitsere en overgangs styreform for udviklingslande, en styreform som gradvist og uden ødelæggende tilbagefald til diktatur, vil kunne udvikle sig harmonisk hen imod vores form for demokrati.

Naturligvis skal alle, også i udviklingslandene, have en stemme, men ud fra forståelsen af demokratiets reelle udviklingsforløb i Europa, vil det give en dynamisk og stabiliserende effekt såfremt alle der har gået i skole og kan læse og regne tilfredsstillende får en ekstra stemme, alle der har en videregående uddannelse yderligere en stemme, og at personer så som landsbyældste, tillidsmænd og andre ledere der har et samfundsmæssigt ansvar også får ekstra stemmer.

Det kunne eventuelt også give en ekstra stemmer hver gang man betaler dobbelt så meget i skat som gennemsnittet (1 ny stemme hver gang man dobler op!), derved ville man reducere middelklassen og overklassens notoriske tilbøjelighed til såvel skattefifleri som udbredt under bordet magt misbrug!

Systemet giver mulighed for reel borger medvirken i de styrende processer.

Med et sådant valgsystem styrkes byernes demokratiske kræfter, og det bliver vanskeligere for magtsyge ledere at ”forføre” den større, ikke demokratisk indstillede del af befolkningen. Gradvist, efterhånden som uddannelse og oplysning breder sig ud i hele befolkningen, og der dermed bliver flere og flere med ekstra stemmer, vil landet nærme sig en situation hvor det vil være hensigtsmæssigt at ændre stemmesystemet til vores nuværende 1 stemme pr person demokrati.

Vores (vestens) tilbøjelighed til at stikke hovedet i busken og urealistisk insistere på det ideelle her og nu, altså ignorere virkeligheden, og af ideologiske grunde kræve vores form for demokrati indført i udviklingslande, har og vil fortsat resultere i store menneskelige omkostninger og langsommere samfundsmæssige udvikling, i de udviklingslande som bliver gjort til genstand for de fortsatte dødfødte 1 stemme per person demokrati eksperimenter!

https://videnskabeligindsigt.blogspot.com/...
https://unifiedscience2.blogspot.com/2011/...

  • 3
  • 2

I indlægget udtrykkes der ængstelse over, at teknologiske løsninger i ulande vil minde om fortidens kolonialisme for meget.

Kolonialismen ses som noget dårligt. Men hvad var det egentligt?
Det var human kapital fra Vesten som overtog styringen og udviklede samfund og økonomi i lande som manglede human kapital. En IQ-overklasse forbedrede livet i disse lande, og berigede samtidig sig selv. Altså en win/win-situation.
Efter kolonialismen opstod den humanitære branche, som du kalder den. Den er begrundet i blank-slate ideologien hos liberale og venstreorienterede. Den har derfor ingen målelig effekt på modtagerne, men kan betragtes som spild eller moralsk aflad.

I fremtiden kan man forestille sig, at AI udviklet i Vesten kan erstatte manglende human kapital i ulande. Med mindre ideologerne også får moralske kvababbelser over dette.

  • 1
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten