close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
ATV bloggen

Tankevækkende tur ad teknologipagts-ruten

Folkemødet var igen i år en fed oplevelse. Det blev nogle hektiske dage, hvor jeg både nåede rundt til ATV’s debatter og en masse spændende arrangementer i andre telte. I år havde Folkemødet en ekstra dimension, fordi rigtig mange af arrangementerne handlede om teknologi og fremtidens arbejdsmarked.

Det er dejligt at se, at de agendaer, som ATV for få år siden var ret alene om, nu har bredt sig som ringe i vandet. En af mærkesagerne har været den teknologipagt efter hollandsk forbillede, som regeringen har taget til sig og lancerede i april.

Teknologiudviklingen giver Danmark fantastiske muligheder for at forene arbejdspladser med bæredygtige løsninger og en masse eksportsalg. Men det kræver, at vi er indstillet på at forandre vores samfund og omfavner digitaliseringen. Faren er, at andre regioner i verden har opdaget de samme pointer, men er dygtigere og hurtigere til at omstille sig. Vi skal bl.a. lykkes med at have mange flere børn og unge til at interessere sig for teknik, naturvidenskab og digitalisering, og derfor er Teknologipagten vigtig. Både af hensyn til at dyrke en solid talentbase i Danmark, og for at have et samfund, der er med til at skabe fremtidens teknologiløsninger. Det fordrer en generel høj teknologiforståelse og -dannelse hos alle borgere.

På Folkemødet satte den nye teknologipagts-organisation, hos Fonden for Entreprenørskab, en fin dagsorden med en ”teknologipagts-rute”, hvor man blev guidet til en række events, som på en eller anden måde handlede om pagten. En rigtig god idé, som jeg afprøvede i praksis.

Det førte mig til Engineer the futures telt, hvor man debatterede ud fra vinklen ”Hvad kan Teknologipagten?”. Et debatpanel med formanden for Teknologipagtsrådet André Rogaczewski og formanden for ATV’s Science & Engineering-komité Per Falholt kom med en række spændende bud på, hvordan pagten kan blive en succes. Blandt andet diskuterede panelet det nye initiativ LIFE – Læring, Inspiration, Fascination og Engagement, som Novo Nordisk Fonden er ved at sætte i gang for at øge interessen blandt børn og unge for naturvidenskab. Et projekt, som også indgår i Teknologipagten.

Om få dage holder Teknologipagtsrådet sit første møde, og der er ved at blive etableret et sekretariat i Odense. Folkemødet viste, at pagten har fået en god start med bred opbakning. I den kommende tid bliver den store udfordring at holde dampen oppe og sikre, at de gode viljer bliver til konkrete resultater.

Det var omdrejningspunktet ved en konference, som Engineer the future i sidste måned afholdt sammen med ATV, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner under overskriften ”Teknologipagt – på vej fra god idé til effektiv praksis”. Et af oplæggene kom fra Beatrice Boots, der er direktør for den hollandske teknologipagts-organisation. Hendes budskab var krystalklart: Pagten er en succes, fordi den forpligter organisationerne. Men den er ikke noget mirakelmiddel, og den må ikke ende som en reklamekampagne med smarte slogans uden effekt.

Og netop derfor er jeg på samme tid opmuntret uden at være over-optimistisk. For teknologipagts-ruten viser, hvor mange mennesker som har valgt at engagere sig i pagten. Den store udfordring bliver nu at få skeptikerne til også at gå ruten – i hvert fald i overført betydning. Det kræver, at vi får det organiseret som en åben march snarere end en pilgrimsrute for de frelste.

LiaLeffland
er akademidirektør i ATV. Hun skriver om de store samfundsudfordringer og hvordan teknologi, naturvidenskab og teknisk videnskab kan bistå med løsninger, og spørger, hvilke rammer giver vi innovation, forskning, vidensspredning, produktionserhverv og uddannelser i Danmark.

Sidder i bestyrelsen i en børnehave og har for nyligt oplevet bagsiden af medaljen, hvor ministeriet har fået den idé at det ikke kan være for tidligt at sætte børnene i gang med lære noget it og "science" som ministeriet ordret kalder det der underlige noget.

Så der er krav om at vuggestuer og børnehaver skal give børnene erfaring med "etisk forsvarlig brug af it" og anvende "GPS, digitalvægt, webkamera". Det er lige pt. tvivl om den præcise formulering, om man kan vælge fra hvis man synes det er bedre at børnene graver efter regnorme end kigger på dem på en skærm.

Jeg tænker nogle gange på om omverdenen virkelig kigger på os på den måde - kun ser redskaberne og teknologien, og ikke de nysgerrige hoveder bag og virketrangen/pionerånden.

  • 0
  • 0