close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

Tale til studenterne, årgang 2013

Kære Studenter, årgang 2013.

I er nu, som ved et trylleslag, blevet gjort voksne.

Igen.

Der er alle mulige aldersgrænser som I unge mennesker har skullet holde rede på, afhængig af hvem I havde sex med, hvad transportmiddel I valgte, hvor mange kilo I måtte løfte eller hvad I drak.

Men når man er fyldt 18 år og har taget en ungdomsuddannelse klapper fælden for sidste gang.

Fra nu af har I ansvaret for jeres eget liv.

Kun hvis I kan overbevise en byretsdommer om at I ikke er rigtige oven i hovedet, vil andre tage sig af jeres rudekuverter, sidste frister, indeberetningspligter, egenkontroller og solvens.

Inden længe vil I have lært en masse om regler for opskrivning i børnehaver, aktiveringskurser, udenlandsk indtægt, funktionelle brandkrav, ubetinget vigepligt, kvantemekanik, fradrag i lønindkomst og om at dele sol og vind lige mellem sine børn.

Det er ikke altsammen der vil virke lige gennemtænkt for jer, men det er altsammen dele af det kludetæpper generationerne før jer nørklede sammen og som vi i det store og hele kender som "samfundet".

Det plejede at være meget nemt med det der "samfund", f.eks skal de unge mænd på Session inden længe: De skal med våben i hånd være klar til at forsvare vores samfund, for det tilfældes skyld at Norge, Sverige eller Tyskland bliver trætte af de høje huslejer på danske sommerhuse.

Eller noget...

Danmark har også 37 siders bekendtgørelse om skatter og afgifter på mineralvand.

Minde kunne åbenbart ikke gøre det.

Andre regler vil I blive tvunget til at fundere over i en gusten nattetime og hvad enten reglen går imod jer eller med jer, vil I erkende at den er faktisk godt tænkt, fordi den gør det nemmere at være et godt menneske, når man er mest fristet til at lade være.

Men I har også fået noget andet, I har fået nøglen til de at lave reglerne om: I har stemmeret.

I blev undfanget på et tidspunkt hvor vi kun var nogle ganske få EDB-nørder som havde hørt om Internettet.

Dengang var der stadig grænsebomme og paskontrol hvis man skulle til Hamborg eller Malmö, at købe en bog per postordre i England involverede en masse papirarbejde, både i banken og på posthuset og hvis man var rigtig langt fremme i skoene havde man en eller måske to pennevenner i udlandet, som man vekslede tre fire breve med -- om året.

Men vi har stadig de 37 sider om mineralvand, vi har stadig toldsatser for "Uexponeret film, 35mm bredde, i rulleform" og hvis vi skal være ærlige, så har jeres bedsteforældre ikke helt vænnet sig til tanken om EU og jeres forældre ikke helt til Internettet.

Det er jeres forbandede opgave og ansvar at vedligeholde og modernisere vores samfund fra nu af.

Der er ingen andre der er kompetente til det.

God arbejdslyst.

phk

Poul-Henning Kamp
er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.

... vil gerne være den, der åbner ballet:

Fantastisk indlæg, PHK. Skarpt og præcist (og tilpas kort nok til, at iPhone-generationens koncentrationsevne ikke udfordres).

Jeg ville have håbet, at det lokale gymnasium havde været fremsynet nok til faktisk at invitere dig til deres dimissionsfest, så du kunne have givet talen in persona, men der er altid en chance næste år.

Mikael

  • 6
  • 0