close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

En succesfuld opsendelse

Torsdag formiddag ankom de første CSere til Nexø havn og gik straks i gang med at pakke ud. Vores skibe, raket og andet grej lå jo allerede klar og ventede efter at vi blev nød til at udsætte opsendelsen ugen før. I løbet af dagen og fredag kom flere til, alt imens raket og skibe blev klargjort til opsendelsen.

Både torsdag og fredag blev der kigget grundigt i vejrudsigter og farvandsudsigter. Det så ud til at blive perfekt vejr lørdag formiddag, til gengæld ville det blæse noget op om eftermiddagen. Derfor blev det besluttet at sejle ud og være klar til at skyde så tidligt som muligt, når vores opsendelses vindue åbnede klokken 8. Sputnik sejlede derfor ud af havnen ved 1-tiden og Bolette fulgte efter en times tid senere. De små både flytter sig jo med en helt anden hastighed og kunne derfor starte ud ved 5-tiden.

Illustration: Mads Stenfatt, CS

Da vi nærmede os området, kom der en polsk fisker sejlede fra nord. Jeg tænkte at han nok var på vej mod havn med nattens fangst, men nej. Et par sømil syd for os stoppede han op og satte trawlet i vandet.... Efter adskillige forgæves forsøg på at kalde ham over radioen, sendte vi en rib-båd der over. Efter at han havde fremvist alle papirer på at han fiskede lovligt, gik det op for ham at vi egentlig var kommet for at advare ham om at vi ville sende en raket op. Det fik ham så til at pakke trawlet sammen og sejle længere sydpå for at fiske videre der.

Det var så også det eneste skib der kom i vejen for vores opsendelse. Det er måske en af fordelene ved at sende op tidligt på dagen.

Allerede da solen stod op begyndte vi at gøre klar, både på affyringsrampen og i mission control. Det betød så også at da klokken var 9.30 havde vi en raket der var tanket og klar til at flyve. Sputnik blev evakueret, nedtællingen sat i gang, Nexø II løftede sig fra platformen og steg til vejrs, mens den prøvede at overdøve de høje jubelråb fra de begejstrede CSere på skibene. Da den få minutter senere kom til syne under en faldskærm, var jublen bestemt ikke mindre.

Illustration: Carsten Olsen, CS

Faldskærmsafdelingen fik for første gang lov til at folde sig rigtigt ud. Det var et smukt syn at se den fine hvide skærm dale langsomt ned, med en raket hængende under den. Efter at have set videoen af skærmen der folder ud, er Mads dog kommet frem med at det ikke gik helt som planlagt. Men det vil han helst selv fortælle mere om i en senere blog.

Illustration: Sarunas Kazlauskas, CS

Takket være faldskærmen fik vi samlet en stort set uskadt raket op af Østersøen. Den ser så uskadt ud at vi vil undersøge om den er i stand til at tage en flyvetur mere. Dog er der nok noget af elektronikken der døde i vandet, så det skal skiftes. Men alligevel, det kunne nu være meget sjovt hvis det lader sig gøre med endnu en Nexø-opsendelse. Vi får se.

Illustration: Mads Stenfatt, CS

På vej tilbage mod Nexø havn, tog vinden til og det stod klart at vi ikke, som planlagt, kunne sejle flåden til København dagen efter. Vejrudsigten lovede op til 14 m/s i løbet af søndagen. Bolette kunne nok have klaret turen, med vi skulle jo også have Sputnik med og det går ikke med den vind og deraf følgende bølger. Derfor ligger vores skibe stadig i Nexø, men bliver hentet hjem ved førstkommende lejlighed.

Det var jo en helt forrygende weekend, og hold da helt op hvor er vi glade for at Nexø II fløj som den skulle, og landede under en udfoldet faldskærm. Alle systemer ombord ser ud til at have virket efter planen, og vi har fået en masse data ned via telemetrien,som vi skal have tygget os igennem og analyseret. Og der er nok at tygge på. Jeg har hørt at datasættet indeholder mere end 114 millioner matrix-elementer. Så snart Thomas har tygget færdigt, er jeg sikker på at han deler resultaterne med os allesammen her på bloggen.

Illustration: Sarunas Kazlauskas, CS

Så var der noget med at Nexø II ikke fløj helt så højt som vi havde regnet med. Det er selvfølgelig ærgerligt at vi ikke kunne sætte en ny CS højderekord. Men som andre også har sagt, er højden ikke det vigtigste. Det vigtigste er at vi fik de data i kassen som vi skal bruge til den videre udvikling af raketter, og det gjorde vi.

Ud over de billeder jeg har sat i bloggen her, har vi en masse andre billeder af opsendelsen liggende her. Hvis du gik glip af livestreamen, eller vil se den igen, kan du finde den på vores youtube kanal Her vil komme flere videoer af opsendelsen i nær fremtid når Mejling og co har klippet dem færdigt.

Vi arbejder på, snarest, at lave et debriefing-arrangement for alle jer, vores trofaste støtter. Der vil blive fremvist og diskuteret resultater, svaret på spørgsmål, og vist billeder og videoer af opsendelsen. Samtidig med at det vil blive muligt at se og klappe Nexø II. Meget mere om det vil blive meldt ud snarest.

Til sidst vil jeg på vegne af alle i CS sige tak til jer der har fulgt opsendelsen på vores livestream, og tak for alle de lykønskninger vi har modtaget de seneste par dage. Det er vi utroligt glade for. Uden jeres støtte kunne det her slet ikke lade sig gøre.

Illustration: Carsten Olsen, CS
JesperRosendal
er et af flere medlemmer af Copenhagen Suborbitals, der skriver på denne blog.

Hejsa CS
Tak for en hyggelig tur på de Østersøiske bølger.
Der er ingen tvivl om at gentagelser gør folk bedre. I denne omgang gik det meget bedre end i 2016 med at komme checklisten igennem.
Dette, sammenholdt med den lidt for lave tophøjde, vil jeg mene er gode grunde til at kigge endog ganske meget på at få Nexø II til at flyve igen. Både kan i opnå endnu mere glidende tur gennem checklisterne, og i har en mulighed for at få teoretiseret over hvad der skete med den manglende højde, og derefter få det afprøvet i mindre skala.

Hos os i DSC er vi vant til at vi har en motor kørende i ganske kort tid, hvorefter vi coaster i 2-4 gange denne tid før vi når toppunktet. Jeg så på jeres flyvning, og tænkte: Det var da godt nok hurtigt den stoppede på vej op. Det var først da jeg senere havde fået adrenalinen ned på et normalt leje at jeg gennemtænkte oplevelsen og nåede frem til at vi jo har en lille fast brændstof motor, som afleverer en raket i lav højde med cirka 250-300 m/s. Denne raket falder så opad i cirka 10 sekunder, hvilket afleverer den i lige omkring 1000 meters højde. Jeres sluthastighed er i det samme område, og beregninger på impuls, drag etc. vil jo så give at raketten coaster cirka lige så langt som vores, hvilket jo så passer med den opnåede sluthøjde.
Og alt dette beviser jo bare at man skal lade være med at smide omkring sig med teorier og andet baseret på første indryk, og sørge for at tænke hele historien igennem så teorierne dannes på et oplyst grundlag.
Jeg glæder mig til at høre hvad efterbearbejdningen af alle de millioner af datapunkter i har giver af information.

Men alt i alt: En vildt god og spændende tur. Vi glæder os allerede til den næste :-)

Venlig hilsen
Os fra DSC

  • 12
  • 0

Tak i lige måde.

Dette, sammenholdt med den lidt for lave tophøjde, vil jeg mene er gode grunde til at kigge endog ganske meget på at få Nexø II til at flyve igen.

Vi gransker naturligvis data, men hvis vore nuværende tanker om mekanismen bag den reducerede højde holder stik, er det tvivlsomt, om vi får noget ud af at genflyve Nexø II på dét punkt. Det skal også vejes op mod udgifterne og - ikke mindst - at det afleder noget af fokus fra vores videre færd. Vi må se.

  • 8
  • 1

"Men alligevel, det kunne nu være meget sjovt hvis det lader sig gøre med endnu en Nexø-opsendelse"
Tag jer i agt, SpaceX! :-)

  • 5
  • 0

Stort tillykke til hele CS med en vellykket opsendelse! Phew, endelig!! Må indrømme at det var en lettelse at se den flyve, og flyve godt, og superfedt at se den komme ned i faldskærm. Kan kun forestille mig hvor stor en lettelse det har været for jer, efter så meget indsats og ventetid. Godt gået guys! Glæder mig til postmortem og fremtiden.

  • 3
  • 0

Den 29. august kl. 19.00 holder vi et lille arrangement, hos IDA, hvor vi fortæller om Nexø II missionen. Til den tid har vi vendt og drejet alle data, og kan derfor forklare hvorfor den fløj som den gjorde. Der vil også blive vist film og billeder af turen og der vil være mulighed for at klappe raketten.

Mere information følger. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen, alle er velkommen.

  • 5
  • 0