projekt globalt bloghoved

Et stort emne i 2. uge COP27 bliver ”tab og skader”

Mandag morgen starter det rigtige COP27, hvor det er ministre tilstede fra næsten 190 lande i de store haller her i Sharm el-Sheikh i Egypten. De får mandag formiddag overdraget en lang række tekster, som embedsmænd har forhandlet den første uge.

Et godt bud er, at emnet ”tab og skader” bliver stort i forhandlingerne mellem ministrene. Derfor fylder det hovedparten af denne blog.

Sidste weekend var der uformelle forhandlinger, om ’tab og skader’ (loss and damage på engelsk) overhovedet skulle på dagsordenen under COP27. Det var der tvivl om helt til det sidste, men heldigvis fik det sit eget dagsordenspunkt efter stort pres fra udviklingslandene. Punktet handler om finansiering af de klimarelaterede katastrofer og de ’tab og skader’, som flere og flere mennesker – særligt i udviklingslandene – oplever. Et aktuelt eksempel er mennesker i Pakistan og Nigeria, der har set deres hjem og livsgrundlag blive skyllet væk af store oversvømmelser. Oversvømmelser, som er relateret til klimaforandringerne.

Helt grundlæggende kan man sige, at ’Loss and Damage’ dækker over de skader, der allerede er sket som følge af klimaforandringerne, hvorimod begreberne Mitigation (reduktioner) og Adaptation (tilpasning) handler om at forebygge og tilpasse sig effekterne af klimaforandringerne.

Udviklingslandene oplever det voldsomt uretfærdigt, at de rige lande - der historisk har udledt langt flest drivhusgasser - undsiger sig ansvaret for de konsekvenser, som rammer udviklingslandene hårdest. De presser på for en COP beslutning om at hjælpe samfund, der oplever tab og skader. Modsat vil de rige lande og specielt USA ikke tage konkrete beslutninger om penge til tab og skader.

Danmark er som det eneste af verdens rige lande gået ind i debatten om tab og skader med en pose penge. 100 millioner danske kroner på årets finanslov skal bruges til at hjælpe samfund, som er ramt af klimarelaterede katastrofer. Sjældent har Danmark fået så meget opmærksomhed for sådant relativt beskedent beløb. Dette var i verdenspressen i september, da Danmark annoncerede det ved FNs generalforsamling. Det er et flot træk, da velvilje og penge skaber en god mulighed for en mere konstruktiv dialog med udviklingslandene.

“Desværre ser vi stadig, at EU, USA og andre rige lande forsøger at undgå de substantielle beslutninger. De prøver endnu engang at slippe afsted med at skyde beslutninger til flere år frem i tiden. Det er fundamentalt uretfærdigt, for de rige lande har haft - og har stadig - helt uproportionelt høje udledninger af drivhusgasser, mens verdens fattige rammes, på trods af de ikke har skabt klimaproblemet,” siger John Nordbo, klimarådgiver i CARE Danmark.

Støtten skal øges til de udviklingslande, der er hårdest ramt af konsekvenserne af klimakatastrofer. De store oversvømmelser i Pakistan viser de enorme beløb, som klimaskaderne koster. Fornyelig havde Politiken på sin forside en beregning fra OxfamIbis en beregning, som viser at Danmark får en ”fair share” til ’tab og skader’ på mindst 27 milliarder kr. årligt. Det er mere end Danidas samlede årlige budget til ulandsbistand.

Rapport fra Nordisk Råd om ”Tab og skader”

Fredag eftermiddag var der et side-event (sådan hedder de mange arrangementer, som foregår parallelt til forhandlingerne). Det var en præsentation af en ny DIIS rapport “Making headway on Loss and Damage: Bridging policy, research and practice, som er betalt af nordisk ministerråd.

Rapporten kommer bla. med forslag til, hvordan nogle etablerede mekanismer fra tidligere COPs kan bruges endnu bedre: Glasgow Dialogue om financering, Santiago Netværk om teknisk rådgiving samt Warsaw International Mechanism to address loss and damage. Helt kort:

i) Under COP19 i Polen i 2013 lavede man den såkaldte Warsaw International Mechanism for Loss and Damage (WIM). Den blev etableret for at øge viden om tab og ødelæggelser, styrke dialog og koordination af handlinger. Men desværre har WIM ikke leveret meget gennem årene, men de lavede i efteråret en god rapport til COP27.

ii) Under COP25 i Madrid blev etablerede Santiago Netværk, der skal fungere som en katalysator for at sikre teknisk støtte til at modgå tab og ødelæggelser i udviklingslandene. Men det går langsomt.

iii) Endelig etablerede man under COP26 i 2021 den såkaldte Glasgow Dialog. Det er en dialogproces, hvor landene skal diskutere finansieringsmekanismer til de udviklingslande som oplever tab og ødelæggelser som følge af klimaforandring.

På COP27 kom finansiering som sagt på dagsordenen. Udviklingslandene og NGOerne taler meget om, at der bør etableres en finansieringsmekanismer til tab og ødelæggelser. Noget som de rige lande indtil videre har modsat sig. Som præsident Bidens særlige klimaudsending, John Kerry, sagde lørdag at »USA og mange andre lande ikke vil etablere en eller anden juridisk struktur, der forpligter til kompensation eller ansvar. Det vil bare ikke ske« Det er udviklingslandene meget skuffede over at høre.

I dag mandag optræder Mattias Söderberg i tre paneler (side-events) om emnet. Han siger: “ Støtten skal øges til de udviklingslande, der er hårdest ramt af konsekvenserne af klimakatastrofer. Gode relationer bliver der stærkt brug, for forhandlingerne er svære. Det geopolitiske om Ukraine, fødevaresikkerhed, inflation og energi også at spille en rolle.

Det bliver spændende, hvordan de mange ministre vil forhandle dette emne her i Sharm el-Sheikh i Egypten. Når vi er hjemme igen, kan du høre den ledende danske forhandler på området, Frode Neergaard, fortælle hvad der kom ud af COP27. Du kan tilmelde her til et IDA møde 23. november kl. 17.00: ”Hør fra hjemvendte fra COP27".

Der mangler ”sense of urgency” i COP27

Til sidst min foreløbige generelle vurdering af COP27 efter den første uge.

Hvad der undrer mig mest efter den første uge er, at der ikke er mere ”sense of urgency”, som det hedder i forandringsledelse. Ingeniøren har lavet en god omtale af ny opgørelse fra ’Global Carbon Project’, som anslår at den årlige udledning af CO2 fra fossile brændsler vil stige med en procent i 2022, og dermed nå op på 37,5 GT CO2. Det er det hidtil højeste niveau nogensinde, for den årlige udledning fra fossile brændsler. Dvs. højere end før et dyk på 5 procent i forbindelse med Covid-19 pandemien.

Forskerne hos Global Carbon Project konkluderer, at der med det nuværende globale niveau kun vil gå ni år, før vi har opbrugt det CO2-budget, vi har til rådighed, hvis vi skal undgå en temperaturstigning på de 1,5 C, som verdens nationer har forpligtet sig til gennem Paris aftalen. Desværre gør det ægyptiske COP27 formandskab alt for lidt for at presse på for højere ambitioner for reduktioner af udslip. Hvor det engelske formandskab for 1 år siden i Glasgow gjorde meget mere for ”keep 1.5 degree alive”. Jeg har hørt, at der skulle være cirka 600 lobbyister fra olie-industrien inde til COP27. Det skal man ikke undervurdere betydningen af.

Hans Peter er rådgivende ingeniør med speciale i udviklingslande og skriver om globaliseringen og dens konkrete betydning for udviklingen.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten