Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
expedition ellesmere 2019 bloghoved

Store planer - ruten, menneskene, naturen

Illustration: Morten Hilmer

Morten Hilmer og jeg har siden slutningen af oktober sidste år haft en god dialog med outfitteren Terry Noah i Grise Fiord. Terry har set det som en spændende udfordring at hjælpe os med gennemførelsen af vores ekspedition til Ellesmere Island og Axel Heiberg Island Og han har entreret med andre lokale inuitfangere i Grise Fiord.

Det var fra begyndelsen ellers ret svært at komme i kontakt med folk i den lille bygd. Jeg forsøgte at skrive til den lokale hunters and trappers-organisation for halvandet år siden, men uden resultat.

Desuden forsøgte jeg med det lokale hotel, hvor jeg heller ikke fik svar. Senere ringede jeg til hotellet – talte med Frank Holland, som var en flink fyr, der dog havde ret travlt, men efter et par opkald, stod det klart for Frank, at jeg rent faktisk mente, at vi ville komme til Grise Fiord i foråret 2019, og han står nu klar med hotelværelser til os, i de dage, hvor vi skal bo i byen.

En senere henvendelse til byens borgmester gav resultat, og efter lidt skriverier frem og tilbage, fik jeg en henvendelse fra Terry, som meget gerne ville påtage sig opgaven med at køre os til Axel Heiberg Island.

Ingen søndagstur

Jeg kan se – og det havde jeg nok lidt på fornemmelsen i forvejen – at det ikke ligefrem er en søndagstur, som vi taler om, så Terry og hans hjælpere er udfordrede mht. deres del af opgaven.

Fra Grise Fiord på den sydlige del af Ellesmere Island, er der ca. 350 km til den sydvestlige del af Axel Heiberg Island – alt efter hvilken rute man tager.

Illustration: Morten Hilmer

Den korteste og vanskeligste vej går næsten direkte nordpå fra Grise Fiord, op gennem trange slugter og elvlejer med stejle sider. Det er ikke en tur for børn, og elvlejerne er fyldt med sne, is og store sten, der konstant vil være en trussel mod hundeslæden, snescootere og øvrigt grej.

Og ja – du læste rigtigt. Der findes i dag kun én hundeslæde i funktion i Grise Fiord, og det er heldigvis lykkedes os at booke denne til vores tur.

Da Terry og hans hjælpere imidlertid skal både frem og tilbage, og desuden har to blegfede danskere på slæb, så er det samtidigt nødvendigt at have to snescootere med som støtte, hjælp og backup.

Området er arktisk ørken med mindre end 70 mm nedbør om året, og samtidigt er det ét af de mest øde områder i verden. Derfor kører man aldrig alene på så lange ture, hvor en tilfrosset karburator eller et drænet batteri på en snescooter kan være fatalt.

Og én hundeslæde til to passagerer og 200 kg grej, fungerer heller ikke, da hundeslæden skal køre ikke mindre end 350 km hver vej.

For år tilbage, hvor man ikke havde snescootere, og alle ekspeditioner og rejser foregik med hundeslæder, kunne man altid spise sine hunde, hvis noget gik galt. Og selvom hunde måske ikke er drømmespisen, så er et kogt hundelår trods alt bedre end en kogt karburator!

Ruten

Morten og jeg drager afsted den 24. marts (indlægget her er skrevet den 8. marts, red), hvor første del af rejsen går til Toronto i Canada. Herfra fortsætter vi den 26. marts til Iqaluit, og den 28. går det videre til Resolute. Her er vi så nået til det højarktiske Canada, hvor jeg har været flere gange på mine tidligere ekspeditioner, Dansk Nordvestpassage Ekspedition og Polar Passage 2000 Ekspeditionen.

Jeg har, siden jeg rejste her i 1994/’95 og igen i 2001, mistet kontakten til de folk, som dengang hjalp os på vores sejlads i åben båd langs ishavskysterne.

Via et hav af Google-søgninger har jeg fundet ud af, at flere er døde i mellemtiden, men der er heldigvis også folk, jeg kender, som fortsat bor i Resolute, og som jeg glæder mig til at hilse på igen. Deriblandt Ludy Pudluk og Ziporrah, som var gift med Hans Aronsen, der desværre er død for år tilbage.

Grise Fiord, som vi ankommer til den 29. marts, har jeg aldrig før besøgt, selvom det var en del af planerne, da jeg i 1994 sejlede alene fra Qaanaaq i Nordgrønland til Resolute i Canada. Det foregik dengang i en 5 meter åben POCA-jolle, hvor jeg alene krydsede Baffin Bay til Canada og derpå fulgte kysterne til Resolute – i alt 1000 km, hvoraf den første halvdel var over åbent hav.

Hensigten havde været at sejle ind til Grise Fiord for at tanke benzin, men fjorden ind mod byen var fyldt op af is, og jeg kunne på ingen måder blot tilnærmelsesvis komme i nærheden af fjordmundingen.

Da jeg nåede frem til Resolute efter knap fire dage, gik jeg straks op til min kontakt i byen Bezal Jesudason, hvor jeg lånte en telefon, så jeg kunne ringe hjem til min kone. Stolt berettede jeg om min sejlads, men høstede i stedet for skuldeklap og ros en verbal skideballe af dimensioner. Og vel egentligt velfortjent, da hun gik hjemme og var højgravid med vores kommende søn. Her måtte jeg love, at jeg aldrig tog afsted alene igen.

Rundt om Ishavet

Året efter fortsatte jeg sammen med mit team fra Resolute mod syd ind gennem den centrale del af Nordvestpassagen, og efter knap to måneders eventyr afsluttede vi sejladsen i Coppermine. Kort før vi sluttede, gik det op for mig, at det kunne være et utroligt stort eventyr, at sejle hele vejen rundt om Ishavet og møde alle de oprindelige folk i Arktis.

Med dette som mål tog jeg hjem og jeg brugte nu de næste fire år på at forberede en ny ekspedition, Polar Passage 2000, hvor målet var at sejle rundt om Ishavet på det, vi kaldte moderne eskimoisk vis – dvs. i åben jolle med påhængsmotor.

En sejlads på i alt 26.000 km, som blev gennemført i perioden 1999-2008, og en sejlads, som bragte mig tilbage til Resolute og ikke mindst bragte min vej forbi bygder som Pond Inlet/Mittimatalik, Clyde River og Qikiqtarjuaq.

Ønsker man at læse mere om dette eventyr, er det beskrevet i min bog, 'Eventyrlig Ishavsfærd', der udkom i november 2018.

Masser af uld

Efter vores ankomst til Grise Fiord har vi nogle dage i bygden inden rejsen mod nord. Vi bliver lige akklimatiseret til forårstemperaturerne, som på dette tidspunkt af og til stadigt runder 45 graders frost på en stille dag.

Morten har oplevet det, der var værre, med mere end 55 graders frost i Østgrønland fra hans tid i Siriuspatruljen, mens jeg aldrig selv har oplevet lavere temperaturer end 30 graders frost. Oppakningen er fyldt med merinouldundertøj, duntøj, varme luffer, filtede uldsokker og heldækkende ansigtsmasker, der fluks ville sende én bag tremmer, hvis man gik en tur med den herhjemme.

Efter at have fået et godt forhold til kulden og til de lokale i byen starter turen.

Hundeslæden, som allersenest måske bliver aflyst, snescooterne med Terry og hans venner samt os, kører op over land mod Norwegian Bay, som vi krydser for efter ca. en uge, at nå frem til det sydøstligste hjørne af Axel Heiberg Island. Terry og gutterne returnerer til Grise Fiord, mens Morten og jeg starter jagten på Christian Vibes varder.

Den første skulle være at finde ved Kap Sydvest ifølge Christian Vibes dagbog. Længere mod nord skulle endnu et par varder med beretning være at finde, og yderligere 2-3 i området mod øst og syd. Vores fart med ski og pulke fyldt med grej er naturligvis ikke til de store olympiske rekorder, så det vil tage nogen tid at trave området igennem.

Samtidig kan vi så måske være heldige at støde på hvide ulve, polarulven, der har udmærkede jagtområder netop her på den sydlige del af Axel Heiberg Island, hvor der ifølge Vibe skulle være en del græsser og lav, til glæde for fouragerende rensdyr og moskusokser. Vi afsøger den sydlige del af Axel Heiberg Island og vender derpå snuden mod øst tilbage mod Ellesmere Island, hvor vi igen forsøger at opsnuse ulve, der vil lade sig fotografere.

Illustration: Morten Hilmer

Bjørne i forårshumør

En del af ruten foregår på havisen, men af og til bliver der afstikkere ind over land, hvor sneharerne snart kommer i forårshumør og samles i større grupper – helt op imod 50 harer kan være samlet her.

Vi havde planlagt at gå til vejrstationen Eureka, men det er ikke lykkedes os at få tilladelse til at opholde os der, så i stedet går vores rute i en bue fra sydvestpynten af Axel Heiberg Island mod øst over den sydlige del af Eureka Sound til Ellesmere Island og derfra sydpå retur mod Grise Fiord. Det betyder, at vores samlede tur på ski med pulke vil blive på ca. 450 km.

Syd for Norwegian Bay ankommer vi til Bjørnekaplandet, der af Vibe blev beskrevet som bjørnenes – dvs. isbjørnenes – bryllupsland, så vi kan nok forvente en del forårskåde bjørne i området. Der er imidlertid masser af sæler i Norwegian Bay, så forhåbentligt er de ikke voldsomt sultne. Da man nu alligevel aldrig helt kan stole på sådan en fætter, medbringer vi naturligvis såvel riffel som pumpgun med store 'bønner' i, og desuden sætter vi hver nat en isbjørnealarm op omkring teltet.

Isbjørnealarmen består af nogle hjørnepæle i aluminium, og mellem pælene sætter vi to snubletråde, der er forbundet med løskrudtpatroner, som udløses med voldsomt brag ned i jorden, såfremt bamse går i snubletrådene. Den vil så stirre ind i mundingen af to geværer og forhåbentligt tage flugten, når den fornemmer lugten af os.

Seks uger efter vi har forladt Grise Fiord, er vi tilbage igen. Derpå har vi nogle dage i byen inden turen går retur til Danmark. Vi har indlagt et pitstop i byerne Resolute, Pond Inlet og Iqaluit, og især stoppet i Pond Inlet glæder jeg mig rigtigt meget til, da det var her jeg sammen med bl.a. Frederik opholdt mig i så lang tid i år 2000 og også i 2001 i forbindelse med ekspeditionen rundt om Ishavet.

Vi har selv sammensat flyrejserne begge veje, da vi ikke kunne få et dansk rejsebureau til at sætte herlighederne sammen. Samlet set er der 6 flyvninger hver vej, og der render op i den nette sum af ca. 52.000,- pr. person for en retur. Vi takker vores sponsorer for støtten – uden deres hjælp havde det været noget mere vanskeligt - eller umuligt - at få enderne til at nå sammen.

De er for øvrigt:

Nordjyske Bank (økonomi)

Epoca A/S (økonomi)

Vestjysk Bank (økonomi)

Klättermusen (tøj til ekstreme forhold)

Åsnes (ekspeditionsskistøvler, ski, stave mv.)

Drytech/ Turmat (frysetørret mad mv.)

Polaris Electronics A/S (satellit-telefoner)

Blue Line A/S (tablet til kommunikation)

Sirdal Skisenter (skiskole og pulktræning)

Ekspeditionslæge Steen Holm (udvidet lægetaske og kursus)

Simon Tranbjerg Vammen (kortmateriale mv.)

Dag Terje Lea (hytte- og grej i Norge)

Jens Holm (tandlægearbejde)

Søren Berg (journalistisk bearbejdning)

PS. Billederne er fra tidligere ekspeditioner.

Næste blogindlæg kommer til at handle om de hvide ulve!

Anders Bilgram er uddannet akademiingeniør, AUC, januar '90. Ansat v. Ingeniørhuset i Aalborg 1991-1997. Medlem af Eventyrernes Klub. Har ledet Dansk Nordvestpassage Ekspedition 1993-95 og Polarpassage 2000 Expedition 1999-2008. Siden 2009 indehaver af destilleriet Nordisk Brænderi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først