Statussymbolernes flugt over plankeværket

Alt bliver mobilt. Sådan er det bare. De ting vi køber, mere eller mindre som resultat af en hype, tager vi med os ud i livet; det er der, vi snakker om dem, bruger dem rent praktisk til at finde rundt med, checke e-mails med eller underholde os med. Det kan være en ny Sony Vaio laptop, den seneste HTC Android smartphone, eller - hvis man er helt fremme på beatet - en iPad. Content is King, Mobility is Queen - og kombinationen er kommet for at blive!

Men hvad sker der med de klassiske statussymboler, de ting vi tidligere købte til hjemmet, så det så cool ud, når der kom folk forbi? Den fede colortosse fra B&O eller stereoanlægget fra samme producent med link rundt i hjemmet?

Hvis man analyserer to af de nævnte trendsættende virksomheder - B&O og Apple - så viser det sig jo tydeligt, at satsningen på mobilitet af statussymbolerne betaler sig: B&O kæmper på 7. år med nedgang i omsætning og problemer med afsætningen. Kan det undre nogen? De fladskærme, som så mange familier i disse år anser for værende obligatoriske, kan købes både smarte og med alle de fede features til mellem 3000 og 7000 nede i Føtex. Sagen er, at hvis billedkvalitet, lyd og features er ens fra Føtex modellen til B&O modellen, så er det designet alene der udgør forskellen. Og hvor meget kan man designe på den 5 cm tykke ramme af en fladskærm? Og kan dette fantastiske design retfærdiggøre en pris mellem 40.000 og 80.000, når det samme stykke elektronik kan fås med et andet navn nede i Aldi for mellem 4000 og 8000? Ja, det kan det sikkert for en meget begrænset målgruppe, hvis det kan retfærdiggøres som et statussymbol. Folk der har brug for at flash'e, har brug for dyre ting at gøre det med, f. eks. en Aston Martin, et Rolex eller et B&O.

Apple laver da også stilrent design med up-to-date teknologi, og med en statussymbol effekt. Det er sgu da federe at hive en iPad 3G 64MB op af tasken på Café "creme-de-la-creme", end at sidde der med sin 4 år gamle slæb-bare Dell eller HP, mens man for 27. Gang reboot'er Windows. Apple er cool, trendy og klart et statussymbol, og så er Apple blevet mobil. iPhone, iPad, MacBook, etc. -det er gadgets du har med ud, derud hvor du bliver set. Ikke bare noget folk ser, hvis de tilfældigvis kommer i dit hjem, men symboler der følger dig i toget, på jobbet, i fitnesscenteret og på caféen.

Statussymbolerne har taget flugten over plankeværket, og det presser virksomheder som B&O, der ikke i tide har set mobilitet som det 21. århundredes mega-trend (i hvert fald de første 10-15 år af det 21. århundrede). Selv om der selvfølgelig altid er forskel på at være en innovativ megasucces fra Silicon Valley, og en velrenommeret radiofabrik fra Struer, så er et resultat sidste år på 36 Mia USD med et overskud efter skat på 5 Mia USD dog noget sjovere end et resultat på 2,7 Mia DKK med et underskud på 500 Mill DKK, og en negativ vækst på toplinien der nærmer sig 32%. Hvis vi skal gøre os forhåbninger for fremtiden i den danske ICT branche, så må vi satse på både Design, Innovation OG Mobilitet, de to første parametre er ikke længere nok. Vi må have de danske statussymboler til at tage flugten over plankeværket, det er der de skal ses!

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Karsten,

Der er meget rigtigt i det du skriver generelt om markedet for den slags. Men hvis du begynder at analyserer på værdisæt, markeder og brand, vil du finde ud af at B&O aldrig ville have kunne lave en iPhone. Årsagen er at B&O ligger i samme kategori som Audi og BMW, mens at Apple var populær i visse subkulturer i USA, hvor det bestemt ikke handlede om statussymboler, men mere om hjemmestrik, modstand mod Wintel, økogrøntsager og bæredygtighed. Disse værdier kunne man flashe gennem et par små hvide ørebøffer. Med et par (teknisk - for det er ikke bare det samme - og designmæssigt) langt overlegne B&O hørebøffer, signalerer man nogle helt andre værdier. De rige har aldrig været trendsættere for den store midtergruppe. I stedet blev det det grønne segments værdier som midtergruppen tog til sig, og der var synergi til Apples brand.

Desuden har Apple stærkere traditioner for userinterface design og langt større markedsadgang end B&O. B&O har heller ikke ressourcer eller den interne viden til at udvikle noget så avanceret som en iPhone. Jeg mener for folk som ikke er bekendt med B&O's betjening, så kan noget så simpelt som at spille en CD være en udfordring på et B&O anlæg.

B&O bør da naturligvis satse på mobility, men de skal holde sig i det segment som passer med deres brand og værdier.

Vh Troels

  • 0
  • 0

...for folk som ikke er bekendt med B&O's betjening, så kan noget så simpelt som at spille en CD være en udfordring på et B&O anlæg

  • enig! Bare at forhindre gæsterne i 'med rå håndkraft' at fjerne CDen fra ens CD-afspiller kan fordre et øje på hver finger! :)
  • 0
  • 0

Jeg har en B&O-video.... Udover den var uforskammet dyr, så er båndløbet defekt for 4. gang. Så pt har den stået på loftet og skammet sig i snart 10 år. Den er sikkert smart, men et båndløb, der er defekt den ene gang efter den anden- er ikke god reklame- især ikke, når en SHARP video med 8 hoveder- kostede 1300,- kr, og var udstyret med "Lillemor-menu". Den er god- spoler som et lyn! Jeg mener, jeg ikke er helt dum, og har arbejdet med mange forskellige OS-er i tidens løb, men det der B&O -er for teknikere.

B&O lavede virkelig gode billedrørs-tv, der ikke var til at slide op- med en billedkvalitet der ikke blev overgået. Men- 47.000 kr for et fjernsyn- er en slags penge. Og design: HA! Mandens store tunge højttalere er 1) umulige at flytte (hvis man nu gerne vil støvsuge) og 2) skal støves af med vatpinde. Ikke lige smart design, men god lyd...

Vi har lige købt en lille Phillips skærm til 2000 kr, og sammen med en digimodtager til 800 kr, så virker det. Med den hurtige udvikling- vil jeg ikke købe dyrt, når standarderne skifter så ofte, som de gør nu.

Apple har altid været dyr, og bestemt ikke for europæiske "hønsestrikkere"- markedet har altid ligget i den grafiske branche- og dermed reklamebranchen... Det betød også at ADOBE kunne holde sit programmel i et prisleje, der effektivt afskar "glade matører"- men heldigvis er der andre (gratis) muligheder, så det sved kun dem selv.

Alene konceptet med, at for at købe en ny del, skulle man aflevere en gammel- var effektivt mod "selvbyggere". Men at være dyre- tja vi har en IBM-server stående, den virker ok, men bare en lille smule mere RAM koster så meget, at man tror det er løgn..!

Rideheste, golf og sejlbåde er faktisk billigere som hobby- end god elektronik i mærkevarer. ;-)

Mvh Tine

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten