Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Raket-Madsens Rumlaboratorium

Standard Propulsion Unit, SPU.

Kære læsere...

Hr. Carsten Kanstrup har en del gange spurt ind til om en VaPac N2O hybrid har nok ISP til at sende noget over Karmanlinjen i 100 km højde, og om satsningen på denne motortype derfor giver mening. Det ville være vand på Carstens VaPac mølle - så jeg ville gerne kunne svare ja. Men -

Det kan man diskutere længe...

-Det er meget mere konstruktivt at tænde op for noget baneberegning - og lade en computer tygge drøv på problemet.

For først at gøre en lang historie kort...

-Alle de drivmidler der nogensinde har været på tale at bruge her på Refshaleøen har næsten samme ISP. Vi har aldrig arbejdet med deciderede lav energi ting som sorbitol / KNO3 som amatører ellers bruger meget, og vi har heller aldrig arbejdet med det eneste medium / high energy drivmiddel vi reelt kunne tænkes at prøve - LOX / RP-1

Methan eller flydende hydrogen har næppe gang på jord hos os. Lige så lidt som sortkrudt eller zink - svovl raketter.

Så den praktiske ISP for alt hvad vi prøver på ligger fra 185 - 210 sec ved havoverfalden.

Raketligningen fortæller os herefter hvad der egentligt er afgørende. En rakets hastigheds potentiale er produktet af dens udstødningshastighed multipliceret med ln til forholdet mellem rakettens masse med drivmiddel, og uden drivmiddel.

Når med andre ord ISP ikke er noget vi kan gøre ret meget ved, så er det altså masseforholdet der kan opnås som afgører om ditten eller datten system har større eller mindre potentiale.

Igen for at gøre en lang historie kort...

Hvis vi bygger raketter af metaller uden pumper - så har vi rigtigt svært ved at få masseforholdet godt. En helt basal HATV bygget i alm konstruktionsstål har godt nok den højeste ISP af det vi har prøvet - op til 210 - 215 sec, men kun 34 % af startvægten er drivmiddel. En EtOH raket med tryktanke kommer med en lidt lavere ISP og et lidt bedre masseforhold.

Men skal det blive godt, er der kun to veje at vælge imellem - turbopumper eller compositmaterialer.

Vi har jo gudske lov prøvet det meste...så der både beregnede og eksperimentelle erfaringer at arbejde med.

Et drivmiddels potentiale for at blive pakket ind i kompositmaterialer er derfor afgørende for om det har højdepotentiale, hvis man ikke vil pumpe ting.

Galcit har f.eks. den laveste ISP af de afprøvede drivmidler, men et godt potentiale for at være relativt nemt at pakke ind ind i compositmaterialer. Man vil kunne opnå op til 85 % af startvægten er galcit, og det kompenserer selvsagt for den lave ISP.

Det har dog bare vist sig lidt vanskelige end forventet selv at lave den indpakning.

Så er der N2O hybrid med den fine statistik, relativt høje ISP og gode æstetik.

Der er en mulighed for a bruge en COTS kompositløsning...

Hybrid raketter kan rigtigt godt lide at få lov at være sindssygt lange. Hvis en hybrid kan få lov at være lang nok, kan den bygges med en meget enkelt og meget effektiv single port akitektur, som giver det mindste spild af uforbrændt drivmiddel og en meget enkel støbegeometri.

I lange tynde raketter spiller endebundene en mindre rolle for masseforholdet end i korte, tykke raketter.

Hybrid regressionsrater for vores N2O / polyurethan system ligger på 0,8 - 1,5 mm sek, eller ca 10 % af det man typisk opnår med fast drivmiddel. Så enten skal man ( meget populært sagt ) have ti brandporte...eller en ti gange så lang raket og tynd raket for at den distance der skal brændes i motoren ikke bliver for lang.

Illustration: Privatfoto

I dette tilfælde ses en HATV med crusiform grain - det giver kort brandtid og stor kraft. Grafik: Christian Sørensen / RML

Netop fordi hybriden har så lav regressionsrate er den også velegnet til lange brandtider, - og vi ønsker til vores mission 40 - 60 sekunder.

Det vil sige vi får en regressionsdistance på ca. lige så mange millimeter.

Hvis jeg skal bygge en enkelt stor motor til HEAT X raketten - så skal jeg altså enten flette en masse parallelle brandporte sammen, eller lave en masse parallelle motorer.

En vovet, men interessant løsning er derfor en "klynge" eller "cluster" af lange, smalle hybridmotorer. Hvis en af dem bar en ISP på XX, og et masseforhold på YY, så vil to af dem koblet sammen parallelt have samme ISP og masseforhold.

Lige som syv eller nitten eller hvad man nu ender op med.

De to HATVere der er først i køen til sommerens opsendelser har en propulsion sektion på seks meter. De forreste fem meter er en N2O tank med plads til 100 kg af dette, i børnetandplejen, så populære raketdrivmiddel. Den bagerste meter er et brandkammer med plads til dysen og 20 kg forbrandbar polyurethan.

Det er faktisk nok de ultimative HATVere i stål - med et højdepotentiale på lidt over 25000 meter incl. 10 kg payload.

Vi har testet den slags motorer vandret, lodret, på hovedet, i negativ g. Vi har fløjet fejlfrit med dem i tre missioner, heraf to med start i negativ g og svær modvind. Vi har til dato ikke haft en fejlfunktion. Så pakket ind i stål har vi noget, der måske ikke er så sexet som en TM65 med pumper, men altså virker og er rørende billigt i tid og penge.

Jeg har ladet Rumlaboratoriets ingeniører regne på en komposit udgave af samme motor.

Vi har baseret beregningerne på anvendelse af et standard rør i compositmateriale. Den slags fremstilles herhjemme af Falck Smith Defence Systems, som har en yderst progressiv space division - som gerne vil give NGO rumfarten en hånd, eller rettere nogen meget fine rør. De fremstilles på deres egen fabrik i Danmark.

Fjerner man alle de lige sektioner af HATVen og erstatter dem med compositrøret - så kan vi skrælle 120 kg dødvægt af de 160 kg som en stål HATV vejer.

Det gør HATVen til en rumraket...

Med en single port grain og 50 sek brandtid når sådan en komposit HATV i et trin 170 km højde.

Det er ikke ulogisk at sætter man to sammen i parallel, når de det samme. Sætter man syv sammen i parallel når de selvfølgelig også det samme. Sætter man nitten sammen...

Nu kan vi så kaste noget dødvægt på og se hvor meget sådan en komposit HATV kan slæbe op over 100 km. Vi har yderligere den udfordring at vores payload har en formfaktor, som kræver 1,0 meter i diameter. Vi skal indregne luftmodstand, og den er stort set proportional med frontarealet.

Så lad os sige vi samler en klynge på 19 af disse - bag en rund front med en diameter på 1 meter, og en typisk Cw værdi på 0,35.

Så kan vi se hvor meget den aerodynamiske shell, LES modulet og kapslen må veje til sammen.

Ved 600 kg payload fås et apogee på 101,5 km.

Det vil sige man har et budget på 300 kg til kapslen og 300 kg til den aerodynamiske shell m.v. Kan man opfylde det kan en cluster af "dumme" HATVere - med komposit case - altså klare en tur til rummet.

Nu har jeg bare i dette eksempel valgt at bruge den gamle standard HATV som udgangspunkt. Men vi har faktisk lave HATVere op til ø 325 mm, som har fungeret fint. En mere sandsynlig cluster ville være en model hvor topudgaven flyver på syv stk, og man kan flyve med fem, fire, tre eller to - eller en enkelt ø 300 motor. Skal man det skal man ud i multiport design med dobbelt D, eller crusifom, men sparer altså de helt vildt mange motorer i en 19 cluster.

Alle startegier har fordele og ulemper...

Du kan ikke bygge en turbinepumpe !

Du kan ikke tænde syv motorer samtidigt !

Du kan ikke bygge en regenerativ motor der er så stor !

Du kan ikke styre med stråleror !

Du kan ikke lime så godt på composit rør !

Du kan ikke lave en hydraulisk gimbel !

Du magter ikke aktiv styring !

Du kan ikke støbe så stor en galcit grain !

Du kan ikke få wire guide systemet til at virke !

Du kan ikke kontrollere så store flow af trykgas !

Og vi kunne blive ved og ved med alt det man helt sikkert ikke kan...

Men har på Refshaleøen er der altså nogen der ikke vil høre, og alligevel prøver - og nogen gange er der faktisk noget der lykkes.

Jeg kan ikke se hvorfor man ikke skulle kunne tænde syv motorer på een gang, når de sidste syv affyringer af netop den motortype har givet kontant tænding netop da vi bad om det. Det har faktisk de sidste 34 affyringer af typen.

Så lad os lige prøve.

Men altså...i relation til energi - luftmodstand - ISP - og dødvægt kan man i alle fald på papiret godt flyve ud i rummet med 300 kg på nakken med en N2O / PUR raket. Vi vil have ca. 2,3 tons drivmiddel med os, og 1,4 tons hardware...kombineret 3,7 tons raket.

Det er lige hvad version 1.1 af den nye platform kan klare - og ellers bliver der nok råd til lidt opgrades på center tanken hvis det kniber.

For vi flyver bemandet længe før vi flyver til 100 km. Mon ikke det kan kaste noget spons af sig, eller udløse nogen foredrag ?

Peter Madsen

Jeg er helt med på, at brandkamrene skal være lange os smalle, men hvorfor lave 19 separate tanke til N2O? Man kunne i stedet have 19 brandkamre og en fælles tank til N2O. Det vil nedsætte vægten væsentligt.

MHT styring, så kan man med 19 brandkamre måske styre ved at nedsætte mængden af N2O i brandkamrene i den side, man vil styre imod. Hvis dyserne peger en anelse udad, vil dette måske være nok. Man kunne måske nøjes med at gøre det med de seks yderste brandkamre, eller måske endda kun tre af disse.

  • 0
  • 1

Som skrevet i bloggen så er området jo fyldt med alternativer og der er mange veje til målet.

Hvis du har mulighed for at få fremstillet en ø 1,0 meter x 4,0 meter viklet composittank ( Kevler, kul , S-glas eller E-glas ) rated til brug ved op til 60 bar - så er jeg game.

Det er jeg også ved alt der ligner. ( ø 800 x 2500, ø 1120 x 4900 whatever )

Men det er ikke umiddelbart en løsning med mindre man laver den selv.

Interorbitals ( stephans tidligere sted ) lavede deres egne kulfibertanke for rygende salpetersyre.

De svejste først en liner i tynd aluminium, og så håndoplagde arbejdskraft kulfiber på i almindelige måtter.

De blev så trykprøvet og opererede også ved 60bar ish tryk.

Så det kan man. Men man har store volumier under højt tryk spærret inde i materialer med meget komplekse egenskaber men ikke har 100 % styr på. Det kan være et problem - men ikke noget der ikke kan klares med større sikkerhedsfaktor.

Flere mindre tanke har større overflade, men samme vægt pr. volumen, så det man sparer ved at have en stor, er ikke vægt.

De kan laves af fabriksfremstillede rør, som vi ved er 100 % i orden og som er fremstillet med fine tolerancer på alt.

Det man vinder ved at have flere små - står faktisk i titlen.

"Standard"

Ideen bygger jo på brug af composit rør på standardiserede dimensioner. Kan vi lave en ( og det kan vi ) så kan vi også lave syv.

Skal vi bruge en stor tank, så skal en sådan specialfremstilles.

Der er lidt at spare i vægt pga de viklede endebunde, men det er ikke signifikant.

Endelig er det meget rart at have flere små tanke aht. N2O´s egenskaber.

Det gør kabum mindre sandsynligt.

Peter Madsen

  • 3
  • 3

Har du tænkt over, at H2O2 flow sikkert ikke er det samme igennem alle brændkamre ?

Hvis du er uheldig, så får du en asymmetrisk thrust når raketterne brænder ud, der risikerer at sende dig i spin i en højde hvor aerodynamisk stabilisering ikke er til nogen hjælp.

Det er et godt argument for én tank til iltningsmiddel.

  • 3
  • 1

Raketligningen fortæller os herefter hvad der egentligt er afgørende. En rakets hastigheds potentiale er produktet af dens udstødningshastighed multipliceret med ln til forholdet mellem rakettens masse med drivmiddel, og uden drivmiddel.

Vær lidt varsom med den raketligning. Som jeg har påpeget flere gange, og som du også kan læse i mit skrift, fremkommer den udelukkende ud fra impulsbevarelsessætningen og tager derfor ikke hensyn til "bagateller" som tyngdekraft og luftmodstand! Hvor ville det dog være let at komme op i 100+ km højde uden de to problemer.

Så den praktiske ISP for alt hvad vi prøver på ligger fra 185 - 210 sec ved havoverfalden.

Det får du altså ikke H2O2 + MDF plade op på og formodentlig heller ikke galcit, så du har prøvet motorer uden nok potentiale.

En vovet, men interessant løsning er derfor en "klynge" eller "cluster" af lange, smalle hybridmotorer.

Endelig begynder du at fatte det, og en enkeltport motor er let at rotationsstøbe :-) At jeg så nok ville nøjes med 4 stk. for at muliggøre en let aktiv styring og give raket og kapsel en ønskværdig rombefacon er en anden sag.

Hvis du har mulighed for at få fremstillet en ø 1,0 meter x 4,0 meter viklet composittank ( Kevler, kul , S-glas eller E-glas ) rated til brug ved op til 60 bar - så er jeg game.

Du kunne jo også vente med at fylde N2O på til lidt før afgang, så 35 bar (4,5 grader C) var nok. Med denne metode kunne aluminiumstanke med runde endebunde og kulfiberomviklet svøb måske gøre det - ialtfald til de 42 km, og dem kan du lave selv.

  • 4
  • 0

Intet problem. Konstaterer den aktive styring, at den ikke længere kan holde raketten på kursen, stopper man bare motorerne. Man kan også indstøbe en tråd, der brænder over og stopper motorerne, når der stort set ikke er mere brændstof tilbage.

Håber du har ret, men med multimotor / multitank frygter jeg lidt at det er pyroprop start Peter sysler med igen (@Peter?) og dermed ingen OFF mulighed.

Du kunne jo også vente med at fylde N2O på til lidt før afgang, så 35 bar (4,5 grader C) var nok.

Om det bliver lidt før afgang er for mig lige meget, men jeg ville også holde temperatur nede så massefylde holdes oppe og tryk ikke bliver ekstrem.
Multimotor rigtig god ide. OFF funktion (og dermed single tank) ville dog være et krav fra min side.

  • 0
  • 0

Det ventilløse N2O hybrid design gør en hybrid til en faststof - emulator - når først den er startet, kan den ikke stoppes.

Det giver nogen gange fin mening - f.eks. vil man nok aldrig have lyst til at lave abort på en LES motor.

Men det er selvfølgelig muligt til en pris i omkostninger og kompleksitet at bygge disse motorer nøjagtigt som de første af slagsen - med en pneumatisk opereret kugleventil og en uafhænging pyroteknisk tændsats.

Derved opnår man start - stop kapacitet - og sågar multi start kapasitet hvis det skulle være interessant. Vil man have det, vil man skulle lave et lille tweak med en pilot burner ventil.

Men pointen er at man ret enkelt kan lave stop på disse motorer.

Pneumatiske aktuatorer er meget pålidelige - og vil typisk være byttet sådan at de lukker hvis strømme går.

For så vidst vi har en pilot ombord kan han operere systemet - og det kan have mange fordele.

Langt mere tweaky er det at lave en ubemandet abort.

Så skal vi lave pålidelige radio uplink, og potentielt pålidelig downlink af data nok til at en person på jorden kan beslutte om der er brug for abort.

Hvis man er til røde og blå ledninger vil de fleste nok mere det altsammen er ret ligetil - og der er det faktisk.

Omkostninger ved syv motorer vil være ca 14000 kr oven i, ved en "on demand shut down" kapacitet.

I kan bare melde jer ind i støttegruppen, eller bruge paypal, eller Mobilepay eller komme den 30. dec hvis I vil vil ha for 14000 kr abort ventiler ombord :O)

Jeg ville være kun være glad for det.

Peter Madsen

  • 3
  • 3

Håber du har ret, men med multimotor / multitank frygter jeg lidt at det er pyroprop start Peter sysler med igen (@Peter?) og dermed ingen OFF mulighed.

Jeg kan heller ikke lide propstart, men ville starte alle motorer på "vågeblus" først (for lille kraft til at raketten kan løfte sig) og så først give fuld gas, når man har sikret sig, at alle motorer kører korrekt.

Om det bliver lidt før afgang er for mig lige meget, men jeg ville også holde temperatur nede så massefylde holdes oppe og tryk ikke bliver ekstrem.

Nej, det er ikke helt ligemeget, for temperaturfaldet fremkommer jo netop ved at man overfører N2O fra en tank med en temperatur på ca. 20 grader C og dermed ca. 51 bar tryk til en tank med lavere tryk - nøjagtig som når man tanker LOX. Temperaturen og dermed trykket - f.eks. 4,5 grader C og 35 bar - holdes så med en overtryksventil (sikkerhedsventil). Tanker man tidligere, er det nødvendigt at køle, hvilket er kompliceret.

  • 1
  • 0

problemer med ophobning af færdige blogs på server. Hvad gør man - vælter dem ud en om dagen eller fordeler over lang tid ?

Kildeårsagen er at jeg ikke har ingeniørpraktikanter lige nu. Det næste hold starte i februar - og så får jeg travlt igen. Men det er fedt at der er en masse at skrive om, og at der er tid til at gøre det !

Peter Madsen

  • 3
  • 4

Omkostninger ved syv motorer vil være ca 14000 kr oven i, ved en "on demand shut down" kapacitet.

Forbind alle 7 N2O tanke til ét fælles rør med én variabel masterventil og fordel så ud til de 7 motorer - evt. med simple neddroslingsventiler til hver for aktiv styring (ikke nær så let med 6 ydermotorer som med 4, da det ikke passer direkte med yaw og pitch). Så er det også meget lettere at påfylde N2O (én fælles påfyldningsstuds), og du risikerer ikke, at nogle tanke løber tom før andre.

  • 1
  • 1

Nej, det er ikke helt ligemeget, for temperaturfaldet fremkommer jo netop ved at man overfører N2O fra en tank med en temperatur på ca. 20 grader C og dermed ca. 51 bar tryk til en tank med lavere tryk - nøjagtig som når man tanker LOX. Temperaturen og dermed trykket - f.eks. 4,5 grader C og 35 bar - holdes så med en overtryksventil (sikkerhedsventil). Tanker man tidligere, er det nødvendigt at køle, hvilket er kompliceret.

Kompliceret kan diskuteres. Du kan køle med ganske almindelig is som jeg er sikker på er en del billigere og ihvertfald noget mere miljovenligt end at dampe en masse N2O af for at sænke temperaturen.

Forbind alle 7 N2O tanke til ét fælles rør med én variabel masterventil og fordel så ud til de 7 motorer

At køre fra 7 (19) tanke over i rør som samles, køres igennem masterventil, deles ud i 7 rør med evt. ydeligere 4 ventiler kan vist ikke blive til KISS eller vægtmæssigt ok på nogen måde. Så må det vist være smartere at det bliver modulære motorer hver især med egen tank og ventil.
Peter hvad vil gain på ISP være ved at du kører 25 grader på N2O frem for ~0 grader?

  • 1
  • 1

I juleferien har mange tid til at læse lidt - gerne en RML raketblog. Og de der ikke læser nu får en ekstra julegave ved at have nogle til gode. Så giv den endelig gas med det du har på hjerte.

Glædelig jul til alle.

  • 5
  • 2

At køre fra 7 (19) tanke over i rør som samles, køres igennem masterventil, deles ud i 7 rør med evt. ydeligere 4 ventiler kan vist ikke blive til KISS eller vægtmæssigt ok på nogen måde. Så må det vist være smartere at det bliver modulære motorer hver især med egen tank og ventil.

Nu behøver man jo ikke at samle 7 rør; men kunne f.eks. blot forbinde de 6 yderste tanke med centertanken med korte rør eller bare med et hul (hvis det kan realiseres). Man behøver så bare at tappe fra centertanken, og de 6 nedreguleringsventiler (ikke 4 ved 6 motorer) er jo nødvendige for aktiv styring. Hvordan vil du ellers styre kursen, når du jo ikke vil bruge wire-guide og kontraroterende kapsel? Kom med et forslag, der er mere KISS end thruststyring!

  • 4
  • 1

kapacitet er et must...( og det er det måske lige som ubemandede tests...)

Så giver det en hel del god mening at seperere motorer - og tank, som to forskellinge funktioner.

Motorernes volumen er ca. 20 % af det samlede indsluttede drivmiddel volumen.

Tilbage er så at finde det idelle tank design.

Men dette gør i allefald at kun en ventil skal lukkes for at slukke festen.


Thrust styring.

Jeg kan sagtens se ideen - og jeg kan sagtens se den anvendt alle steder man har mere end tre motorer...men på trods af at thrust faktisk kan styres på mange væske raket motorer har jeg ikke kendskab til andet en russernes N1, der har brugt princippet.

Henset hvor meget praktisk besvær der er forbundet med gimling af motorer - som kunne fjernes med thrust styring har en en mistanke om det ikke er så godt.

Men nøjagtigt hvad ulempen er kan jeg ikke sige. Det er bare ikke populært.

Peter Madsen

  • 3
  • 2

Men nøjagtigt hvad ulempen er kan jeg ikke sige.

Næ, så det duer nok ikke. Var det "Rumfart på den anden måde" eller bare "Rumfart for fattigrøve", der var grundlaget for det hele?

  • Thruststyring er måske lidt bøvlet med bi-propellant motorer, som alle proferne bruger, da man skal have to komponenter til at matche. Bruger du bi-propellant motorer?

  • Thruststyring er heller ikke egnet til motorer med egne pumper, da inertimomentet i de særdeles hurtigroterende turbopumper (op til 100.000 OPM) gør, at flowet ikke kan reguleres særlig hurtigt. Bruger du pumper?

  • Måske er det problematisk ved ikke-passivt-stabile raketter, selv om jeg ikke kan se, hvad årsagen skulle være? Er din raket passiv stabil?

Hvad med at regne på tingene og se på forudsætningerne i stedet for bare at sige, at når det ikke bruges af proferne, duer det nok ikke. Proferne skal i orbit, så de har en helt anden dagsorden end dig, og de har også råd til helt andre løsningsmetoder, end du har.

  • 5
  • 0

Kom med et forslag, der er mere KISS end thruststyring!

Du læser hvert evigt eneste indlæg som fanden læser biblen og svarer tilsvarende. Jeg siger at 7 (19) tanke hvor output skal samles i en ventil for derefter at skulle spredes ud til 7 (19) motorer IKKE ER KISS (kan se det er vigtigt at råbe så det gør jeg så også).
Når og hvis der skal bruges mange motorer syntes jeg "din" thrust styring er interessant og er enig i at den er meget mere simpel end i en N1 med turbiner der skal spinnes op og ned i hastighed.

God Jul til Kanstrup, RML, CS, DSC og alle andre der måtte læse med.

  • 6
  • 0
  • 1
  • 1

Kom med noget simplere.


Ja det er en SPU som Peter beskriver hvor der kun er en regulerbarventil i bund af tank (ja jeg ved det kræver 7 (19) påfyldningsrør / slanger, men der har du lang tid til at få N2O igennem så dimension kan være lille).
Det er en stor fælles tank i raket diameter hvor man holder temperaturen så langt nede at trykket ikke kommer op på et niveau hvor der i praksis kræves komposit tank.

  • 2
  • 0

hvor der kun er en regulerbarventil i bund af tank

Hvordan vil du styre kursen med kun én ventil?

Som jeg ser det, skal der til at styre motorernes samlede tryk og evt. kunne sætte dem alle på "vågeblus" være én variabel hovedventil uanset antallet af N2O tanke eller endnu bedre - to i serie, så de én efter én kan testes inden afgang uden at åbne for N2O flowet. Havde man haft sådanne to seriekoblede ventiler på HEAT 1X, havde man opdaget, at en ventil var frosset, inden man havde prøvet at starte motoren. Det forudsætter naturligvis, at man kan fjernteste, hvilket er endnu en årsag til at bruge radiokommunikation eller i det mindste kommunikation over flydekablet.

Til den aktive styring skal man så bruge 2 neddroslingsventiler/blænder pr. motorsæt - én til hver motor. Det er klart, at 4 motorer er langt at foretrække frem for 7, da det bl.a. passer direkte med yaw og pitch akserne; men kan man ikke skaffe så store rør, er 7 motorer da en mulighed. Bemærk, at man som beskrevet i mit skrift aldrig forøger flowet, men kun drosler ned - i modsætning til en quadrocopter, der skal kunne holde højden konstant. Neddroslingsventilerne skal ikke kunne lukke helt og skal gå i neutral position ved spændingssvigt, fejldetektering på styringen eller et styringsnødstop fra astronauten, hvilket f.eks. kan opnås ved at koble dem til aktuatoren via en elektromagnetisk kobling.

  • 2
  • 2

Når man har valgt at bruge lattergas som oxidationsmiddel, så kan man jo vælge at lave styringen med små vernier thrusters som drives af produkterne(2 N2 + O2) fra katalytisk spaltet lattergas. Man kan også tænke lidt anderledes og lade elektriske varmelegemer spalte lattergassen ved at opvarme den til der opnås dekomponering.

Man kan så forøge effektiviteten af en raket ved at lade lattergassen reagere med en fuel komponent (f.eks polyurethan), men der findes også andre muligheder.

Der er en fin rapport om en lidt alternativ lattergas/propan motor som også indeholder information om katalysatorer etc her :http://www.dtic.mil/dtic/tr/fulltext/u2/a3...

Hilsen Jeppe N, DSC

  • 2
  • 0

Der er en fin rapport om en lidt alternativ lattergas/propan motor som også indeholder information om katalysatorer etc her :http://www.dtic.mil/dtic/tr/fulltext/u2/a3...

Virkelig god rapport, som bl.a. sammenligner sikkerhed/ustabilitet af H2O2 kontra N2O. Ingen tvivl om, at N2O også er langt at foretrække ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt.

Når man har valgt at bruge lattergas som oxidationsmiddel, så kan man jo vælge at lave styringen med små vernier thrusters som drives af produkterne(2 N2 + O2) fra katalytisk spaltet lattergas. Man kan også tænke lidt anderledes og lade elektriske varmelegemer spalte lattergassen ved at opvarme den til der opnås dekomponering.

Mit indtryk ud fra rapporten er, at katalytisk spaltning af N2O da er muligt; men at der kræves ganske avancerede katalysatorer, som oven i købet skal varmes op til mindst 120-140 grader C, før det virkelig sker noget. Måske er det netop årsagen til, at N2O ikke er nær så eksplosiv at omgås som H2O2?

  • 0
  • 0