Patentkontoret bloghoved

Spion i patenternes hovedstad

Den nuværende COVID-19-pandemi har påvirket alle dele af verdens samfund, og det gælder selvfølgelig også patentverdenen. Da patentarbejde i høj grad er kontorarbejde, er vi på mange måder sluppet let, men selvfølgelig er nogle arbejdsgange ændret.

I forbindelse med den første nedlukning i foråret, valgte det Europæiske patentkontor (EPO) at indføre en gennemgribende udsættelse af frister på grund af de ændrede forhold og folks behov for at omlægge deres rutiner.

Nu er de fleste procedure ved at ligne sig selv igen, efterhånden som de forskellige kontorer har opbygget vanen med at arbejde hjemmefra og løse opgaver på nye måder.

Men én ting, som stadig er meget anderledes, er de mundtlige forhandlinger.

Man kan blive inviteret til mundtlige forhandlinger enten i forbindelse med den normale sagsbehandling, hvis den er ved at gå i stampe, eller i forbindelse med indsigelser, hvor andre åbner sagen igen for at få ændret eller tilbagetrukket et udstedt patent. De plejede at finde sted på et af EPOs hovedkontorer, men selvfølgelig er det ikke realistisk lige nu at skulle have folk til at rejse frem og tilbage til disse.

Indledningsvist blev mundtlige forhandlinger derfor udskudt, men nu er EPO ved at finde onlineløsninger, hvor det hele kan gøres via videokonferencer. Og det tyder på, at det vil blive ved med at være sådan, også når vi forhåbentlig en gang kan rejse mere frit igen.

Publikum til andres skænderi

Tilbage i foråret 2019 før alting blev lukket ned, fik jeg muligheden for at rejse til Holland for at overvære mundtlige forhandlinger af den klassiske variant.

EPOs kontor i Haag. Der var godt nok lidt mere vejarbejde og stilladser omkring bygningen, da jeg var der. Illustration: Metatron, CC BY-SA 3.0, Wikimedia Commons

Det handlede om et udstedt patent, som der var blevet gjort indsigelse imod. Både patentets indehaver og modstanderen var konkurrenter til vores kunde, som var så interesserede i patentets skæbne og hvilke argumenter begge sider lagde vægt på, at de gerne ville have en mere dybdegående rapport end det referat EPO selv offentliggører bagefter.

Derfor blev jeg sendt af sted for at overvære forhandlingerne, og for mig var det en stor bonus at få chance af at opleve, hvordan det hele foregik uden at skulle andet end at observere og suge så meget som muligt til mig.

”A member of the public”

Selvom jeg kalder det min spiontur, var der ikke noget fordækt i det. Mange af de mundtlige forhandlinger ved EPO er nemlig offentlige. Det gælder størstedelen af oppositions og appelsager. Når andre sager ikke er åbne for offentligheden, er det fordi de relaterer sig til ansøgninger, der endnu ikke er udstedte eller offentliggjorte.

Inden jeg rejste af sted, havde jeg fået at vide, at den slags skam var offentligt, og man ikke behøvede at få tilladelse for at deltage. Så jeg havde forestillet mig, at det var ret normalt, at nogen dukkede op. For mit indre øje havde jeg set de små forelæsningssale fra DTU og havde tænkt, at jeg bare kunne snige mig ind bagved.

Sådan var det ikke helt.

Jeg skulle ikke nyde noget af at komme for sent, så efter jeg havde checket ind i receptionen hos EPO og havde fået mig et gæsteskilt, fandt jeg det anviste lokale på en øde gang. Det var et lille lokale med borde stillet op i en hestesko og lidt ekstra stole ved den ene væg.

Da formanden for oppositionskomiteen ankom, virkede han lidt overrasket over at se mig og spurgte, om jeg var med patentindehaveren eller modstanderen. Jeg svarede ”ingen af delene”, at jeg bare var der for at observere. Han så først rimeligt forbløffet ud, men smilte så og spurgte ”You’re a member of the public?” Det kunne jeg jo ikke rigtig benægte. De to andre medlemmer af komiteen ankom et øjeblik efter og formanden annoncerede begejstret ”We have a member of the public present today!” Jeg konkluderede at det var lidt mere usædvanligt, end jeg havde forestillet mig.

Både patentindehaverens hold og modstanderens hold (folk fra de relevante virksomheder og deres repræsentanter) spurgte også lidt ind til, hvad jeg lavede der og godtog min forklaring om, at jeg som trainee var blevet sendt af sted for at se, hvordan de mundtlige forhandlinger fandt sted. Patentfolkene på begge sider var i det hele taget alle meget venlige og ville gerne forklare ekstra om deres side af sagen, når de så deres snit til det.

En grundig (men ikke glamourøs) proces

Jeg tror bestemt gangen foran det lille lokale, var det sted, hvor jeg befandt mig mest i løbet af det omkring 11 timer lange møde. Det var ikke fordi jeg på nogen måde blev udelukket, det var skam alle, som blev sendt derud, hver gang oppositionskomiteen fra EPO skulle diskutere. Og det skete ikke så sjældent.

I det hele taget er mundtlige forhandlinger delt op, sådan at der diskuteres én pointe ad gangen. Hver side får lov til at fremlægge deres sag og kommentere på, hvad de andre har sagt. Når der ikke er mere at diskutere, bliver alle sendt ud, imens komiteen træffer den endelige beslutning på det punkt. Derefter kommer man ind igen, komiteen fremlægger deres beslutning, og man fortsætter så til det næste punkt.

Gangen ude foran var en smal en af slagsen, og de to parter fordelte sig ved en trappeopgang i den ene ende og i den anden ved et lille indhug med en computer, der stod til rådighed til at lave rettelser og lignende. Jeg følte mig en anelse beklemt placeret ud for døren til lokalet midt mellem de to hold, der visketiskede om deres strategier. Den hårdeste del var at man aldrig vidste, hvor længe komiteens diskussion tog. Nogle gange var det 5-10 minutter. Den længste omgang tog godt en time.

I det hele taget var mødet en sær blanding af intenst interessant og dræbende kedeligt. Ventetiden og diskussionen af om de formelle krav i forhold til om teksten var tydelig nok var grænsende til søvndyssende. Og selvom jeg havde læst op på de relevante patenter og argumenter inden, var det tydeligt, at jeg ikke havde halvt så godt styr på hvilke formuleringer, der var brugt hvor, som repræsentanterne fra de to sider. For en nybegynder som mig, var det svært at følge med i nuancerne.

Samtidig var det her jo ekstremt vigtigt for de involverede parter, og man kunne mærke intensiteten i lokalet. Både frustration, når der var risiko for at få underkendt et patent på en teknikalitet og ikke ud fra opfindelsen i sig selv, eller iveren når en af siderne så en åbning og forsøgte at udnytte den.

Det var lidt som at se en sportskamp, hvor man ikke helt kender reglerne og ikke rigtig ved, hvilken side man egentlig holder med, men lidt har lyst til at heppe på begge parter, fordi man kan se, at det er vigtigt for dem alle.

Illustration: Succo via Pixabay

Det var på ingen måde TV-retssag over det. Det meste af tiden sad alle ned og diskuterede i ro og mag eller bladrede i store bøger med oversigter over tidligere afgørelser med lignende uenigheder. Da nogen rejste sig, var det for at tegne en skitse til at underbygge sit argument om, hvordan kravet kunne tolkes på flere forskellige måder – ikke for at råbe ”jeg protesterer”.

Hvis ikke man var i feltet og kunne lære en masse af at se det, havde man nok syntes, det var den dårligste feltudflugt. Men ærligt talt var jeg (og er stadig) ekstremt begejstret for at have fået muligheden for at se, hvordan det hele foregår fra første række. Ikke mindst nu, hvor det nok bliver mere en sjældenhed, at parterne mødes ansigt til ansigt på den måde.

Fra mere erfarne folk, har jeg hørt at netop ventetiden på gangen er det, der vil blive savnet mest, når det hele rykker online. Det er nemlig på gangen, de uofficielle forhandlinger kan finde sted. Der kan parterne indgå deres aftaler og forlig alt efter hvordan sagen udvikler sig. Det skulle vist være noget sværere i pauserne fra et videomøde.

Men der er selvfølgelig også fordele ved at mundtlige forhandlinger er flyttet online. En af dem er, at hvis nogen skulle være blevet nysgerrige, så er mange af forhandlingerne stadig offentlige, selvom det nu er online. Hvis man genre selv vil se, hvordan det foregår, kan man kontakte EPO og bede om adgang til at lytte med på en af de mange sager, de har på programmet.

Hvad har du oplevet i dit arbejde, som ville have været kedeligt for alle udenfor feltet, men var en fest for dig at få lov at være med til?

Emner : Patenter
Louise Floor Frellsen er fysik-ingeniør, ph.d. og postdoc fra DTU og nu patentrådgiver hos Budde Schou. Bloggen Patentkontoret opdaterer hun hver anden mandag med en blanding af betragtninger fra IP-verdenen og eksempler på finurlige patenter.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten