Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
seiersen science

Sommerferielæsning for ingeniører

Efter anbefaling fra flere lånte jeg i sidste uge Dava Sobels bog Manden der målte længdegraden, og den blev jeg så begejstret for, at jeg lige vil sende anbefalingen videre til denne blogs læsere. Du har måske allerede læste den, for den er efterhånden 15 år gammel, men hvis ikke, vil jeg absolut anbefale at bruge et par dage på den her i sommertiden.

Bogen beskriver kampen for at udvikle troværdige metoder at navigere efter for 1700-tallets søfarer. En sømand midt ude på Atlanten kunne nemt finde skibets breddegrad ved at måle solhøjden, men der fandtes ingen gode metoder til at måle længdegraden, og det kostede mange menneskeliv, når vildfarne flåder pludseligt stødte på rev, man ellers mente lå mange hundreder kilometer væk.

Det simpleste måde at vurdere længdegraden på var ganske enkelt sammenligne den lokale tid (bestemt ud fra solens gang over himlen) med tiden i f.eks. London. Problemet var, at man på det tidspunkt ikke havde nogen ure, der kunne gå præcist i månedsvis under skiftende temperaturer og vejrforhold.

Problemet blev løst af en engelsk tømrer, der viede sit liv til en enestående ingeniørmæssig bedrift, der blandt andet bød på opfindelsen af kuglelejet og bimetal, før et præcist ur var konstrueret.

Historien beskrives på en fremragende måde, og ikke uden humor møder vi folk som Newton, Halley, Rømer og James Cook, som for øvrigt løser en anden af tidens maritime problemer med en stor portion sauerkraut!

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Af Umberto Eco beskriver den samme problemstilling, og dykkerklokkens princip- og megt andet. Den er faktisk hans mest svære bog. (synes jeg! Jeg foretrækker "Foucaults Pendul")

Men allrede vikingerne brugte t navigationssystem, der udfra solhøjden angav breddn, selvom breddegradrn ikke var sat i system.
Der er en bog på dansk af en fyr, der var skibbruden i tre måneder i en redningsflåde, hvor han benyttede den metode. Jeg mener, det er i "På valsen med Kraka". Hans hjemmebyggede skiv går ned under en jordomsejling.

Mvh
Tine- hvis sommerlæsning pt er "The Deathly Hallows" igen... ;-D

  • 0
  • 0

Harrisons slid med tiden, var en håndværksopgave; hans tre første ure var markant større end H4, da han og andre troede at et nøjagtigt ur måtte være lavet efter en stor stala.
Med tiden blev han klar over at den mindre model havde fordele, når det bruges under urolige forhold.
H4 skulle stadig være i orden, og er stadig forbløffende præcis.

Når det gælder indsigt i selve tidsfænomenet, er der ikke just høstet de store frugter; i en fysikbog kan vi læse det nærmst opgivende: "Fysikeren ved ikke noget om tiden, kun hvordan den måles".

  • 0
  • 0

blev der for et par år siden lavet en ganske udemærket og rimeligt lang og detaljeret udsendelse om samme emne, hvis man ikke lige har tid til at læse bogen. Det skulle være samme persongalleri og afspejlede fint de problemer man kæmpede mod når man nu ikke ligefrem var født adelig.

  • 0
  • 0

Hvis I kommer forbi London, saa undlad ikke at besoege museet i Greenwich (en fin baad-tur paa Themses fra London) hvor Harrisons ure, og navigations problemet er udfoerligt beskrevet.

  • 0
  • 0