Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
greater spaces

Søs Gunver Ryberg: Maskiner er mit værktøj - nødvendigheden for min skabelse

Søs Gunver Ryberg er komponist, performer og lydkunstner kendt for sin kompromisløse intensitet i sine udgivelser og live optrædener. Hun er internationalt anerkendt og skaber banebrydende og genreoverskridende elektronisk musik. SØS er blevet præmieret flere gange for sin musik og konstante vilje til at søge nye udtryk fx. en BAFTA-nominering for sit arbejde på det multi-prisbelønnede computerspil INSIDE fra Playdead. Udover computerspil komponerer hun til multikanals værker, installationer, dans, teater og film.

Illustration: Flemming Bo Jensen

Hendes udtryk er kendt for sin stærke transformative kraft. Teksturer, klange og intense rå rytmer, der udforsker andre bevidsthedstilstande. Virkelighedens lyde rammes ind af næsten symfoniske former med sin egen ekspressivitet. Hun optræder over hele verdenen i mange forskellige sammenhænge som festivaler, museer, gallerier, natklubber, museer, teatre og biografer og mere site specific locations som undergrunds vandreservoir, lastrum på et gammelt skib, et kørende metro tog og svømmehal. Senest er hun blevet inviteret af Aphex Twin til at spille. Hun har allerede spillet på prestige-festivaler og venues som Berghain, Atonal, Boiler Room, CTM Festival, Corsica Studios, Flow Festival, EKKO, Rewire osv.

Illustration: Flemming Bo Jensen

7 Spørgsmål til Søs:

1. Hvad finder du spændende ved teknologi lige nu?

Jeg har fået en bestillingsopgave fra fire nordiske, elektroniske musikfestivaler, der har det tilfælles, at de arbejder i krydsfeltet mellem kunst, lyd og nye former for musikalske udtryk. Derfor er jeg i gang med at vælge, hvilke maskiner jeg skal bruge til at skabe værket og om jeg også skal integrere noget software i min performance. Valgene er vigtige, fordi maskinerne skal kunne tage mig hen til det kunstneriske udtryk, jeg gerne vil ende med. Der er begrænsninger i de forskellige maskiner..Lige nu har jeg en meget bestemt idé jeg forfølger og teknisk skal jeg finde de rigtige værktøjer til det. Jeg vil gerne igang med den avanceret multi track sequencer, der hedder Cirklon. Og nogle forskellige synthesizers, som jeg er i gang med at lære at kende. Nogle er baseret på FM syntese, hvor de andre er baseret på additiv eller subtraktiv syntese og sampling. De valg fylder meget - og jeg prøver mig frem.

2. Hvorfor eller hvordan valgte du den her vej?

Det har altid været det kunstneriske mål, der har drevet min interesse for teknologi. Jeg var en del af et eksperimenterende performance-miljø i starten af nullerne og begyndte at samarbejde med en kvinde, der introducerede mig til elektronisk musik. I starten var det hende, der arbejdede med maskinerne, men på et tidspunkt foreslog hun at vi begge to skulle fokusere på musikken for at kunne opnå et fælles udtryk. På det tidspunkt interesserede jeg mig slet ikke for teknologien i det vi lavede, og efter tid fandt jeg frem til at teknologien er et nødvendigt værktøj, der gav mig mulighed for at realisere min kunstneriske vision.

3. Hvad har været din største fejltagelse det seneste år og hvad lærte du af det?

Jeg prøver at være mindre kritisk overfor mig selv i forhold til at jeg ikke ved nok. Jeg tror, jeg altid vil have det sådan og det er måske en del af mit drive mod at søge nye udtryk og teknikker. Jeg bliver ved med at kaste mig ud i nye projekter fordi nysgerrigheden heldigvis er større end usikkerheden.

4. Hvad er din største daglige teknologiske udfordring?

Det at blive ved med at søge efter nye maskiner eller software, der giver mulighed for nye lyde og lære det at kende. Troubleshoote når der er noget som ikke fungerer. Jeg bygger hele tiden videre på den viden og erfaring, jeg har fået skabt gennem årene. Så det handler også om at give mig selv den tid det tager at lære noget nyt. Lige nu er jeg også ved at lære et nyt program, bitwig (digital audio workstation), hvor man optager og modificere lydfiler. Det der er særligt ved Bitwig er at man kan arbejde både lineært med kompositionen og samtidig “programmere” forskellige lydfiler, til at have en mere intelligent opførsel i forhold til hvornår de afspilles, hvor tit osv. eller man kan arbejde med et åbent modular miljø. Det giver nogle helt nye muligheder for at skabe et unikt lydunivers.

5. Hvad forestiller du dig sker inden for teknologi inden for lyd/lydkunst de kommende fem år og det næste årti?

Jeg tror, kunstig intelligens i langt højere grad bliver integreret i måden at lave musik på og opleve musik. I 2019 medvirkede jeg i et forskningsprojekt, som opstod i krydsfeltet mellem VR, AI, Performancekunst og Wave Field spatialisering. Med udgangspunkt i begrebet Singularitet, skabte scenekunstkollektivet LOGEN og XR-studiet Makropol, i samarbejde med de to kunstnere Dawid Gorny og Carl Emil Carlsen, et hybrid-værk der delvis var en koncert, en performance og en virtual reality oplevelse. I værket indgik en kunstig intelligens, der bidrog som kreativ medspiller, i det den forsøgte at fortolke skuespillerens bevægelser og gradvist overtog grafiske animationer. Projektet var støttet af Statens Kunstfond og udviklede sig via en workshop på Multimedia Sensorylab på Aalborg Universitet (AAU).

Idéeen med værket er at skabe en performativ koncertoplevelse hvor publikum på egen krop i virtual reality vil opleve en eksponentiel accelerationen mod en såkaldt “begivenhedshorisont” og sammen med kunstnerne komme ud på den anden side, ud i det ukendte - der hvor kun den kunstige intelligens bestemmer. Musikken blev spatialiseret i samarbejde med Cristian Vogel i 64 højttalere i et Wave Field system designet af AAU’s tekniske assistent Razvan Paisa.

Derudover ser jeg også en udvikling indenfor modular-komposition. Eurorack-community'et designer hele tiden nye moduler, som er spændende at følge.

Illustration: Krists Luhaers

6. Hvad har været dit favorit-projekt indtil nu og hvorfor?

INSIDE, tror jeg. Det er så gennemført i sit udtryk på alle parametre og jeg havde aldrig før arbejdet med computerspil, så det var spændende at lære en helt anden kompositorisk tilgang og få indsigt i hvordan man takler begrænsningerne samt at arbejde på et projekt i flere år. Denne “Immersive” kvalitet og at skabe nye musikalske “rum” værdsætter jeg virkelig ved computerspil.

7. Hvad skal vi holde øje med i fremtiden?

Jeg har fulgt lidt med i udviklingen af maskinlæring indenfor musik. Der er fx. Google's Magenta open source, der gør det muligt at arbejde med maskinlæring i relation til udvikling af både visuelle udtryk og lyd. Jeg kender ikke rigtig nogen der arbejder med det endnu i deres musik. Jeg prøvede at arbejde med det i “Singularity” research projektet og siden da ind imellem til at genere midi variation af det jeg sidder med for at komme frem til noget andet og for at bryde med mit eget komposition mønster. Jeg følger NeverEngine Labs som altid har været innovativ indenfor audio og musik teknologi. Robotteknologien er jo også i en vild udvikling. Lad os se hvor det fører os hen og hvordan det påvirker musik skabelsen.

Følg med i Søs' arbejde her:


Greater Spaces er en blog af Majken Overgaard og Vanessa Julia Carpenter, hvor vi udvider fortællingen om, hvad teknologi er, og hvem der skaber den. Vi taler med danske og internationale kvindelige rollemodeller inden for teknologi og indimellem disse interviews deler vi info om de mest interessante ting, der sker omkring os - med fokus på diversitet.

Majken Overgaard er programleder ved Catch (www.catch.dk), som er et center for kunstdesign og teknologi. Ud over sit fuldtidsarbejde har hun været medstifter af to firmaer siden 2011 og har fokuseret på feministisk aktivisme inden for kunst og teknologi. Vanessa Julia Carpenter har en ph.d. i Designing for Meaningfulness in Future Smart Products fra Aalborg University Copenhagen. Hun arbejder som Future Technologies Designer og hjælper firmaer med at udvikle 'smarte' produkter. Hun har for nylig taget initiativ til det nordiske netværk Women in Hardware (www.womeninhardware.dk).
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten