Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Fundamental fysik bloghoved

Er det snart slut med tidsskriftsmastodonterne?

Den seneste uge har budt på interessant nyt, hvis man altså er interesseret i Open Access for videnskabelige resultater. Det svenske Kongelige Bibliotek – der står for fællesaftalen mellem svenske universiteter og udbyderne af tidsskrifter – har efter lang tids forhandling med Elsevier, besluttet at opsige aftalen om abonnementer på tidsskrifter, gældende for alle svenske læreanstalter.

For de der ikke kender Elsevier, er de en af verdens største publiceringshuse for videnskabelige artikler. De har 2500 tidsskrifter i deres stald, og en årlig omsætning på omkring 20 mia. DKK. Elsevier har høje profitmarginer, i 2017 på 37%, og bliver ofte kritiseret for deres praksis på copyright-området, og for at nedprioritere ordentligt peer review til fordel for at få flere artikler igennem (meget afhængig af det enkelte tidsskrifts redaktører).

Sagen i en nøddeskal er denne: De store publiceringshuse har, set fra universiteterne og skatteborgernes side, en ret ublu forretningsmodel. Forskerne forsker, finansieret primært af staten. Når et resultat skal udgives, sætter man sig ned og skriver en artikel. Den skal som udgangspunkt skrives så den er fiks og færdig til publicering. Artiklen sendes til et tidsskrift, hvor en (typisk ulønnet) redaktør finder passende (ulønnede) referees, og sender artiklen i peer review. Referees giver kommentarer på artiklens videnskabelige indhold – og ofte også på den pædagogiske præsentation – sender dem til redaktøren, som beslutter om den skal publiceres med det samme (accept), itereres en lille smule (minor revisions), itereres en hel del (major revisions) eller afvises (reject). Afhængig af beslutningen køres processen nogle gange. Artiklen kommer derefter igennem et korrekturtjek. Da man selv står for at levere tekstombrydning og figurer, kan den herefter udgives. Når andre forskere eller studerende på universiteter rundt omkring herefter vil læse artiklen, må de betale for dyre abonnementer. Typisk kan abonnementer kun købes i pakkeløsninger, så universitetet eksempelvis må abonnere på alle Elseviers 2500 tidsskrifter, og ikke bare dem man er interesseret i. I skrivende stund går 25% af Lund Universitets mediebudget på i alt 56 mio. SEK til Elsevier, så det er ikke småpenge der er tale om.

Man kan spørge sig selv om hvilken værdi et forlag som Elsevier tilfører, der berettiger en profitmargen på 30-40%. Og det er hvad man nu har gjort. Resultatet er at svenske uddannelsesinstitutioner ikke får adgang til nye artikler fra Elseviers portefølje.

Konsekvensen på længere sigt af denne beslutning, er der naturligvis ingen der kender endnu, men man har lov at gøre sig forhåbninger. Inden for mit eget felt har tidsskrifterne længe ikke bidraget med andet end at give lidt ekstra prestige til en artikel, da indholdet kan findes tilgængeligt gratis på preprint-servere som arXiv. Denne praksis er naturligvis god, men det er nok også den der har givet det sidste skub i forhold til ovenstående konflikt. Efterhånden som flere og flere områder har indset at man selv kan gøre artikler offentligt tilgængelige, er tidsskrifterne begyndt at opkræve en sum fra forfatterene, før de vil udgive artiklen – hvis altså den skal være åbent tilgængelig. For universiteterne gør dette naturligvis tidsskriftskarrusellen til ren Ebberød Bank, da man nu både betaler for forskningen, betaler for at udgive den, og betaler for at læse den igen. Med dette in mente håber jeg de danske universiteter snart vil følge efter.

Det mest spændende bliver hvilken konsekvens det får for peer review-systemet, der er helt essentielt for at kunne sortere i kvaliteten af videnskabelige resultater. Men (som man også har kunne læse i Ingeniøren) er dette system allerede under pres, ikke mindst af presset på forskere for at publicere kvantitet frem for kvalitet. Man kan kun håbe at et nødvendigt opgør med publiceringshusene også vil medføre en længe ventet gentænkning af dette system.

Christian Bierlich er teoretisk partikelfysiker og er i gang med en ph.d. ved Lund Universitet. Han skriver om stort og småt fra fysikkens verden.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tak for et godt og informativt indlæg.

Det er en meget interessant udvikling, og det bliver helt bestemt spændende at følge, i hvilken retning det kommer til at gå mere generelt, f.eks. i Danmark og i andre lande.

Med pre-print servere (som f.eks. arXiv) og effektiv indeksering af forskning - ikke bare af den i tidsskrifter men også af den på pre-print servere - (f.eks. via Google Scholar), er de klassiske tidsskrifter helt sikkert under pres.

Som en bekendt, der selv er forsker og redaktør af et tidsskrift, udtrykker det, er det svært at forestille sig, at nogle vil lave det arbejde, som tidsskrifterne gør - f.eks. mht. administration af peer-review, typesetting af accepterede manuskripter mv. - gratis. Men den profit, som Elsevier her citeres for, er naturligvis grotesk - særligt fordi de "får" forskernes arbejde gratis og lader universiteterne betale for det bagefter.

  • 7
  • 0

Lidt trist tema. De kommercielle forlag fungerer alt andet lige stadig som den eneste garant for lødighed incl at tage skraldet, når der er snydt. CB's position er i linje af "open access" bevægelsen, der var meget varm for nogle år siden. Denne har imidlertid skabt en sumpet undergrund af ulødig publicering baseret på postboxe i 3. verdens-lande, gmail-konti og paypal som eneste fundament for meget nutidig publicering. Jeg har stor respekt for forlag, som arbejder målrettet og kommercielt med god kvalitet og en god infrastruktur for publicering og litteratursøgning. Håber ikke at det svenske eksempel med "publicerings populisme" smitter over sundet.

  • 0
  • 8

Det største problem er ikke mastodonterne, men at antallet af publiceringer stiger eksplosivt..

Som det fremgår her, er antallet af publikationer på ArXiv steget eksponentielt. Det er et kæmpe problem, for hvordan skal man skelne skidt fra kanel? En opgørelse efter fagområde rækker ikke.

Man kan aldrig udelukke guldkorn, men det (heldigvis) stigende antal studerende på de naturvidenskabelige uddannelser skaber samtidig plads for både kandidater og phd-studerende med subtile områder, hvilket talrige underlødige såkaldte afhandlinger bekræfter.

Antallet af peer-reviewede båtnakkeartikler er i mine øjne fysikkens største problem. Reviewere bør evaluere de reviewede artikler og tildele dem et relevans-indeks f. eks fra 0-10, så udeforstående let kan skelne (med en vis usikkerhed) skidt fra kanel.

Ser man på downloadede artikler fra ArXiv for universiteter, så står svenske læreanstalter for Uppsala (0,25)+KtH (0,25)+Chalmers (0,24)+Stockholm (0,23)+Lund (0,13) % = 1,10 % af de samlede hentninger, mens danske står for sølle NBI (0,20)+KU (0,18) = 0,38 %.

Bierlichs Lund står for 0,13 %.

Hvordan kommer man eksplosionen af ligegyldige fysiske indlæg til livs ? En mulighed er at benytte http://paperscape.org/, der afbilder artikler på ArXiv efter citeringer (jo større cirkel, jo flere citeringer) (prøv selv at zoome ind).

Problemet er bare, at hjælpen kommer en postgang for sent.

Sabine Hossenfelder, hvis fagområde er matematisk fysik har for ganske nylig beskæftiget sig med problemstillingen og bl.a. henvist statistikeres anvisning af den korrekte p-værdi test.

Google selv viderede fra hendes referencer.

  • 3
  • 0

Jakob: Jeg er helt enig med din bekendte. Der har været forsøg, f.eks Journal of High Energy Physics, der startede som et initiativ uden om de etablerede forlag, men som siden blev afhændet til Springer pga administrationsbyrden.

Jeg tror at en del af det skyldes forskeres generelle 'vi gør det selv' attitude. I virkeligheden ville det jo give bedre mening hvis universiteterne ansatte redakører og personale til at køre tidsskifterne, og så fordelte områderne imellem sig.

Det er også interessant at spørge om hvor meget en redaktør egentlig bidrager med ift indholdet af selve artiklerne, altså kerneydelsen. Når jeg skriver populærvidenskabelige artikler har jeg i hvert fald et helt andet ping pong med redakørerne end når jeg skriver videnskabelige, hvor redaktørens bidrag er til at overse i det endelige produkt. Naturligvis kan jeg ikke ekstrapolere fra egne erfaringer, så hvis en læser kan sige lidt om dette ville jeg være interesseret.

  • 3
  • 0

Inden for matematik er min erfaring også at det er mere eller mindre tilfældigt om man får en nyttig peer reviewer på sine artikler; hvis man er heldig får man tildelt en hvis ideer swinger med dem man skriver om - og så er det en positiv process. Hvis man er uheldig kan man ende op med en der egentlig ikke er synderligt interesseret i ens artikel - og så kan den hænge fast i årevis uden at man hører noget.

Før man havde internettet gav det mening at en redaktør udvalgte en peer reviewer; men i mine øjne burde man nu kunne lave systemet langt mere 'flydende': Man burde have et 'review'-lag på Arxiv, hvor det stod alle frit for at kommentere ('anonymt') på relevansen og korrektheden af artikler.

Hvis ens artikel ikke fanger nogen kommentarer - eller (næsten) udelukkende modtager negative kommentarer, ville dette svare til en afvisning i det nuværende system.

For at have noget der modsvarer prestigen fra individuelle tidsskriftet ville et status-/point-system (fx lidt udviddet af hvad man ser på stackoverflow) nok give mening, sådan at kommentarer fra forskere (derfor er anonymt i anførselstegn; systemet kender kommentatoren, men brugerne kan ikke se det) med høj status/point giver artiklen flere point/mere status.

(Endnu) mere radikalt kunne man også lave systemer der tillader frit at forke artikler og komme med rettelser og fobedring - som man fx ser på github. Det kunne tilføre en hel del mere spragl til forskningsverdenen... at en artikel er en statisk størrelse er trods alt også et levn fra den gang man ikke kunne kommunikere anderledes.

  • 3
  • 0

Tarje: Tak for et perspektiv fra matematik - reviewtider på år lyder ret vildt!

Jeg kan vældig godt lide dit "radikale" forslag. Ikke mindst fordi det inden for mit eget felt i virkeligheden ville afspejle måden vi arbejder på bedre. Udregninger publiceres ideelt set sammen med kode, som folk så kan bruge til at efterprøve antagelser. I stedet for at forke frit, anbefaler vi dog oftest folk at submitte rettelser, så alt er samlet på et sted - det bliver hurtigt uoveskueligt med mange forks... men de findes.

  • 0
  • 0

Henrik: Jeg forstår ikke? Hvad siger andelen af artikler downloadet fra en bestemt lokation om den generelle kvalitet af artiklerne?

Temmelig meget. Der er himmelvid forskel på kvaliteten af artikler fra ArXiv og (oh skræk) Vixra (båtnakkernes foretrukne).

Det er to ekstremer, men pga. Internettet er der opstået en del elektroniske tidsskrifter, som stort set kun befordrer mudder. Selv for ArXiv.

Mens f.eks. ArXiv/gr-qc befordrer seriøse indlæg, kan man fra tid til anden støde på mindre seriøse på ArXiv/physics.

Jester (Adam Falkowski) skrev for nylig:

Proving Einstein wrong is the ultimate ambition of every crackpot and physicist alike. In particular, Einstein's theory of gravitation - the general relativity - has been a victim of constant harassment. …

Hvis jeg ikke husker forkert, har din egen blog været udsat noget tilsvarende.

Tilbage til dit indlæg: Jeg savner en redegørelse for, hvad Sverige vil sætte i stedet for Elsevier. Det bliver næppe Springer, som år efter år opkøber stadig flere akademiske forlag.

Sveriges beslutning har ikke påvirket aktiekursen nævneværdigt for Elsevier (nu RELX). Til alt overmål har Elsevier en svensk adm. direktør.

Medier beretter at svenske forskere i 2017 publicerede ca. 4000 artikler om året i Elsevier og at svenskerne brugte € 12 mio. på abonnenter og € 1,3 mio. på publiceringer. Det skal holdes op mod Elseviers omsætning i 2017 på € 8,385 mia., svarende til 0,16 % af omsætningen.

Ingeniøren har i adskillige artikler beskæftiget sig med open access, som f.eks. her:

  1. feb 2011: https://ing.dk/blog/open-access-goer-forsk...
  2. feb 2011: https://ing.dk/artikel/open-access-er-godt...
  3. feb 2012: https://ing.dk/artikel/forskerprotest-mod-...
  4. jan 2013: https://ing.dk/artikel/mit-efter-open-acce...
  5. mar 2013: https://ing.dk/blog/med-open-access-er-vid...

I Elseviers årsrapport for 2017 kan man læse, at 50 % af omsætningen stammer fra USA, ca. 25 fra Europa og de sidste 25 % fra hovedsageligt Asien.

Langt mere interessant er overgangen til elektroniske medier. Der er sket en revolution. Elsevier rapporterer, at omsætningen i år 2000 var 64 % fra trykte medier og 22 % fra elektroniske medier.

I 2017 var kun 11 % fra trykte medier, mens 74 % af omsætningen kommer fra elektroniske medier.

Hvis man amputerer seriøse (og grådige) tidsskrifter uden et gangbart og meget velkomment alternativ, er det et tilbageskridt.

Bierlich, jeg er stort set enig med dig, men jeg savner information om, hvad svenskerne har sat i stedet for Elsevier.

  • 1
  • 1

Lars: Som det er blevet nævnt i debatten er "Open Access" mange ting. Der er profitdrevne foretagender med en forretningsmodel der kræver at der tages betaling fra forfattere, men også respektable journals (eks. Journal of High Energy Physics), der gennemfører ordentligt peer review, men stadig har en Open Access politik. Mange af de profitdrevne er desværre mere i familie med Nigeria-scams end med seriøs videnskabelig publicering. Jeg tror at en god måde at forbedre dette - og som bieffekt også peer review - vil være at ændre forretningsmodellen, så de ikke behøver profitten, fordi de er betalt direkte fra et universitet.

Jeg er lidt loren over for en model hvor man betales for at udføre peer review. Hvis man faktisk skal betale for den tid der lægges i et seriøst review, ville det ikke være trivielle summer. Man kunne let forestille mig at visse reviewers kunne fristes af at tage mange reviews, og udføre et halvdårligt job med penge som motivation. Og det ville være ødelæggende.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten