Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

Den smukkeste blå himmel

»For hede hule helvede!!!«

Det var cirka sådan ordene faldt i Afdelingen For Langsomt Dalende Ting, da jeg den 28. december fandt ud af hvorfor en test var gået uplanmæssigt. Fejlen var banal, pinlig, og én jeg nægter at gentage.

Men, som med alle gode cliffhangere, så spoler vi først lige tiden tilbage :-)

wow - de tror på os!

Efter mange års udvikling og tests på enkeltflyvende faldskærme havde jeg af Dansk Faldskærms Unions materieludvalg fået tilladelse til at foretage en test med tre faldskærme i et cluster. Jeg var ekstatisk over den tillid de viste mig og Copenhagen Suborbitals, at de troede på at vi kunne foretage en sikker bemandet test med noget, der selv for bare en enkelt skærm er besværligt og særdeles dynamisk. DFU troede altså på at vi kunne håndtere at skalere kompleksiteten op ved exit fra et fly i 2,5 km's højde, hvor 24 kg faldskærm skal kastes efter en springer i præcist det rigtige øjeblik, for at manden ikke filtres ind, eller alverdens andre uheldige ting kan ske.

Og kompleksiten er markant større ved 3 faldskærme. Nu er det ikke længere kun 32 liner der skal holdes styr på, nu er det 96 liner, der skal holdes adskilt i hver af deres tre bundter. Det er tre faldskærmstasker der skal forblive korrekt orienteret i forhold til hinanden og springeren. Det er 6 timere, i tre dynamiske miljør, der skal aktiveres på samme tidspunkt, for at fordele kræfterne ligeligt. Og så videre.

Cluster af faldskærme

Og hvad er det så vi ville teste?

Jo, det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi kopierer for fuld udblæsning de steder det giver mening, og faldskærmsafdelingen er ingen undtagelse. Vi har, siden vi i 2014 lagde planen på vej mod Spica, arbejdet hen mod at have et system af tre faldskærme til at bære rumkapslen det sidste stykke tilbage til landing i Østersøen. Det er billeder som nedenstående, fra en test af Orion rumkapslen, der er vores inspiration.

Illustration: NASA

Det er så ikke kun af hensyn til direkte kopiering, at vi stræber efter at have tre faldskærme. Det er også helt lavpraktiske årsager der gør, at vi er nødt til at gå den vej, da produktionen foregår under private forhold, hvor et familieliv også skal kunne forekomme, og på en maskine der kan købes for menneskepenge. Derfor er der simpelthen ikke plads til at lave én stor faldskærm, hvorfor vi i stedet arbejder med tre bærende skærme som målsætning.

Illustration: Mads Stenfatt

Produktionsfaciliteterne for Nexø II balluten

test i december

Vores første bemandede test med tre faldskærme fandt sted den 28. december i Odense Faldskærms Center.

Vi skulle nu vise, at vi kunne håndtere at få tre faldskærme i luften over springeren, og for første gang få en ide om hvorvidt vi evnede at kontrollere åbningsforløbet for tre faldskærme simultant.

Faldskærmene kom fantastisk pænt ud af deres tasker, og alt tegnede godt i de første sekunder.

Illustration: Ahmad Rahman

Tre faldskærme i luften. Én forblev i første stadie af åbningsforløbet.

Det skulle desværre vise sig, at hver faldskærm havde sin egen måde at åbne på, hvoraf en af dem forblev i den første position.

Illustration: Henrik Jordahn

Faldskærmene set fra jorden

Årsagen til denne adfærd bundede i at trækket på den snor, der holder faldskærmen lukket til, er overraskende lille, og de kontakter der registrerer at åbningen har fundet sted, var simpelthen ikke gjort følsomme nok. Det forklarer så kun to af faldskærmenes adfærd.

reefingboksens fortræffeligheder

Reefingboksen har efterhånden også været under udvikling i nogle år. Vi er nået til version 3, som er den vi flyver med på Nexø II.

Illustration: Bo Brændstrup

En række reefingbokse klargøres

Ovenstående billede illustrerer hvordan vores reefingboks er opbygget. Man ser en silikoneslange, hvor selve faldskærmens reefingsnor løber igennem. Længden af denne slange afgør hvor stram snoren skal være, for at aktivere kontakten der starter nedtællingen til hvornår snoren skal klippes. Ved at afkorte slangen kan vi dermed på en simpel måde gøre timeren mere følsom, og dermed tilpasse den det faldskærmssystem den skal flyve med. En smuk low-tech løsning i en elektronikboks :-)

Denne video viser hvordan reefingtimeren i første omgang tændes ved faldskærmsåbning:

og i denne video forklarer jeg hvordan selve timerne efterfølgende aktiveres:

Fordømt!

Jeg kan ikke længere danse uden om grøden - nu kommer det.

Årsagen til at den sidste faldskærm ikke åbnede kan sammenlignes med historien om en kamel og et nåleøje.

Da jeg skulle klargøre boksen på selve faldskærmen, og dermed føre reefingsnoren igennem slangen og reefingcutteren, skete der desværre en uheldig ting. Jeg lykkedes på formidabel vis med at bringe snoren under cutteren, og dermed udenom den funktion der skærer snoren over, og videre ind i slangen og ud på den anden side. Dermed blev vi ved efterfølgende inspektion mødt af dette syn:

Illustration: Mads Stenfatt

Reefingsnoren ført forkert igennem cutteren, der ellers virkede som den skulle

Denne fejl har selvfølgelig medført kvaje-citronmåne, spot, hån og vigtigst af alt - en ny klargøringsprocedure. Bo gør nu det, at han ved klargøring af selve boksene, inden jeg overtager dem, fører en slange af krympeflex igennem, som jeg så benytter til trække reefingsnoren igennem.

Illustration: Mads Stenfatt

krympeflex hjælper nu til fremføring af reefingsnor

Det bringer flere øjne på, og er derudover en stor hjælp for mig, når jeg rumsterer rundt inde i en omgang stof på størrelse med en lille lejlighed.

Og det bringer os så endeligt frem til at vise selve videoen fra testen:

Video af vores første clustertest

den første succesfulde clustertest

Meget klogere, begav vi os så i juni afsted til Odense Lufthavn for igen at teste faldskærmssystemet.

Illustration: Henrik Jordahn

Der gøres klar til at forlade flyet i 2,5 km's højde

Denne gang forløb første del af åbningen fuldstændig som sidst.

Illustration: Hans Jørgen Buhrkall

Et perfekt timet exit

men de efterfølgende to trin skete i smuk synkron bevægelse, og vi kunne sætte et mærke i bogen for den første succesfulde clustertest.

Illustration: Henrik Jordahn

Undertegnede flyver rundt om de tre smukke faldskærme

Når jeg er ude og holde foredrag om projektet, er det jo altid disse smukke billeder der bliver vist flest af, men jeg bruger altid noget tid på at minde folk, og især det yngre, utålmodige, publikum om, at der bag disse vidunderlige øjeblikke ligger afsindig mange timer med (nogen gange surt) arbejde. Det er arbejde der bare skal overstås for at vi kan komme frem til at kunne flyve rundt om de tre fuldt åbne faldskærme og nyde resultatet af arbejdet fra Bo, undertegnede og mange andre i CS.

Jeg er bare den heldige der har muligheden for at været tættest på i disse minutter.

Eller sagt på en anden måde. Spica-planen blev lagt i 2014, og vi har masser af år igen, inden vi flyver bemandet - En tur der i sidste ende vil vare under 20 minutter fra der trykkes på knappen, til vi har splashdown i Østersøen, 30 km øst for Bornholm.

Illustration: Ahmad Rahman

Åbningsforløbet blev denne gang perfekt

Vi havde denne gang aftalt med DFU at det var ok at vente med at forlade faldskærmssystemet til springeren var i 1.200 meters højde, hvilket gav mulighed for at Henrik Jordahn, en af vores trofaste følgere på Fyn, kunne tage nogle utroligt flotte billeder af testen. Jeg er især vild med nedenstående, lettere actionprægede foto, taget umiddelbart efter at Ahmad har forladt vores faldskærme, for i stedet at lande under sine egen styrbare faldskærm. I dette øjeblik havde jeg placeret mig i plan med selve faldskærmene, og imponerende nok kunne jeg observere Tyrannosaurus-bidslet (bøjlen der forbinder springeren med vores faldskærme) flyve op i midten af de tre skærme, inden det igen bevægede sig nedad.

CMS-systemet gør noget underligt ved vores billeder, så husk at klikke på det, for at se det i en ordenrlig udgave.

Illustration: Henrik Jordahn

Springeren forlader vores faldskærme i 1.200 meters højde

En anden ting jeg fortsat arbejder med, er forudsigelsen af den bane rumkapslen bevæger sig i, på sin tur under ballute og faldskærme. Det var derfor glædeligt at se, at vi denne gang også lykkedes at ramme exitpunktet godt nok til at vi kunne se faldskærmene lande inden for lufthavnsområdet, præcist som vi ønskede det.

Illustration: Henrik Jordahn

Faldskærmene lander i det forudsagte område

Det var derfor ikke noget problem for holdet at komme hen til de tre faldskærme, vi få minutter forinden havde fløjet med på den smukkeste blå himmel, og samle dem op. Faldskærmene havde lagt sig så utrolig pænt ved landing, at de inviterede til at blive foreviget, og så var det naturligvis oplagt med et gruppebillede for at fejre denne kæmpe succes.

Illustration: Henrik Jordahn

Faldskærmsspringerne ved verdens første succesfulde spring med et system af tre reefede faldskærme

Nexø II balluten

Vi havde faktisk også et andet, og næsten vigtigere spring den dag. Jeg skulle teste om flight-udgaven af Nexø II balluten i mk.2 designet var stabilt nok, som vi så i den hollandske vindtunnel med en mindre udgave af designet.

Illustration: Henrik Jordahn

Flyet forlades med Ballute mk.II over springeren

At smide balluten efter Ahmad var forbavsende trivielt sammenlignet med det store besvær man ellers har været igennem hver gang med de store faldskærme. Så det var en kærkommen forandring.

Da Ahmad kom ned igen til debriefing beskrev han flyveturen under balluten som "overraskende rolig", hvilket lover rigtig godt for Nexø II.

Illustration: Henrik Jordahn

Balluten på sin vej alene mod jorden, efter at den var blevet efterladt på himlen

Vi var endt i en situation hvor vi kom til at forlade flyet alt for sent, i forhold til det planlagt exitpunkt, så derfor måtte vi desværre sende en delegation, med en anden af vores trofaste følgere, Martin Zacho, ud på en køretur for at finde den. Det lykkedes heldigvis relativt smertefrit.

Illustration: Morten Bulskov

En rigtig stolt designer og konstruktør :-)

Inspektionen af Nexø II balluten efter dens første flyvning var en fornøjelse. Den havde det helt perfekt, og er nu blevet opgraderet til "flight article" for Nexø II raketten.

Med denne konklusion kan vi så nå frem til at vise resultatet i filmisk format, til jer der endnu ikke har set den.

Video fra vores første bemandede ballutetest og den succesfulde clustertest

Nexø II

Ballute og faldskærm var faktisk pakket og klar til opsendelse sidste år. Jeg har dog udnyttet det ekstra års udvikling i denne afdeling til at modificere hvad der lå i toppen af Nexø II.

Nu har vi fået mulighed for at udskifte sidste års ballute med en udgave der er større, lettere, mere solid og bedre tåler at blive pakket tæt sammen i næsekeglen. Det øger chancerne for at få hovedfaldskærmen til at overleve den allerførste del af åbningen. På hovedskærmen har vi forfinet reefingsystemet, så det nu bedre registrerer at faldskærmen er åbnet, og vi kan tilføje et ekstra stadie i åbningsforløbet, så den folder sig ud i endnu et trin, hvilket igen øger overlevelseschancerne for faldskærm og raket.

Så hvis bare vi får den næsekegle af...

ad astra, og snart til Nexø!

Mads Stenfatt

MadsStenfatt
er et af flere medlemmer af Copenhagen Suborbitals, der skriver på denne blog. Mads er ansvarlig for udviklingen af faldskærmssystemerne.

Tak for en spændende og velskrevet blog, Mads.

Jeg krydser fingre for, at du og vi får chancen for at se dit værk over en flot dalende Nexø II.

  • 11
  • 0

Nice work and nice blog, thanks! Interesting to see how you improved the reefing device procedure. It seems to be a simple and effective solution. Cheers, Urs

  • 7
  • 0

Smukt! Og overlegent at give high-five under landing.
Send en high five fra mig til gutterne fra Odense. De er sgu seje :)

  • 5
  • 0

Det er godt nok godt at høre. Bliver spændende at se i aktion på Nexø II. Har I overvejet om I vil gentage testen med tre faldskærme for at være sikker på I kan reproducere resultatet? ;-)

Apropos næsekeglens afgang kunne det være et godt næste sted at studere nærmere i fremtiden. Jeg har altid syntes at brugen af airbag gasgeneratorer var lidt vildt. Hvad anvender de professionelle og hvad kunne give god mening at anvende i kontekst af CS?

Som jeg forstod problemet med Nexø I aquabraking var problemet også relateret til radioforbindelsen samt håndtering af tilstanden inden i styresoftwaren. Så det er ikke kun på dine skuldre det hele hviler, Mads!

  • 2
  • 0

Jeg fik ikke kommenteret på det i sidste blog så jeg prøver her i stedet for: Håber CS team kan finde tid til at efterse DSC RIB og lave nogle testsejladser med fartøjet før I får brug for det ude på Østersøen. Det ville være ærgeligt hvis DSC RIB fejler lige når I har allermest brug for det til opsendelsen.

  • 5
  • 0

Har I overvejet om I vil gentage testen med tre faldskærme for at være sikker på I kan reproducere resultatet? ;-)


Om vi har?!
Det er jo først nu, det sjove begynder ;-)
Der er fortsat masser af ting der skal arbejdes med, hvor en gentagelse er helt oplagt som dokumentation på at det ikke bare var held. Vi skal blandt andet se hvor lille en åbning vi kan slippe af sted med til første trin, uden at skærmene bliver ustabile.
Det ærgerlige er, at det tager rigtig mange timer bare at pakke sådan et sæt, så enten skal vi på magisk vis få yderligere tre faldskærme, eller også må vi se i øjnene at vi fortsat kun kan foretage én test per besøg hos OFC, plus eventuel leg med balluter.

Jeg har altid syntes at brugen af airbag gasgeneratorer var lidt vildt. Hvad anvender de professionelle og hvad kunne give god mening at anvende i kontekst af CS?


Gasgeneratorer er også kun noget vi bruger her i de "små" raketter. Vi arbejder på forskellige metoder til at "flække" næsekeglen på Spica, hvor bla. en gruppe studerende fra DTU har lavet en prototype. Jeg kan simpelthen ikke finde resultatet, men vi har publiceret både billeder og film med adskillelsesmekanismen.

radioforbindelsen samt håndtering af tilstanden inden i styresoftwaren. Så det er ikke kun på dine skuldre det hele hviler, Mads!


Vi er alle meget bevidste om at dette ikke er et one man show i nogen som helst afdeling. Hver eneste af os modtager input fra andre, hvad enten der AFLDT, guidance, motorgruppen, streaming osv.

  • 7
  • 0
  • 7
  • 0

Det bliver Lille RIB fra Bolette Munkholm der skal i brug på onsdag.

DCS RIB venter stadig på reservedele, men vi håber da på at blive klar til opsendelsen.

  • 6
  • 0