Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
DTU sat blog hoved

Små Satelitter til Videnskabeligt brug

Jeg er blevet inviteret til at deltage i en international komite, der skal kigge på anvendelsen af små satellitter til videnskab. Målet er at tegne et vejkort for hvor og hvordan CubeSat's og den deraf afledede teknologi kan hjælpe eller endog udgøre videnskabelige rummissioner. Vi holdt Kick-Off møde forleden og fik her lejlighed til, udover at lære hinanden at kende, også at komme med vores vinkel på opgaven. Den store begrænser for små satelitter og rumskibe er netop deres størrelse. Appertur (størrelsen af hovedspejl/linse) sætter begrænsningen for opløsning, jo større jo bedre - jeg kommer lidt ind på problematikken her. Men også strømproduktionen afhænger for solcelledrevne rumskibe af fysisk areal. I min præsentation havde jeg en lille graf med som illustrerer problemet, se nedenfor.

Illustration: René Fléron

Der er altså gode grunde til ikke at bruge små satellitter til videnskabelig missioner. Der er også grunde til at gøre det. En helt simpel ting er størrelsen igen. En satellit under ca 20 kg kan løftes og håndteres af én tekniker/ingeniør og det letter simpelthen al logistikken i forbindelse med test, kvalificering og kalibrering. Det er ikke ualmindeligt at satellit hardware skal besøge mange lande i løbet af tilblivelsen, her er det alt andet lige en fordel hvis transporten ikke kræver særlige jigs eller køretøjer. På den måde frigiver fysisk formindskelse ressourcer til andre formål i et satellitprojekt - til en hvis grænse. Det er klart nemmere at bygge, teste og samle elektronik hvis ens fingre, prober, loddekolbe o.lign. kan komme til. Så under en hvis grænse bliver det igen dyrere at fremstille hardware fordi det hele pludselig kræver specialudstyr for at blive testet, inspiceret og samlet.

Hvor sweet point ligger og hvad der er af muligheder for videnskabelige missioner er altså det vi er sat ud for at klarlægge. Jeg er allerede overbevist om at alene det drive, der er i teknologisk udvikling vil give et "pres" på de teknologiske og fysiske udfordringer små satellitter til videnskab har idag. Derfor vil grænsen for det mulige flytte sig - det er meget muligt at vi ikke kan nå alle spec's for en videnskabelig mission med én CubeSat men de (CubeSat's) kan mere imorgen end de kunne igår. Ikke mindst vil teknologien som CubeSat's fremelsker kunne øge kapabiliteten for de lidt større satellitter. Et eksempel på det er den udfordring vi stod overfor i forbindelse med DTUsat(1). Vi ville gerne måle vinklen til solen set fra satellitens paneler, men på daværende tidspunkt kunne bare én enkelt solsensor slet ikke være inde i en enkelt CubeSat og vi skulle bruge seks. Sammen med to studerende designede jeg en MEMS baseret solsensor. Den blev flere størrelsesordner mindre end de ordinære solsensorer og kunne fint sidde på satellittens paneler - imellem solcellerne.

Illustration: MIC DTU 2001

Foto MIC DTU 2001.

Resultatet af vores arbejde skal munde ud i en rapport - derfor benyttede jeg lejligheden til at lufte to kæpheste - worst case de kommer bare ikke med: Første kæphest er mit forslag om et internationalt rumkapløb for universiteter verdenen over. Ideen er at kapløbet, som har atlanterhavslinierne fra forrige årtusinde som model, skal drive udviklingen af in-space-propulsion fremad således at vi kan nedbringe rejsetiden i rummet. Det vil alt andet lige øge vores muligheder i rummet - ikke mindst når det kommer til bemandet rumfart. Den anden kæphest er snarere en kæppony end en hel hest. Den går på at reservere en brøkdel af store missioner til eksperimenter for rum-newbies. Ingen af dem faldt rigtigt i mine kollegaers smag - men det er ok for de dannede udgangspunkt for nogle gode diskussioner.

Vi får se hvor vejkortet viser os hen.

René Fleron er civilingeniør på DTU Space og leder af DTUsat-projektet.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten