Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
DTU roadrunners blog hoved

Små forbedringer, stort potentiale

Efter en lang og lidt stille vinterperiode, der er blevet brugt på at finde mulige forbedringspunkter på bilen, er DTU Roadrunners nu igen i arbejdstøjet og godt i gang med forberedelserne til dette års Shell Eco-Marathon. Sidste år præsterede holdet og deres økobil DTU Dynamo 10.0 at opnå et forbrug svarende til 599 km/l – et imponerende resultat, der for 6. år i træk sikrede holdet sejren til klassen for bioethanoldrevne Urban Concept biler. Alligevel var det et let skuffet hold der sidste år forlod Rotterdam på trods af det imponerende resultat. Holdet har igennem mange år haft tradition for altid at slå deres egen forbrugsrekord fra året før, og 2014 blev første år siden holdet begyndte at køre på bioethanol, og kun anden gang i holdets historie, hvor Urban Concept bilen ikke formåede at overgå dens egen rekord fra året før, og dermed sætte ny verdensrekord. Et nyt hold studerende er siden kommet til, og har brugt efteråret og vinteren på at lære bilen at kende og analysere resultaterne fra sidste års løb. Selvom det i starten var svært at se hvad holdet ville kunne forbedre på bilen i forhold til sidste år, andet end at sikre bedre løbsbetingelser, har været en sand udfordring, men det er alligevel lykkedes for de studerende at identificere nogle punkter, hvor den opdaterede DTU Dynamo burde kunne overgå sidste års udgave.

Illustration: Privatfoto

Figur 1: DTU Dynamo 10.0 ved dens officielle præsentation i Maj 2014.

Forbedringer på ret kurs

Den kommende version af DTU Dynamo (version 11.0) har således fået implementeret en del forbedringer i forhold til sidste års bil, som holdet regner med til sammen vil kunne forbedre bilens brændstoføkonomi med op til 10%. Selvom forbedringerne i det store hele måske ikke virker overvældende, viser erfaringer at det er små evolutionsforbedringer på den ellers topoptimeret bil der giver de største resultater. Mest nævneværdigt er at bilen i år har fået redesignet sin motor til at køre med et højere kompressionsforhold, så den nu får et kompressionshold på op til 1:15 mod tidligere 1:12. Formålet med at øge kompressionsforholdet er at øge motorens virkningsgrad og minimere motorens spildvolumen i cylinderblokken. Det er samtidig blevet testet nye knastaksler til bilen, men der er endnu ikke fundet et knastakseldesign der har virket bedre end den eksisterende knastaksel. Til gengæld blev der identificeret et tab i motorens gasspjæld, hvorfor de studerende nu er i gang med at designe et nyt såkaldt ”free flow”-gasspjæld. I praksis vil det sige at motoren i stedet for at have et bevægeligt gasspjæld, konstant vil have et åbent spjæld, så luftens strømning ind i forbrændingsmotoren ikke bliver unødigt forstyrret og derved øger motorens virkningsgrad. Samtidig har motoren fået ny styring af gearkassen, så bilens Compact-Rio (bilens ”ECU”) selv udfører gearskift under kørsel i stedet for føreren. Dette gør det nemmere at holde motoren i dens optimale arbejdsområde og dermed minimere tab og spild i forbindelse med forkerte gearskifte. Af andre forbedringer på dette års bil kan nævnes et nyt styretøj, der er blevet redesignet fra et ”gokart-styreprincip” til mere konventionel tandstangsstyring, hvilket skulle give bilen bedre køreegenskaber og minimere tab fra friktion som følge af upræcis styring. Konstruktionsmæssigt har bilen fået ny brændvæg, der nu udelukkende er udført i kulfiber, hvor der tidligere blev anvendt aluminiumsforstærkning. Bilen har desuden fået nye kulfiber skærmkasser både for og bag, hvilket skulle forbedre bilens aerodynamik. Afslutningsvis er bilens regenerative bremsesystem, kendt som KERS-systemet, blevet midlertidigt afmonteret, da sidste års løb afslørede at systemet ikke levede op til holdets forventninger og derfor ikke gav bilen den fordel som holdet havde forventet. KERS-systemet er derfor blevet taget ud af bilen for at teste hvordan bilen vil køre uden systemet, mens KERS-gruppen er ved at redesigne systemet for at opnå et bedre kraft-til-vægt forhold på systemet og sikre dets effektivitet.

Figur 2: DTU Dynamo er i øjeblikket fuldstændig adskilt og er ved at få produceret nye komponenter.

Holdet racer mod slutspurten

Traditionen tro holdt holdet i slutningen af Februar team building arrangement for at blive rystet bedre sammen, og forberede sig på det intense samvær og samarbejde der vil være i forbindelse med slutspurten frem mod dette års Shell Eco-Marathon. Arrangementet startede med et gokart løb i Ballerup med indlagte konkurrencer og quizzer, efterfulgt af en holdmiddag. Det var en forrygende dag hvor alle på holdet lærte hinanden bedre at kende, og blev rystet godt sammen. Ved dagens udgang var alle på holdet da også enige om et fælles mål for projektet: At få bilen færdig og klar til dens officielle præsentation i Maj måned, og at slå holdets egen rekord fra 2013 og dermed sætte ny verdensrekord ved dette års Shell Eco-Marathon. Men en økobil er en skrøbelig og kompleks konstruktion, og i skrivende stund er bilen langt fra færdigdesignet eller i køreklar stand. DTU Dynamo er desuden kendt for at have et lidt pirligt temperament, særligt under præs, og endnu er holdet ikke stødt på nogle større problemer med bilen. Vil holdet kunne klare opgaven og få bilen klar til start ved Shell Eco-Marathon, eller vil uforudsete problemer eller dårlige designs spænde ben for projektet? Følg med her på ing.dk, på holdets hjemmeside www.ecocar.dk, eller find DTU Roadrunners på facebook og Instagram for at følge holdets vej mod dette års Shell Eco-Marathon.

Figur 3: DTU Roadrunners klar til Gokart race i forbindelse med team building.

Christian
Gørtz
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først