Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Raket-Madsens Rumlaboratorium

Skyd ikke bjørnen før du ved om skindet er kunstigt !

Kære læsere

Meget tidligt tirsdag morgen. København i gråvejr. Du tager metroen, og finder linjen til Kastrup. Lidt senere i dag et møde i Amsterdam, om et af firmaets IT projekter. Det er en vigtig kunde, og du skal ned og forklare hvorfor det tager lige lidt længere, end lovet. Som om det var første gang. Tænker "Hvis vores sælgere lyttede til dem der faktisk skulle levere varen, bare en eneste gang..."

Du kommer ind i den flotte nye Terminal III, og går videre ind til Air Taunus indcheckning i Terminal II. Så videre gennem security, og ud til gate D12. Der er en gratis avis, og du læser lidt løst og fast. Tænker på foråret der snart burde komme. Inden i flyveren strammer du dit sikkerhedsbælte og slukker telefonen. Rutine, tanker om regnvejr. Du følger en dråbe på runden, mens den langsomt finder vej ned, og siger dav til andre dråber på vejen. Er vanddråber bevidste ? Du kikker på det lille hul mellem den ydre og den indre rude. Undres over den lille plet med dug ved dette hul...keder dig bravt.

"Bording Complete"

Et par velkendte rutinelyde fortæller dig at kabinen er lukket, og vi du snart er på vej til Amsterdam, mødet og en fyraften der bare er alt for sen. Du kommer til se knækten sove når du kikker ind på hans værelse engang i aften efter midnat.

"This is Captain Niels Carlsen and his crew welcoming you on board this Air Taunus flight to Amsterdam. Weather on our destination is fair with clouds and...." Den sædvanlige rolige luftkaptajns stemme skratter gennem flyets højtalere, men dybest set er denne dag allerede forbi for dig, for det er egentligt bare en opgave du skal løse, så du kan komme til sagen igen i morgen. Han fortsætter...

"- this Beoing 787 Dreamliner....And hope you will injoy the flight"

Du mærker den betryggende følelse af den nye Boeings to kraftige turbofanmotorer i din ryg, da Carlsen fører de to gashåndtag frem til take off power...men det er ubevidst. Dit bevidste jeg er med knækten på vej til svømning i morgen eftermiddag. Det bliver godt med nogen timer som...Bang ! Braget er helt sindsygt. Du har aldrig oplevet noget som det brag. Det er som nogen har prikket på dine trommehinder med en lille skrugetrækker. Du er slået døv af det.

Du er inden i dit sind, og alting omkring dig sker ligesom i slowmotion.

Du mærker et voldsomt stød i ryggen og våner dig ved smerten - og du kan ikke styre hvor du ser hen. Du bliver kastet op mod loftet, men hænger i selen, så mod runden og så mod sædet foran. Da din hørelse kommer tilbage hører du en skrigen - hele kabinen med alt dens rutine er forvandlet til et tummel af mennesker, bagage, som alt sammen røres sammen og det hele drejer rundt. Du ved - inden i dit slowmotion sind - at dette her, dette her er er helt ufatteligt alvorligt. Du kan se folk blive kastet rundt og du kan regne ud de da må brække arme og ben, men det kan da ikke ske - nu og her. Det her sker da ikke ? Det kommer til dig, ind i dig, og du tænker på knækten, på konen, på mor, på din bror, mens det hele drejer rundt...

Lyset er gået, der er en forfærdeligt larm. Du kan kun gætte hvad der er sket, men den må dog stoppe snart. Nåede vi i luften ? I mørket foran ser du et mørkerødt lyst - og det skriger gennem dit sind "vi brænder" "vi brænder" "der er ild, vi brænder"

Du har aldrig hørt nogen skrige sådan. De ved hvad der sker foran, men du kan bare ikke tage det ind. Vi brænder. Du kan intet se. Røg, sort røg. Plastic, plastic der brænder. Du ligger ned i gangen, kravler, nogen falder på dig, kraver igen. Du slår en ændre mand, mens dit slowmotion sind ser på og skælder dig ud. Noget tager over. Du styrer ikke mere. Kravler. Kravler mod det du håber er en en nødudgang. Røgen er kvælende, du kan mærke dine kræfter slipper op. "Kulilte" siger noget inden i det hoved. Ned. Hold dig nede. Ned mod gulvet. Du kommer over en kant, og rutcher med hovedet først ned af noget...en sliske. Masser af lys. Lunger der gør ondt. Øjne du ikke kan åbne. Hoster. Hoster igen. Du kan ikke få luft. Prøver at rejse dig. Snubler og flader hårdt. Kravler igen, finder ro, ro, ro. Tænker på knækten.

Duften af græs. Nyslået græs. Du ryster. Du er ufatteligt beskidt. Men du lever. Du har overlevet. Du har overlevet en forfærdelig flyulykke.

Men det er ikke Boeings skyld. At du lever. Det er rent held, og en hurtig refleks fra styrmanden der lige netop gjorde at du og sytten andre mennesker ud af de 154 ombordværende overlevede. Om du selv bagefter har lyst til den overlevelse, er en anden sag. Men lever det gør du.

Dette er selvfølgelig en fantasi, en ond dagdrøm. Det kan naturligvis aldrig ske. Håber vi.

Boeing er presset. Konkurrencen med Airbus er benhård, og våbnet til at vinde den konkurrence - Boeings model 787 Dreamliner er ved at udvikle sig til et mareridt. Det er ikke første gang Boeing går forrest med ny og revolutionerende teknologi, og er ved at brække halsen på det. Det var også tilfældet op til introduktionen af den legendariske model 747. Når man er på forkant med verdenshistorien, så er det svært.

Men noget er afgørende forskelligt fra den gang.

Boeings dristige satsning på komposit teknologi er måske lige som revolutionerende som Boings satsning på wide body konceptet der kom med model 747. Men det er meget andet end bare teknologi. Det er et nyt Boeing som bærer på en stor arv. Et Boeing som prøver at forny sig, og som alle virksomheder er presset af bundlinjen. Meget af den avancerede produktion er flyttet ud af den oprindelige samlehal i Everett, Staten Washington. Dreamlineren bliver bygget over hele jorden, i et globalt netværk af underleverandører. Man har outsourset hvor man kunne, så Dreamlineren er ikke bare noget man laver på sit eget lille værksted i Everett. Det er faktisk ikke en rigtigt en Boeing som den gode gamle 747 var, men snarere et produkt af globaliseringen.

Boeings fly er meget sikre. De er solidt håndværk, og når du flyver med dem vil du vide at de tusinder af teknikere og ingeniører i den store samlehal i Everett faktisk kæmper for din sikkerhed ved montagen af hver eneste nitte, og hver eneste "fastener" De tænker på det når de runder et hjørne, aflaster en ledning, når de efterspænder, monterer, fastklemmer, måler og vejer. Checker det er allerede er checket.

Men hver eneste ekstra time der går på at bygge verdens bedste, sikreste og smukkeste fly gør nu engang de samme fly endnu mere kostbare. De fire turbofan motorer på en Boeing 747-8 koster det samme som fire tons guld. Altså pr. motor. Så de fire turbiner koster altså alt det samme som seksten ton guld, eller en lille kubikmeter af dette metal. Så at gøre noget som helst endnu dyrere ved at lave det lidt bedre, og give sig lidt mere tid kan koste konkurrence evne. Dermed koste dig jobbet, hvis du er en af de tusinder af teknikere.

Boeing har forsøgt at blive billigere ved at outsource, men den gode sikkerheds og kvalitetskultur fra den gamle fabrik i Everett, følger ikke nødvendigvis med ud til japanske eller italienske underleverandører. Eller tager rejsen til South Carolina, hvor en ny fabrik er opført. Her ønsker over 60 % af arbejdstyrken ikke selv nogen sinde at flyve en 787. De tør ikke fordi de ser hvordan kvaliteten af arbejdet er. Afstanden fra de der skal sælge produktet til de der konstruerer det og dem der fysisk bygger det, er vokset. Det samme er konkurrencen. Alt for få af de nye 747-8 er solgt - de store flyselskaber kan godt lide Airbus A380eren, for den virker nyere og større. Selvom deres hengivne blogger til hver en tid hellere ville flyve med 747eren fordi den ganske enkelt er slankere og mere elegant at se på.

Men det er også en rigtig Boeing, bygget i Everett.

Organisationer under pres kan reagerer sundt, eller mindre sundt. Den typiske reaktion på pres, er at man oversælger produktet. Lover mere end man kan holde, selv i heldigste fald. Man prøver at købe tid, og så få klaret alt det tekniske bagefter. Det er så basalt for os mennesker, vi køber tid, også nogen gange til en alt for høj pris. For når vi oversælger et teknologiprodukt, gør vi faktisk ondt værre. Når vi ikke kan nå baren, sætter vi den endnu højere op, og håber på mirakler, mens vi oversælger videre.

NASA solgte rumfærgerne til kongressen ved konstant at love den kunne mere og endnu mere... og ville være så billig i operation...så de kunne starte...og så håbe på mirakler. Købe sig tid. Gabet mellem sælger, konstruktører og teknikere med armene i dejen voksede til de ikke kunne se hinanden i øjnene mere. Miraklet udeblev, og et presset, klemt og underbudgetteret NASA slog syv astronauter i ihjel - mens de prøve at købe sig tid.

Vi ser de samme mønstre hos Virgin Galactic - som har sammenlignet sikkerheden på deres rumfly med sikkerheden på Virgin Airlines kommercielle flåde af Boeing 737ere. Hvis man ved noget som helst som raketter, ved man at man skal have røget endog meget stærk tobak for at tro på den statistik vil holde.

Hvis jeg ikke vil begå samme fejl, skal jeg huske at understrege at SuperHATVen ikke er helt så Super, som man kunne ønske sig. Men blot et skridt på vejen, til noget der kan klare en kapsel på over 200 kg til 100 km. Den første udgave kan knapt slæbe sig selv til 50 km, men jeg køber tid. For jeg ved jeg at selv en flyvning til 40 km eller bare 20 km er godt og vigtigt nyt. Nye ikoniske billeder som dem fra 2011 vil så hjælpe til at skaffe penge at få en SuperSuperHATV til at levere mere...er planen. Det er et sats. Jeg ved teknologien er god, at den kan gøre det, på sigt. Som Boeing er det med Airbus, er jeg i benhård konkurrence med nogen andre som er stjerne dygtige - til nogen andre ting - men stadige stjerne dygtige. Hver og en hos Boeing ved udmærket at de vindtørre europaiere er skrappe, selvom de er så ufatteligt kedelige.

Det overraskende er at hvis man er helt iskoldt ærlig når man sælger produktet, så slår kunderne faktisk ikke hånden af en. Det er i virkeligheden meget bedre hvis Virgin bare sagde ligeud at de regner med at slå en hel del passagerer ihjel, og billetterne derfor kun sælges til de aller modigste...

Jeg tror heller ikke min lille støtteforening går i akut opløsning hvis jeg siger vejen er lang, og fuld af blod sved og tårer. Tværtimod. For det betyder jo bare at vi får hinandens selvskab til mange nervepirrende nedtællinger, at vi skal løse mange problemer sammen her på bloggen.

En pålidelig, enkel at operere, billig at bygge ø 650 raket - der kan klare bare 50 km...som faktisk bliver til noget...er klart at foretrække frem for en meget større, meget mere avanceret raket der ikke bliver til noget. Jeg kunne jo godt bygge i ø 860 eller mere, men vælger altså det lille format, for at komme i luften og få praktiske erfaringer. Købe tid. Holde skala i en størrelse hvor jeg kan gøre det ordentligt. Men giv mig bare klaps hvis jeg oversælger. For det dur ikke at love mere end man kan holde.

Det vigtige må være at man faktisk lærer noget, at man faktisk er ægte innovativ og tør være ærlig om hvor svært det er. Jeg har ved gud ingen anelse om hvordan det skal gå ikke mindst økonomisk, men jeg tror på det og knokler for det. Hver eneste dag, faktisk.

Så kommer det andet nok.

Det er også dejligt at prøve kræfter med Bob Truax seje 60er ide - her på bloggen kendt som iRocket. Vi skal affyre uden nogen opsendelses infrastruktur overhovedet, med en raket der flyder i vandet. Virker det, er det ægte nyt og ægte innovativt. Selvfølgelig virker det på en måde. Det er en god historie. For når du ser det, vil du sidde ude på kanten af stolen og håbe...på en Polarismissil lignende effekt og billeder fra 30 - 40 km højde. Virker det ikke første gang, kikker vi på data, fikser det, og prøver igen.

Det er et sats, og ja, man kan brænde sig. Men ingen vil nogensinde pege fingre af nogen som prøvede på noget svært og fik problemer. Jeg har afgrundsdyb respekt for forsøget på at bygge lettere fly, ved at bygge dem af plastik med fibre i. Selvfølgelig er det svært, men vi lever da fint med de forsinkelser det kræver før teknologien er klar. Respekt for de tør.

Nå ja, en gammel metalrotte som jeg elsker stadig nitter og fasteners...men plasticfly som 787eren er fremtiden. Sikkert nok. Hvis de tør og vi giver dem tiden.

Ingen har bedre beskrevet hvorfor man skal turde end Theodore Rosevelt:

"Far better is it to dare mighty things, to win glorious triumphs, even though checkered by failure... than to rank with those poor spirits who neither enjoy nor suffer much, because they live in a gray twilight that knows not victory nor defeat."

Theodore Roosevelt

Med de ord vil jeg sige tak her, og henkastet bemærke at man kan følge raketarbejdet i hangaren dag til dag på www.raketmadsen.dk

Peter Madsen.

Jeg tror heller ikke min lille støtteforening går i akut opløsning hvis jeg siger vejen er lang, og fuld af blod sved og tårer.

Hvis støttegruppen skulle gå i opløsning af en sådan udmelding, var den nok aldrig blevet oprettet.

Tværtimod. For det betyder jo bare at vi får hinandens selvskab til mange nervepirrende nedtællinger, at vi skal løse mange problemer sammen her på bloggen.

Det er næppe nogen som tror at vejen til 100km er let, men vi er mange som håber på en masse god underholdning undervejs til at nå målet.

/Henning
Formand for RMSG

  • 9
  • 3

Skal den opgraderes?

Der står at pumperne strejker. Et komplet ukvalificeret gæt er at der ikke er skiftet olie tit nok. Peroxiddampene har oxideret olien til syre, der har ætset pakninger, så vacuum er reduceret. Men det er rent gætværk, jeg har ingen konkret viden om problemet.

Hvis det er problemet, kan man heldigvis få paknings-kits til beskedne penge til de fleste pumper.

  • 5
  • 0

Jeg synes altså ikke du har nogen som helst grund til at forklare og nærmest undskylde, at du går efter en opsendelse til "kun" 40-50 km. i år. Der er så megen viden at hente og sandsynligvis så mange debugging at gøre, at det ville være tosset at vente med at skyde, til man har den perfekte raket klar til launch. Du kan alligevel ikke regne dig frem til alt så jeg synes det er den helt rigtige strategi du har gang i og jeg glæder mig voldsomt til at følge hvert skridt. :-)

  • 7
  • 3