close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

Skyd et sekund

Vi har skudår og vi har skudsekunder.

Skudår holder forårsjævndøgnet på plads i årets gang og dem er der ikke meget problem ved, for jordens bane om solen er ikke påvirket af andet end i sandhed mikroskopiske tab. Vi skal dog huske at revidere 4/100/400 reglen ca. hver 10-20.000 år.

Skudsekunder holder midnat på plads i jordens rotation om sin akse og det er så fast arbejde at finde ud af hvornår de er nødvendige, at vi har en international organisation med ansvar for opgaven: "International Earth Rotation & Reference System Service"[1].

Som tingene ser ud for tiden, kan vi muligvis forudsige skudsekunder fem-ti år frem i tiden, men det giver stadig netværksforbunde computere en gang hikke og der er IT folk der forsøger at få dem afskaffet, mens andre, ikke mindst astronomer, mener at det vil være en katastrofe.

Nu smider den gode satellit Ørsted brænde på bålet:

I en artikel i Nature Geoscience påviser Nils Olsen fra DTU Space at der er målelige strømninger på månedsniveau, i det smeltede lag imellem jordens faste kerne og skorpen.

Det er det samme lag der i stort omfang gør skudsekunderne uforudsigelige, for de afspejler, mere eller mindre, hvorledes dette lag langsomt men ujævnt sløver jordens rotation.[2]

De ny resultater betyder at blot fordi vi ikke har set jordens rotation forandre sig synderligt fra måned til måned[3] betyder ikke at den ikke kan gøre det.

Da jordens magnetiske poler er på spiralformet tur til at bytte plads[4], vil den magnetiske akse ubønhørligt dreje bort fra den mekaniske rotations akse og alt andet lige betyder det kraftigere vexelvirkning imellem jordens rotation og magnetfeltet.

Og når magnetfeltet svinger på månedsbasis, hvad betyder det så for skudsekunder ?

Frem for alt: får vi flere eller færre ?

Ingen aner det.

Men som jeg forsøgte at indikere ovenfor, er det ikke væsentligt forskelligt fra tingens tilstand idag med hensyn til skudsekunder.

Vi ved, at hvis vi bibeholder den definiton af tid som alverdens telefonvæsner (!) vedtog i 1956 og rettede i 1970, vil vi om føje århundreder have skudsekunder hver måned.

Hvis vi på den anden side holder op med at indsætte skudsekunder, vil middagssolen stå 15 grader fra syd til den tid[5].

Det sjove af det hele er, at den tidsskala der arver alle disse skavanker fra en tilfældig valgt klump klippe hedder "Universal Time Coordinated".

Hvis I ikke kan se det morsomme, så trøst jer med at vittigheden vil stå lysende klart for de første kolonister på Mars, når de med seks måneders varsel skal indsætte et ekstra sekund i deres 24.6 timer lange døgn, for at holde ornamentale solure på Jorden præcise.

phk

[1] tidligere hed de blot "International Earth Rotation Service" og jeg har altid drømt om at skrive MAN Diesel et brev 1. april på IERS brevpapir: "Vi leder efter ny motorer...".

[2] De andre effekter der sløver jordens rotation er i sammenligning stort set konstante: månens tidevandskraft osv.

[3] Jordens rotation forandrer sig måleligt med årstiderne, for praktisk taget alle jordens træer og anden vegetation er på den nordlige halvkugle. Når bladene falder af træerne har det samme effekt som når en skøjteløber eller balletdanser trækker armene ind til kroppen i en pirouette: rotationen bliver hurtigere.

[4] Bare rolig, det forventes at tage lang tid, der er ingen grund til at smide kompasset ud endnu.

[5] Ok, det gør den så allerede pga. af sommertid og da hele Kina er en stor tidszone ved vi at man ikke dør af at være 5 timer skævt på soltiden.

Poul-Henning Kamp
er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.

Jorden er ikke centrum i universet mere, det har den vist ikke været længe. Men nu kommer PHK og siger at Jord-tiden er centrum i universet. Så er Jorden alligevel centrum i universet.

Einstein sagde at der ikke er en 'universel' tid - alligevel har vi åbenbart indrettet os som om der er. Når nu problemet ikke kan løses, så må vi prøve at gøre det håndterbart.

IT folkene skal bare have en tællelig række. 'SWATCH time' (hed det ikke sådan?) ku vel løse det problem?

  • 0
  • 0

Det er vel KUN astronomer, og generelt folk der beskæftiger sig med anden fysik på fuld-jord-skala der har en praktisk undskyldning for at bruge skudsekunder?

Lad infrastrukturen køre på tid uden skudsekunder (den hedder vidst bare UT?), og publicer astronomisk tid som en tidszone. Jeg er på GMT 0200, min astronomven er på GMT 0200.02 ;)

  • 0
  • 0