Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Kinesisk energi bloghoved blog

Den skarpeste kniv?

Et columbusæg, den skarpeste kniv i skuffen, universalløsningen for begrænsning af CO2-udledningen. Sådan har det lydt de seneste par måneder om en generel CO2 skat i Danmark. Men det er ikke første gang, vi har hørt denne melodi. I slutningen af 1990'erne og starten af 2000'erne var det en tilsvarende lovprisning, vi hørte om CO2-kvotesystemet.

Skarp eller sløv?

Hovedideen bag både en generel CO2-afgift og et CO2-kvotesystem er, at investeringerne skal ske i de sektorer og områder, hvor det er billigst at opnå CO2-reduktioner. I teorien mest effektivt gennem omsættelige kvoter, som automatisk sikrer den rigtige fordeling af besparelserne, men også en direkte, ens afgift vil tilnærmelsesvis have samme virkning. Akilleshælen i begge systemer er, at det kræver en politisk fastsat mængde kvoter eller en politisk fastsat CO2-pris, og det kan få selv den skarpeste kniv til at blive sløv.

Vi så det med EUs kvotesystem (ETS), som først efter en lang årrække og flere reformer kom til at give et egentligt prissignal. Det var, og er, særdeles vanskeligt at blive enig om en mængde kvoter, som vil give en handelspris, der giver de nødvendige besparelser. Og systemet er skrøbeligt over for ændringer i CO2-udledningerne - et fald som nu i udledningerne giver straks en lavere CO2-pris, også selv om den politiske fastsatte kvote-mængde langt fra er tilstrækkelig til at Europa kan leve op til Paris-aftalen.

Tilsvarende er det givetvis politisk vanskeligt at fastsætte den rigtige størrelse på en generel CO2-afgift. Klimarådet og andre har peget på et niveau på 1500 kroner pr ton i 2030, mens Dansk Industri forventeligt peger på at en dansk CO2-afgift skal følge niveauet for EUs kvotepris, som i disse år nærmere er 150 kroner pr ton. Og med den nuværende krise er det vanskeligt at forestille sig at politikerne ender med et forløb som anbefalet af Klimarådet. Det kan betyde at man tager en kniv i brug som på forhånd er sløvet og som derfor ikke vil virke efter hensigten, selvom politikerne vil hævde at det er en rigtig og balanceret løsning. Det vil i givet fald være værre end ingenting, fordi man kan tro at der er sat gang i den rigtige udvikling, mens virkeligheden vil vise at det kun har ringe effekt.

Illustration: Kaare Sandholt

Et centralt overblik mangler

Der kan derfor være god ræson i ikke at fokusere så entydigt på afgiftskniven, men tænke i andre virkemidler, som kan give de rigtige investeringer.

Katalogerne over de forskellige løsningsforslag er allerede på bordet, i form af Klimarådets rapport og anbefalingerne fra de forskellige klimapartnerskaber, men også i form af forslag fra andre tænketanke og organisationer, herunder de forskellige brancheorganisationer. Problemet for politikerne er, at der ikke er et samlet, centralt overblik og samlede scenarier for de mulige udviklingsveje og effekten af de forskellige virkemidler. Det er ikke nok at Klimarådet eller forskellige tænketanke kan regne på de forskellige virkemidler, politikerne og vi andre har brug for at de forskellige muligheder bliver sat ind i en energisystem-sammenhæng - kan det rent teknisk lade sig gøre og hvilken effekt har det på energiforbrug og CO2-udledningen - og en økonomisk sammenhæng - hvor er de mest omkostningseffektive løsninger og hvordan vil de udvikle sig i takt med den teknologisk og markedmæssige udvikling vi ser for mange af de bæredygtige teknologier. (Og ja, det er en kæphest jeg har skrevet om før (her og her) men desværre er et ikke mindre aktuelt at skrive om nu).

Basisfremskrivninger er ikke nok

Det seneste eksempel på, hvor meget vi savner et ordentligt, samlet beslutningsgrundlag, leverer ministeren og Energistyrelsen i et svar til Folketingets Klima-, Energi og Forsyningsudvalg fra den 25 marts, som også er omtalt i Ingeniøren.

Her kommenterer Energistyrelsen på Dansk Solcelleforenings forventning om at der i 2030 vil være installeret 11.800 MW solceller i Danmark, ved at henvise til Basisfremskrivning 2019. Styrelsen konstaterer tørt "Dansk Solcelleforenings bud på en solcellekapacitet på ca. 11.800 MW i 2030 ligger således markant over forventningen fra Basisfremskrivningen 2019". Styrelsen tilføjer i en eftersætning, at "med den kommende basisfremskrivning vil ske en mindre opskrivning af solcellekapaciteten".

Dette illustrerer i al sin enkelthed problemet med manglende klima-scenarier. Energistyrelsen har selv demonstreret, at Basisfremskrivningen ikke når klimamålene i 2030 - og der er ingen fremskrivningen for perioden frem mod 2050. Basisfremskrivningen er tænkt som en efterkalkulation - hvordan ser energisystemet ud de næste 10 år som følge af de energipolitiske beslutninger der allerede er truffet - og en fremadrettet klimahandlingsplan har jo netop brug for scenarier for energisystemet, som kan belyse forskellige udviklingsmuligheder og hvordan de forskellige elementer i en handlingsplan fungerer i et sammenhængende energisystem, både i 2030 og i 2050.

Man kunne derfor have forventet et svar fra Energistyrelsen, som så mere sådan ud: "Dansk Solcelleforenings forventninger på 11.800 MW er væsentligt over den nuværende basisfremskrivning, men er på niveau med udviklingen i Det Distribuerede Scenarie, hvor der er lagt vægt på en hurtigere udfasning af de centrale kraftværker og biomasse til afbrænding, og hvor sol- og vindkraft er kombineret med en massiv anvendelse af energilagre og omdannelse af el til flydende brændsler".

Bare et eksempel, men det illustrerer at der er forskellige udviklingsveje der kan og skal vælges imellem. Ved kun at fokusere på basisfremskrivninger og ikke på udviklingsscenarier er det vanskeligt at træffe rationelle valg på et oplyst grundlag. Den nuværende strategi med at hoppe fra delforlig til delforlig uden et fælles scenariegrundlag er decideret farlig og risikerer at skabe usammenhængende løsninger. Samtidig savner vi i den grad det beredskab, der gør politikerne (og de andre beslutningstagere) i stand til at agere hurtigt, når rammebetingelserne ændres, som i den nuværende covid19-krise.

Inspiration?

Lad mig til sidst illustrere hvad jeg mener med sammenhængende energiscenarier ved at henvise til de scenarier, der er opbygget for Kina af det kinesiske Energy Research Institute (blandt andet med bistand fra Energistyrelsen). Den seneste rapport med 2019 scenarier er netop offentliggjort, og den illustrerer forholdsvist tydeligt, hvordan scenarier kan bruges som grundlag for en politisk beslutningsproces. Rapporten og scenarierne er langt fra perfekte, men den og de kan i hvert fald give en illustration af, hvordan mål, teknik og politik kan kombineres i sammenhængende analyser. Læs sammenfatningen, men tag også et kig på rapportens forskellige afsnit som både handler om forbrugssiden og forsyningssiden, om dynamisk fleksibilitet og om markedsmæssige og politisk fastsatte virkemidler.

Kaare Sandholt er civilingeniør med speciale i energi. Siden 2011 har han arbejdet i Kina knyttet til China National Renewable Energy Centre, en kinesisk tænketank i Energy Research Institute under NDRC. Tidligere har han været ansat i Energistyrelsen og i Elkraft og været partner i Ea Energianalyse.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ikke at jeg er uenig i at den skarpeste kniv i skuffen, er en veltilrettelagt CO2-afgift, men som verden har formet sig indtil videre, er modstanden fra betydelige økonomiske spillere, som olie- og bilindustrien, for stor for diverse politiske systemer til at gå imod dem.

Derfor er jeg (desværre) overbevist om, at det er den kniv, der hedder rå markedsøkonomi, der kommer til at styre tempoet på "den grønne omstilling". En omstilling, der så alligevel vil komme af rent økonomiske årsager, men politikkerne får nogle fjer at pynte sig med. Så det er heldigt at solceller og vindmøller allerede er konkurrencedygtige i forhold til kul. (Men mangler at få prisen på el-lager ned). Og at prisen for køb+drift elbiler ligger på vippen. Men der er jo en hel del flere felter vi skal have med.

  • 4
  • 0

Ingen tvivl om at vi mangler senarier at styre efter. Her har hverken Venstre- eller Socialdemokratisk-ledede regeringer gjort noget. Og på trods af klimalov ser det ikke ud til, at vi kommer til at se nogle nye gennemarbejdede senarier. Det bliver tuehop fra sektor til sektor, åbenbar uden at skele til at tandhjulene skal passe sammen.

Den sidste fra 2012 var jo for at hjælpe til at valg af hvor vores energi skulle komme fra. Her har vindmøller og solceller sejret på prisen, så det valg er blevet taget af markedet.

Fx opvarmning af vores huse. Der er gode argumenter for at store dele af vores boligmasse skal opvarmes af fjernvarme. Men bare det at skulle vælge mellem dypkoger og varmepumpe skal følges af beregninger, da "dyr" el følges af varmepumper og "billig" el følges af dypkogere. Hvor er grænsen mellem "dyr" og "billig"? Gælder grænsen for både store og små fjernvarmeværker? Og hvordan påvirker det den enkelte husstand?

Noget andet er, at PHloggen jo har vist, hvor svært det er at lægge snittet mellem fjern- og nær-varme. Huset er 2020-isoleret og har derfor ikke et stort varmeforbrug, men ligger i et fjernvarmeområde. Den lange stikledningen ville derfor bruge mere varme end huset med "varm" fjernvarme, men ligger perfekt for "kold" fjernvarme. Men det var varmeværket ikke med på, så det endte med jordvarme. I Viborg har de undersøgt en kombi-version, hvor der skal opvarmes med store varmepumper mellem fjernvarmeværk og slutbruger. Så måden, vi lovgiver om isolering af huse, påvirker direkte ind i, hvordan vi skal opvarme dem. Ikke overraskende, men hvis man tager lovgivningen sektor for sektor, bliver der ikke taget højde for det.

Så jeg kan kun tilslutte mig, at der bliver spenderet penge til en fast institution, der løbende kan beregne og genberegne, hvilken retning vi skal tage.

  • 1
  • 0

Nu har vore politikkere med deres start-stop-start-stop-politik, gjordt det meget svært at forudsige noget om økonomien i solceller. Men i og med at den rå elpris fra solceller allerede nu ligger under prisen for kul-el og også under markedspris+transport i Danmark, og er kraftigt faldende, vil der blive sat en masse solceller op i Danmark. (Medmindre det altså direkte saboteres fra politiks hold.) Så hvis man sørger for forudsigelige rammebetingelser, og i øvrigt hjælper med lovgivning, vil jeg ikke helt forsværge, at Dansk Solcelleforening får mere ret end uret!

(Et første skud er at alle boliger sætter 30 m2 solceller op. Så er målet nået. Og det bliver sandsynligvis en god forretning for den enkelte boligejer mellem 2025 og 2030. Hvortil vi så kan lægge industri, skoler, kontorbygninger mv.)

  • 6
  • 1

(Et første skud er at alle boliger sætter 30 m2 solceller op. Så er målet nået.

Jeg ville nøjes med 10-13 m2 med et batteri på i størrelsesordenen 5 kWh. Det kan dække op til 65 % af egetforbruget, som beskrevet her: http://max-i.org/green-smart-house-solutio... , og det kan etableres til en brøkdel af prisen for et stort AC anlæg. Hvis f.eks. 10.000 husstande finder et sådant anlæg attraktivt - ikke mindst på grund af de mange yderligere faciliteter, det også tilbyder, spares der langt mere CO2, end hvis 100 husstande ofrer kassen på den helt store løsning.

Et tilfældigt opslag på nettet giver en pris på ca. 117.000 kr for et 6 kW hybridanlæg med 33 m2 solpaneler og et 7 kWh batteri - se https://solcelleanlæg.dk/hybrid-solcellea... , og det gør nok ondt på mange - ikke mindst fordi det samtidig laver huset om til en øjebæ - og så kan inverteren på 5 kW ikke engang drive et induktionskomfur og æder det meste i tab, hvis man om aftenen bare vil bruge sin oplagrede solstrøm til at drive nogle LED lamper uden samtidig at sælge strøm til nettet.

Solcellestrøm til andet end eget forbrug skal ikke ind på 230 V siden i et boligkvarter, hvor forbruget er meget lavt i dagtimerne, når solen skinner. Det skal ind på højspændingsnettet, så det direkte kan gøre gavn til drift af industri, eltog, elfærger etc., uden at tabet bliver for stort. Hvis man tænker sig, at alle 11,8 GW skulle leveres ved 230 V, 3 faser, bliver det 17 millioner A pr. fase, som så selvfølgelig bliver spredt ud på mange net; men det sætter alligevel tingene lidt i relief, og hvem skal i givet fald bestemme frekvens og fase, og hvem skal kobles ud, hvis der er overskudsstrøm?

  • 2
  • 4

Senarie, senarie, senarie. Det er jo netop derfor vi har brug for, at der sidder nogle og laver senarier. Vi kan jo opstille en hel masse enkeltstående eksempler, som har brug for at blivet bundet sammen.

Case: Jeg bor i et gammelt hus med et udhus. Jeg har derfor 180 m2 tag (60 m2 mod øst, 60 m2 mod syd og 60 m2 mod vest), jeg inden for de næste 10 år, skal have skiftet ud. Det betyder, at hvis jeg sætter et solcelletag på alle flader, laver jeg i perioder betydelig mere strøm, end jeg selv kan forbruge og lagre, selv med et par elbiler. (Jeg har i øjeblikket en mastesikring på 25 A, men ifølge mit netselskab er vores net dimentioneret til minst 35 A.)

Økonomi på matrikelniveau: Kommer an på 1. Skal jeg betale moms og afgifter af strøm jeg bruger på egen matrikel? 2. Skal jeg betale nettarif for strøm jeg bruger på egen matrikel? 3. Skal jeg betale inverterafgift og/eller batteriafgift? 4. Kan jeg sælge overskudsstrøm til markedspris? 5. Hvordan bliver lovgivningen som følge af EU-direktivet om de 25 kW jeg "simpelt" skal kunne sætte op? Og der er sikkert flere relevante spørgsmål.

Økonomi på samfundsniveau: I og med at et hustag bestående af solpaneler er billigere at sætte op, end både at sætte tag på huset og solcellepaneler et andet sted, må det være billigere at sætte solcelletage op alle relevante steder. Men så kommer alle de relevante spørgsmål om hvordan vi gør det teknisk og økonomisk: Senarie, senarie, senarie.

Også er der det med at vores fælles samfund jo er drevet af skatter, afgifter, moms. Det skal også håndteres.

  • 6
  • 0

Ideen med både el og varmt vand fra taginstallationer er god, lige til man begynder at regne på VVS-regningen fra en taginstallation, der skal genere varmt vand mod en vandvarmer, som kører på den strøm man får fra solcellerne.

  • 3
  • 1

.......kombinerede tagplader med elpaneler og solpaneler slog man to fluer med et smæk. El og varmt vand da elpaneler også bør køles.

Ingen grund til at køle panelerne, den marginale ekstra elektrisk ydelse der kan opnås få timer om året er inderligt ligegyldige, især da VVS-Jensen koster kassen. Pris/kwh for denne ekstra elektriske ydelse bliver absurd dyre.

En simpel elpatron i akkumuleringtanken er løsningen! Den kan såmænd også benyttes om vinteren når man skal supplere med vindmøllestrøm.

  • 2
  • 3

(Et første skud er at alle boliger sætter 30 m2 solceller op. Så er målet nået. Og det bliver sandsynligvis en god forretning for den enkelte boligejer mellem 2025 og 2030.

Har du individual opvarmning med mulighed for at tilslutte mindst 1 m3 akkumuleringstank. (helst mere og bedst hvis det er indenfor klimaskærmen) Samt Elbil og har et kørselsbehov der gør du ca. hver tredie dag kan lade op hjemme i dagtimerne, så er det allerede en god investering.

  • 0
  • 3

Solcellestrøm til andet end eget forbrug skal ikke ind på 230 V siden i et boligkvarter, hvor forbruget er meget lavt i dagtimerne, når solen skinner. Det skal ind på højspændingsnettet,

Det kommer det jo også, helt samme kabler og transformatorer som vi bruger i dag. Det gode er at udnyttelses graden på elnettet vil stige, samme udstyr flytter flere Kwh. Pris/kwh bør dermed falde.

At der så visse steder kan være et loft for hvor mange KW et kan leveres ud af et boligområde er et mindre problem. Men da vi allerede i dag kan trække 25A mere eller mindre samtdigt, bør 11KW invertere (3x16A) ikke betyde det store. Man kan godt tilslutte væsentligt mere end 11Kwp solceller til en 11KW inverter.

  • 0
  • 4

Bør indgå som en væsentlig del af planen for Co2 reduktion.

Ellers ender vi med at alle os med pengene i orden, dvs os der forurener mest og har gjort det længe uden at skulle betale for at forurene.

Sender regningen for klimaoprydningen efter os, videre til de som ikke har råd til at undgå afgiften.

  • 0
  • 4

"Bør indgå som en væsentlig del af planen for Co2 reduktion." Njah. Nu var det jo netop misundelse, som gav dødsstødet til solceller på private hustage. Skal CO2-udledningen ned, så skal man holde fokus. Så må man håndtere den sociale balancering ad anden vej.

  • 1
  • 2

Njah. Nu var det jo netop misundelse, som gav dødsstødet til solceller på private hustage.

Lige knap.

De første solcelle ordninger var så ekstremt lukrative at de ville havet slået hul i statskassen, hvis de var fortsat. Og så var og er der en meget lobby aktiv, men gammeldags energibranche der ikke kunne/kan lide at deres pengemaskiner pludesligt selv kunne lave energi.

Misundelse var måske tilstede, men på ingen måde af nogen relevant betydning for lukningen af de alt for lukrative ordninger.

Den nuværende timebaserede ordning, er som sådan en ganske fin ordning, bortset fra de tekniske handels hindringer der er opsat af de gamle energi selskaber der ejere forsyningsnettene. Ligeledes er den mentale ustabilitet hos statens afgiftsnarkomaner et problem.

Trods mental ustabilitet hos staten og tekniske handelshindringer fra energibranchen, så opsættes der stadigt solceller private hustage.

  • 4
  • 1

"Trods mental ustabilitet hos staten og tekniske handelshindringer fra energibranchen, så opsættes der stadigt solceller private hustage." Det er vist udelukkende fordi det indgår i energiberegninger i nybyggeri. Der var heftige skriverier om, hvor uretfærdigt det var at man ikke kunne udnytte ordningen, som lejer. Og så køber jeg ikke præmissen om statskassen skulle tømmes. EL-afgiften er stor, men så er det heller ikke værre. Men ingen tvivl om at afgiften er en hemsko for CO2-begrænsningen. Og så var der jo muligheden for at justere ordningen i takt med prisfald på solceller og opsætning. Sådan har man gjort syd for grænsen, og det ser ud til at fungere. Istedet fjernede man motivet for privatfolk, som ikke lige har brug for det i forbindelse med byggeri. Og nu tager man så frit jord i brug istedet for at anvende tag. Jeg ved ikke hvor meget distributionsselskaberne sparer. Så vidt jeg ved, kan der ikke opkræves tilslutningsomkostninger for kommercielle solcelleanlæg.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten