Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
formandsbloggen IDA blog

Skal vi sende udvalgte faggrupper tidligt hjem fra arbejde?

I velfærdssamfundet har vi givet hinanden et løfte: alle har ret til et otium. Til at nyde de sidste år på pension, når krop og sind begynder at falme. Det er et løfte, der er helt centralt for mig i det moderne samfund. Og så er det et løfte som især Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har sat sig for at ville diskutere.

Kort fortalt vil Folketingets nye alliance give os forskellige muligheder for at stoppe med at arbejde, alt efter hvornår vi er trådt ind på arbejdsmarkedet. Dansk Folkeparti var ligefrem ude og fortælle, at medlemskab hos enten 3F eller FOA automatisk bør indløse en billet til tidlig pension.

De nedslidte er hverdagens helte

Lad mig med det samme slå fast; jeg har al respekt for alle arbejdsgrupper i Danmark. Høj som lav er de med til at bygge det velfærdssamfund, der giver os gode skoler, veje at køre på og et velfungerende sundhedsvæsen, når vi bliver syge.

Målet bag det nye pensionsforslag er altså meget sympatisk. De nedslidte er dem, der har arbejdet en stor del af deres liv for det fælles gode. De er hverdagens helte. Og dem skal vi passe på og behandle med værdighed!

Hvordan måler vi?

Når det er sagt, har jeg svært ved at se at politikernes forslag om differentieret pensionsalder blive administreret på en fornuftig måde.

Hvem skal eksempelvis afgøre, hvor længe vi har været på arbejdsmarkedet? Hvad med dem, der lagde ud som elektriker, men senere fandt mening i jobbet som diplomingeniør? Hvor placerer vi skoletiden? Og hvor meget vægter en forældreorlov eller en praktik?

Hvis et pensionssystem skal fungere, bør det give os mulighed for at gøre arbejdsliv til otium, mens tid er. Der spiller vores alder en naturlig rolle, men vores funktion på arbejdsmarkedet er langt fra en sikker indikator på, hvem der reelt har brug for pensionen. Og det er et stykke tid siden Danmarks folkesygdom hed ’ondt i ryggen’. I dag hedder den ’stress’.

En strukturel løsning på et komplekst problem

Når vi ved, at arbejdsmarkedet kommer til at ændre sig radikalt over de kommende år, virker det stort set umuligt at udpege visse arbejdsgrupper som værende permanent mere nedslidte end andre.

I dag er det at være lagerarbejder et job, som jeg gerne vil fremhæve som værende nedslidende. Men det er langt fra nogen selvfølge, at det bliver ved med at være sådan. Flere af nutidens nedslidende jobs har formentlig slet ikke samme indhold om bare få år. Jeg knytter dette håb til teknologien, der allerede har vist sig at være glimrende til at løse flere af den slags problemer.

Vi risikerer med andre ord at sætte et system op, som ikke er tidssvarende om bare ti år.

Den nedslidte lagerarbejder bør selvfølgelig kunne trække sig tilbage, hvis hans krop begynder at sige fra – og også gerne lidt før. Men det samme kan siges om den stressede kontormedarbejder. På samme tid har lagerarbejderen formentlig en kollega, der sagtens kunne arbejde til den normale pensionsalder. Mennesker er nemlig – helt indlysende - forskellige.

Hvorfor nedslider vi overhovedet arbejdstagere?

Det ligger som præmis for den nuværende pensionsdebat, at arbejdstagerne er nedslidte, når de når en vis alder. Men er det et faktum, vi bare skal acceptere som en naturlig præmis i Danmark i 2019?

Lad os så hellere arbejde for, at så få som muligt har et job, de ikke magter at passe i et helt arbejdsliv. Det ville også åbne op for, at vi kan lade nogle trække sig tidligere tilbage, fordi de har brug for det; fysisk eller psykisk. Det ville være fair for alle. I bund og grund tror jeg desværre ikke, at vi kan undgå at nedslide nogle for mennesker er forskellige. Men ville det ikke være et mål at se, om vi kan nedslide markant færre end vi gør i dag?

Velfærdssamfundets løfte om et otium og en værdig alderdom bør gælde for alle og uanset hvilken form for nedslidning, man potentielt kan blive ramt af. Og det bør gælde både på nutidens og fremtidens arbejdsmarked.

Jeg er formand for IDA. Her skriver jeg om ingeniørpolitik, mine oplevelser som formand for +114.000 teknologiske eksperter og om nye tiltag fra IDA. Følg mine tanker og stil mig gode spørgsmål på www.facebook.com/IDAsformand/
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Og det er et stykke tid siden Danmarks folkesygdom hed ’ondt i ryggen’. I dag hedder den ’stress’.

Det tror jeg man skal passe på med at konkludere uden dokumentation. Vi hører meget om stress fordi det er hvad folk med mellem og lang uddannede bliver sygemeldt med, men dårlig knæ, ryg, skuldre etc. er stadig meget udbredt blandt de der har haft fysisk arbejde i mange år. Jeg forestiller mig, at tidligere pension kun kan løses med konkrete helbredsvurderinger. En slags invalidepension light om man vil.

  • 10
  • 0

"arbejdstagerne er nedslidte, når de når en vis alder"

Jeg er normalt meget forsigtig med at anvende ultimativer som altid og aldrig, men den sætning vil jeg alligevel vove at sige aldrig har været og aldrig vil blive sand.

"arbejdstagerne" er simpelthen en for stor og uhomogen gruppe til at det kan være tilfældet.

  • 7
  • 0

Min rabiate holdning til det emne er at al pension bør være invalidepension.

Ikke på den måde at man skal arbejde til man bliver invalideret, men på den måde at ved første tegn på nedslidning, skal en arbejdstager tages ud af faget og omskoles til andet eller pensioneres.

En sådan vurdering skal naturligvis være en udelukkende lægefaglig vurdering.

Dette kunne kombineres med en beskatning af faget i forhold til belastning, for de servicefag som ikke kan importeres.

  • 3
  • 0

Jeg har ikke de kræfter, jeg engang havde. Jeg har ikke det syn og den hørelse jeg havde.
Jeg har været 60+ år på arbejdsmarkedet, hvor jeg stadig men kun indimelem er i diverse vikarjob idag, som 74 årig ,da jeg synes at det stadig er interessandt at se virksomheder indefra.
Kombinationen af intelligens, arbejdsevne, uddannelse, kropsbygning og helbred, samt frit valg af arbejdspladser er ikke ligeligt fordelt.

Nogle vil blive nedslidt fysisk før andre fordi deres hænder er for små og spinkle til at være murere og brolæggere. Den vurdering foretages desværre ikke når en ung starter som lærling.

Andre kan ikke komme i lære fordi de har for meget håndsved selv om deres intellekt gør dem egnede som finmekaniker, værktøjsmager fordi de efterlader rustaftryk på maskiner, værktøj og emner.

Elektrikere arbejder med skruetrækkere over hovedhøjde op ned på stiger. Det kan give springfingre og skulderskader. De arbejder ligeså meget hvilende på deres knæ eller kravler i snævre rum, trækkende på tunge kabler. De har også et ansvar for at deres arbejde trods vanskelige forhold er i orden.

Operationslæger har et stort ansvar, men også en fysisk anstrengende arbejdsform ved lange operations tider.

Ingeniører kan blive ret frustrerede når de for tyvende gang skal beregne ting der tidligere har vist sig umulige at håndtere inden for de beløbs og materialrammer der bliver stillet til deres rådighed.

Jeg har oplevet og føler det således at det er umuligt at lave faste pensions aldre som det der foreslåes for tiden. Men ligesom man vurderer soldater på sessionen, skulle man sortere de unge, så de kom de rette steder hen. Det er ikke nok at værer stor, hvis man ikke har hænder og styrke til de fremtidige jobudfordringer. Det er ikke muligt at blive ingeniør uden evner for fysik og matematik, sådan er det bare.

Det kan undre ,at fagforeningerne er så langt væk fra sådanne sorteringer. Jeg har skullet sortere mine elever på Teknikum. Og en del af dem, jeg sagde noget kraftigt til dengang, har jeg mødt igen i mine "pensionistjob", hvor de udmærket kunne erindre mine kommentarer og rent faktisk havde forstået dem.

  • 4
  • 2

En slags invalidepension light om man vil.


En sådan ordning har vi allerede, den hedder Senior førtidspension.

Problemet med den er at visitationskravene er grotesk strikse.
Jobcentrene behandler seniorer som var de 25 årige raske, pjækkerøve.

I stedet for at rette op på dette makværk og lempe visitationskravene for seniorer, er Mette Frederiksen mfl. nu i gang med at opfinde er nyt og værre makværk.

  • 10
  • 0

Det vi virkelig brug for, er en mulighed for, med mindst mulig indsats, at kunne tjene til de basale fornødenheder. De være sig som senior, studerende, småbørnsforældre, lettere handikappet eller på anden måde indisponeret.

Hvis vi kunne garanterede alle et passende job, f.eks. med en løn svarende til dagpenge og en arbejdsuge på 10-15 timer, ville rigtig mange problemer være løst; næsten alle kunne yde en indsats, bevarer værdigheden, og leve godt med vores meget forskellige evner og behov.
Hvis man ikke magter dette, skal man selvfølgeligt have en invalidepension.

Spørgsmålet er selvfølgeligt om økonomien kan hænge sammen, og om man kan omstrukturere arbejdsmarkedet, skattesystemet mm. så samfundet kan udnytte arbejdskraften fornuftigt. Det er en større omveltning, ikke mindst i måde, at tænke arbejde på. Man ville skulle gøre op med den næsten religiøse forestilling, om at 40-50 timers arbejsuge, er det bedste i verden, for alle. En forestilling der er opfundet af mennesker i gode og spændende jobs.

Med de direkte og indirekte udgifter vi har til overførselsindkomster i dag, tror jeg at det er tæt på et ”break even” Jeg tror at det ville være rigtigt godt for folkesundheden, at afskaffe det tvangsprægede og stive offer system, vi har i dag.

Jeg tror at mange flere mennesker ville trives i vores samfund. Både mennesker i almindelig jobs, der ville opleve større fleksibilitet og bedre arbejdsmiljø, og mennesker der ønsker at leve lidt anderledes, selvom det er under små økonomiske kår.

  • 2
  • 0

Men man kan jo godt have sine overvejelser. Hvis nedslidnings pensionen bliver indført og bliver populær og der kommer run på ordningen, kan man frygte at det går med nedslidnings pensionen som med efterlønnen. Dvs. at til at begynde med, vil man fra politisk hånd begrænse ordningen ved at skærpe de objektive krav til modtagererne af ordningen. Og så er man allerede inde i en diskrimination således at det ikke er dem der har mest brug for nedslidnings pensionen der nødvendigvis kan få den. Næst vil man forringe ordningen økonomisk således at der er færre der søger ordningen. For derefter at afskaffe ordningen?

Hertil kommer hvordan man objektiv vurderer hvilke faggrupper der skal have ret til nedslidnings pensionen? Ordningen kommer til at stride mod den ligestillings politik (og ligestillings politikken kan bestemt diskuteres) man har ført de sidste mange år. Særbehandling og ligestilling strider bare mod hinanden.

I min optik bør det politisk prioriteres at nedslidning på arbejdet ikke forekommer og de personer der er for svage til at arbejde et helt arbejdsliv letterer kan få behandlet en pensionsansøgning eller få stillet et skånejob i udsigt.

Det er ikke sociale ordninger der mangler, men at man fra politisk hold ikke er interesseret i at ofre på og bruge ordningerne. Og så skal man huske at alle mennesker er forskellige individer.

Med venlig hilsen Peter Vind Hansen

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten