close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
ingternt blog

Skål for Ingeniørens flytning

I dag flytter Ingeniøren til nye lokaler i Valby efter 49 år i Skelbækgade. Flytningen markerer, at 2013 bliver et år med mange forandringer på Ingeniøren. Mest iøjnefaldende bliver måske, at Mediehuset Ingeniøren udover at udgive avis, website, drive et jobsite og en rekrutteringsvirksomhed nu også kaster sig over ølbrygning.

I Valby flytter vi ind i Trekroner Bryggeri, der er en stolt bygning tæt ved Toftegårs Plads bygget i 1898-99 og tegnet af Caspar Leuning Borch som hvidtølsbryggeri. Det blev dog aldrig brugt til formålet, hvilket vi har tænkt at lave om på. I øjeblikket undersøger vi seriøst mulighederne for at etablere et mindre bryggeri på adressen, i håb om at kunne servere lidt godt at drikke til vores gæster og fester.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi taler med DTU om et skræddersyet anlæg, der efter alle kriterier bør kunne tilfredsstille Ingeniørens læseres krav til opfindsomhed og sidste skrig inden for højteknologi. Ud over at nyde udkommet håber vi også, at anlægget kan danne ramme om faglig debat om ølproduktion og eksperimenter i denne forbindelse. DTU er selv i gang med at udvide sit spændende projekt DTU Bryg og sammen med dem og de af vores brugere, der er ølinteresserede, håber vi, at kunne skabe et fællesskab om øl og teknologi, eksperimenter og formidling. Udstyret er endnu på tegnebordet, og vi forventer ikke at have noget klar på denne side af sommerferien ud over fortællingen om, hvordan det skrider frem.

Med et bryggeri følger en brygsal og Trekroner Bryggeris brygsal er velbevaret og lidt til. Vi vil rigtig gerne holde nogle flere møder med vores læsere, invitere eksperter på scenen, parre politikere med ingeniørfagligheden og hvad vi ellers kan finde på. Med det nye hus bliver det muligt for os at åbne dørene mere for vores læsere og brugere og koble det på som et supplement til vores udgivelsesaktiviteter.

Når vi over længere tid følger sager som IC4, lossepladser, 3D-printere eller skifergas for at nævne blot få eksempler, finder vi det naturligt, at integrere et møde i vores dækning. Det kan være teknisk oplysende, eller have til formål at bringe den faglighed, vores læsere besidder, i spil over for politiske beslutningstagere. Med de nye rammer har vi mulighed for at skabe et levende hus, der ikke bare taler til publikum gennem vores udgivelser men også taler med dem og møder dem i levende live. Byd meget gerne ind med ideer og emner til brug af Brygsalen.

Vi flytter også på nettet. Efter mange år på platformen Xoops flytter også Ing.dk til den mere tidssvarende open source-platform Drupal, som er blevet en populær platform for medievirksomheder. Skiftet sker som opfølgning på at vi den 17. januar relancerede vores og ingeniørernes foretrukne jobtjeneste "Jobfinder". Ændringerne på ing.dk fortæller vi meget mere om, når vi kommer tættere på lanceringsdatoerne sidst i februar.

Følg med her på ing.dk mandag, hvor vi blandt andet vil bringe et billedgalleri af åbningsbestræbelserne i de nye lokaler. Kryds fingre for at det går glat.

Med venlig hilsen Daniel Bergsagel Redaktør Community og Events Mediehuset Ingeniøren

Daniel Bergsagel
Redaktør community & events Mediehuset Ingeniøren

Håber så ikke at man bevæger sig ind på den kætterske enzym produktion.
Hold dog fast i de gode gamle traditioner for godt håndværk.

  • 0
  • 0

Efter fx at have hørt om elendighederne i IC4 projektet, så virker det utroligt fornuftigt at man kan drukne sine sorger i massive mængder af ingeniør-øl. Det er noget, jeg vil støtte! :-)

  • 0
  • 0