Raket-Madsens Rumlaboratorium

She is called to the battle...!

Kære læsere...

Jeg tilbragte faktisk en del af natten til lørdag med at vente på at det skulle blive dag igen. Endelig kom morgenen, og jeg kyssede Sirid farvel, og lod hende vide jeg tog ud til Fessor. Fessor er en kat. Han bor i HAB, og holder effektivt bygningen gnaverfri.

For i dag skulle jeg noget jeg har villet længe.

I seks år har Nautilus haft en aparte flad bagende, der hvor propeller akslen kommer ud. Det har set sådan ud så længe at folk åbenbart tror hun skal have den facon...men hun er bestemt ikke født sådan.

Illustration: Privatfoto

Flad bagende ? Grafik fra "Covert Navel Blog"

Hvilket selvsagt er helt forkert. Hækken skal ende i en kegle hvor propellernavet starter.

Agterskibet skal mere end noget andet give fri passage for vandtilstrømning til propelleren - og det er faktisk ikke tilfældigt at Nautilus hæk er formet med megen inspiration fra Emma Mærsk´s hæk. Før byggestart var jeg på en lille studierejse, b.la. forbi Lindø hvor Peter Blazejewicz viste mig søsterskibet Estrella Mærsk mens hun var i dok, og blev bygget op af gigantiske sektioner.

Som på Nautilus sidder propelleren på Emma klassen for enden af en kegle. Grafik: Ingeniøren.

Fairingen kom af en gang i 2011, og jeg husker ikke rigtigt hvorfor.

I går fik Christian Sørensen og Celine, vores folkeskole erhvervspraktikant, fremstillet skabeloner til jobbet, og idag skulle jeg så endelig banke stålpladerne i facon og svejse dem på.

Det var lige til at give op på, for der blæste en rask efterårsvind, og man kan ikke svejse i blæst. Jeg ville næsten give op, men tog mig i det og begyndte at bygge et svejsetelt af presenninger og gamle paller. Det var en udvidelse af det telt Christian og Celine var startet på, men skulle det virke, måtte det gøres næsten gøres hermetisk tæt. Men det lykkedes. Svejsearbejdet gik fint.

Nu står hun med sin fine ny agterfairing, og kan ikke vente med at komme i vandet. Som skæbnen har villet det, skal hun heller ikke vente længe.

Siden Nautilus vendte tilbage til HAB bygningen, hvor hun blev undfanget, har der været vedholdende aktivitet omkring hende. Det omfattende malerarbejde er blevet afsluttet. Hun har fået sine højtryksvinduer tilbage, og hendes indvendige aptering er blevet geninstaleret og opgraderet. Hendes dybdemålere og omfattende rørsystemer er nu samlet igen, og vigtigst af alt - hendes to dieselmotorer og ene elektromotor er tilbage ombord.

Det har været et meget stort samlesæt, men medlemmer af ubådsforeningen Nautilus har været meget behjælpelige med at hitte hoved og hale i de mange komponenter. Per Garbo der har designet, og for en stor del udført, en omfattende ombygning af Nautilus transmissionssystem har bidraget med mange vigtige informationer, så det der manglede kunne fremstilles og det der var kunne samles rigtigt. Nu kører hele det nye system, og det bliver spændende at se det møde dets rette element. Steen Lorck har også arbejdet på en række opgaver - både praktiske og teoretiske - og har løst den gamle problematik omkring ansvarsforsikring. Det er en speciel egenskab ved Steen, at jeg aldrig har spurt ham om en opgave, han ikke har kunnet løse. Det er forsikrings mæssige simpelthen på plads nu, og selvom det ikke er gratis at forsikre en eksperimentel undervandsbåd, så er det heller ikke uoverkommeligt.

Ubådens udfordring er at hun er en anden prioritet i forhold til raketterne - men det er faktisk slut nu. For som det operationelle har udviklet sig, får Raketmadsens Rumlaboratorium hårdt brug for Nautilus. Derved sammensmeltes de to projekter.

Marinehjemmeværnet agerede i 2010 - 2012 Mission Control for mit tidligere projekt. Man skulle dengang finde niveauet for sin involvering i civile raketaktiviteter - og bekymringen var hele tiden for Marinehjemmeværnet, at man kunne komme til at lave en slags konkurrence forvridning i forhold til private rederier, der måske kunne tilbyde samme service.

Efter 2012 besluttede man i Marinehjemmeværnet at man ville udøve farvandsovervågning i forb. med opsendelser, og ville yde denne service fordi det skønnedes at det var en myndighedshævdelse som ikke kunne udføres af private rederier. Vi hørte faktisk aldrig om denne beslutning, for da Sapphire skulle flyve i 2013, var et nyt skib kommet på banen, M/V Vostok overtog derfra Mission Control opgaven.

Bekendtgørelsen om skyning og sprængning og "andre" affyringer på søterritoriet.

Som man kan læse af linket herover, så er raketopsendelser som sådan ikke begrænset til ES D 139. Bekendtgørelsen gælder på søterritoriet - altså op til 12 sm fra kysten, men vi vælger operere efter den også selvom en del af skyde området ligger uden for dansk territorialfarvand.

Marinehjemmeværnet har samme politik for Raketmadsens Rumlaboratorium, som for mit tidligere projekt og alle andre...hvis de har mulighed i forhold til deres øvrige opgaver vil de i udgangspunktet gerne påtage sig farvandsovervågning i forbindelse med den her slags aktiviteter - med forbehold for en lang række ting, som de skal tage hensyn til. F.eks. at de ikke kan have radarer, ledninger og en masse personel ombord. Men - som Kaptajnløjtnant Kristian Bendtsen siger - så er der heller ikke noget til hinder for at den civile arrangør selv kan overvåge sin sikkerhedszone.

I Plan Z er situationen forandret på mange interessante måder.

Vi har vores amfibiefly, som kan varetage overvågningsopgaven og måske endda gøre det mere effektivt end man kan fra havoverfladen. Vores mission control er meget enklere udrustet og kræver meget færre mennesker end ved tidligere opsendelser, og har kommer Nautilus ind i billedet:

Nautilus har udmærkede egenskaber til bugseringen det korte stykke fra Nexø´s havns rumkaj til ES D 139. Vi har en flydetrosse hele vejen fra Mission Control til affyringsplatformen, så hele de komplicerede radio link / safe arm konstruktion vi har bokset med at gøre sikker nok, erstattes af kobber. På Nautilus skal vi have en skydeknap, og en radio, punktum finale.

Nautilus sejler fra Nexø med affyringsplatformen på slæb. Kursen bliver næsten stik østlig, og men fortsætter slæbet til en position som er mere østlig end den planlagte affyrings position. Nu lægger ubåden så bi, og vi overfører pr. gummibåd et tomands team til affyringsplatformen. De starter de fastmonterede kamera og rakettens egne kamera, og aktiverer sporingssender og flight seqvenser på raketten - og evakuerer så platformen. Nu går Nautilus an igen, og denne gang med kurs mod Nexø.

Vi kan hele tiden lægge bi, og vente på at flyet melder hav og luftrum ( den ukontrolerede lave det af det, hvor VFR trafik kan forekomme ) fri over sikkerhedszonen. Når der haves GO, går vi så an - mod Nexø.

Rumlaboratoriets flyvende øjne og ører, Polaris FIB

Kontrolleret lufttrafik i stor højde tager Malmø ACC sig af - men VFR trafik har vi altid selv skulle holde øje med.

Platformen er indrettet så skuddet går ud agter ud, væk fra Nautilus, væk fra Nexø og Bornholm, og ud over ES D 139 og åbent hav.

Efter skuddet er gået, kan gummibåd og fly koncentrere sig om recovery, mens Nautilus fortsætter mod Nexø.

Jeg havde i sin tid...

-Myndighedskontakten omkring opsendelser, og kom op med den arkitektur på opsendelser som Sputnik med sit design dikterede og siden har fulgt:

Et lodret skud med en teoretisk landing oveni Sputnik.

Det ser pænt og professionelt ud med det lodrette skud, men jeg kan oplyse at det er en alvorlig stressfaktor når der kommer en raket ned et eller andet sted mellem nogen skibe. Sandsynligheden for en fuldtræffer er sikkert mindre 1 mod 100.000, men det føles ikke bare rigtigt at være i nedslags området...

Desuden giver det faktisk langt fra den optimale sikkerheds mæssige udnyttelse af ES D 139s vidder, men jeg kunne ikke få Sputnik til at krænge mod en given retning. Jeg kunne ikke engang give platformen en orientering, for vi havde ikke fat i den på nogen måde under affyring.

Derfor måtte vi operere med en rund sikkerhedszone med en radius på kun 13,5 km.

Med en retning på skuddet - og fat i platformen, som opstår fordi den nye platform kan orienteres med retningen af slæbet og krænges ved brug af dens undervandsbådsinspirerede ballasts system, - kan vi får en sikkerhedsafstand på over 30 km, og på den anden side af dette - åbent hav.

Kort sagt er det samlede system at regne som en sikkerheds upgrade - og en stor forenkling af hele operationen.

Nautilus er et virkeligt specielt fartøj

Jeg har altid syntes at ubådsteknikken var vældigt spændende og jeg synes begge projekter har været meget givende. Alligevel har jeg altid haft den oplevelse at offentlighedens interesse omkring raketterne var meget større end i forhold til undervandsbådene. Lidt synd - for ubåden er jo noget der lever i årtier, og kan genbruges og give oplevelser til mange. Mens raketter har det med at leve kort og voldsomt - og normalt ikke kan genbruges som ubåden kan. Teknikken ombord er Det store kolde Bord for tekniknørder - og det bliver meget konkredt når man sejler med grejet og bruger det.

Den oprindelige udgave af Nautilus fungerede - men Nautilus 2.0 er en meget opgraderet udgave af det oprindelige projekt.

Hendes elektriske anlæg er det som er ændret mest. I 2013 købte jeg en Kubota D722 motor, samme type som var hovedmotor i Sputnik og undervandsbåden Kraka. Denne lille tre cylindrede maskine har en utrolig fin gang og er utroligt dejlig og pålidelig. I Nautilus blev den nye motor koblet sammen med en Transmotor 24 VDC ladegenerator, og dermed kan Nautilus omsider genoplade sine akkumulatorer i søen, såvel på overfladen som neddykket til snorkeldybde.

Hjælpemotoren kan også bruges til nødfremdrift, for elektromotoren optager ikke mere end 285 ampere, mens vi kan lade med 300 ampere. Det vi sige at Nautilus 2.0 kan sejle diesel - elektrisk med 2 - 2,5 knob hvis hovedmotoren, eller dens gear er havareret.

Nautilus dybdemålere er designet af Peter Blazejewicz. Som man kan se går hendes fredstidsrating til 100 meter. Den teoretiske skrog kollaps dybde er dog 470 meter. Foto: RML

Alt forbrug ombord er i 2.0 udgaven lagt på 24 volt batteriet - noget af det via en stor 24 VDC - 230 VAC sinus konverter, og andre ting - via 24 VDC - 12 VDC konvertere. Kun startemotorer kører 12 VDC, men det gør så også at man kan omkoble således at de få 12 VDC ting vi har - kan køre fra startbatterierne, hvis konverterne er nede. Startbatterierne lades af dieselmotorernes ladegeneratorer, så alt dette er redundant.

12 VDC er f.eks. navigation, radiorummet og styremaskiner. Alt sammen noget som er rart at have to måder at skaffe strøm til.

24 VDC batteriet er nominelt på 1,5 tons, og kan rumme godt 50 kwh. Det kan altid oplades af hjælpemotoren og kan i øvrigt drive båden elektrisk i godt ti timer.

Foto: Anja Gaard Olsen / RML

I forbindelse med opgraderingen til version 2.0 er der også blevet tid til en meget stor forøgelse af ubådens trykluftkapacitet. Nautilus har nu fået to 50 liters 300 bars tanke under dækcasingen med ekstra trykluft. De kan kun oplades i havn, ved brug af vores store højtrykskompressor ( her sendes et smil til Per Sibeneicher fra Bornholm, som har doneret den ) men pointen med de mange kubikmeter ekstra luft er at det gør vores muligheder i forbindelse med dybe dyk meget bedre. De er i princippet kun til nødblæsning - men nu har vi dem, og det er betryggende.

Ud over disse nye tanke har vi også fået røgdykkerudstyr til alle ombord - fire sæt - som er af en type der også kan bruges under vand. De lufttanke der findes til dette udstyr kan også multitaske og bruges til at lette ubåden for flere tons ballastvand - skulle det blive nødvendigt. Heraf kan også udledes at Nautilus normalt ikke skal have en større besætning end fire.

Nautilus har også fået ombygget sin lavtrykskompressor fra 400 VAC til 24 VDC. Det gør at man under normalt brug kan genoplade trykluft med energi fra batteriet - og i nødsituationer kan presse luft fra trykskroget ud i ballasttankene og dermed lette båden.

Stabilitetsfaktoren er øget ved at flytte godt 800 kg løs ballast fra bådens indre, til jernblokke svejst under kølen. Et ny periskop med et forbedret high definitions kamera kommer også på.

Nautilus´s to luger har været skåret af, og påsvejst nye rustfrie karme og så afdrejet i den store dinosaur drejebænk. Rumlaboratoriet købte den af mit tidligere projekt - sammen med peroxidfabrikken for 100.000 kr.

Det er en vigtig opgradering - og en af de ting hvor dinosauren virkelig kunne noget unikt.

Jeg skal finde ud af om jeg kan dele HDMI signalet så vi kan have en skærm både i kommandorummet og i maskinrummet - for ideelt kan hele båden nødstyres fra maskinrummet. Ellers får det nye periskop et par analog kamera i standard def til backup. I alle fald starter Nautilus ud i 2.0 udgaven med bemandet maskinrum og alle manøvrer udført manuelt derfra - med headsæt til broen / kommandorummet. På broen har man joystik ( tiller ) og rorindikator. Det lyder måske gammeldags, men det er til alle tider det rigtigste - og man oplever teamworket i besætningen meget konkredt på den måde.

På vagt i maskinrummet, mens Rikke Rasmussen har kommandoen fra broen. Foto: Mathias Vejerslev.

Siden, det meget store til formået valsede rør, ankom til HAB i 2005, har mange mennesker på den ene eller den anden måde bidraget til Nautilus. Noget af det bedste ved Nautilus som projekt har netop været at jeg altid har delt projektet og sejlasen med Nautilus med andre - og fortsat gør det.

Her er det praktikant Ditte der klargører DIN flangerne til hovedmotorens kølevandssystem. Foto: Anja Gaard Olsen / RML propaganda.

Jeg vil ikke gøre op om det er Jens Falkenberg jeg bukkede stålplader med, eller Pater Blazejewicz jeg tegnede Nautilus sammen med - eller Maria der malede inden i ballasttankene - eller de der knoklede med nålehammer mod dårligt udført malerarbejde efter hendes sandblæsning - eller nogen andre der har betydet mest. For har alle noget i Nautilus - og skal altid kunne se hendes silhuet mod horisonten som noget de kan være stolte af.

Mens jeg på svejser på de nye "dinosauer afdrejede" luger tager Anja fotos.

Mange af dem der har bidraget - har aldrig været nævnt eller kendt eller været end del af de organiserede deltagere - men de har det tilfælles at Nautilus altid vil være åben for dem.

Plan Z betyder oceaner af arbejde for både Rumlaboratoriets praktikanter og frivillige - og for mig selv.

Jeg tog afsted denne lørdag, fordi jeg ellers ville kede mig så bravt herhjemme - og fordi at selv en blæsende, kold, våd efterårsdag kan ubåden give en noget. Glæden ved at se hende få sin form igen, glæden ved at se hende være på vej tilbage til det hav, som hun altid vil tilhøre. Det slår simpelthen alt. Også regn og blæst og blafrende presenninger.

Det er på ingen måde en pligt eller en plage at knokle løs på de her projekter. I dag blev jeg så varm i efterårsblæsten, at jeg måtte smide noget af kampuniformen - det er simpelthen så skønt at banke løs på et problem, at man bliver helt overophedet i syv graders varme...

Pipaluk Supernova døber Nautilus den 3. maj 2010 ved udrustningskajen på det tidligere B & W skibsværft.

"Må du beskytte din besætning mod ildens hærgen og havets rasen. Må du beskytte havet mod menneskers dumhed og grådighed. Jeg overgiver dig til Havet og navngiver dig Nautilus !"

Jeg skal ud og finde mobilkran og blokvogn, så datoen er ikke helt sikker - men for at kunne bidrage til Plan Z fra juni 2017, skal Nautilus igen hejse kommando i starten af Maj. Derefter shake down cruise - hvor vi finder og udbedrer de fejl der sikkert er. Nautilus 2.0 er i sig selv noget der skal udforskes.

Så foreløbigt arbejder jeg med 3. maj som måldato - hvilket er Nautilus 9ende fødselsdag.

Peter Madsen