Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
supermaterialer bloghoved

Sådan flytter man 1 atom tynde "køkkenfilm" med en 1500 kr lamineringsmaskine.

Forestil dig at flytte stykke køkkenfilm fx A4 fra en flade til en anden, uden at det bliver hverken krøllet eller beskidt. Det er nærmest umuligt (i al fald for mig). Forestil dig så at gøre det samme med grafen, der er 25000 gange tyndere (køkkenfilm ca 10 µm, grafen 0.0003 µm). Dengang i 2009 var begejstringen over at opdage hvor nemt grafen kunne dyrkes på kobberfolie hurtigt afløst af spørgsmålet:

Nu har vi lavet et kæmpe stykke grafen. Hvordan hulen flytter vi det? Det er jo kun... 1 atom tyndt?

Det sidder rimeligt godt fast på kobberfolien. Det kan godt være at det er verdens stærkeste materiale, men noget der er 1 atom tyndt er og bliver skrøbeligt - og det kræver næsten ingenting at rive grafen i stykker når der kun er 1 lag.

Så det er svært! Hvis man laver billed søgning på "graphene transfer" i Google kan man se at forskere har forsøgt sig med hundredevis af komplicerede opskrifter for at løse dette problem. Det er rent ud sagt hammersvært at flytte grafen-filmene uden at de bliver krøllede, forrevne eller forurenede...

Nu har vores Ole Opfinder - en dygtig ung forsker ved navn Abhay - igen opfundet noget smart. En ægte D.I.Y. metode der både er billig og simpel, og ikke involverer andre kemikalier end vand --- ja og så en billig lamineringsmaskine.

Denne opfindelse har faktisk nogle spændende perspektiver. Nu kan grafen-producenter selv flytte grafen fra kobber til en billig polymer film (det vand-opløselige polyvinylalkohol) og det kan man så sende med posten, sikkert, billigt, nemt.

Ligesom et klistermærke.

Du kan så have en rulle "grafen-tape" liggende, indtil du finder ud af hvordan og hvor du vil bruge det, og så selv klistre det på den overflade du selv vælger, men en lamineringsmaskine - som den vi har købt på Amazon for 200 USD.

Se selv hvor nemt det er på videoen nedenfor:

Men hvordan med kvaliteten? Ikke så ringe endda! Abhays DIY metode banker de to andre dominerende metoder - etching transfer og bubbling transfer - langt ud af banen. Fordi PVA opløses helt i vand er der stort set ingen polymerrester på overfladen, og det kan man se på de fine elektriske egenskaber. Ladningsbærer-mobiliteten (hvor nemt elektroner bevæger sig i materialet) er dobbelt så høj som de andre metoder, som man kan se det til sidst i videoen, sikkert på grund af fraværet af skidt og møg på overfladen.

Der er nok ikke mange af jer der lige laver grafen-transfer selv, men det er bare så dejligt opløftende når et smart hovede gør noget alle tror er svært, til en ægte DIY teknik som den her, der så ovenikøbet er suverænt god med hensyn til kvaliteten!

Peter Bøggild er professor i nanoteknologi på DTU. På bloggen Supermaterialer skriver han om stort, småt og tusind gange mindre.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Elegant. Kommer i fremover til at modtage sheets fra jeres leverandør der er overført i vacuum fra ekstra tynd PVA ?

Ville tilsvarende fungere Roll to Roll for at løfte grafen flager af?

  • 3
  • 0

Det første spørgsmål: vi forestiller os at vacuum transfer vil virke endnu bedre som sagt, så det vil vise sig om vi kan få nogen til det. Vi eksperimenterer allerede med vacuum transfer - efter en lidt ændret opskrift - i samarbejde med NIL technology.

Det andet spørgsmål: det vil være noget vi ser frem til at afprøve i samarbejde med Alex Jouvrai fra Aixtron i UK... som har udviklet en R2R grafen dyrkningsmaskine.

  • 5
  • 0