close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
true cousins

SÅ var der endelig noget medvind!

Foto: Photos by Nico

Som det blev beskrevet i forrige blog-indlæg via DRs WEBDOK, blev resultatet af årets første store dragrace begivenhed, DHB 2017, en suveræn førsteplads til Silver Bullitt og en lidt ærgerlig tabt kvartfinale til TC-X.

Herefter blev alle aktiviteter koncentreret om sæsonens helt store mål: Den planlagte duel mod den engelske - og naturligvis elektriske - drag race bil, Black Current III, på den legendariske drag racing bane, Santa Pod, der er en ¼-mile bane.

Black Current III har rekorden som den hurtigste på ¼-mile (402 m) med 8,31 sek, mens vi som bekendt er hurtigst i verden på 1/8-mile (201 m) med 5,12 sek. En sammenligning via en omsætningstabel, viste at det ville blive MEGET tæt. Vi havde udfordret BC III i løbet af vinteren, og de havde forslået at vi skulle mødes til det meget store event BugJam, der er en kæmpe festival for VW folkevogne i alle typer og afskygninger. Og da vores bil jo har et Eagle karrosseri (som er et VW-kitcar karrosseri) passede det jo godt sammen.

Den logistiske planlægning viste sig at være ret omfattende. Med ca. 1.300 kms kørsel hver vej med trailer og campingvogn, koordinering af færger, proviantering, værktøj, reservedele og ikke mindst opsætning af bilen til den længere strækning var der nok at se til (Silver Bullitt skulle desuden også med for at få en ¼-mile tid).

DRs ”So Ein Ding” havde udtrykt interesse i at følge os på turen til England og havde som optakt sendt en reporter til DHB med et video-kamera - det kom der denne video ud, som ligger på deres Facebook-side:

Link til video So Ein Ding

Store problemer

Bedst som alting så lyst og lovende ud opstod der et helt uventet problem: TC-Xeren kunne pludselig slet ikke køre! Glenn var taget på Malmø-banen og ud af ingenting (næsten) slog begge controllere fra hver gang, der blev trådt på speeder pedalen. Glenn gik i gang med en større omgang fejlfinding. Det var klart, at der var tale om et støj problem (EMI), men hvor det befandt sig var ret umuligt at sige. Alt blev prøvet, herunder total adskillelse af begge motorerne og efterfølgende isolering af alle strømførende komponenter, så overgang i motorerne kunne udelukkes. Større og mindre dele blev flyttet rundt og byttet ud og alle tænkelige kombinationer blev prøvet af.

Til sidst var der gået så lang tid, at vi ikke længere kunne nå at blive klar til Englandsturen og en uge inden, blev turen endeligt og officielt aflyst. Det blev besluttet, at vi i stedet ville tage til Summer Nationals på Malmø Raceway med Silver Bullitt og se hvad for nogle tider vi kunne nå ned på og samtidig deltage i Super Competition Bike-klassen og prøve at vinde denne konkurrence.

Om tirsdagen lykkedes det imidlertid Glenn at finde fejlen efter 60 timers fejlfinding og vi tænkte straks på om vi kunne tage TC-Xeren med til Malmø om fredagen. Om onsdagen tog vi på banen for at træne 60 fods tider med dragbiken. Vi kom hurtigt under 1,30 og satte PB med 1,28 og en egentlig ok ET på 5,26 sek. - men alligevel en lidt ringe tid med så god en start, herom senere. Jeg nåede ud på 60 meter før forhjulet satte sig ned på underlaget og her var der flere gange en meget ubehagelig skrid-fornemmelse fra forhjulet, som gjorde at jeg ikke vilde holde på.

Om torsdagen testede Glenn så endelig TC-X på Jan Kislings rullefelt (taaak) og alt så fint ud - vi kunne nu få begge køretøjer med på banen i weekendens Summer Nationals.

Summer Nationals 22.-23. juli

Om fredagen havde vi talt en del om kørestilling og hvordan jeg holdt armene ift. styret under start og kørsel. Vi besluttede at flytte fodhvilerne ca. 10 cm længere bagud og at jeg skulle have mere bredde mellem albuerne, så jeg noget nemmere kunne forskyde min krop til siderne - dette er, som nogen ved, den eneste måde at styre en dragbike med (11" = 280 mm) slicks bagdæk på.

De første kørsler fik vi 60 fods tiderne endnu længere ned, men første ET var nu 5,36 sek og jeg begyndte at mistænke noget måtte være galt - det var som om vi manglede power ned af banen. Til gengæld var forhjulet nu helt roligt, når det kom ned og det var jo også en smule mystisk med tanke på onsdagens problemer.

Glenn mente den manglende kraft kunne skyldes kolde batterier, men erfaringsmæssigt er det kun få hundrededele sekund det har betydning. Så fik Glenn den tanke, at det kunne være at batterierne faldt for meget i spænding (da vi kun havde 3 celler i bredden, batteripakken var oprindeligt tiltænkt 250 V x 2 - i stedet for de nu 1 x 400 Volt). Derfor ændrede han grænsen for, hvornår controlleren skulle skrue ned for poweren dvs. fra 300 til 270 volt. Og det hjalp skal jeg lige love for!

Glenn og Tobias i aktion

Næste run blev en 5,06, bedste tid nogen sinde! Efter dette run opdagede jeg så, at jeg havde glemt at indstille styrdæmperen på de sædvanlige 18 ud af 25 klik, så den under kørslen havde stået på 0 klik = ingen strydæmpning. Og der gik det så op for mig, hvorfor jeg ikke længere fik skrid-fornemmelsen, når forhjulet kom ned: Hvis forhjulet er blot det mindste skævt ift ligeud, vil motorcyklen forsøge at rette forhjulet ind automatisk via den selvoprettende effekt. Så jo hårdere strydæmperen står, jo mere kraft skal motorcyklen så at sige bruge på at rette forhjulet op.

Med andre ord så var indstillingen på de 18 klik beregnet til, når man har forhjulet nede det meste af tiden og hvor man ønsker at et allerede parallelt forhjul holder retningen lige frem, men denne indstilling var nu forkert, da vi jo netop var begyndt at have forhjulet løftet de første 60-80 meter. Der skal i øvrigt lyde en tak til Lars Juel Rasmussen, der om onsdagen havde nævnt dette for os, som noget vi skulle være opmærksom på kunne blive aktuelt.

Den første 4er tid til Silver Bullitt

I næste run kom så dagens første store øjeblik med en 4.86 tid, som altså blev min første tid nogen sinde under 5 sek! Nu gjaldt det bare om at blive ved, så vi kunne få endnu en rekord tid i nærheden af denne tid. Næste run blev en 4.98 og det synes vi ikke var godt nok, da dette ville betyde, at rekorden kun vil blive den langsomste af de to tider (de skal være indenfor 1 % af hinanden for at man får den hurtigste tid).

Et datalogget bevis på at vore beregninger er korrekte, når vi siger 0-100 på 1,1 sek!

Så opstod der et nyt problem i det at cellerne i batteripakken var blevet for varme. Vores sensorer sidder i hver af de 8 sub-pakker (på hver 50 Volt) og de viste 45-47 °C målt mellem cellerne - det vil nogen måske mene er optimalt for litium-cellers ydeevne, men uheldigvis betyder det samtidig, at terminalerne vil være blevet over 70 °C og så risikerer vi faktisk at ødelægge cellerne eller i bedste fald at levetidsforkorte dem. Vi havde ikke tør-is med som vi ellers havde for vane for nogle år siden. Til gengælde fandt vi en venlig kører i super gas-klassen, Kent Koed, som havde en CO₂ brandslukker med, som vi kunne låne. Vi fandt nogle tæpper og fik pakket Silver Bullitt nødtørftigt ind og ført slangen fra brandslukkeren ind under tæpperne og så gav vi den et skud CO₂ hvert 10. minut over 1,5 time.

Der køles...

Det hjalp, men kun langsomt. Efter ca. 2 timer med nedkøling var vi dog klar, klokken var nu 18.30...

Ny verdensrekord

I mellemtiden havde Glenn og TC-Xeren haft sit første shake down run efter en laaang pause til fører og køretøj - tiden blev en 5,3 sek tid. Men lige inden vi skulle til at køre back-up tiden til Silver Bullitt, kørte Glenn frem og kørte lige pludselig 4,89! WOW! Som det kan ses på videoen, kunne jeg se løbet fra motorcyklen og jeg sad og klappede iført hjelm og handsker. Det var selvfølgelig en kæmpe opturs-optakt til mit eget løb. Jeg kørte nu frem og gjorde klar.

Få minutter inden de to 4er tider

Starten gik og den rigtige følelse var der med det samme. Selvom man kan se at forhjulet kommer ned efter 120-130 meter, så føltes det som om, at det slet ikke havde kontakt med underlaget før efter målstregen. Med andre ord var der så lidt tryk på forhjulet, at selvom det visuelt så ud til at være nede, så var følelsen den samme som når det er hævet de ca. 5-8 cm over banen - og det er vildt at sidde med et styr, som man kan dreje ud til den ene side hele vejen uden det betyder noget for retningen. Men heldigvis så kører Silver Bullitt meget stabilt lige ud hele vejen, så der er ikke behov for de store krops-korrigeringer undervejs.

Foto: Photos by Nico

En ikke helt lodret Silver Bullitt - se wheelie-barens støttehjul

Når man har passeret målstregen og bremset ned over de ca. 420 meter, der er til rådighed, ved man intet om, hvordan det er gået. For enden af banen står 2-3 brandfolk og enkelte gange de køretøjer, der skal hentes og trækkes tilbage eller biler med bremseskærme, der skal pakkes sammen. Og dér stod Glenn selvfølgelig og jeg kunne som den første fortælle ham, at han havde lige kørt 4,89 og det blev fejret med en fætter-krammer. Glenn kunne kun fortælle, at det havde lydt godt og hurtigt, da jeg kom ned af banen men vidste naturligvis intet om min tid. Så jeg kørte spændt ned til startområdet, altså ca. 620 meter og her er det jo interessant at se om folkene fra teamet ser glade ud og hopper eller de bare står og venter sådan lidt hængemule-agtigt.

Det første var heldigvis tilfældet og det første jeg fik at vide var, at jeg havde kørt 4,89 (videoens lyd skjuler med vilje dette for ikke at forvirre) og Glenn 4.82...? Men så siger jeg, at jeg jo lige har set ham køre 4,89 og så må det jo være mig, der har 4,82 tiden. Og sådan var det! Og dermed blev løbet på 4,86 back-up løbet for 4,82 løbet, som dermed blev den nye rekord på 1/8-mile (201 m) - det betyder at Silver Bullitt er den hurtigste, aktive elektriske motorcykel i verden. Vores tid svarer til 7,50 sek på en 1/4-mile (402 m) ifølge omsætningstabellen (nedenfor). Og en vanvittig forbedring på 0,34 sekund - med ca. de samme kræfter som i 2015 og 2016.

Vi overvejede om vi skulle køre igen, men pga. batteriernes temperatur valgte vi at stoppe med Silver Bullitt denne gang. Til gengæld manglede vi jo et back-up løb til TC-Xeren, men det skulle ikke blive denne gang at vi fik to rekorder på same dag. En ordentlig omgang tyre-shake satte en stopper for en god tid og vi var også ved at være nervøse for om kæderne mellem de to motorer kunne holde, da de var blevet meget slappe - et problem vi har på begge køretøjer og som vi arbejde på at løse.

Se to rekord-givende timeslips

Kedeligt nyt - men held i uheld for os

Mens alt dette skete kunne vi senere på aftenen erfare at bilen, som vi skulle have kørt den nu aflyste duel mod i England var FORULYKKET VOLDSOMT omtrent samtidig med at vi selv havde kørt. Bilen var skredet ud på vej over målstregen med måske 240 km/h og ind i barrieren, hvorefter den var rullet 3 gange rundt på taget. Førerem var uskadt, men bilen er så medtaget, at den nu er "retired" og altså aldrig kommer til at køre igen. Efter sigende var den gået fra 3. til 1. gear og dette bragte - ikke overraskende - bilen i skred.

En utrolig udvikling har præget den seneste del af sæsonen, hvor små ting og held/uheld haft stor betydning: 1) Vi startede ud med at TC-X skulle køre mod Black Current III 2) DR2 kan alligevel ikke komme med på turen - det var jo ærgeligt 3) Så kunne TC-X pludselig ikke køre og blev for sent klar til duellen i England 4) I stedet tog vi så til Malmø og satte en utrolig verdensrekord med Silver Bullitt i løbet LIGE EFTER at TC-X havde kørt PB på 4,89. 5) Omtrent samtidig forulykker BC III ind over målstregen og bliver uigenkaldeligt smadret - en målstreg VI kunne have passeret samtidig med ham og hvad kunne der mon så være sket...?

Så vi kan egentlig være glade for at vi ikke kunne komme til England - og i øvrigt blev det meste ødelagt pga. regnvejr...

Næste mål

Den notoriske Killarcycles bedste tider på såvel 1/8 som 1/4-mile er vi forbi. Den eneste elektriske motorcykel, der har en hurtigere tid er The Rocket, som har kørt 6,94 på en 1/4-mile - og dermed er verdens hurtigste elektriske køretøj overall - og med en mellemtid på 4,499 sek på 1/8-mile. Og det er den tid, der er vores næste store mål at komme under - men nok ikke mulig før i kommende sæson!

The Rocket er ligesom Killarcycle for længst retired og eneste seriøse udfordrer er Jeff Dissinger fra USA. Han har bygget flere elektriske dragbikes, men lider for det meste af manglende økonomiske midler. Efter sigende skulle han dog snart få en ordentlig batteripakke frem til hans nyeste model, The Xterminator, men om han når at få sat nogle gode tider i år, ved vi ikke noget om.

Et mere realistisk mål for os i år er ved sæson-afslutningen 9.-10. sept på Malmø Raceway, hvor vi med enten bilen eller motorcyklen slår den RAIL DRAGSTER, som hedder "Panic In Detroit" og som er det hurtigste el-køretøj i verden lige nu på 1/8-mile med 4,75 sek.

Vi opfordrer alle til at komme til Malmø d. 9.-10. sept, men er man bosat længere mod vest er der selvfølgelig Mosten Race Day 1.-3. sept., hvor vi også kører med begge køretøjer.

Andetsteds har Ingeniøren, siden alt dette skete, fortalt om TC-Xs fantastiske rekord som ironisk nok blev 4.89 og 234 km/h. Her er videoen, der har opnået næsten 100.000 hits på ca. 14 dage - det er i øvrigt personlig rekord med ca. 80.000:

Hans-Henrik Thomsen, True Cousins
fortæller sammen med sin fætter Glenn E. Nielsen om arbejdet med at udvikle og bygge deres lynhurtige el-motorcykler og -biler.