close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
ETF bloghoved

Så langt nåede vi i 2015

2015 var på mange måder året, der om noget stod i naturvidenskabens og teknologiens tegn. Med Andreas Mogensen som den første dansker i rummet blev der taget et kæmpe skridt i forhold til at få natur og teknik helt ind i danskerne stuer og højt op på de unges like-konto. Men året, der er gået, har også budt på mindre skridt i samme retning.

I Engineer the future har vi i årets løb arbejdet målrettet på at få bragt natur og teknik inden for de unges synsfelt. 47 partnere har i fællesskab forsøgt at gøre en reel forskel for at få flere til at vælge ingeniørvejen. Og her ved årets udgang er det på sin plads med en statusopgørelse over nogle af de mest håndgribelige resultater gennem de seneste år.

  • I forbindelse med Åbent hus på uddannelsesstederne i februar 2015 fik Engineer the future produceret filmen ‘Var det noget med en ingeniøruddannelse’. Filmen er siden blevet set af 100.000 unge.

  • I juni lancerede ETF en række tv-reklamer med unge danske ingeniører. Målinger viser, at 34 procent af 15-24-årige så reklamerne - og kan huske dem.

  • Engineer the future fik i sommeren 2015 udarbejdet en såkaldt ‘Tvivlertest’, der skulle hjælpe de unge til at blive skarpere på deres uddannelsespræferencer. Testen blev delt på de sociale medier og set af 1.000 brugere hver dag i kampagneperioden. I alt gennemførte 25.000 unge testen.

Ovenstående tal skal sammenholdes med, at 65.000 unge stod og skulle vælge studie i 2015.

Derudover er det værd at nævne de mange besøg og sciencedage på skoler og gymnasier, som ETFs 47 partnere har stået bag - og som uden tvivl har indprintet ingeniørfaget på de unges nethinde.

Og hvad så, kan man med sund ingeniørskepsis tillade sig at spørge? Rykker det ved noget? Får vi flere ingeniører ud af en sjov video på Youtube?

Uden at skulle postulere en præcis årsagssammenhæng kan vi blot notere, at flere danske ingeniøruddannelser har oplevet en fremgang på 20-30 procent i antal deltagere ved deres Åbent Hus-arrangementer. Samtlige ingeniøruddannelser har oplevet fremgang i ansøgertallene i år. Og det måske mest konkrete og vigtigste tal af alle: Studieoptaget steg med 7 procent på ingeniøruddannelserne fra 2014-2015.

Desuden kan vi konstatere, at flere ser positivt på faget efter at have set ETFs kampagner. Kampagnerne har især rykket holdningen hos dem, der i pre-målingen 'i meget lav grad' kunne tænke sig at blive ingeniør. For de unge er springet på 11 procentpoint fra 37 % før kampagnen til 26% efter.

Så langt så godt. Men der er stadig en kamp at kæmpe taget i betragtning, at Danmark i 2025 kommer til at mangle over 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater.

En ting er, hvad en partneralliance som ETF kan gøre i form af kampagner, tv-spots og farvestrålende arrangementer. Noget andet er, hvad den enkelte ingeniør kan rykke ved. Den personlige fortælling gør ofte den største forskel.

Vi har derfor et fromt juleønske fra ETF til alle ingeniører, der skal til familiejulefrokost: Brug 10 minutter mellem sildemaden og den lune leverpostej til at gøre lidt reklame for faget. Og er det svært at få drejet samtalen ind på ingeniørsporet, så brug denne video som icebreaker. Tak for hjælpen og rigtig god jul.

Sara Rosendal
er Ingeniørens redaktør på Engineer the future. Her udforsker - og udfordrer - hun ingeniørernes billede af sig selv. Du kan også komme med bag kulisserne på det store projekt.