phloggen

Psyko(pa)tisk leder

Her i Danmark har der været lidt debat om psykopatiske ledere og til trods for de skarpe meninger, må vi dog prise os lykkelige for hvor ringe et problem vi har i den forbindelse, i forhold til f.eks USA.

 President Bush gik på podiet igår, fra biblioteket af alle steder, og truede direkte Iran og Syrin med at angribe indenfor deres grænser hvis de blander sig i Irak. 

 Bush vil også sende 20.000 flere tropper til Irak.  Ikke tropper nok til at gøre nogen forskel, men nok til at det ser ud af noget. 

 Taget i betragtning at Bush lige har mistet flertallet i kongressen, et valg der mere end noget handlede om hans Iraqkrig, at bodybag nummer 3000 lige er landet i USA og at 70-75% af befolkningen er modstandere af at sende flere tropper til Irak, så må man, hvor uenig man end er, tage hatten af for hans standhaftighed. 

 Temperaturen i Golfen 

 Siden jeg har skrevet om emnet sidst er der sket forskelligt. 

 Israels premierminister Olmert har (med vilje ?) på åben skærm talt over sig og [indrømmet at Israel har atomvåben.](http://www.telegraph.co.uk/news/main.jhtml?xml=/news/2006/12/12/uisrael%20112.xml) 

 Sunday Times har opsnappet at [ Israel overvejer at bruge a-våben](http://www.timesonline.co.uk/article/0,,2089-2535177,00.html) preemptivt imod Irans atomfaciliteter hvis ikke USA kan afpresses til at løse det problem. 

 Og president Bush har beordert [John C. Stennis hangarskibet](http://www.cvn74.navy.mil/) [ til den Persiske Golf](http://news.yahoo.com/s/nm/20070103/ts_nm/usa_gulf_navy_dc), med tilhørende supportskibe og 5000 mand. 

 Men hvad ved Bush ? 

 Imidlertid har Bush adgang til verdens største efterretningsvæsen, og verdens bedste spionsatelitter, vi kan roligt antage at han ved nogle ting vi ikke ved. 

 Hvis CIA har god årsag til at tro, at Iran er meget tættere på en atombombe end det ellers er blevet estimeret og at Iran i modsætning til alle andre der har bygget en, vil fyre den af i hovedet på en fjende, dvs. Israel, i første forsøg, så giver Bush handlinger god mening. 

 (Jeg har tidligere skrevet om [ prospekterne for Irans atomprogram.](http://ing.dk/article/20060409/WEBLOG02/60409001)) 

 Men netop derfor tror jeg ikke på den teori: Hvis CIA havde fremlagt sådanne beviser havde Bush ikke ventet på at 97.000 tons skib pløjer sig vej om på den anden side af planeten, han ville have fyret en [ Minuteman III ICBM af fra Montana](http://www.malmstrom.af.mil/library/factsheets/factsheet.asp?id=4671) og stoppet det show inden det ødelagde hans morgenmad. 

 Hvad ved Bush ellers ? 

 Den eneste anden information jeg kan forestille mig påvirker Bush beslutningsprocess er han vil gå over i historien som USAs værste president hvis han ikke producerer en sejr, eller i det mindste en success, i Irak. 

 Han er også skruppelløs nok til at vide, at der dør 4600 fodgængere om året i USA, så de 3000 bodybags bekymrer ham overhovedet ikke og desuden kommer indholdet kun fra underklassen og den lavere middelklasse under alle somstændigheder. 

 Med andre ord, så er vi tilbage ved Shakespeares udødelige MacBeth: 

 Bush i rod til halsen og har tilsyneladende besluttet sig for, at hvis han er fordømt uanset hvad han gør, så kan han ligeså godt tage den vej han endnu ikke har set: videre fremad. 

 Kan kongressen stoppe Bush ? 

 USAs grundlov gør presidenten til øverstbefalende for militæret.  Han skal have kongressens tilladelse før han kan sende en krigserklæring, men kan må forsvare landet imod trussler uden at spørge dem først. 

 Der snakkes i kongressen om at lukke for pengekassen, men det er en symbolsk gestus, for det rammer soldaterne men ikke presidenten og der er allerede så mange penge på vej igennem systemet at det ingen effekt får før om 3-4 måneder. 

 Hvis et flertal i representanternes hus anklager Presidenten ("impeachment") kan senatet med 2/3 flertal beslutte at fjerne ham.  Den mulighed bliver der snakket stadig mere om. 

 Problemet er, at hvis de sparker Bush ud får de Cheney istedet og stort set alle er enige om, at han er den virkelige evil mastermind i det partnerskab. 

 Hvis kongressen sparker både Bush og Cheney ud i et hug, så indtages det Hvide Hus af Nancy Pelosi, der for et par dage siden blev den første forkvinde for representanternes hus i USAs historie. 

Spørgsmålet er derfor: Har kongressen æggestokke nok til det skridt ?

 phk
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Demokraterne ved jo desværre heller ikke hvad for et ben de skal stå på når det drejer sig om Irak. Så de kan sikkert ikke finde ud af at gøre samlet fron imod Bush.Det er jo stof til eftertanke at Bush har målet at gøre Irak til et demokrati, når han selv er republikaner ;-)

  • 0
  • 0

Det er jo stof til eftertanke at Bush har målet at gøre Irak til et demokrati, når han selv er republikaner ;-) Er republik og demokrati da modsætninger?

  • 0
  • 0

I tilfældet USA er det modsætninger.Grundlovsforsamlingen var uenige om mange ting, men helt enige var de om at de ikke ville have et rent demokrati.  Det var ikke mindst Pariserkommunens skæbne der overbeviste dem derom.På den anden side indså de også, at uden en demokratisk komponent ville friheden ikke række længere end til hvor eliten ville tillade den at nå og selvom de alle tilhørte eliten, så kunne de godt se problemet.Det færdige resultat er en president, valgt af folk valgt af folket, et senat med få forstandige mennesker til de vigtige beslutninger (krigserklæringer, fyring af presidenter osv) og et demokratisk "representanternes hus" der fik kontrollen med pengekassen så de kunne holde styr på de andre. I særdeleshed var der 100% enighed om at man ikke kunne føre krig efter flertalsprincippet og derfor var der ingen tvivl overhovedet om at presidenten skulle være øverstbefalende.Poul-Henning  

  • 0
  • 0

Det var ikke mindst Pariserkommunens skæbne der overbeviste dem derom.

Hvis de virkelig skulle være tilfældet så var de ualmindeligt fremsynede, ja man kan vel nærmest sige synske!

/Morten

  • 0
  • 0

Du har ret Morten, der var jeg for hurtig på aftrækkeren :-) Det var ikke pariser kommunen, men derimod Franklins ophold i Paris fra 1776 til 1785 som USAs første ambassadør.Men sjovt nok var det indflydelse med negativt fortegn:  I England, som man hadede af et godt og såret hjerte var parlamentarismen stråmand for demokrati, mens enevældens frankrig (der var USAs allierede) var så langt fra den slags som man kunne komme. Det bliver en lang historie hvis jeg først kommer igang, læs hellere selv.  Alistair Cooke's udødelige bog "America" findes i dansk oversættelse (check biblioteket) og hans gennemgang er hård men retfærdig.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten